Cecilie Schmeichel: ”Jeg var lun på Joakim, men der gik nogle år, før han fik øjnene op for mig”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var lidt uden for Manchester, for selv om jeg er født i Danmark, nåede jeg kun at bo her nogle måneder, inden vi flyttede til England. Jeg har altid elsket England og deres mentalitet, kultur, respekt, pli og hele måden, de tackler tingene på. Ja, ting har ændret sig, og jeg har hørt, at skolesystemet ikke er fulgt med resten af verden, men dengang var det et fedt sted at bo, og jeg betragter stadig Manchester som mit barndomshjem.

Vi boede mange forskellige steder og flyttede mange gange, men det har altid været store huse, hvor der også var plads til, at min far havde studie til at lave musik. Da min mand og jeg flyttede ind i vores hus, sagde han, at han aldrig havde haft så stort et soveværelse. Jeg havde aldrig haft et, der var så lille. Det grinede vi meget af. Jeg kommer fra en utroligt privilegeret barndom, det er jeg meget opmærksom på.

Læs også

Flere unge mistrives - Det vil Anne Kristine gerne ændre på med en helt særlig platform

Min mor værnede meget om danske værdier og sørgede for, at vi vidste, hvor vi kom fra. Min far spillede jo altid fodbold, så det var hende, der sørgede for, at der var mad på bordet, og hverdagen blev så normal som muligt. Der var også andre fodboldbørn på skolen, så der var forståelse for, at vi for eksempel havde tidligere sommerferie for at kunne holde ferie med min far."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg rejste fra England som 16-årig, fordi mine venner var kommet ud i noget snavs. Den ene var blevet gravid, og den anden tog stoffer, så jeg bad selv mine forældre om at komme på efterskole i Danmark, for det skulle jeg bare ikke ud i. På efterskolen blev jeg venner med Joakim, og for første gang i mit liv tænkte jeg: ”Tænk, at venskaber kan være så dejlige at være i.” Vi blev bedste venner, for han var god til at vise mig, hvad venskaber egentligt består af. De behøver ikke være så hårdt et arbejde, som jeg troede, før jeg mødte ham, for jeg havde ikke haft det nemt på de skoler, jeg havde gået på i England, Danmark og Portugal.

Jeg var lun på Joakim, men der gik lige nogle år, før han fik øjnene op for mig. Vi tog en tur til München efter efterskolen, fordi en af vores venner boede der. Der skete det. Pludselig begyndte han at se mig på en anden måde, og kort tid efter blev det mere seriøst. Men vi skulle lige over den fase, hvor vi ikke vidste, om vi var venner eller hvad. Det havde jo været frygteligt, hvis vores venskab var blevet ødelagt, men nu har vi været sammen i 12 år."

Hvordan fandt du din levevej?

"Det har taget lang tid, og der har været mange omveje. Min far har ingen uddannelse, min mors uddannelse var fra skrivemaskinens tid, og min bror er jo også fodboldspiller. Jeg gik på handelsskole, for det gjorde man bare, men jeg brændte ikke for det.

Så havde jeg forskellige job, tog en makeupuddannelse, en negleuddannelse og en vippeuddannelse, fordi jeg overvejede at starte en salon. Men de skiftende arbejdstider og lange dage spillede ikke med at få børn. Jeg blev trainee i en virksomhed der producerer udstillinger til supermarkeder, men blev fyret, mens jeg var gravid, og så var jeg ledig i en periode, hvor jeg nok ramte nulpunktet i mit liv og spurgte mig selv: ”Hvad fanden er jeg god til? Hvad er min passion?”

Læs også

Ditte forlod sin mand - men fandt tilbage til ham: "Det var den værste tid i mit liv"

Jeg følte, at hver gang jeg var til jobsamtale, manglede jeg papir på en længere uddannelse. Kasper har altid vidst, hvad han ville, og fodbolden var også den eneste vej, mine forældre kendte. Men de skubbede aldrig til mig, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle hen. Det har vi snakket meget om siden, selv om jeg ikke bebrejder dem, at de ikke skubbede mere på.

For nogle år siden begyndte jeg at læse bachelor i leisure management, som jeg snart er færdig med. Det handler om marketing, events og den slags, for jeg elsker at planlægge fester og har tit stået for andres bryllupper og runde fødselsdage. Måske er det min levevej? Mens jeg læste, stak min Instagramprofil totalt af, og nu er den blevet min levevej, for det har givet mig job i tv, jeg har lavet en smykkekollektion og lægger makeup på folk til bryllupper.

Jeg kalder mig influencer, selv om det har en negativ klang, men det kan jeg jo selv være med til at ændre, for jeg prøver jo netop at lære folk at hvile i sig selv. Jeg har altid sagt, at jeg er familiens sorte får, men min mor bliver så ked af det, når jeg siger det. Men jeg er ikke fodboldspiller, jeg har gået i byen og er fyldigere end min far og min bror. Jeg mener bare, at jeg gør tingene anderledes."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg vil hellere have, at folk kommer og siger hej, end at de hvisker, for jeg lægger mærke til det hele – jeg er jo ikke blind. Der kom for nylig en og sagde ”heeeej”, og da jeg svarede, sagde hun: ”Hov, jeg kender dig vist kun fra Instagram.” Men det er jo sødt, at folk føler, de kender mig, og vi fik en god griner.

Da jeg var barn, blev min far tit genkendt, mens vi stod pænt og ventede i baggrunden. Vi kendte rutinen. Først var der én, der opdagede ham, og pludselig kom alle over og ville have autografer. Nu hvor jeg er voksen og selv har børn, kan jeg godt forstå hvor meget, det betyder for et barn at få et splitsekunds opmærksomhed fra sit idol.

Læs også

”Jeg er ikke ked af, at jeg mødte en ny kærlighed. Jeg er ked af, at det var, mens jeg var gift"

Der skal så lidt til. Jeg var engang med til en reunion for Manchester United, hvor spillerne var på vej over til turbussen og skulle forbi et hav af mennesker, der ville have autografer. Pludselig så jeg en teenager, som min far ikke havde nået på vej over til bussen. Han så så ulykkelig ud.

Så jeg hentede hans autografbog og gik over med den til min far, så han kunne skrive i den. Min veninde filmede drengens reaktion. Det var så rørende at se hvor meget, det betød, og man skal jo tænke på, at det i sidste ende er fansene, der betaler fodboldspillernes løn."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er min mand. Jeg har svært ved at tage beslutninger, uden at han er med på den. Han har så meget styr på tingene og er godt uddannet og selvsikker. Det er også ham, der har gjort mig mere selvsikker. Jeg søger alle råd hos ham, for han kan altid se en sag fra begge sider, selv om han også altid er mit heppekor.

Lige for tiden kæmper vi lidt med, at min arbejdsplads herhjemme fylder alt for meget. Jeg arbejder hjemmefra og har tøjkampagner, så der ligger tøj og sko overalt, som skal vises frem. Det kræver også et pænt hjem. Vi har længe drømt om at flytte, men i stedet har vi valgt at renovere vores hus. Vi startede i søndags, og han har allerede malet to værelser. Joakim er typen, der løser det."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da jeg var gravid med min søn, blev jeg fyret og følte, at jeg ramte et sort hul. Joakim og jeg boede i et ghettoområde i Herlev, for det var, hvad vi havde råd til, og jeg var kæmpestor og kørte i en lillebitte bil. Det var meget langt fra det, jeg var vant til i min opvækst, som var meget privilegeret. Da jeg blev 18 år, fik jeg en bil af min far. En flot bil. Men da jeg flyttede hjemmefra, solgte jeg den og købte en lille bil.

Mine forældre har aldrig bare givet os penge, og siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg villet klare mig selv. Jeg har aldrig bedt om at få penge af mine forældre, for så længe man får penge af nogen, kan de fortælle en, hvordan man skal leve sit liv. Jeg vil hellere have et arbejde, hvor jeg selv kan sætte dagsordenen. Sådan er Joakim også. Han har arbejdet, siden han var 13, og da vi flyttede sammen, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle betale en regning, så det måtte han lære mig."

Læs også

Louise sagde glad ja til at gifte sig med sin Viktor - hvad der skete derefter, slog hende bagover

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Min mand er fra Herlev, og min svigermor bor her, og fordi vi fik børn tidligt, ville vi gerne bo i nærheden af nogle bedsteforældre. Jeg havde intet forhold til nogen byer i Danmark, da vi flyttede hjem, flyttede vi til Espergærde, som jeg aldrig havde hørt om, og så snart jeg fik køreskort, var jeg væk.

Jeg er glad for Herlev, men der er mange, der er overraskede over, at jeg bor her. Da jeg var på barsel, var jeg til baby-førstehjælpskursus, da der kom en og prikkede til mig og sagde: ”Hvorfor er du her i Herlev?” Øhhh, jeg bo her! Mange synes, jeg burde bo på Strandvejen, og det provokerer mig, at folk, der ikke kender mig, har den slags forventninger til mig.

Grunden til, at jeg startede min Instagramprofil var faktisk, at jeg syntes, der var for mange fordomme og forventninger. Jeg blev altid mødt med: ”Hvorfor bor du i Herlev?”, ”Hvorfor kører du ikke i en federe bil?”. Eller som jeg er blevet spurgt om efter ti minutters samtale: ”Gud, er du ikke arrogant?”.

Jeg var træt af de fordomme, og jeg vil gerne vise den ærlige side af at have et kendt efternavn. Det gør mig ikke til en åleslank kvinde med hus på Strandvejen. Jeg gider ikke, at tingene er så pæne. Jeg vil hellere nyde at tage på oplevelser med min mand og vores børn end at bruge mine penge på at bo i et fint postnummer."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg på vej til nogle smidigere hofter og endnu stærkere ben, end jeg har i forvejen. Jeg har altid gerne villet være sminkør på Vild med dans, men da de ringede og spurgte, om jeg ville være med som nydanser, sagde jeg ja med det samme, for jeg vidste, det ville blive sjovt. Det er også en måde at bygge videre på mit brand, som handler om at hvile i sig selv og skabe mere ro for den næste generation. Jeg har mange planer og drømme for fremtiden, og der hjælper det jo, at have et stærkt brand."