Connie Nielsen: ”I dét øjeblik forstod han, at han aldrig så mig igen, hvis han slog mig én gang til”

1. Det er aldrig for sent

“Mange kender Karen Blixen fra filmen 'Mit Afrika', men den fortæller ikke, at hun først blev forfatter, efter at hun havde tabt alt. Hun havde mistet sin farm i Afrika, var gået bankerot og blev forladt af sin elsker, hvorefter han døde, og hun skulle begrave ham.

På ganske kort tid mistede hun alt, hvad hun elskede og troede på, ikke mindst sin fremtid. I en alder af 46 flyttede hun ind i sit barndomshjem og modtog lommepenge for at overleve – med udsigt til at være en byrde for sin familie resten af livet.

Man siger, at Karen Blixen genopfandt sig selv, da hun blev forfatter, men som jeg ser det, var det faktisk først her, på den dybeste bund i livet, at hun opfandt sig selv. At hun formåede bevidst at skabe Karen Blixen siger noget om, hvor meget magt vi har over vores eget liv, hvis vi beslutter os for noget. Det er en fantastisk historie at fortælle til kvinder, der ikke føler, at de har opnået de ting i livet, som de gerne ville.

For dem kan hun være en rollemodel, der minder om, at det aldrig er for sent. Ved seriens start står hun i den værst tænkelige situation og bærer en næsten umenneskelig byrde af sorg og sygdom, psykisk nederlag og muligvis også en kæmpe depression, efter hun forgæves har forsøgt at begå selvmord.

På et menneskes nulpunkt. Vi ser, hvordan hun mod alle odds lægger en plan og sætter sig et mål til trods for, at alle siger til hende, at hun ikke kan. Men hun tror på sig selv. For mig er Karen Blixen et eksempel på, hvor meget vi som kvinder kan opnå, når vi virkelig tror og siger nej til tvivlen. Undersøgelser viser, at piger, indtil de er otte år, tror, at de er lige med drenge, og så, lige pludselig, tror de ikke længere, at de nå lige så langt som drenge.

Det underminerer kvinder, at de som børn har fået at vide, at der er ting, de ikke kan, fordi de er piger. Det, jeg vil sige med serien, er, at det aldrig er for sent, og det, tror jeg, at der er virkelig mange kvinder, der har brug for at høre. Mange kvinder bliver skilt midt i fyrrerne og er på et lavpunkt – også økonomisk – og hvad gør de så? Jeg vil gerne vise dem, hvad Karen Blixen gjorde. Det kan være, at de først nu skal til at opdage, hvad deres rigtige talent er, eller hvem deres rigtige kærlighed er.”

Læs også

Sofie Østergaard: "Jeg mistede simpelthen tilliden til verden, da min mor døde"

2. At sige fra

“Når du bliver slået som barn, sker der enten det, at det bryder dig ned, eller at du lige pludselig opdager, at det ikke kan røre dig. Ja, det gør ondt i øjeblikket, og vold er et forsøg på at nedbryde din værdighed. Men i det øjeblik, du ikke længere tillader, at det sker, har du overhånden. Så har du forstået, at du er stærkere end det, at den, der slår, ingen magt har.

Det forstod jeg, da jeg var 15 år, kiggede på min far og sagde: “Det er sidste gang, du har lagt hånd på mig, og hvis du nogensinde gør det igen, ser du mig aldrig mere.” Jeg var efterhånden blevet høj nok til at kunne se ham i øjnene, og i det øjeblik forstod han, at han aldrig nogensinde ville se mig igen, hvis han slog mig en gang til. Da forstod jeg min egen magt. Jeg kunne sige stop til min far, og så stoppede han.”

3. At lytte til mig selv

“Mine forældre bekendte sig til Mormonkirken, da jeg var barn. Med udgangspunkt i Mormons Bog lærte jeg om Guds udvalgte, og at de, der ikke levede efter hans befalinger, var forkerte og fik et mærke af Gud, og det var en mørkere hud. I kirkens patriarkalske system lærte jeg, at kvinden er henvist til hjemmet, og at hendes opgave er at støtte manden og give ham den gave at få mange børn.

Jeg prøvede virkelig, men det gav ingen mening for mig, at Gud ville tillade racisme og misogyni. Da jeg blev 12 år, skulle jeg vælge en spirituel vejleder i kirken og valgte en mand, der var virkelig sød, interessant og flot. Vi diskuterede teologiske emner, og en dag, hvor vi sad på en bænk i en park i Frederikshavn, spurgte jeg: “Hvordan kan Gud være med til at gøre forskel på sorte og hvide? Det kan jeg ikke tro.”

Han sagde, at jeg ikke skulle stille spørgsmålstegn ved Gud, for Gud ved bedst, og det måtte jeg acceptere. Så spurgte han, hvad jeg ville være som voksen. Jeg svarede advokat eller skuespiller, og han sagde: “Hvem skal så passe dine børn?” Så sagde jeg: “Jeg får da en mand, han kan også passe børn.” Han blev rasende på mig og sagde, at jeg var ugudelig og en synder, der ikke forstod, hvad Gud havde af planer med mig. Dér vidste jeg, at det var ham, der var gal på den.”

4. At vi alle har hver vores sandhed

“I 1.g i gymnasiet havde jeg en dansktime, der var revolutionerende for mig. Vores lærer gav os en kopi af en artikel om nogle indvandrere, der kom og stjal alle de danske jobs. Da vi skulle sige, hvad vi mente om artiklen, kom der virkelig meget racisme frem, men vi var alle helt ubevidste om den. Jeg rakte selv hånden op og fortalte, at min far havde været arbejdsløs i 70’erne, at det var rigtigt hårdt, og vi engang havde solgte en bil til nogle sigøjnere, men aldrig fik pengene.

Vores lærer lyttede til alle historierne, og så delte hun næste artikel ud. Den handlede om en lille pige fra Tyrkiet, der var kommet til Danmark med sin familie for at lave alt det arbejde, som ingen andre ville udføre, og som vi ikke havde hænder nok til. Hun blev drillet i skolen, der var koldt, gråt og regnfuldt, og hun savnede sin mormor, der boede i en olivenlund i Antalya, og vi syntes alle, at det var synd for hende.

Til sidst fik vi et ark med en masse tal, der viste, at indvandrerne ikke havde stjålet danske jobs, men tværtimod været med til at øge vores BNP, og at vi ikke kunne have skabt den velstand, vi har, uden dem. Igen en helt anden historie. Vores lærer fortalte, at den første artikel var fra en højreorienteret avis, den anden en venstreorienteret og tallene fra Danmarks Statistik. Vi skulle debattere, hvem der fortalte sandheden og talte om, at hver fløj nok prøvede at dreje historien i retning af den sandhed, de selv troede på, men at tallene måske talte sandt.

Læs også

”Jeg holdt fast i, jeg ikke var interesseret, men da han trådte ind, vidste jeg, at det skulle være os”

Så spurgte vores lærer: “Hvem udarbejder tallene?“ Der gik lidt tid, og så var jeg sådan: “Ej, det mener du ikke, det er jo også mennesker! Kan vi så heller ikke stole på tallene?” og hun sagde: “Det ved jeg ikke, Connie, hvad tror du?” Jeg vidste ikke, hvad vi skulle gøre, hvis vi ikke engang kunne stole på tallene. Hvad så med Biblen?!

Hun kiggede medlidende på mig, den her lille religiøse pige. “Det er du nødt til selv at bestemme,” sagde hun, og det var en åbenbaring for mig. At vi ikke kan finde en egentlig sandhed uden konstant at lede efter vores egne blindspots, bias og overbevisninger og prøve nøgternt at arbejde os frem mod en sandhed, og det har mærket resten af mit liv. Efter den dansktime sagde jeg til mine forældre, at kirken ikke længere var en del af mit liv, og jeg er ikke kommet der siden.”

5. At kvinder skal tage deres del af regningen

“Da jeg som 18-årig var på vej til Paris, gav min mor mig et fantastisk råd: “Du kan ikke tage imod en invitation til en middag, medmindre du har penge nok til at betale halvdelen af måltidet – og taxaen hjem.” Det var et råd, der passede ind i min egen version af feminismen, jeg var ret radikal feminist allerede på det tidspunkt.

For mange kvinder er det naturligt at modtage gaver fra mænd, men når du gør det, lægger du al magt til side, og der opstår en afhængighed. Min første kæreste i Paris var 34, sagde han, men i virkeligheden var han meget ældre, og jeg fandt ud af, hvad den slags mænd tænker om kvinder. De tænker ikke, at her sidder en 18-årig pige med noget på hjerte og hører efter, hvad hun siger. De havde nogle koder, jeg intet vidste om.

Efter #MeToo er der kommet nogle bøger ud i Frankrig, bl.a. 'Samtykket' af Vanessa Springora og 'La Familia Grande' af Camille Kouchner, der handler om et kvindesyn fra dengang, jeg boede i Paris, og som er vildt toxic: At helt unge piger er attraktive, og at mænd ikke vil overvære fødsler, fordi de har brug for at idealisere kvindekroppen. De forventer, at kvinden gemmer sig, efter hun har født, og efter 40 er hun fuldstændig kaput.

Det er på tide, at kvinder i Frankrig er begyndt at sige fra. Der var engang, hvor jeg blev irriteret på en mand, jeg var ude med, og kun lige havde penge nok til halvdelen af middagen. Jeg lagde alle de penge, jeg havde, på bordet og måtte gå hele vejen hjem gennem Paris midt om natten. Den større sandhed i min mors råd er, at du skal have selvrespekt og samtidig have respekt for den anden part. Hvis du mærker, at der ikke er respekt for dig som ung kvinde, må du forstå, at den disrespekt er ledet af en overbevisning, som er negativ over for kvinder, og der skal du ikke være.”

Læs også

Mette Blomsterberg: ”Det var smerteligt at se ham forandre sig, da alkoholen blev hans bedste ven”

6. At være ærlig i interviews

“Med 'Gladiator' (Ridley Scotts film fra 2000, red.) kom berømmelsen. Og med den en følelse af, at mange havde en vis misbilligelse over for skuespillerinden, som åbenbart var sådan lidt en fame hore. Det var så absolut ikke det, det handlede om for mig, og det er ikke derfor, jeg blev skuespiller. Det var, fordi jeg ville opdage mig selv som kunstner, opdage mig selv i en kreativ proces, og det var vildt at se, hvordan der var en underliggende misbilligelse af mig og mit arbejde.

Da filmen kom ud, skulle jeg i gang med et enormt pr-arbejde. Vi skulle på presse-verdensturné, hvor det gik op for mig, at kvindelige kunstnere blev betragtet som mindre seriøse og var mindre ansete, og at mine to medskuespillere og jeg blev forskelsbehandlet. Jeg blev ikke behandlet som skuespiller, men som skuespillerinde, som en dilettant, der ikke havde tyngde eller dybde, og det blev jeg meget forarget over.

En dag, hvor jeg stillede op til interview med Joaquin (Phoenix, red.) og Russel (Crowe, red.), spurgte journalisterne Russel om hans proces og Joaquin om hans indgang til karakteren, og så spurgte de mig... om mine kostumer. Jeg var i chok. Jeg vidste så meget om substansen, og så blev jeg spurgt til, hvad jeg havde på. Jeg var så harm! Og når jeg bliver forarget, lukker jeg døren bag mig. Så er jeg ude, jeg vil ikke være med.

Derfor har jeg de første mange år af min karriere været modstridende, når der skulle laves pressearbejde og delte ikke noget med nogen. Jeg klappede i og gjorde det til en sport at sideline journalister, simpelthen tale udenom, fordi jeg ikke ville af med mit guld. Men ironisk nok skete der lige præcis det, at jeg følte, at jeg tabte mig selv i processen. Jeg var nødt til at forstå, at det, mit arbejde forlanger af mig – på settet, når jeg er inde i en karakter, og når jeg laver pr – er en radikal form for ærlighed, en hudløshed.

På et tidspunkt slap jeg kontrollen. Hvis jeg skal bede folk om at bruge to timer af deres liv på at sidde og se en film, jeg har lavet, er det mindste, jeg kan gøre at give folk to timer af mit, og så begyndte jeg at fortælle ting, der var vigtige for mig. Om mit liv, min baggrund, de problemstillinger, jeg lever med, hvad jeg har lært, og hvad der har hjulpet mig. Det var den eneste måde, jeg kunne være tro mod mig selv i det cirkus, og lige pludselig blev processen fuldstændig naturlig for mig og ikke længere baseret på en billig idé om Hollywood-stjernen, men om den kunstner, jeg ser mig selv som, og som elsker at lave film. Det vil jeg gerne tale om.”

7. At være mor handler om ikke at fucke det perfekte udgangspunkt op

“Jeg elsker at være mor. Jeg vil hellere undvære søvn end at føle, at jeg ikke har givet mine børn nok omsorg. Når jeg kiggede på min egen mor, virkede det, som om det havde været hårdt og opslidende at være mor og havde kostet hende karrieren som kunstner. Hun fik mig som 18-årig, og før hun blev 28, havde hun fire børn.

Da jeg selv blev gravid som 25-årig, vidste jeg ikke, hvor fantastisk det ville blive at være mor, det var en enorm overraskelse at opleve den magi. Jeg så ind i min nyfødte søns øjne og blev opfyldt af en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet eller forestillet mig. Det var intet mindre end kosmisk. Jeg indså, at mit arbejde som mor var at tage så lidt som muligt væk af den her perfektion ved at være så lidt åndssvag og uvidende som muligt.

Efter to uger med kolik kom så oplevelsen af afmagt og forståelsen af, at jeg for evigt ville føle uro og ansvar for mine børns sikkerhed og glæde. Mine børn vil nok sige, at jeg er meget overbeskyttende. Jeg bar min første søn så meget, at han først lærte at gå ret sent. Jeg har også lavet mange af deres lektier, og det er jo også virkelig dårlig parenting. Mine veninder vil sige, at jeg overtager deres problemer i stedet for at lære dem at håndtere dem selv, men jeg kan simpelthen ikke tåle, hvis de har det skidt.”

8. At vi skal tale om overgangsalderen

“Vi taler ikke nok om overgangsalderen, og jeg synes, at alle kvinder bør vide, at der er ting, man selv kan gøre for at forsinke den. Nogle forskere taler om, at melatonin kan hjælpe, men det er stadig et område, der skal forskes mere i og, mener jeg, tales mere om, så kvinder, der er på vej mod 50’erne, ikke bliver fuldstændig overraskede over, hvor sindssygt det er. For det er sindssygt lige pludselig at få hedeture.

Det er, som om din krop overhovedet ikke er i din kontrol, det kan føles, som om du gyser og har ildebrand på huden på samme tid, og du har det, som om du er i en tropeskov. 20 procent slipper, men 80 procent gennemgår variationer af det, jeg fortæller om her. Selv stod jeg i dobbeltkorset og var kriger (under optagelserne til Wonder Woman, der havde premiere i 2017, red.), da det begyndte. Jeg var i chok over voldsomheden i min krop.

Lige pludselig kunne jeg ikke sove om natten, og det var svært at arbejde. Jeg forstår ikke, at man ikke lægger enorme ressourcer ind på at hjælpe kvinder i den alder eller i det mindste give mere information om, hvordan man skal håndtere problemet. Der er meget skam forbundet med menopausen, men jeg synes, at man skal åbne den dør og lade være at være bange for at tale om det.

At betragte den som en skam eller noget, der ikke er cool, er at skrive under på, at det er okay at være undertrykt. At gennemgå overgangsalderen lærte mig, at jeg er meget stærkere, end jeg tror. Jeg har mange tanker om, hvad det betyder at komme ind i anden halvdel af livet, men samtidig er jeg stadig den samme pige, som jeg altid har været, og som går i gummisko og elsker at danse.”