Clara Sofie: Jeg har fundet mig selv igen
Efter et turbulent år med både sygdom og død føler sanger Clara Sofie, at hun har fundet sig selv igen. Det hylder hun med en sang, der handler om selvkærlighed og er en påmindelse om, at livet går op og ned.
”Nummeret udsprang af en periode, hvor jeg skulle tage mig af og forholde mig til en masse ting, som var svære, og så kan man godt fare lidt vild og glemme, hvem man selv er. Det kan være mørkt, men ting går jo i bølger, og det havde jeg brug for at minde mig selv om.”
Sådan siger Clara Sofie til alt.dk. Det sker i forbindelse med video-serien ’Damernes Discman’, hvor hun fortæller om sit nummer ”Lov mig” og om det seneste års tid, som har været svært for hende.
”Der har været sygdom i min familie, dødsfald og bånd, der er blevet kappet. Samtidig er musikbranchen midt i paradigmeskift, og som kunstner har jeg lidt af efterdønningerne af covid. Så det har været et vildt år, og der har været en masse ting, der skulle deales med. Men vi klarer det jo, fordi vi er fede, og det havde jeg rigtig meget brug for at manifestere i et nummer.”
Et sindssygt positivt nummer
Selvom ”Lov mig” er udsprunget af en svær periode i Clara Sofies liv, understreger hun, at det er et sindssygt positivt nummer.
”Det er et empowerment-nummer, som jeg har skrevet for at minde mig selv om, hvor meget jeg kan. Og forhåbentlig er det et nummer, du kan bruge, når du har brug for at gøre det samme, eller du vil minde en ven om, hvor vidunderlig han, hun, de eller dem er. Det handler i bund og grund om egenkærlighed,” siger hun.
Selve skriveprocessen har ligeledes været ”empowering” for Clara Sofie. Hun har nemlig både skrevet, indspillet og produceret nummeret selv.
”Ofte har jeg alle mulige samarbejdspartnere, men med det her har jeg valgt at gøre alting selv, fordi jeg havde brug for at finde mit allerreneste output. Processen har været en form for selvransagelse, og den har været lang, men vigtig for mig.”
Nu er hun, med egne ord, ude på den anden side af mørket og klar til at fejre sig selv og livet med sit nye nummer.
”Det er en milepæl, for nu er jeg ude på den anden side og har fundet tilbage til mig selv igen. Selvom der stadig er ting, jeg dealer med, så har jeg det grundlæggende fucking dejligt. Vi er alle sammen smukke, seje og stærke. Nogle gange skal vi bare lige mindes om det.”
Du kan finde Clara Sofies sang ”Lov mig” på playlisten ’Damernes Discman’ lige her. Playlisten går hånd i hånd med vidoe-serien af samme navn, og hele projektet har til formål at sætte fokus på kvinder i musikbranchen. Det kan du læse mere om nederst på denne side.
Mere fra Damernes Discman
-
Da Dopha havde svært ved at genkende sig selv, skrev hun en sang – og nu har hun et særligt håb
-
Stine Bramsen: ”Det er følelsen af at være helt tryllebundet af et andet menneske”
-
Dansk band fandt inspiration i svampe – og det kom der en helt særlig sang ud af
-
Pludselig stod hovedpersonen blandt publikum: ”Jeg var virkelig bange et øjeblik”
-
Mathilde Falch: ”Der er en frihedsfølelse i, at der er nogen, der ikke kan lide det, jeg gør”
-
Sangskriver bryder sig ikke om det sted i sig selv, som sangene kommer fra
-
Signe Svendsen skrev om skilsmisse: ”Sangen handler om at sige farvel, når man har gjort alt for at få det til at fungere”
-
Dansk sanger: ”Idet jeg siger nej tak, bliver han ved med at tage på min røv”
-
Aura Dione: ”Jeg elsker, at jeg kan give den følelse videre til nogle andre”
-
Clara Sofie: Jeg har fundet mig selv igen
-
Freja Kirk har slået sig sammen med et af Danmarks største popikoner: ”Hun er en kæmpelegende”