Charlotte forstod pludselig sig selv, da hendes søn fik diagnosen ADHD

Da Charlotte Hjorth for nogle år siden tog til 25-års jubilæumsfest med sin gamle klasse fra folkeskolen i Dragør på Amager, var hun spændt på at se klassekammeraternes reaktion.

Hun ville fortælle, at hun havde fået konstateret ADHD, og at hun nu arbejdede som ADHD-coach. Hun var ikke nervøs. For det ligger ikke til Charlotte, men hun forestillede sig klassekammeraternes overraskede ansigter.

– Det gik anderledes. Mine gamle klassekammerater kiggede på mig, og flere sagde, "Ja, den diagnose passer præcis på dig".

Charlotte ler. Hun er 54 år og bor i Farum, hvor hun deler lejlighed med sønnen Jonathan på 27 år.

For Charlotte kom det som en overraskelse, at hun havde ADHD. Hun fik først diagnosen som voksen. Indtil da havde hun ikke vidst, at hun havde særlige udfordringer.

I dag er hun en erfaren ADHD-coach, der ofte udtaler sig på TV, i aviser og blade. Hun driver firmaet ADHDkompagniet, og det er Charlottes fortjeneste, at flere landes ADHD-foreninger sammen arrangerer ADHD Awareness kampagne med internationalt fokus på ADHD hvert år i oktober.

– Jeg har altid haft mange jern i ilden, begynder hun sin fortælling. Hun taler roligt, og man mærker ikke, at hun er en kvinde med fart på.

Når hun tænker tilbage, husker hun barndommen og folkeskolen for det gode.

– Der stod ofte i min meddelelsesbog, at jeg forstyrrede i timerne. Jeg lavede kun lektier sparsomt, og jeg havde tre standardsvar, når jeg blev spurgt om noget i timerne: "Det kan jeg ikke huske", "Det ved jeg ikke", og "Det har jeg ikke læst". Men mine lærere og mine forældre var rummelige. Jeg var kvik og glad, jeg havde mange venner, og holdningen var, at jeg nok skulle klare mig. Som ridepige stortrivedes jeg med min hest.

I gymnasiet gik det anderledes.

– Jeg elskede at feste og hænge ud med vennerne, men mens mine klassekammerater forstod at veksle mellem at feste og lave lektier, havde jeg kun fokus på det sjove.

– Mit håb er, at min historie kan give andre inspiration og troen på, at de kan lære at forstå deres egen ADHD. Så de også kan få et godt og givende liv og ikke lade sig begrænse af diagnosen, siger Charlotte.

Droppede eksamen

Charlotte gik fire år i gymnasiet uden at blive student, og når hun mindes den afsluttende eksamen, ryster hun på hovedet.

– Jeg var oppe i kemi, og en lærer beskyldte mig for at have skrevet min opgave af. Det havde jeg ikke, og jeg følte det så uretfærdigt, at jeg blev væk fra resten af eksamenerne. Måske jeg skulle have tænkt mig om en ekstra gang.

Charlotte måtte skrinlægge drømmen om at blive dyrlæge. I stedet rejste hun til USA og blev au pair. Hjemme igen traf hun Lars, hun uddannede sig til advokatsekretær, fik arbejde og blev mor.

Det var, da Jonathan kom i børnehave, at pædagogerne begyndte at tale om ADHD.

– Jonathan var et stille barn. Han sad helst alene, og han lærte at tale meget sent. Mange tror, at alle børn med ADHD er hyperaktive og impulsive. Men der er mange drenge og piger, som har svært ved at koncentrere sig og er stille og derfor bliver overset, forklarer Charlotte.

Som handlingens kvinde gik hun i gang med at læse om ADHD.

– Jeg ville vide, hvordan jeg bedst kunne støtte Jonathan, og derfor begyndte jeg på en flerårig amerikansk uddannelse som ADHD-coach.

Charlotte smiler. De andre kursusdeltagere havde børn med ADHD, men flertallet havde også selv ADHD.

– For første gang blev jeg opmærksom på, at voksne også kunne have ADHD. Flere havde fået deres diagnose i forbindelse med udredningen af deres børn, og de fortalte om de udfordringer, de havde. Det var, som om de talte om mig. Jeg kunne kende rigtig meget. Så jeg opsøgte en ekspert og blev udredt.

Med ét fik Charlotte en forklaring på sit gåpåmod, og hvorfor hun altid har været så flakkende.

– Hvorfor jeg altid bare har søgt videre, hvis jeg begyndte at kede mig på jobbet. Hvorfor jeg aldrig havde været ansat et sted mere end et år, højst to år. Hvorfor jeg ikke blev dyrlæge. Jeg havde selv ADHD.

Styr på ADHD

– Og nej, det slog mig ikke ud, smiler Charlotte og siger:

– Min evne til at dvæle ved fortiden er ikke så stor. Den kan jeg altså ikke ændre på.

Hun nævner lysten til impulskøb.

– Jeg er tit kommet hjem med ting, som jeg har ment, jeg var nødt til at eje. Med kendskabet til ADHD fik jeg lyst til at gøre noget ved det. Jeg aftalte med mig selv, at var tingene ikke kommet i brug inden for en uge, byttede jeg dem. En tid havde jeg det pragtfuldt, både når jeg købte tingene, og når jeg fik pengene tilbage. Det var win-win. I dag er jeg ikke den store impulskøber.

Kendskabet til ADHD kombineret med medicinsk behandling har hjulpet Charlotte til at få struktur på tilværelsen. Hun skriver ned, hvad hun skal, og hendes kalender styrer hendes dage. Den ugentlige planlægning er vigtig for, at hun får gjort de ting, hun skal. Den hjælper hende med at huske, og den sikrer, at der ikke kommer for mange overspringshandlinger.

Passende hvil er også skrevet ind.

Kendskabet til ADHD gør også, at Charlotte kan støtte Jonathan bedst muligt. Han står for at skulle videreuddanne sig, efter at han netop har færdiggjort sin HF-uddannelse.

– Som mor har jeg naturligvis mine bekymringer for, hvordan det skal gå ham. Men jeg er sikker på, at hvis han får lov til at beskæftige sig med noget, der har hans interesse, og som giver mening for ham, skal det nok gå. Havde jeg ikke selv haft ADHD, havde jeg haft sværere ved at forstå ham.

– På den måde er min egen ADHD en styrke. Jeg kan støtte ham – og andre – optimalt. Jeg ved om nogen, hvordan en ADHD-hjerne er skruet sammen.