De bedste klubber gennem 100 år

Artiklen blev første gang bragt i 2013

Balletdansere i entreen, dansende dværge og hemmelige indgange. Nutidens natklubber kan ikke blive ekstravagante og specielle nok. Men hvor klubberne før var skabt af undergrunden, er de fleste i dag styret af professionelle eventmagere, som ved præcis, hvordan de lokker dig hen på netop deres klub. Vi ser på tidens klubtendenser og de største højdepunkter i natklubbens historie.

Behovet for det ultimative frirum har altid eksisteret. Hvad enten grunden var frygt for økonomisk kollaps i 30’erne, flugten fra 50’ernes omklamrende familieidyl eller fra fattig-80’ernes endeløse ligegyldighed. Til et sted, hvor rutiner og forpligtelser bliver gemt af vejen til fordel for beruselsen. Ikke kun den, som alkoholen medfører, men også den sanselige – den man får af høj musik, store menneskemængder, dans og flirt.

Natklubben har traditionelt være garant for det frirum. For lige så forbudt og fordækt natklubben har været gennem tiderne, lige så fascinerende og forjættende har den virket på alt fra 80’ernes ekshibitionistiske teenagere med hang til hedonistisk livsstil til nutidens key account managers, der har brug for at løsne slipset lidt for en stund. Men hvor det tidligere var nok, at en natklub skabte rammerne for en festlig aften, og musikken matchede de dengang yderst trofaste stamgæster, må klubberne i dag kæmpe om opmærksomheden hos nutidens langt mere flygtige publikum ved at tilbyde alt fra optrædende showgirls og maskebal til utraditionel indretning og alternative locations.

“Før i tiden handlede det at gå i byen mest om at finde en partner eller bare opleve en form for fantasiunivers, hvor man kunne slippe sig fri og ikke føle sig hæmmet, men i dag er det ikke længere nok. Natklubberne skal tilbyde unikke oplevelser, og der skal være et gennemtænkt koncept bag,” siger Fabian Holt, der er lektor i Performance Design på RUC og forsker i musik og events.

Natklubber og enkeltstående klubarrangementer med ekstraordinære og til tider ekstreme koncepter er ikke spritnye i Danmark. I 2007 omdannede festarrangørerne bag klubkonceptet Coma Club fx det københavnske Odd Fellow Palæ til et slagtehus og smurte den flere hundrede år gamle rokokobygning ind i blod og indmad fra dyr, mens der blev serveret shots med kalveblod i baren. Men mindre kan også gøre det. De seneste år har den ene klubmager efter den anden forsøgt sig med anderledes natklubber i København, og klubkoncepterne har taget til i styrke og antal. Fra klubben The Jane, der åbnede i 2011 i København med det formål at trække flere kvinder i byen – med inspiration fra USA’s forbudstid, Mad Men-indretning og med jive og swing-musik på dansegulvet – til enkeltstående klubarrangementer som konceptet A Night in Zoo, som fandt sted i september i det gamle elefanthus i Zoologisk Have. Her skulle gæsterne gå i fakkeloptog gennem den mørklagte have til en eksklusiv fest omgivet af duftlys og med privat værtinde og magnumchampagne til gæsterne. For trods årelang snak om, at finanskrisen har drevet os alle sammen på bodega, er det langtfra slut med klubberne. Vi vil bare have både-og.

“Der er et godt marked for mere eksklusive fester i København. Danmark er stadig et land med ret meget velstand, danskerne er generelt meget festaktive, og vi bruger forholdsvis mange penge på at gå i byen, hvis man sammenligner med andre lande,” siger Fabian Holt.

“Den store konkurrence i nattelivet i dag gør, at der kræves langt mere af den enkelte arrangør,” forklarer Fabian Holt.

Et af de nyeste skud på den københavnske klubstamme er natklubben The Hive, som åbnede i august i lokalerne, der tidligere husede den hedengangne natklub The Rock i Skindergade. Den enorme klub er blevet gennemrestaureret og forvandlet til ekstravagant sortmalet hule med snørklede gange, små indbyggede ‘lommer’ med plads til intimitet og mindre private fester i festen foruden det obligatoriske dansegulv med tilhørende dj-pult. Men klubben vil, som de fleste andre natklubber, der er åbnet i København inden for de seneste år, ikke bare være ‘endnu en natklub’. The Hive har derfor bl.a. haft operasangere og cellister siddende i entreen omringet af stearinlys, balletdanserinder på podierne og letpåklædte burlesque-piger placeret på madrasser i en blomstereng midt på dansegulvet. 

“Vi har ønsket at skabe en privat atmosfære i nogle fantastiske lokaler i international klasse. Vi ville lave noget ekstraordinært, der ikke var set før i Danmark. København er en af de førende byer inden for mode, gastronomi, arkitektur og meget andet, så selvfølgelig skal der også være en klub efter internationale standarder,” fortæller Jonathan Grumme, der er partner og ansvarlig for klubbens drift.

Den erfarne eventmager og klubarrangør Frederik Schlütter står for lørdagens arrangementer på The Hive, og han mener, at klubben er et af få eksempler på gennemførte natklubber i København, som ikke bare er et dansegulv og en dj-pult, som han mener kendetegner de fleste diskoteker.

“En rigtig natklub skal have gjort sig nogle tanker om, hvilken profil den har, og så skal både musikken, indretningen og servicen være af høj kvalitet. Det behøver ikke nødvendigvis være high end, men det skal være gennemtænkt, og der skal være en idé med det,” siger Frederik Schlütter, som tidligere har stået bag bl.a. torsdagsklubben Klub Slik og udklædningsfesten Coma Club.

Han fremhæver desuden Culture Box, Simons og KB3 som de få andre rigtige natklubber i København lige nu. Den danske hovedstad er nemlig hæmmet af sin størrelse, mener han.

“København er stadig en meget lille provinsby, når man sammenligner den med andre storbyer. Der er mange, der går på barer, værtshuse og diskoteker, men det er en relativt lille crowd, der går på deciderede natklubber. Det betyder, at klubberne hiver i den samme gruppe mennesker på et få antal tusind, og det gør det svært for klubberne at overleve, medmindre de tilbyder noget særligt,” siger han og kalder i samme åndedrag danskerne forkælede.

“Vi er forkælede i dag, fordi der er så mange tilbud til relativt få mennesker. Det danske publikum er kritisk, folk forventer enormt meget, og de vil gerne have en speciel oplevelse. Derfor er arrangørerne hele tiden nødt til at diske op med noget nyt,” siger eventmageren.

Gæster skaber fester

De høje forventninger til kluboplevelser er et resultat af en tid, hvor studier og job fylder mere og mere i vores identitet og hverdag. Det mener antropolog Sébastien Tutenges fra Aarhus Universitets Center for Rusmiddelforskning. Han har bl.a. undersøgt danskernes festvaner i nattelivet.

“Der er en stor lyst til noget ekstraordinært, og jeg tror, det skal ses i forhold til en ‘work hard, play hard’-livsstil, som præger mange i vores tid. Mange danskere knokler med arbejde eller studier til hverdag, og når de så tager i byen, skal der virkelig også ske noget. Det behøver ikke at være vildt og bevidsthedsændrende som en rave, men følelserne skal gå højt. Det skal være intenst,” siger han.

Natklubber har gennem tiderne leveret netop oplevelser ud over det sædvanlige – fra 20’ernes speakeasy-barer i USA og franske kabareter som Moulin Rouge til legendariske natklubber som Studio 54 i New York og Pacha på Ibiza. Men hvor det tidligere var op til festdeltagerne selv at skabe og bidrage til festen, forventer vi i dag i højere grad, at de ekstravagante, unikke oplevelser kommer af sig selv. Det påpeger skribenten Phil Jackson i bogen Club Kids – From Speakeasies to BoomBox and Beyond – en bog, der går bag om historiens største natklubber og festmiljøer.

“Klubben er alt for ofte blevet et sted, folk tager hen og forventer at kunne købe sig til en god aften, i højere grad end et sted, som de er med til at skabe og bidrager til ved at smile til andre mennesker, få dem til at føle sig velkomne og kaster sig ind i det. Det moderne klublandskab ser ud til at have glemt, at det, der skabte den oprindelige scene, var det sociale aspekt ved klubben,” siger han.

Med en lettere omskrivning af et berømt John F. Kennedy-citat opfordrer Phil Jackson klubgængere til at gøre noget mere for fællesskabet.

“Spørg ikke, hvad festen kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for festen. Kun på den måde kan de genvinde den sociale energi og den all-in-this-together-stemning, som skaber de allerbedste klubber og adskiller dem fra de trætte og livløse.”

Antropolog Sébastien Tutenges er enig i, at natklubgængerne er blevet mere passive.

“Folk vil gerne have underholdningen leveret pakket og klar. Der skal ske noget nu og her, og det kan kun gå for langsomt. Og hvis man ikke selv kan skabe underholdningen, så hjælper det jo, hvis der står en dværg og sparker sig selv i hovedet,” siger han med henvisning til klubben Simons, der i forbindelse med åbningen i 2010 ansatte en dværg, efter at han havde sparket sig selv i hovedet foran indgangen for en halvtredser.

Fra subkultur til pengemaskine

Det er ikke kun festdeltagerne, der har påvirket natklubbens udvikling, men også deres ejermænd. I dag er det professionelle og markedsorienterede kræfter, der står bag de fleste klubber både i udlandet og i Danmark, hvor de samme arrangører typisk ejer flere forskellige natklubber og barer med vidt forskellig profil og målgruppe. Det har ændret natklubbens identitet fra at være et bankende hjerte af spontanitet og kreativitet skabt af undergrunden til at blive mere kommercielle foretagender, som kan klare sig i den hårde konkurrence, med publikums skiftende forventninger og ikke mindst med storbyernes stigende huslejer.

“I 70’erne og 80’erne, da der for alvor kom gang i nattelivet, var det hele meget mere uformelt, fordi arrangørerne ikke var så professionelle. Det var drevet af forskellige subkulturer og var slet ikke udviklet til et marked på samme måde som i dag. De eksperimenterende miljøer er blevet mindre i dag, og nu er der næsten kun de professionelle aktører tilbage, som kan klare sig under de nye konkurrencevilkår, og som formår at lave kommercielle fester,” siger Fabian Holt.

Men selv om arrangører og eventmagere gør, hvad de kan for at tilfredsstille den krævende festcrowd, hævder Phil Jackson i bogen Club Kids, at klubberne ligefrem er truet af den øgede professionalisering af nattelivet.

“Den største trussel mod det innovative klubmiljøs undergrund kommer fra kapitalismen, som æder kreativiteten og medfører utilfredshed ved at gøre den til produkter og investeringsobjekter, så snart de opstår. Der vil altid være nogle klubber, der går imod strømmen, men som helhed er klubmiljøet ganske enkelt blevet en del af en stor, knusende fritidsindustri, som i sidste ende kun er interesseret i kundernes pengepung,” skriver Phil Jackson.

Helt så pessimistisk er Fabian Holt ikke, men han er enig i, at de nyere natklubber mere eller mindre frivilligt har bevæget sig væk fra subkulturerne og henvender sig til et bredere publikum. En udvikling, der ikke mindst skyldes de sociale medier.

“Selv de mere eksperimenterende fester og klubber når ud til mange flere, fordi de bliver eksponeret på de sociale medier i form af bl.a. invitationer og billeder. Man kan som deltager bedre spotte og udvælge de fester på forhånd, som ser mest interessante ud,” siger Fabian Holt og fremhæver den københavnske gadefestival Distortion som eksempel på noget, der startede som et eksklusivt lille fællesskab, men som nu er meget bredt og fragmenteret. Han mener, at det i dag er nærmest umuligt for klubber at opnå en position, som Vega havde i 90’erne, hvor den i mange år var en internationalt anerkendt klub med et meget trofast publikum.

Eventmagerne i det københavnske natteliv har også bemærket de forandrede festdeltagere.

“Før i tiden tilhørte de fleste et bestemt sted, som de var en meget fast del af. Dem, der hørte hiphop, tog på The Fever, jetsettet tog på Nasa og kunstnerne på Jazzhouse. I dag fester grupperne på kryds og tværs. Det handler mere om at finde den bedste fest,” siger Jonathan Grumme fra The Hive.

Frederik Schlütter hæfter sig desuden ved kommunikationen, som han mener har ændret sig meget de seneste 10 år.

“Dengang var der slet ikke de samme kanaler til at komme ud til folk. Der var jo reelt tale om en telefonbog med 100 kontakter. I dag er det hele mailinglister og store kartoteker, og kommunikationen er meget mere upersonlig,” siger han.

Ifølge Sébastien Tutenges flyder undergrunden mere eller mindre frivilligt sammen med mainstream-kulturen i dag.

”Folk, der anser sig selv for at tilhøre undergrunden, tager afstand fra steder som Crazy Daisy og andre af massekonsumens højborge. Men når man spørger ind til, hvad det er for nogle oplevelser, folk gerne vil have, når de går i byen, er skellet mellem mainstream og undergrund ikke så stort. De vil i bund og grund bare gerne underholdes, og der skal helst ske nogle små eventyr. Det vigtigste er, at man får en god historie med hjem, som man kan tale om i frokostpausen, og det må gerne være lidt langt ude og opsigtsvækkende, for ellers er der ikke noget at fortælle om,” afslutter han.

Højdepunkter i 100 års klubhistorie

Der er sket meget med natklubberne, siden den første natklub åbnede for 100 år siden i London. Vi ser tilbage på nattelivets mest banebrydende tendenser og legendariske natklubber gennem tiderne.

Don’t speak: De første natklubber

Verdens første natklub blev åbnet i 1912 i London af forfatteren August Strindbergs kone, Frida Strindberg (født Frida Uhl). Den legendariske natklub blev navngivet The Cave of the Golden Calf og henvendte sig til kunstnere, intellektuelle og det bedre borgerskab. Klubben gik dog allerede konkurs to år senere, men det første spadestik til Londons klubkultur var taget, og få år efter var der 50 natklubber alene i den britiske hovedstad. I USA kom der paradoksalt nok for alvor gang i natklubberne i 20’erne, hvor alkohol ellers var forbudt af regeringen i et idealistisk forsøg på at begrænse kriminalitet og socialt forfald. Det fik de såkaldte speak-easy-barer til at dukke op i alt fra gamle kontorbygninger til kældre og private hjem. Man skulle kende nogen, der kendte nogen, og bad man lidt for højlydt om alkohol, blev man bedt om at ‘speak easy’. De hemmelige natklubber var fyldt med både rige og fattige, skuespillere såvel som prostituerede og ikke mindst hardcore gangstere. Ejerne måtte affinde sig med gangsternes krav om beskyttelsespenge, høje priser for illegal import og ordensmagtens forventning om bestikkelse for at blande sig uden om det ulovlige alkoholsalg. Der var omkring 100.000 speak-easies alene i New York, og nogle af tidens mest kendte gangstere som Al Capone og Frank Costello havde deres gang på disse spæde natklubber.

Glamour og eksotiske asiater

Når det kom til at feste, var Hollywood tilsyneladende upåvirket af den store depression som følge af børskrakket på Wall Street i 1929. Stjernerne glemte alt om verdens økonomiske bekymringer og dyrkede deres glamourøse livsstil på klubber som The Cocoanut Grove og The Stork Club op gennem 30’erne. Især The Stork, som den også blot blev kaldt, var legendarisk på trods af, eller måske på grund af, dens stærke relation til mafiaen. Tjenerne nød godt af generøse drikkepenge fra klubbens gæster, som talte bl.a. Ernest Hemingway og Charlie Chaplin og i årtierne senere også Gloria Vanderbilt, Elizabeth Taylor og Marilyn Monroe. I løbet af 30’erne blev de pæne hvide klubgæster – for det var endnu primært dem, der frekventerede natklubberne – konfronteret med fremmede eksotiske kulturer. Det skete fx fra 1938 på klubben Forbidden City i San Francisco, som bød på asiatiske burlesque-danserinder, strippere og showgirls. Flere af de optrædende var opkaldt efter de største amerikanske celebrities, så man på Forbidden City bl.a. kunne opleve ‘Chinese Frank Sinatra’ og ‘Chinese Fred Astaire’.

The show must go on

Der skulle mere end en verdenskrig til at lægge en dæmper på trangen. Især de amerikanske natklubber levede deres helt eget liv sideløbende med anden verdenskrig i byer som New York og ikke mindst Las Vegas. Med performere som Frank Sinatra, Sammy Davis Jr., Dean Martin og Ella Fitzgerald var 40’erne årtiet, hvor Las Vegas for alvor blev grundlagt som en af verdens største festbyer. Men så snart tæppet gik ned, var virkeligheden en anden. Racismen havde nemlig lige så meget vind i sejlene som natklubberne, og de sorte entertainere var forment adgang til byens hoteller på alle andre tidspunkter, end når de optrådte. I 1945 åbnede en af de mest berømte natklubber i USA’s historie, The Flamingo, lidt uden for Las Vegas med et kæmpe kompleks af luksushotel, cocktailbarer, tennis- og golfbaner, spa og kasino. I 50’erne begyndte mange natklubber at henvende sig til den voksende gruppe af teenagere, hvilket var begyndelsen på afslutningen af de klassiske ‘dance and dine’-klubber. Men der var stadig et stort publikum til de store, kendte natklubber som den eksklusive medlemsklub The Colony Room i London og New Yorks Copacabana – eller The Copa, som den blev kaldt. Copacabana havde som så mange andre klubber også en streng racepolitik. Den blev dog langsomt mere lempelig, og snart optrådte navne som Harry Belafonte, Diana Ross og The Temptations jævnligt på The Copa. På den anden side af Atlanten festede den franske undergrund på parisiske discoteques, hvor jazz, bebop og jitterbug blev spillet på rejsegrammofoner i hemmelige kældre, fordi nazisterne havde forbudt den amerikanskinspirerede musik.

Natklubbens guldalder

Det skortede ikke på nogen måde på fest i de eksperimenterende 60’ere, men det var i højere grad den frie utæmmede af slagsen eller, som noget relativt nyt, rockkoncerterne. Derfor var det heller ikke det bedste årti for de mere etablerede natklubber. Til gengæld havde natklubberne i de to følgende årtier deres storhedstid. 70’ernes diskomusik var katalysator for den nye klubscene, og især homoseksuelle fik nye muligheder for at feste på de første natklubber, der mere eller mindre direkte henvendte sig til dem. Det gjaldt bl.a. natklubber som The Sombrero Club i London og The Loft i New York. En anden dominerende gruppe i årtiet, punkerne, dyrkede ikke klubmiljøet i samme grad som diskerne, men samledes alligevel på deres egne klubber som Club Louise i Londons Soho-kvarter, hvor de kunne høre Sex Pistols og The Clash uden at få pailletter og glimmer i håret. I 1977 åbnede det, der siden er kendt som den mest eksklusive og sagnomspundne klub nogensinde – nemlig Studio 54. Klubben var så eksklusiv, at stjerner som Cher, Frank Sinatra og Woody Allen blev afvist i døren på åbningsaftenen. Det gjorde Mick Jagger, Liza Minnelli, Jerry Hall og en lang række andre berømtheder til gengæld ikke. Senere gæstede bl.a. Andy Warhol, Madonna, Michael Jackson og Bianca Jagger også klubben på New Yorks 54th Street. Sidstnævnte ankom bl.a. til sin fødselsdag på natklubben ridende på en hvid hest. Klubben skiftede ejermænd flere gange, men populariteten fortsatte op gennem 80’erne, hvor også klubber som The Hacienda i Manchester, The Batcave i London og The Limelight i Hollywood dukkede frem på den efterhånden temmelig omfattende klubscene. I 80’erne opstod også new romantic-bølgen på britiske natklubber som The Blitz og Billy’s i London. I København var de hotteste klubber bl.a. millionærmagneten Victor, punkklubben Channel One og bøssebaren Madame Arthur.

Superklubber og VIP-lister

Natklubberne i 90’erne kunne ikke blive store nok, og man begyndte at tale om fænomenet superklubber som London-klubben Minestry of Sound og Pacha på Ibiza, der godt nok var åbnet helt tilbage i 1973, men som blev verdenskendt i 90’erne. Genren på de nye gigantiske klubber var især dance, house, techno og hiphop. Andre berømte 90’er-klubber var Manchester-klubben Hacienda, Les Bains Douches i Paris og Nag Nag Nag i London. Nag Nag Nag blandede under betegnelsen electroclash genrer som electro, synthpop, italo disco og new wave. Herhjemme var klubber som Vega, X-Ray, Nasa og Pan blandt de mest populære. Omkring årtusindskiftet begyndte flere og flere klubber at indføre VIP-lister og medlemssystemer i et forsøg på at gøre klubberne mere eksklusive. VIP-klubberne tæller bl.a. New Yorks Soho House, The Box i London, hvor bl.a. Emma Watson og prins Harry har festet, den lige så eksklusive medlemsklub Annabel’s, der åbnede i 2007 i London, og den kun 1.000 medlemmer store klub Noppes i Stockholm, som efter sigende skulle være det foretrukne gå-ud-sted for den svenske konge Carl Gustav. 00’erne var desuden årtiet, hvor den elektroniske musik fik sit fodfæste, og den har det seneste årti domineret klubberne både i Danmark og i udlandet.

Læs også:  Er der gået mode i mad? »