15 kvinder vil ændre dit syn på kunst: "Vi går glip af en kæmpe talentmasse"

Lad os starte med en øvelse: Luk øjnene, og tænk på tre af verdens mest kendte kunstmalere. Tænk på deres malerier, motiver og navne. Hvem dukker op? Notér dig bare navnene, der er ikke noget rigtigt eller forkert.

De første tre, jeg tænkte på, var Dali, Picasso og Van Gogh. Dali med hans surrealistiske motiver, smeltede ure og deforme elefanter. Picasso, mest bare navnet og hans personlighed og så de forskudte kvindeansigter. Van Gogh, fordi jeg så en udstilling med ham i Arken, hvor jeg følte, at jeg blev suget ind i et af hans malerier. Alle tre mænd. Så langt så godt, og er det ikke også ligegyldigt, om det er kvinder eller mænd, der står bag kunsten, så længe det virker?

Så kiggede jeg på mit arbejdsbord. Omslaget på min dagbog er et selvportræt af Frida Kahlo. Jeg ser på hende hver dag, når jeg skriver i dagbogen, alligevel var hun ikke blandt de tre første, jeg umiddelbart kom i tanke om. Ok, tænkte jeg, men der er jo masser af verdenskendte portrætter af kvinder på lærred. Der er Mona Lisas mystiske smil, der er pigen med perleøreringene, der er det simple sort/hvide portræt af ”Nadia” af Henri Matisse, der er Andy Warhols portrætter af Marilyn Monroe. Kvinden er da godt repræsenteret i kunsten. Hvad er egentlig problemet?

Ifølge en ny gruppe af danske kvindelige kunstmaler, der kalder sig for Kassandras Søstre, er problemet lige præcis, at vi har vænnet os til at se verden igennem mandens blik. Faktum er, siger de med statistikken i ryggen, at kvinder ikke har samme adgang og muligheder for at sætte deres aftryk i kunstens verden som deres mandlige kollegaer. Kvinders plads i malerkunsten har igennem historien været som mandens muse, hans blik på hende, er det, vi kender og ser. I så stor en grad, at vi ikke engang tænker over det. Kvindelige kunstmalere er ikke lige så stærkt repræsenteret på gallerier, museer eller i auktionshuse, og det er derfor mere sjældent, at vi præsenteres for hendes blik på sig selv og på verden.

Det har de 15 danske kvindelige kunstmalere besluttet sig for at ændre. De har sat sig sammen for at løfte sig fra mandens altopslugende skygge og synliggøre deres egne stemmer på den funklende kunstscene. Derfor har de i flere år arbejdet på en udstilling, hvor de hver især har malet og fortolket den græske mytologi om prinsesse Kassandra, som vi kommer til at folde ud lidt senere i teksten.

Udstillingen hedder ”Kassandras søstre” og foregår helt passende i det 40 meter høje Rundetaarn i København. Visionen er at vise, at kvindelige kunstmalers blik på verden er lige så stærkt, reelt og smukt som mandens. At hun er mere end hans muse, hun er mere end hans inspiration, at hun er inspiration og skaber selv. Når kvinden har sværere ved at bryde igennem lydmuren, er det ikke kun hendes personlige tab, mener kvinderne bag ”Kassandras søstre”. Det er alles tab, for så mangler vi den feminine spejling i os selv og i samfundet, vi mangler den ene halvdel af yin og yang.

Invester i kvinderne

Derfor er Rundetaarn den perfekte ramme for en kvindeudstilling, der vil bryde de historisk fastlåste kønsroller. Grundlagt af den kunstinteresserede og visionære Kong Christian den 4., der byggede et observatorium på toppen af byens højeste bygning, for at komme tættere på stjernerne. For at bygge en bro til fremtiden og sørge for, at Danmark fulgte med videnskaben. Meget er sket siden hans tid, men bygningens vision om at følge med tiden og forandringerne passer perfekt til kvindernes mål om en snarlig fremtid med præcis lige muligheder kønnene imellem.

At der er lang vej endnu, gik op for advokat Helle Moalem, da hun i 2015 besluttede sig for at starte en rådgivningsvirksomhed for kunstnere, der havde brug for hjælp til økonomi, kontrakter og juridiske.

"Det overraskede mig, at det primært var kvinder, der havde brug for min hjælp. De mandlige kunstnere er oftere repræsenteret på gallerierne, der tager sig af det praktiske, mens kvinderne i større tal er overladt til selv. Hvis vejen bliver for svær, og man samtidig også får børn og familie, oplever mange, at presset bliver for stort, og så giver de op. Derfor går vi glip af en kæmpe talentmasse," siger hun.

Helle Moalem begyndte at fokusere sin rådgivning på de kvindelige kunstnere og mødte snart kunstmalerne Anna Walther og Henriette Hellstern, der begge drømte om at bryde den fastlåste situation og få sat kvindelige kunstmalere på den store kunstscene. De tre gik sammen om at finde de 15 mest lovende og talentfulde kvindelige kunstmalere til udstillingen ”Kassandras Søstre”.

Udstillingens værker fortolker myten om den smukke, trojanske prinsesse Kassandra, som guden Apollon forelskede sig i. Han skænkede hende den gave, at hun kunne spå om fremtidige hændelser, men da hun afviste ham, ændrede han gaven til, at ingen skulle tro på Kassandras forudsigelser.

Derfor var der ingen, der troede på hende, da hun forudså Trojas fald (det med den trojanske hest fyldt med græske soldater). I virkeligheden deler den trojanske prinsesse skæbne med de kvindelige kunstmalere, der også skal underlægge sig manden for at blive set og hørt. Altså de mandlige kunstnere, gallerister, kunstkøbere og kunstfondsdirektører.

Det er derfor, det er vigtigt for alle uanset kunstinteresse at følge med lige her og lige nu, siger Helle Moalem. For der sker en dybere bevægelse i disse år, der kan ændre samfundet og hierarkiet mellem manden og kvinden på et dybere plan, mener hun. Og når hun tager investeringsbrillerne på, kan hun også kun anbefale at investere i de kvindelige kunstmalere.

"Vi står midt i nogle store skift, der endnu ikke er slået helt igennem på kunstscenen, det sitrer lige under overfladen. Derfor er det nu, du bør interessere dig for kvindelige kunstnere, hvis du har penge at investere. Selvom kvinders arbejde har absolut samme kvalitet som deres mandlige kollegaers, er de kvindelige kunstnere som regel ikke brudt igennem på samme måde, og det afspejler sig i prisen," siger hun.

De 15 billedkunstnere har sat sig for at ophæve prinsesse Kassandras forbandelse, og for at nå målet om at blive set og anerkendt har de brug for alle kvinder, forklarer den tredje arrangør, Anna Walther.

Se det feminine

Vi sidder i Henriette Hellsterns atelier i et fredeligt villakvarter på ydre Amager og drikker morgenkaffe. Solen skinner blidt ind på de store og mindre malerier, smukke og dystre blomstermotiver, hvor nogle er formet som kroppe, andre blot som silhuetter. Der er malerier af fødder og hænder i store knuder. Her er lyse toner, der understreger den håbefulde, forårsdag med solsortesang, og der er de mørkere motiver malet i blå og gule farver.

"Faktisk er der mange, der bliver overraskede og også forargede, når de opdager, at det er en kvinde, der har malet dem," siger Henriette Hellstern og nikker over mod motiver af afrevne lemmer blandet sammen i en kropslige masse.

"Det handler nok om, at man som kvinde ikke må fylde og udtrykke sig så kropsligt. Det bliver opfattet mere provokerende, når det kommer fra en kvinde, men hvorfor er det sådan," spørger hun retorisk.

Anna Walther, der også har værker på udstillingen, har valgt at male i et superfeminint univers, og hun oplever, at mange mænd elsker hendes kunst.

"Det har da overrasket mig lidt, at jeg omvendt har ret mange mandlige købere. Jeg maler mere nuttede pigeting, og jeg tror, at mine mandlige købere godt kan lide, at de igennem min kunst, kommer i kontakt med nogle af de mere feminine følelser i dem selv, som mine værker afspejler," siger hun.

Hun uddyber, at det nok er de lidt ældre generationer, der er stivnet i de traditionelle roller, og at hendes 11 år yngre mandlige kæreste er den største feminist, hun har mødt. Hun ser generelt, at der er sket et skred i yngre mænds maskuline selvforståelse, mange går med neglelak, tager kvindesmykker på og har i det hele taget krydset den tidligere så faste grænse mellem kønnene. Men alt imens vi rykker os mod nye idealer, er magtstrukturerne stadig låst omkring manden.

Stå sammen

Det er derfor på alle måder op til kvinderne selv at tage pladsen og ikke undskylde for det, mener kvinderne bag ”Kassandra Søstre”. Det ansvar ligger hos kvinden selv, siger Anna Walther, og det er lige præcis det ansvar, de tager i et fællesskab.

Så børn og unge i dag kan vokse op i en verden med præcis lige muligheder, uanset om de har et pige- eller drengenavn. Helle Moalem fortæller, at i processen med at søge investorer har hun oplevet mange positive tilkendegivelser fra mandlige chefer, der har ønsket at støtte udstillingen.

"Ikke fordi de nødvendigvis havde opdaget, at der er en ekstrem skævvridning på kunstscenen, ikke fordi de er feminister, men de fleste har faktisk lyst til at støtte op om at få ændret de skæve kønsforhold, så de ikke rammer deres døtre, når de bliver ældre. Det forstår man jo godt.

Kassandras Søstre har fundet ud af, at snak ikke rykker, de er nødt til at bære forandringen igennem tydelig handling. Selvom man kunne ønske sig, at ligheden på kunstscenen skete mere naturligt, har de bare måttet sande, at de selv er nødt til at skubbe på," siger Helle Moalem.

Blandt andet ved at skabe en ren kvindegruppe, lave en ren kvindeudstilling og vise verden, at det ikke er kvinders manglende talent, der gør, at de ikke er repræsenteret på lige fod med manden. Det er strukturerne og vores manglende bevidsthed om dem, der skal ændres.

"Vi ønsker at blive set og være repræsenteret på gallerierne og leve af vores kunst uden altid at skulle tage rengøringsarbejde ved siden af for at få det til at køre rundt," forklarer Anna Walther.

Arrangørerne har selv fjernet et slør for øjnene og forstået, at hvis de vil ændre status quo med større fart end hidtil, må de ty til det ultimativt stærkeste våben af dem alle: Sammenhold.

"Når kvinder står sammen, sker der utrolige bevægelser i verden. Vores stemmer bliver stærkere, og vi står selv stærkere, når vi tør udtrykke vores sandhed," siger Henriette Hellstern.

Der er flere større og også internationalt repræsenterede kunstnere iblandt Kassandras Søstre, og gruppen består i sin helhed af en yngre generation af kunstnere. Med respekt for de ældre, der har banet vejen hertil, og som Anna Walther forklarer ”de står på skuldrene af”, så er det den yngre generations ansvar at tage den herfra og skabe præcis den fremtid, de drømmer om.

Forhold dig til kunsten

Henriette Hellstern fortæller om en oplevelse, hun for nylig havde med en køber, der lige netop var flyttet ind i en ny lejlighed. Han manglede en reol til sine mange ting, men endte i stedet med at bruge sit budget på et maleri hos hende.

"Han boede i flyttekasser i lang tid, fordi han så manglede den reol, men maleriet gav ham så stor glæde, hver gang han kiggede på det, at han ikke fortrød sit valg. Det er da tegn på et rigt hjem, der prioriterer kunsten over reoler," siger hun.

"I det hele taget har vi alle en opgave i at forholde os til kunsten, siger kvinderne. Kunst har for mange ofte været utilgængeligt og elitært. Der er dog intet elitært eller utilnærmeligt over at have smukke, særlige eller bare følelsesladede malerier hængende derhjemme," siger Helle Moalem.

De første grotte- og hulemalerier er så sent dateret som for 32.000 år siden. Maleriet skaber stemninger i os, det giver dybde, kaster sin skønhed i vores hjem, åbner for forundringen og taler til den ordløse, sansende del af os. Den åbner for vores højre hjernehalvdel, der oplever helhed og magi.

Derfor er kunst vigtig, siger de lidt på skift og med forskellige formuleringer. Vi skal lade farver og motiver bevæge os, prikke og rykke os. Vi skal se verden igennem andre mennesker og opleve dybden og forundringen igennem et andet menneskes syn. De håber derfor at gøre mange flere kvinder interesseret i billedkunst skabt af kønsfæller.

For igen: Hvis de kvindelige kunstnere skal skære igennem kommercielt, strukturelt og få en større plads i de etableredes klub, har de brug for alle kvinders hjælp. De har brug for alle kvinders interesse. Det er sådan, bølger af forandring skabes: ved at stå sammen, siger de.

Besøg en kunstner

Rundetaarn, som de fleste danskere kender fra ture til storbyen eller fra klasseture med skolen eller fra romantiske dates med udsigt over København, skal være med til at gøre udstillingen og kunsten mere folkelig og rummelig. Og inspirere andre til at være kreative på sin helt egen måde.

"Mine børn har en times billedkunst om ugen i skolen. Her lærer de, at de kun må tegne inden for stregerne. At der er farver, man ikke må blande sammen, fordi de ikke passer sammen. Det gør det så ukreativt, regelret og ødelægger legen," siger Henriette Hellstern.

Derhjemme kan Henriettes børn finde på at hælde malingen ud over tegningen for at undersøge, hvilke motiver der så bliver skabt. Det er med til at tænde deres nysgerrighed og åbne en ny verden, forklarer hun, og det er netop den glød, kunst kan vække i os. I øvrigt kan alle sætte sig og male i dag. Man kan bare gå ned i Søstrene Grene og købe remedierne for at hive det lidt mere ned på jorden, forklarer Anna Walther.

Det slår interessen for kunsten i stykker at sætte den op på en uopnåelig piedestal. I bund og grund er det urmenneskeligt at udtrykke sit inderste til sine artsfæller, hvad enten det er igennem billeder, musik eller litteratur.

Desværre afføder billedkunsten ofte bare en følelse hos almindelige mennesker af, det ikke er noget, de forstår, siger Anna Walther og uddyber:

"Jeg har lært, at det ikke er mig, der er forkert på den, hvis et maleri ikke taler til mig, så går jeg bare videre og finder noget andet. Det kan også handle om, at man ikke føler sig velkommen dér, hvor maleriet hænger. Det kan være, at lyset er for skarpt eller stemningen for prætentiøs, og det ødelægger folks oplevelse af kunsten. Det vil vi gerne bryde med, for kunst bør være for alle," siger hun.

Netop derfor står Henriette Hellsterns atelier altid åbent for besøgende. Det kan være børn i en folkeskoleklasse, der kommer og ser hende arbejde med malepletter på gulvet, det kan være ægtepar eller unge kunstinteresserede. Døren er åben, og den besøgende dømmes ikke.

"Når man køber et værk, får man en del af kunstneren med sig hjem. Det er en del af kunstnerens inderste, man hænger op, det er lidt specielt, for igennem værket skaber man sådan set en relation til kunstneren," siger Henriette Hellstern.

Anna Walther supplerer:

"Det er noget lidt andet end at købe en plakat. Når man køber kunst, bliver man også ambassadør for den kunstner, der hænger i hjemmet. Der kommer et samspil, hvor man som køber kan tage ejerskab og virkelig præsentere værket og kunstneren bag til sine venner og familie og på den måde være en form for mæcen, der kan støtte kunstneren til at leve af sine værker."