"På dårlige dage har jeg svært ved at tro på, at jeg er god nok"

Christina træder ind på Møldrup Skole, og pludselig er hun ti år igen. Aulaen har de samme brune vægge, det samme grå gulvtæppe, de samme malerier med jagtmotiver som dengang. Dengang Christina selv var jaget vildt.

Hun kigger over mod toiletterne, hvor hun så ofte gemte sig. Mod den lange smalle gang mod biblioteket, som hun frygtede, fordi der ingen muligheder var for at slippe væk. Voksne Christina havde tænkt, at hendes egen datter skulle begynde på den skole, som lagde rammer til de ydmygelser, som barnet Christina måtte bide i sig fra 0. til 8. klasse. Men nu, hvor informationsmødet om skolestart er i gang, må Christina indse, at fortiden ikke slipper så let.

– Jeg fik kvalme og så glimt af de ting, jeg har været ude for på den skole, fortæller Christina Bak Stengård.

– Jeg ved godt, at det er en helt anderledes kultur i dag. Men da jeg kom derind, kunne jeg ikke være der.

Efter mødet siger hun til sin mand, at det ikke går; de må vælge friskolen seks kilometer væk i stedet for kommuneskolen lige om hjørnet.

Skjulte sig på toilettet

Christina blev mobbet som barn. Hvor andre har hyggelige minder fra deres skolegang, fyldt med glansbilledbytning, sjippelege og dåseskjul, husker hun følelsen af at være forkert. Blive ignoreret. Få tæsk af sine plageånder, mens andre holdt vagt. Spurte ud på toilettet og låse døren, så snart klokken ringede.

Hun fortæller afklaret om sine oplevelser – med en nøgternhed, som vidner om, at årene har lagt afstand til barndommens rædsler. Hun har en tryg, kærlig base i sit hjem, sin mand og sine fire børn. En karriere inden for landbruget, som hun nu har skiftet ud med en pædagoguddannelse. Hun er et godt sted i sit liv, men indeni bærer hun et sårbart punkt, hvor mobningen har bidt sig fast.

– Jeg har en mistillid til mig selv og andre mennesker. Det fylder ikke hver dag, men på dårlige dage har jeg svært ved at tro på, at jeg grundlæggende er god nok, forklarer hun.

– I situationer, hvor jeg skal møde nye mennesker, går jeg ind til det med en klar opfattelse af, at der er et eller andet galt med mig.

Aldrig børnenes skyld

På trods af de hak, mobningen har givet Christinas selvværd, slår hun fast, at hun ikke betragter sig selv som et offer og ikke bærer nag over for sine klassekammerater. For det lå i kulturen i 1980'ernes skolegårde, at nogen skulle peges ud, så resten af flokken kunne føle sig stærke.

– Det lille barn i mig kan godt spørge "hvorfor gjorde de det?". Men jeg bebrejder dem ikke, for de var børn, og det er aldrig børnenes skyld. Det var flokmentaliteten, der fik lov at tage over, husker Christina.

Hun har til gengæld svært ved at forstå de voksne, der var omkring hende. Det var, før anti-mobning, inklusion og trivselsråd blev en del af folkeskolens ordforråd, og Christina måtte klare det meste selv. Da hendes mor ringede til klasselæreren for at få ham til at tage fat om problemet, blev det værre.

– Jeg blev placeret midt i en rundkreds, og efter at mine klassekammerater havde fået besked om, at "det må I ikke", skulle jeg sige, hvad jeg selv kunne gøre anderledes. På den måde blev jeg bekræftet i, at det var mig, der var forkert, fortæller Christina, som er glad for, at holdningen har ændret sig.

I dag er det fællesskabets ansvar at give alle en plads, i stedet for at den enkelte bliver peget ud som problemet.

Frygten må ikke vinde

Efter at Christina skiftede skole i 8. klasse, aftog mobningen. I dag har hun et par tætte veninder, men nemme bliver venskaber aldrig, for vil andre mennesker hende virkelig? Mobningen har dog også sat positive spor. Den har betydet, at Christina i dag prøver at være åben og rummelig over for andre og at have antennerne ude i forhold til, hvordan mennesker omkring hende har det. Hendes egne børn er vellidte, men hænger et andet barn lidt på sidelinjen, rækker hun hånden ud.

– Så siger jeg til mine børn, at ham eller hende skal vi have med hjem til en legeaftale. Jeg forsøger at lære dem, at de har et ansvar for, at alle føler sig velkomne. At de skal se det positive i, at nogen stikker lidt ud, siger Christina.

Og så er hun blevet en fighter. Hun havde ikke mod på mere skolegang efter 10. klasse, for mobningen ødelagde hendes glæde ved at lære. Men midt i trediverne tog hun en HF, og nu har hun kastet sig ud i pædagogstudiet, selv om det er grænseoverskridende.

– Det er stadig svært for mig at være i sociale sammenhænge på studiet. Men jeg har lyst til at udvikle mig og lære noget, så jeg lader ikke frygten vinde, siger Christina.

Vi strikker for en god sag

Hendes Verden opfordrer læserne til at strikke for en god sag. Strik et smukt halstørklæde til dig selv, eller forær det til én, du holder af – og giv en håndsrækning til Red Barnet. Vi sætter fokus på strikkeprojektet i artikler om børneliv og Red Barnets arbejde med at styrke børn, der har det svært.

Halstørklæde-kittet koster 375 kroner, hvoraf 75 kroner går til Red Barnet.

Garnet er fra Lana Grossa, og du kan se, hvor du kan købe det, på lanagrossa.com/donation. Hvis du ikke har en butik i nærheden, kan du købe det online på stofogsy.dk

5 råd om mobning

1. Styrk fællesskabet
   Mobning handler aldrig om den, der bliver mobbet, men om negative fællesskaber med utryghed og frygt. Styrk fællesskabet ved at lave legeaftaler mellem børn, der ikke normalt leger sammen, og støt op om fælles arrangementer.
2. Vær en god rollemodel
   Børn kopierer voksne. Det smitter, hvis mor og far taler grimt om andre, laver vrede opdateringer på Facebook eller råber af andre bilister. Tal respektfuldt, og vis barnet, at man godt kan være en god kammerat, selv om man er forskellige.
3. Hold øjnene på målet
   Man er tit optaget af, hvem der gjorde hvad i en situation – men peger du fingre, går dialogen i stå, fordi modparten går i forsvarsposition. Se fremad mod et fælles mål: Ida vil gerne lege med pigerne i klassen, hvordan gør vi det?
4. Kontakt lærerteamet
   Barnets lærerteam kan gøre den største forskel ved at ændre de mobbemønstre, der er i gruppen.
5. Tal om det
   Er du selv blevet mobbet? Mobning kan opleves skamfuldt, fordi man føler, at "det er min egen skyld". Taler du med andre, vil du høre, at de fleste har oplevet noget lignende. Det kan lette følelsen af at være forkert.

Kilde: Antimobbekonsulent i Red Barnet Naja Kinch Sohn.