Cecilie Hother: ”Da han bestilte to glas champagne, vidste jeg, det var en date”
Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det tv-vært Cecilie Hother, som tager os med gennem sine aldre.
0-10 år (1978-1988): Med havetraktoren i frigear
"Vi boede i Stevnstrup uden for Randers. Min mor, far, mig, min onkel og de af mine fem ældre søskende, som endnu ikke var flyttet hjemmefra. Jeg husker det som et glad virvar. Det var ude i en skov, og vi havde en kæmpe køkkenhave og var mere eller mindre selvforsynende.
Når det var ferie, pakkede vi Volvoen med tagbagagebærer og kørte enten til vores hus i Skagen, hvor mine søskende satte mig op i en trækvogn, så de kunne sælge popcorn på mit smil, eller vi kørte sydpå. Så sad jeg i midten på bagsædet mellem mine to brødre og hørte Bamse og Kylling på kassettebånd. Der var meget ballade på det bagsæde, for vi er en hel familie med temperament.
Derhjemme havde jeg min bedste veninde, som jeg lavede spilopper med. Vi legede med Barbie, men vi løb også ud i skoven og tændte bål. Tænk, vi kunne jo have futtet det hele af. Da vores forældre fandt ud af det, måtte de give os nogle afgrænsede områder, vi kunne lave bål i. Det var nok ellers bedst, at de voksne ikke vidste, hvad vi gik og lavede.
Jeg har endda præsteret at stjæle havetraktoren derhjemme. Sådan en kan ikke køre ret hurtigt, men hvis du sætter din veninde på ladet, kører den op på en bakke, og sætter den i frigear ned, så får hun en gevaldig rutsjebanetur, ved jeg af erfaring. Jeg har stadig kontakt til min barndomsveninde, og vi taler tit om, at det er vildt, at vi ikke mistede nogle legemsdele dengang.
Annonse
Vi børn skulle dog altid hjælpe til hjemme, inden vi kunne lege. Jeg lærte at yde, før jeg kunne nyde, og det har givet mig en god arbejdsmoral, som jeg har med mig endnu. Min barndom gav mig også en stor kærlighed til naturen, fordi jeg havde så frie tøjler der – eller også var vi bare så mange børn, at de voksne ikke kunne holde øje med os alle sammen."
10-20 år (1988-1998): Sigøjnerliv
"Jeg betragter den periode af mit liv som lidt af en sigøjnerperiode. Mine forældre flyttede fra hinanden, da jeg var 10-11 år, og derefter gik jeg på fem forskellige skoler, for vi flyttede først til Espergærde, vendte så tilbage til Stevnstrup, boede lidt i Silkeborg, og så skiftede jeg til en ny skole i Randers.
Jeg var desuden en måned på sprogskole i England, og som 15-årig tog jeg til USA på udveksling. Vi har også altid rejst meget i familien, så jeg har fra en tidlig alder set meget af verden. For mig er det intet problem at rejse et nyt sted hen. Jeg hader bare at pakke.
Det gjorde jeg for resten også, da jeg var barn og stak af hjemmefra, men det værste var dog, når mine forældre ikke kørte ud for at lede efter mig, og jeg selv måtte traske hjem fra busstoppestedet. Jeg tænkte ikke over dengang hvor meget, vi flyttede, men i dag kan jeg se, at jeg lærte at tilpasse mig, og at jeg ikke har svært ved at skabe nye relationer. Jeg scanner rummet, mærker efter og bliver en del af flokken.
Jeg troede, at jeg skulle lave dokumentarfilm, for jeg ville gerne rejse rundt i verden og berette om alle de spændende mennesker, der er derude. Jeg søgte ind på filmskolen i Ebeltoft og blev optaget, men jeg skulle lige omkring Puerto Rico, hvor jeg læste psykologi i to år, inden jeg kom hjem og blev optaget igen. Når jeg taler om det nu, kan jeg se, at formidling altid har ligget og rodet som en fællesnævner i det, jeg har lavet."
20-30 (1998-2008): Farmors broche
Annonse
"Jeg fik en læreplads som film- og tv-produktionstekniker og boede i en lejlighed i København. Jeg var ret selvstændig og var ikke så bange for at kaste mig ud i ting. Jeg fik dog en frygtelig chef, som kørte mig midt over, så jeg sagde op på produktionsselskabet og satte mig i stedet ind til en guldsmed, hvor jeg sad og fulgte med i hendes arbejde i otte måneder, mens jeg var freelancer i mediebranchen ved siden af.
Jeg var på vej til en guldsmedeskole i Spanien, da der ringede en fra STV og sagde: ”Du skal lave fjernsyn”. Så blev jeg hjemme som producer på vejret i to år, og kort efter blev jeg tilbudt jobbet som vært.
Jeg har altid haft en spirituel side, selv om det ikke er noget, jeg dyrker meget. Jeg var for eksempel hos clairvoyant, lige da jeg var færdig med gymnasiet. Hun beskrev en bestemt broche, og da jeg spurgte min far om det, sagde han, at den tilhørte min farmor.
Hun var en rigtig frue fra en anden generation. Sådan en der drak sherry, gik ulasteligt klædt i silkekjoler og lærte mig at lægge puslespil. Da jeg var til en anden clairvoyant igen for et lille år siden, nævnte hun igen den broche. Det er ikke en broche, jeg ejer, men min farmors ånd er åbenbart omkring mig, og jeg er sikker på, at hun passer på mig. Det håber jeg.
Annonse
Generelt tror jeg på, at de energier, du udsender, får du tilbage igen. Jeg tror på en klar karmalov. Det spirituelle har altid ligget hos mig og dukker op i perioder. Jeg går til clairvoyant i ny og næ og tror på, der er mere mellem himmel og jord, men man skal også passe på, at det ikke er ansvarsfralæggende.
Du må aldrig tro, at alt er forudbestemt, for så tager du ikke ansvar for dit eget liv. Du skaber dit eget liv, og sådan har jeg altid levet. I perioder hvor jeg ikke har været glad, har jeg ændret mig selv, for man kan ikke ændre på sin omverden."
30-40 (2008-2018): Min navle og dine børn
"Der var fart på karrieren, for jeg blev etableret som tv-vært. Jeg mødte min mand i 2011, da vi kørte cykelløbet Rynkeby sammen, men vi blev først kærester i 2014. Det skete ved, at vi mødtes på en bar ved et tilfælde, og lige den aften skulle vi åbenbart være mere end venner, så vi kyssede i gadedøren.
Kort efter inviterede han mig ud, jeg var i tvivl, om vi bare skulle ses som venner, eller om det var en date, men jeg tog høje hæle på og havde et par flade sko i tasken. Da han bestilte to glas champagne, vidste jeg, det var en date. Det endte med, at jeg gik tværs gennem Dyrehaven i høje hæle sammen med ham.
Thomas havde to drenge fra tidligere forhold, men det tænkte jeg slet ikke over, eller også tænkte jeg: ”Kærlighed overvinder alt”. Måske var jeg naiv, eller også var det fordi, jeg havde set min mor gøre det samme. Min fars første hustru var nemlig død i en trafikulykke, så min mor overtog tre børn, da hun giftede sig med ham. Jeg gentog det mønster, men jeg undervurderede hvor komplekst, det er med dine, mine og vores børn.
Han kom med to børn, jeg havde ingen, og der er ingen opskrift på, hvordan man gør. Der er så mange følelser involveret, og i virkeligheden er det jo kun de voksne, der vælger hinanden – børnene gør ikke. De bliver bare en del af det. På nogle af vores første rejser havde vi ikke tænkt over, at vi var mange mennesker, som var vant til at gøre tingene på vores egen måde.
Når man rejser sammen, ser man tydeligt hinandens forskellige ønsker, holdninger og rutiner, og når jeg hører om andre, som skal afsted på ferie med en sammenbragt familie, tænker jeg tit: ”Åh, det er en atombombe”. Men 46 procent af Danmarks befolkning lever på den måde, så der må være mange, der har gjort sig de samme erfaringer.
Folk er bare så gode til at sige, at alt er godt derhjemme, men når man kradser i lakken, er det ikke altid nemt, og mange går fra hinanden igen. Jeg kom fra kun at have min egen navle at pille i og mig selv at tage vare på og vadede ind i deres drenge-symbiose. Jeg var så grøn og fik meget på erfaringskontoen her. 30’erne var et vildt årti. Jeg gik fra en lille boho-lejlighed i København til at have mand, børn, carport og hus."
40– (2018-): På en femsporet motorvej
"Jeg troede, 40’erne var det årti, hvor der ville komme ro på. Men for tre år siden mistede vi vores søn, Karl, og det blev skelsættende. Hvis jeg var risikovillig før, er det intet i forhold til, hvad jeg er nu, for jeg har mærket hvor skrøbeligt, livet er. Jeg har blandt andet lavet min egen vejrudsigt på min Instagramprofil, jeg skal relancere min smykkeserie Gaia, og så skal vi i gang med at renovere et hus, vi har købt i Sydfrankrig.
Nogle dage tænker jeg, at det ville være dejligt med et 8 til 16-job, men jeg ved også, at jeg ville løbe sur i det. Jeg har så mange ideer, at Thomas har et princip om, at han ikke lytter til dem, før jeg har fortalt om dem ti gange. Indtil da er det bare ”nod and smile”. Han kalder mig popcornhjerne.
Jeg er også blevet småbørnsmor, og nogle gange føler jeg, at jeg befinder mig på en femsporet motorvej, men aldrig kommer foran. Jeg prøver at være foran i forhold til Ellinors skole og Aksels børnehave, men jeg må erkende, at jeg højst kommer i nul – aldrig foran.
Alligevel ville jeg gerne have flere børn, nu er jeg dog 44 år og må indse, at det nok er slut. Men jeg nyder at have små børn. I går var vi i skoven, og jeg bruger altid de første syv til ti minutter på at undgå, at de bliver snavsede og våde, inden jeg giver op. Og så bliver det sjovt! Til sidst går vi hjem som en stor bunke af snot og mudder, mens børnene siger ”mere moaaaar”.
For helvede det er vidunderligt. De to er de eneste, jeg gider løbe tværs gennem en skov for, hvis de har mistet en plastikdinosaur undervejs."
