Cecilie Thorsmark og Jacob Kampp Berliner: “Der gik otte måneder, fra vi mødte hinanden, til jeg blev gravid”

Hvordan mødte I hinanden?

Cecilie: – På en bænk ude foran en bar i New York i foråret 2010, hvor vi faldt i snak. Vi var begge derovre i arbejdsøjemed, fordi det amerikanske V Magazine havde dedikeret et nummer til dansk herremode. Der var kemi med det samme, så da jeg efter et par øl skulle tisse, fik jeg helt stress over, at jeg skulle forlade min plads, fordi Jacob var så sød at snakke med. Heldigvis havde han det på samme måde, så han havde holdt pladsen til mig. Der gik nogle måneder, før vi stødte på hinanden igen. Det var på Skipperkroen, hvor vi kyssede første gang.

Jacob: – Nogle uger efter var vi til en fest i Kødbyen. Med tequilashots og det hele. Da vi cyklede hjem derfra havde vi et fuldemandsskænderi og tog hver til sit. Pludseligt blev jeg ringet op af en fremmed mand, der spurgte, om jeg kendte en, der hed Cecilie. Hun var væltet over et bump ved Det Ny Teater og havde slået foden. Så jeg løb ned og hentede hende.

Cecilie: – Han kom løbende på bare fødder i november. I det øjeblik fandt vi ud af, at det skulle være os.

Jacob: – Hun tog med mig hjem og sove og smuttede først, da hun skulle på arbejde mandag morgen.

Cecilie: – Og så har vi været sammen lige siden.

Jacob: – Det der bump var ret godt for os.

Hvornår flyttede I sammen?

Jacob: – I virkeligheden flyttede vi først rigtig sammen, da vi fik barn.

Cecilie: – Der gik otte måneder, fra vi mødte hinanden i New York, til jeg blev gravid. Jeg var kun 28, Jacob var 35, og det gik lidt hurtigere, end vi havde planlagt. Jeg har en teori om, at det er godt at få et barn, når man stadig er nyforelsket, fordi alt er ubekymret, og man har nemmere ved at gå på kompromis.

Hvad er jeres ligheder og forskelle?

Cecilie: – Vi har begge et stort behov for kærlighed – også i hverdagen. For os er det vigtigt med det flygtige kys under madlavningen eller et klap i numsen. Og så er vi jubeloptimister. Vi har lige købt et sommerhus, som er et kæmpe projekt.

Jacob: – Men vi er også ret forskellige. Cecilie har taget en uddannelse og kommer fra en kernefamilie. Jeg har ingen uddannelse, og det er der stort set ingen i min familie, der har. Jeg er vokset op i et kollektiv, og da jeg var 10 år gammel, havde jeg boet 10 forskellige steder. Da Cecilie og jeg begyndte at se hinanden, var det fedeste, jeg vidste, at besøge hendes forældre, fordi der var to sofaer og en pejs.

Cecilie: – Jacob kan multitaske, og det kan jeg ikke. Jeg kan være ekstremt distræt. Hvis vi skal rejse, er det ham, der sørger for, at alle pas er samlet og ligger sirligt i hans man-clutch. Jeg er hende, der mister dankortet i lufthavnen.

Jacob: – Eller bruger pengene på dankortet.

Hvad beundrer I mest ved hinanden?

Cecilie: – Jeg beundrer virkelig Jacobs energi. Han er utrættelig og umættelig og kan magte alt. ALT. Han har en særlig evne til at tale med alle slags mennesker og virkelig engagere sig i lange samtaler. Han er fokuseret, så når han er på arbejde, fokuserer han på arbejde, og når han kommer hjem, er han til stede som far og mand.

Jacob: – Cecilie er virkelig dedikeret. Hun blev engang kontaktet af et rekrutteringsfirma, som ville foreslå hende et nyt job, men hun ville ikke engang høre, hvad det var for et job. Hun var glad for sit arbejde, så det var der ingen grund til.

Hvad gør I for at pleje jeres parforhold?

Jacob: – Jeg har en aversion mod forældre, som skal ud og være par fredag aften, fordi de har fået børnepasning. Det kan jeg slet ikke overskue. Så er det, som om at NU skal man være kærester. Enten er man det hele tiden eller slet ikke. Det skal ikke skemalægges. Vi har ingen ordninger om, hvem der henter, og vi har ikke nogen madplan. Det er bevidst. Vi er drevet af lyst.

Cecilie: – Altså vi får jo mad fra Aarstiderne...