David Mandel - 20 skud

David Mandel: Inden jeg dør, skal jeg helt sikkert prøve at rive en væg ned

Den 33-årige journalist radiovært på P3 er sammen med komiker Christian Fuhlendorff aktuel med radioprogammet 'Gandhi'. Han vil gerne prøve at rive en væg ned, før han dør, forstår ikke mængden af rosiner i mysli, og så vil han helst dø i en sø af crème brûlée.

Hvad kvinder ikke ved om mænd, er?

"Vi ved godt, at kvinder som regel har ret, men det kan vi jo ikke have siddende på os, så nogle gange kæmper vi for vores ret, selv om vi ved, vi tager fejl."

Jeg vil gerne møde …

"Michael Laudrup. Han er det eneste idol, jeg nogensinde har haft. Desværre bliver jeg altid ret nervøs, når jeg møder folk, jeg virkelig respekterer, så jeg ved faktisk ikke, om det ville være en god idé. Første gang jeg mødte Frank Hvam, havde jeg ret svedige hænder og fik fortalt, at det jo bare var, fordi jeg røg meget hash. Det gav ingen mening, og jeg aner ikke, hvorfor jeg sagde det."

Jeg kan ikke lide …

"For mange rosiner i mysli. Det virker, som om mysliproducenter har et vanvittigt overskudslager af rosiner, for det er svært at finde en mysli, hvor der ikke er 65 % dårlige rosiner."

Hvad er det mest ligegyldige, du ejer?

"En grapefrugtkniv. Forstå mig ret, den er smart til grapefrugt, men grundlæggende er det en absurd ting at eje."

Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som teenager?

"Lav nogle flere fejl, og se, om du kan få flere piger til at snave."

Hvad er den sjoveste kompliment, du har fået?

"Der var engang en pige, der prøvede at komme i kontakt med mig ved at sige: "Har du ikke ret tit den T-shirt på?""

Inden jeg dør, skal jeg helt sikkert prøve at …

"Rive en væg ned. Jeg er antihandyman, men jeg fornemmer, at der ligger en masse maskulin bekræftelse i at rive en væg ned."

Jeg kunne aldrig finde på at …

"Løbe en maraton. Det har alle andre jo allerede gjort, og det virker ikke rigtig, som om der er den store nydelse i det. Ens brystvorter begynder jo at bløde for guds skyld."

Hvad er den største misforståelse, offentligheden har om dig?

"At mit efternavn udtales Mandel med blødt d. Det er et hårdt d. Ikke hårdt som et t, men dog hårdt."

Hvis du skulle vælge en religion, hvilken skulle det så være?

"Jeg kunne godt tænke mig, at alle religioner lavede en slags menukort med de forskellige egenskaber, de nu havde, og så kunne man vælge lidt fra hver. Ligesom i en blandselv-slikforretning. Eller Build-ABear. En slags biksemadsreligion. Den ville jeg vælge."

Hvis du skulle bagtale dig selv, hvad ville du så sige?

"Har du selv taget det tøj på?"

Hvad har været det mest undervurderede det sidste år?

"Sommeren. Hold kæft, en god sommer. Vi badmouther i den grad sommeren, når den ikke leverer, og så skal vi sgu også huske at rose den, når den gør. Og det gjorde den!"

Hvilket motto eller ordsprog ville du aldrig følge?

"Der skal to til tango. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, at jeg ikke kan danse tango alene."

Hvad er din mest pinlige eller utiltalende vane?

"Jeg piller negle. Dårlig, dårlig vane."

Hvornår kunne du finde på at stikke en hvid løgn?

"I alle situationer, hvor sandheden ikke vil gøre nogen parter gavn."

Hvilke ord eller vendinger bruger du lidt for ofte?

"Jeg siger ’skidegodt’ en hel del. Jeg ved ikke, om det er for meget. Det er trods alt et positivt ladet ord. Det er bedre, end hvis det havde været 'superforfærdeligt'."

Hvilket talent ville du ønske, du havde?

"Jeg ville gerne kunne spille guitar. Helt klassisk. Min lillebror spiller sindssygt godt guitar, og jeg er meget misundelig."

Hvordan vil du gerne dø, hvis du selv kunne bestemme?

"I en sø af crême brulée."

Hvad giver dig blod på tanden?

"For kraftig tandbørstning."

Hvad gør dig til en sur italiener i trafikken?

"Jeg bliver sjældent rigtig rasende i trafikken. Jeg bliver generelt sjældent særlig rasende. Det er mest, hvis jeg støder ind i ting med kolde tæer eller taber i en form for spil til min kæreste. Hvis en af de to ting skete i trafikken, ville det kunne gøre mig til en sur – og meget bleg – italiener."