Daniel har lavet stor ændring i sit liv – og det er både godt og uhyggeligt, siger han

Først i en alder af 41 år har Daniel Hoff fundet modet til at stå ved, hvad han virkelig mener. Men det er ikke uden blandede følelser, at han pludselig deler sin mening med sine nærmeste.

alt.dk logo

Det har altid været svært for influencer, DJ og komiker Daniel Hoff at stå ved sine egne holdninger.

Det fortæller han i podcasten ”Et nyt kapitel.”

”Der er mange steder, hvor jeg aldrig rigtig har sagt fra, aldrig rigtig har stået ved mig selv, eller har ”kamæleonet” mig rundt og tilpasset mig,” siger han i podcasten.

Han beskriver, hvordan han altid hellere har villet være enig med dem, han omgiver sig med, end at lufte sin egen holdning.

Daniel Hoffs konfliktskyhed gælder både fremmede mennesker, men også hans nære relationer, hvor han oplever, at venner kan have svært ved at læse ham.

”Jeg tror da også, at folk er mere trygge ved en, der rent faktisk siger, hvad personen tænker og føler, i stedet for en, der bare lidt er medløber-typen.”

Derfor fik Daniel Hoff i podcasten ”Et nyt kapitel,” en opfordring af terapeut Ditte Winkel til at øve sig i at sige fra de næstkommende uger – og måske lige advare folk inden.

”Det vil være en god idé, hvis du lige prepper dem. Du skal sige ’det her er mit udviklingspotentiale, og det kommer jeg til virkelig at stå hårdt på de næste tre uger.”

En succes

Efter tre uger vender Daniel Hoff tilbage til podcasten ”Et nyt kapitel,” og fortæller, hvordan det er gået med øvelsen om at sige fra og finde frem til sine egne holdninger.

”Det føles rart. Men det føles også lidt uhyggeligt. For jeg var bange for at finde ud af, at alt, hvad jeg laver, gider jeg ikke,” siger Daniel Hoff, som dog mest af alt har haft succes med øvelsen.

Til gengæld oplever han også, at andre bliver overraskede over, at han pludselig er sådan én, der siger fra.

”Der er nogen, der synes, det er irriterende. Og det kan jo gøre, at jeg får ekstra svært ved at sige fra. Men hver gang, jeg skal lave noget nyt eller rykke mig og gøre noget andet, så har jeg ikke rigtig lyst. Det gør ondt, og det er jo irriterende. Men jeg skal blive ved.”