"Jeg vågner om morgenen og føler mig utilstrækkelig"

"Skal vi ikke lave en kop urtete? Så kan vi jo lige gå herud og plukke citronverbena."

Claus Meyer går ud ad køkkendøren og ned ad trappetrinnene, hvor der står krydderurter i potter.

"Det smager sindssygt godt. Prøv at dufte. Helt anderledes end citronmelisse. Nu går vi lige om i haven og tager lidt af den også, og mynte."

Claus Meyer står nu i et grønt bed.

"Se her! Pebermynten og den schweiziske mynte er ved at udkonkurrere skvalderkålen. Det ser ud, som om mynten bare siger: Skrid!"

Hvorfor har du brug for flere forskellige myntetyper?

"Tilsammen leverer de en mere sofistikeret smag af mynte, og så er jeg et menneske, der godt kan lide mangfoldighed. Også i livet. Jeg bilder mig ind, at jeg står for humanisme, diversitet, social inklusion, værtsskab og medmenneskelighed."

"Når jeg bygger mit liv på de værdier, er jeg nødt til at forholde mig åbent til de mennesker, jeg løber ind i på min vej. Fx mødte jeg Isam B, der spurgte: "Skal vi ikke lave en ramadanroulade?" Så kunne jeg enten sige: "Nej, jeg har ikke tid," eller "Nej, det tør jeg ikke." Men jeg vælger at sige: "Ja!" Hvis jeg møder et nyt menneske, som jeg kan berige, og det føles varmt og glædesfyldt, og der er energi dér, så går jeg den vej. Det koster fokus og skaber mere kaos, end hvis jeg kun lavede én ting.”

Claus Meyer går ind i garagen i baghaven. Den indeholder ikke biler, men et stort køleskab. Han læner overkroppen ind i kulden og kommer ud med tre store oste og nogle dåser med kombucha. Nu går han op ad køkkentrappen og hen foran køkkenbordet igen. Han øser græsk yoghurt i små glasskåle og topper med syltetøj lavet på blåbær fra en svensk skov. Så skærer han nogle skiver brød, han selv har bagt, naturligvis.

Har du altid hjemmebagt brød?

"Altid! Jeg bager hver eneste fucking dag."

Hvad hedder det brød, du bager?

"Det hedder sgu ikke noget. Det er min egen bastardmåde at få det til at lykkes på."

Bliver du aldrig træt af at bage brød?

"Aldrig! Jeg er hele tiden på vej til at bage mit livs bedste brød. Jeg lander altid mellem 90 og 98. Jeg ved ikke, hvad 100 procent er."

Det er måske din livsfilosofi? At du oplever, at du endnu ikke har ramt den 100 procent, så du bliver nødt til at blive ved?

"Fuldstændig rigtigt. Jeg vågner om morgenen og føler mig utilstrækkelig. Jeg overvejer de ting, jeg burde gøre, de ting, jeg går glip af, de ting, jeg skylder."

Claus Meyer tager en stor skål frem. Han blander vand med surdej og tre forskellige typer mel fra store spande og en lille håndfuld salt. Han hælder dejen i røremaskinen. Hænderne arbejder hurtigt, ind og ud af skuffer, de røde Adidas-sneakers piler henover sildebensparkettet.

"Hvad har det taget? Under fire minutter! Det handler om rutine. Hjemmebagt brød er et privilegium, som alle har adgang til. For mig er det et dagligt ritual, men der er ikke supermeget zen over processen. Det skal bare være færdigt."

Hvor finder du så zen?

"Når jeg spiller tennis, samler vilde planter i naturen, læser og fisker."

Fester?

"Fisker!"

Claus Meyer hælder hjemmelavet mandarinmarmelade op i en skål. Henter en spand med honning fra bierne i haven. Der skal en skefuld i urteteen.

"Det meste af mit liv har jeg formidlet med henblik på at engagere folk i en eller anden forandring, vi kan skabe sammen. Jeg møder ofte andre med et håb om, at de ser nye muligheder i deres hverdag."

Det må kræve selvtillid at have den tro på egne evner?

"For det meste er min selvtillid god. Men der er bestemt også øjeblikke, hvor jeg kan mærke tvivlen. Jeg kan sagtens føle mig utilstrækkelig."

Claus Meyer afbryder sig selv. "Uh!" Han løber hen til røremaskinen.

"Når dejen begynder at klaske mod kanterne på skålen, er den klar. Hør lige det tempo! Det lyder som en østtysk pornofilm. Haha."

Det virker, som om du har flere timer i døgnet end os andre?

"Det har jeg ikke. Men måske er det, fordi jeg sjusker med nogle ting."

Hvad sjusker du med?

"Lige nu fx med morgenmaden. Jeg har ikke forberedt mig. Til gengæld er jeg god til at improvisere og spille efter gehør. Jeg ved heller ikke, hvor meget jeg bryder mig om folk, der er overforberedte i alle livets forhold."

Claus Meyer anretter to bløde franske på komælk og en fast spansk på gedemælk på et bræt.

Er der noget, der ikke må være på morgenbordet? Coco Pops?

"Lige præcis Coco Pops er måske at stramme den. Men jeg kunne godt spise Rice Krispies, Havrefras eller Cheerios. Coco Pops er lidt som at drikke Nutella."

Må der være Nutella på morgenbordet?

"Ja. Men jeg ville ikke spise det. Det tager brødets gode smag."

Claus Meyer vender tilbage til brødet på bordet – og til sjuskeriet.

"Det er noget vrøvl at sige, at jeg sjusker med mange ting... Jeg er god til at få noget fra hånden, og jeg holder et højt bundniveau. Det ligger til mig, virketrangen. Ønsket om at gå ud i verden og bidrage. Der er desværre alt for mange, som vågner hver morgen uden at have den følelse i kroppen. Vi er nødt til at skabe et samfund, hvor folk oplever at blive inviteret indenfor i vores fællesskaber for at få virketrangen frem hos dem, der ikke er født med den."

Hvor er det bedste sted i verden at spise morgenmad?

"Jeg kan virkelig godt lide min egen morgenmad herhjemme. Det er fredfyldt. Jeg orker ikke et brunchhelvede på en restaurant. Eller at skulle tale med en tjener for at få en skive brød."

Han strør frisk kørvel over den laks, han har skåret i skiver.

Hvad er den vigtigste krydderurt?

"Mon ikke det er løvstikke? Persille er også oplagt. Basilikum! Der kan du se. Jeg har svært ved at vælge fra."

Claus Meyer sætter sig ved det snedkererede spisebord. Det er dækket med ost, laks, brød, græsk yoghurt, mandarinmarmelade, kombucha og urtete.

"Jeg håber, I er sultne!"