Coco O.: "Hold kæft, det har givet mig mange bekymringer"

Der er to ting, der fylder i Cocos liv lige nu. Musikken og feminismen. Og de hænger uløseligt sammen.

For det var under tilblivelsen af sit nye album, hun opdagede, at patriarkatet er allestedsnærværende. Det kom ikke til hende som et "Aha!" Det var en langsom opvågning, en proces. Processen er central for Coco, ikke bare i feminisme-vækkelsen, men i alle aspekter af hendes liv. Derfor hedder hendes nye album It’s a Process. En sætning, som hun tager sig selv i at sige flere gange om dagen: "It’s a process."

"For mig er det vigtigt at huske på, at jeg ikke har regnet den ud. Hvis jeg hele tiden fokuserer på resultatet, er jeg ikke til stede i det, jeg laver lige nu. Lige nu er jeg i en proces, hvor jeg arbejder med, hvem jeg er som artist, og hvem jeg er som producer, kvinde, veninde, kæreste, barn. Mit liv er en lang proces."

Når du som artist begynder at forholde dig til et mål, at være på toppen af radioernes spillelister eller at stå på et stadion med tusindvis af publikummer foran dig, forholder du dig til modtagelsen frem for skabelsen. Sådan en artist vil Coco ikke være. Hun vil heller ikke være en artist, der putter med sin musik. Hun vil være en artist, der udgiver meget materiale. Men de seneste otte år har hun ikke udgivet et album. Hun følte, at hun var nødt til at føle sig sikker på, hvem hun var som musiker og hvilken type musik, hun lavede.

"Men jeg er nået frem til, at jeg nok aldrig bliver sikker på noget. Og så må jeg hellere bare dele ud af det, jeg har gang i, og lære at acceptere, at jeg ændrer mig, og min musik ændrer sig. På den måde bliver mit liv mere generøst. Jeg kan ikke bruge al min tid på at tænke over, hvem jeg er, hvordan jeg opfattes, og hvordan min musik skal lyde. Så må jeg hellere bare vise, hvad jeg har, og hvor jeg er med de færdigheder, jeg har."

Hvem er jeg nu?

For at forstå, hvorfor Coco gør sig de tanker, må vi tilbage i tiden. Til dengang hun startede med at lave musik, fordi hun syntes, det var sjovt, og hun blev bekræftet i, at hun var god til det. Der var ingen forventninger.

Da hun og musikpartneren Robin Hannibal i duoen Quadron udgav deres debutalbum i 2009, var der ingen, der vidste, at de var dygtige. Men det opdagede folk hurtigt. Musikken nåede helt til USA, og duoen blev rost til himlen. Coco og Robin flyttede til L.A. De kunne blive store. Rigtig store. Det gik også godt og faktisk endnu bedre med deres andet album i 2013. Coco og Robin havde fundet deres lyd, som Prince og Adele var vilde med, og som gjorde, at Kendrick Lamar og Tyler, The Creator ville samarbejde med dem. Men det viste sig, at Coco og Robin ville i hver deres retning, så de brød på god fod. De er stadig venner i dag.

Først troede Coco, at hun skulle tage teten fra det sted, Quadron stoppede. Men nej, hun blev nødt til at redefinere, hvem hun var. Spørgsmålene stillede sig i kø. "Hvem er du nu? Hvad synes du egentlig, er fedt? Og hvordan vil du lave det?" Hun havde en masse sessioner med hitmager-producere og "håbede på et magisk møde, et match made in heaven", som kunne give hende svar. Det skete ikke. Den ene syntes, at Cocos stemme var for blød, og at beatene skulle være hårdere. En anden mente det modsatte.

"Jeg tog det hele ind og gik i stå. Retrospektivt kan jeg se, at jeg var i gang med at lave en plade. Hvis jeg havde haft den indsigt, jeg har nu, kunne jeg godt have lavet den færdig, men jeg følte, at den var for demoagtig. Men hvornår er musik færdigt? Musik er tankestrøm, ideer, sanselighed og intuition. Der er jo ikke en opskrift. Jeg havde ikke selvtillid nok til at tro på, at musikken lød, som jeg intuitivt syntes, den skulle lyde. Ikke over for ham produceren med 20 års erfaring. Jeg var naiv og tænkte: "Han ved nok bedre.""

Coco sammenligner dét at finde den rette producer med at finde en kæreste. Bare fordi der ikke er kemi med én person, betyder det ikke, at du ikke er værd at elske. Men sådan kan det godt føles. Så bliver du slået hjem. Så skal du starte forfra.

"Det kræver noget bevidsthed at få den styrke. Jeg ved, at jeg er værd at elske, og hvis du ikke kan se det, skal du bare ikke være i mit liv. Der er ikke noget galt med dig. Du skal bare ikke med på min rejse."

Det var overvældende for Coco at være i USA. Det blev ensomt at være i den store amerikanske musikbranchemaskine som solist. I 2017 flyttede hun tilbage til Danmark efter at have boet i L.A. i seks år. Det var det rigtige at gøre, men også en smerte og en sorg. For hun følte, at hun havde mistet det, hun havde bygget op, sin karriere.

Samtidig var det en lettelse. Hun besluttede at starte ud fra et minimum med sin musik. Med sin stemme og guitar. Det kunne hun overskue. Måske kunne hun rent faktisk selv færdiggøre sin musik og sit album uden en producer? Hun inviterede de bedste musikere, hun kunne komme i tanke om, ind i sit studie og bad dem om at bruge deres ekspertise.

"På den måde giver jeg ikke andre ansvar for at føle mit projekt og gøre det færdigt. De behøver ikke føle en skid. De skal bare være gode til det, de gør. Så kan de efterlade mig med alle følelserne og forventningerne. Jeg er blevet chefen i min egen virksomhed."

Det har været den bedste videreuddannelse, hun kunne give sig selv.

"Jeg tror meget på, at du skal lære noget, du skal mestre det, og så skal du dele det. Og så skal du lære noget nyt, og så skal du mestre og dele det. Med Quadron lærte jeg noget, mestrede det og delte det. Og nu har jeg igen lært noget nyt, jeg mestrer det måske ikke helt endnu, men jeg er i hvert fald blevet klogere, og lige om lidt skal jeg dele det."

LÆS OGSÅ: Musiker Mekdes: "Jeg kan blive helt bange for, at jeg er den eneste, der kan lide det, jeg laver"

Filosofi om mænd

Lige dér, midt i sin nyfundne glæde til musikken, fik Coco sin opvågning. Hun så tilbage på møderne med den ene mandlige producer efter den anden, for stort set alle producere er mænd, hvor hun søgte deres validering af hende og hendes musik.

"Jeg læste deres manglende entusiasme som et udtryk for, at jeg ikke kunne levere. Når jeg tænker over det, har de måske også været bange for ikke at kunne levere? Men i stedet for at vise deres usikkerhed pustede de sig op og virkede skråsikre. Nervøsitet kan jo komme i mange former. Jeg har savnet ydmyghed og åbenhed over for, at min måde at anskue musikken på også kunne være rigtig. I stedet fik jeg oplevelsen af, at jeg spillede andenviolin, at min musik blev deres projekt."

Coco har i det hele taget filosoferet en del over mænd.

"Mænd er blevet opdraget til at tage plads. Kvinder er blevet opdraget til at give plads – og til at udtrykke følsomhed. Jeg synes, det er synd for mænd, hvis de oplever det som en trussel på deres maskulinitet at underlægge sig en kvinde."

For to generationer siden var kvinder udelukket fra at tage beslutninger i samfundet. Coco ved, at patriarkatet stadig findes. Det bør mænd også vide, og hvis de ikke ved det, er der rig mulighed for at blive oplyst. Men det bliver de ikke af Coco. Det er ikke hendes opgave at uddanne mænd. Hun vil hellere bruge sin tid på at tale med andre kvinder, så de kan stå sammen.

Brøgger og de Beavoir

Coco har altid været feminist, det er ikke noget nyt. Men teoretisk feminist er hun først blevet inden for de seneste par år. Hun begyndte lige så langsomt at opdage den strukturelle feminisme i tekster, hun læste, hvor hun begyndte at genkende erfaringer, hun gjorde sig i sit eget liv. Forfatterne, der vækkede hendes blik, var blandt andre Simone de Beauvoir, Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og den australske feminist Clementine Ford. Coco fik pludselig øje på, hvordan tjeneren kigger manden og ikke kvinden i øjnene, når man kommer ind på en restaurant og skal have anvist et bord.

"Det må jo betyde, at det bliver forventet, at det er manden, der bestemmer og står for det økonomiske."

Eller som Coco oplevede for nylig, da hendes ven skulle købe sin første bil. Coco ville give ham gode råd. Men vennen grinede af hende. Til at begynde med.

"Hvorfor er det sjovt? Enten skal jeg sige det på en lidt piget, Marilyn Monroe-agtig måde, "Ej, jeg synes, den der er flot," eller også skal jeg vide en hel masse om biler for at få respekt. Men faktum er bare, at jeg har haft to biler, og min ven ikke har haft bil før. Det er anstrengende, at du som kvinde bliver nødt til at overkompensere for at opnå respekt."

Coco kan godt more sig over, at verden og mænds hoveder er skruet sådan sammen. Men det er ikke for sjov i det store perspektiv. For i virkeligheden handler det om, at vores verden er bygget op af en struktur, hvor primært hvide mænd sidder på magten.

"Det er der ikke noget nyt i. For at opretholde magt skal der være nogen at have magt over, og det har altid været kvinder og ikke-hvide mennesker. Dem, der sidder på magten, har sjældent lyst til at afgive pladsen. Så derfor tror jeg ikke på, at lighed eller retfærdighed er noget, der kommer fra dem, der udøver uretfærdigheden. Vi er nødt til at kæmpe for at få indflydelse og tage pladsen selv."

Det er vigtigt for Coco at understrege, at det er umuligt at adskille feminisme og antiracisme.

"Det er de samme strukturer og grundprincipper, der hersker. Derfor er det også en fælles kamp. Du kan ikke være feminist uden også at være antiracist."

De mandlige producere har givet Coco en feministisk vækkelse. Men også tidligere forhold, og mangel på samme, til mænd understøtter Cocos syn på dem og ligeværd. Det bunder bl.a. i mænds syn på kvinders kroppe. Fra Coco var teenager, og indtil hun var i midten af 20’erne, var hun efter eget udsagn tyk.

"Hold kæft, det har givet mig mange bekymringer. Jeg havde ikke nogen kæreste. Jeg kunne knap nok finde en, der ville kysse med mig."

Mange samtaler med veninderne handlede om at analysere hvorfor. Hun var nok for stor en mundfuld, lød konklusionen. Altså personlighedsmæssigt. Men det var da alligevel pudsigt, hvis det skulle være det, for hun havde jo masser af venner. De kunne godt lide hende, som hun var. Men Coco prøvede alligevel at skrue ned for sig selv i håb om at få en kæreste. Hun kan godt være ked af, at hun har brugt så mange år på at forsøge at ændre sin personlighed og er begyndt at se tingene for, hvad de er. Det gør det nemmere for hende at navigere. Og hvis det kræver, at hun tager en kamp, kæmper hun gerne.

"Engang troede jeg, at du kunne bekæmpe uretfærdighed med kærlighed. Det tror jeg ikke længere. Hvis du vil have respekt, skal du kæmpe for den. Hvis du ikke står op for, hvad du tror på, er der stor sandsynlighed for, at du bliver kørt over. Men fordi du kæmper, er du ikke nødvendigvis en sur mandehader. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får ryddet ud i den der negativitet, der ligger i at være feminist. Jeg kan godt lide mænd. Men jeg kan ikke lide patriarkatet, som hverken er godt for mænd eller kvinder. Jeg tror på, at vi som samfund har brug for at vågne op og se verden, som den er. Før det, kan vi ikke ændre på det, der er galt."

LÆS OGSÅ: Musiker Dopha: "Jeg har stor respekt for folk, som ikke har det fundament, og som stadig tør"