"Vi vil gerne have flere børn. Det skal vi bare!"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Moltkesvej på Frederiksberg, hvor jeg voksede op med min mor, stedfar, storesøster og lillebror. Det var sådan en flot villa med en masse stuk, historie og pigeværelser med klokke og hemmelige skabe. Der var fantastiske detaljer, som man desværre kun ser i ældre hjem og slet ikke ser i arkitekturen i dag. Det var et akademikerhjem, hvor mor underviste på et gymnasium og stedfar på universitetet. Der var bøger, arbejdsværelse og briller på næsen. Når vi tog på søndagsudflugt, var det gerne til et museum.

Din levevej?

– Jeg var et meget energisk barn med mange ideer. Når jeg afleverede opgaver i skolen, var det et helt projekt for mig. Faktisk så meget at mine lærere på et tidspunkt måtte bede mig om ikke at dekorere biologirapportens forside med glimmer, for de kunne ikke få det ud af deres tasker i lang tid efter. Jeg kan generelt godt lide at dykke ned og fordybe mig. Jeg dansede også fra en tidlig alder og blev god til det, så allerede i 9. klasse havde jeg job som baggrundsdanser for forskellige bands. Jeg elskede at stå på en scene og begyndte også at koreografere. Det fortsatte i gymnasiet, men jeg klarede faktisk både det og en karriere som professionel danser ved siden af. Hver weekend dansede jeg på diskoteker og var også på turneer med nogle af 90'ernes største navne. Min mor har sidenhen fortalt mig, at dansen gjorde mig så glad, selv om det var en stor mundfuld oven i skolen. Det var en lille solstråle, der kom hjem fra træning hver dag.

Hvornår i livet har du taget en genvej?

– Da jeg skulle på udveksling et år i gymnasiet, valgte jeg ikke som alle andre at tage til et engelsktalende land, men derimod til Frankrig. Det endte med, at jeg talte så godt fransk, at jeg ikke behøvede at komme til fransktimerne i gymnasiet og på universitetet. I dag har jeg en lejlighed i Paris, og jeg kan sproget så godt, at jeg er inde under huden på fransk kultur. Det er en kæmpe gave, som jeg takker mit 16-årige jeg for. Jeg vil anbefale alle unge at tage til et land, hvor hovedsproget ikke er engelsk. Engelsk skal man jo nok lære, men at kunne et tredje sprog er noget helt særligt.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Da jeg havde danset i tre år efter gymnasiet og var blevet hyret til alle de største ting, syntes jeg ikke rigtig, der var mere, jeg kunne opnå i Danmark, og jeg havde ikke lyst til at tage til udlandet. Min drøm var udlevet, så nu gjaldt det fremtiden. Så begyndte jeg at læse fransk og kommunikation på CBS, men en dag ringede de fra 2900 Happiness, som var en ny tv-serie. De havde den perfekte rolle til mig. Jeg takkede nej, for nu gik det lige så godt med studierne. Da de ringede et år senere, gik jeg til casting og fik rollen med det samme. Jeg savnede jo scenen. Vi optog ti timer om dagen, og samtidig skrev jeg bacheloropgave. I dag forstår jeg ikke, hvordan jeg fik det til at hænge sammen. Det endte med, at vi lavede over 100 afsnit af serien, som kørte i tre år på TV3. Derefter gik det ned ad bakke med studierne. Jeg lavede både tv og radio, så jeg tog orlov og kom aldrig tilbage igen. Da de ringede fra Vild med dans, fik jeg det perfekte job. Jeg kunne forene dans, kostumer, glimmer og scenen. Problemet var, at jeg kun arbejdede tre måneder om året, og resten af tiden måtte jeg sige nej til meget på grund af min aftale med TV2. Det passede slet ikke til mig. Jeg ville være uafhængig og selvstændig. Derfor sagde jeg op og skabte ChriChri, som er et blad, en onlineplatform, et forlag og siden oktober i år også en tv-kanal. På den måde synes jeg, at jeg har taget skæbnen i mine egne hænder.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Hvad det angår, var min storhedstid nok omkring Happiness og Vild med dans, og jeg kan godt huske den der fornemmelse af øjne, der kiggede på mig. I den periode valgte jeg også at gå mindre i byen netop af den grund. Jeg kunne ikke så godt lide fornemmelsen af at blive observeret. Men mine venner siger nu, at jeg har skyklapper på og ikke lægger mærke til det i dag. Når folk kommer og beder om autografer, bliver jeg kun glad, og jeg siger aldrig nej, selv om det kan være lidt svært, når jeg for eksempel lige står og taler i telefon med min læge, og folk ikke engang har en kuglepen med selv. Ha-ha.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min søn har ikke fundet vejen til mit hjerte. Constantin er dumpet lige ind i det. Han har ikke engang gjort noget for det. Min mand (sangeren LOC – eller Liam O'Connor – som Christiane er skilt fra men i dag bor sammen med igen, red.) har jo også. Vi har verdens dejligste dreng, og vi vil gerne have flere børn. Det skal vi bare! Næste gang vil jeg dog holde mere barsel. Jeg holdt ikke ret meget med Constantin. Han led ingen nød, men jeg kunne godt mærke, at mit eget behov ikke blev mødt. Liam og jeg er ret fleksible over for hinanden. Der var faktisk engang, hvor jeg skulle til Paris og arbejde en uge og havde glemt at sige det. Han hørte ikke om det, før samme morgen, men vi finder altid ud af det, for vi går meget op i, at man skal gøre, hvad der gør en glad. Efter vi har fået Constantin, er der dog lidt mere logistik derhjemme, men vi er et godt team, og vi har det fantastisk.

Sammen med kæresten, faren til sønnen Constantin og eksmanden Liam O'Connor. Foto: Bo Nymann.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg har en tendens til at blive det, jeg kalder "dagsdeprimeret". Jeg er som udgangspunkt ret glad, men nogle gange har jeg en dag, hvor alt er noget lort. Heldigvis har min mand kendt mig i ti år, og han er god til at tale mig på plads igen. Han er også god til at stoppe mig, når jeg er på vej ud i endnu et vildt projekt. Hvis jeg for eksempel sidder og brokker mig over priserne hos trykkerierne og foreslår, at jeg da bare åbner mit eget trykkeri, så siger han "Hov, stop, er du sikker på det?" Men som sagt er jeg næsten altid glad, og hvis jeg har en dårlig dag, hvor jeg føler, at jeg drukner i post-its og todo-lister, sover jeg på det. Jeg har vist faktisk slet ikke anlæg til at få en rigtig depression.

Hvad tænkte du på, da du var på vej herhen?

– At jeg skal huske at checke ud på mit rejsekort. Da jeg begyndte at gå til prøver på Elf i Tivoli, fandt jeg ud af hvor dyrt, det er at parkere i København, så jeg fik et rejsekort til toget. Men eftersom jeg hver dag glemte at checke ud, blev det faktisk i længden dyrere end at parkere bilen. En dag glemte jeg endda også at checke ind, og så fik jeg en bøde på 700 kroner. I morges havde jeg så travlt, at jeg tog bilen ned til stationen og parkerede den ulovligt, så måske ender det med, at jeg i dag både får en bøde for bilen og toget.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at lave forestillingen Elf i Tivoli. Jeg lever jo til dagligt af mit fuldtidsjob, men når der så kommer et tilbud om at lave noget andet oveni, så er det virkelig noget, jeg gør med hjertet, og jeg elsker filmen Elf. Vi har haft prøver hver dag fra 10 til 18, og det har faktisk vist sig at være en dejlig pause fra mit arbejde som leder og selvstændig, at nogen kommer og siger, hvornår jeg skal møde, hvad jeg skal lave, og hvornår jeg skal hjem igen. Jeg har en ret stor kvindelig hovedrolle, og jeg skal også synge, selv om jeg aldrig har lært det. Jeg synger bare, og det klarer jeg nok.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem ..."

– Fremtidsplaner og drømme. Det giver mig glæde og energi at have fremtidsplaner, og det holder mig i gang at vide, at der ligger noget godt derude. I virkeligheden har hele livet jo været sådan. Først drømmer man om en kæreste, så drømmer man om at blive gift, og så drømmer man om at få et barn. Når jeg tænker på min fremtid, rejser vi meget, og vi har nok nogle ejendomme rundt omkring i verden. Måske nogle kulinariske rejser? Litteraturen fylder også meget. Jeg har allerede mit eget forlag, og det vil jeg gerne blive ved med, så jeg kan udgive skønlitteratur, når jeg bliver gammel. Ja, jeg vil faktisk gerne bare fylde min alderdom med god mad og bøger.