De bedste steder i Aarhus
Vi forstår godt, hvorfor Aarhus er smilets by. Her er nemlig masser af eksklusiv shopping, gastronomiske smagsoplevelser og kulturelle fornøjeligheder, som kan bringe smilet frem på vores læber.
Vi har været på roadtrip og besøgt Danmarks fire største byer, og her får du vores guide til Aarhus. Vi har spist, shoppet og sovet og har udvalgt de bedste spots, som er værd at besøge, hvis du planlægger at lægge vejen forbi.
Tak til Ford for lån af den seje B-MAX bil, som med stor køreglæde og med høj musik på anlægget, bragte os sikkert gennem det danske land.
SPIS
Minimalistisk smagsbombe
Den lyse og minimalistisk indrettede Restaurant ET åbnede for fire år siden ved åen i Aarhus og gør sig i franske specialiteter. Glæd dig til klassiske retter som moules marinières, bouillabaisse, og confit de canard. Menukortet er enkelt og overskueligt med kun tre hovedretter at vælge imellem, og maden er lækker, smagfuld og fint anrettet. Vi anbefaler en tilhørende vinmenu, som stedets egen sommelier sammensætter, og prisen for en treretters menu med vin er ca. 600 kr. pr. næse.
Åboulevarden 7. Restaurant-et.dk
Intim madoplevelse
Vesterlauget Madbodega er en spritny bodega, hvor du om dagen kan få god kaffe og frokost, og hvor de om aftenen serverer specialøl samt dagens og månedens ret som fx ossobuco eller skipperlabskovs. Derudover kan du hele dagen bestille en tallerken med ost og pølse til den nette sum af 65 kr. Der er ingen bordbestilling, så kig forbi og oplev den hyggelige stemning, hvor du om sommeren kan sidde i en blød sofa på fortovskanten.
Vestergade 50. Vesterlauget.dk
Central Perk i Aarhus
Ganske som i Friends kan du hos Café Gemmestedet slå dig ned i sofagruppen i midten af cafeen eller finde et hyggeligt bord på plateauet ved vinduerne. Til morgenmad kan du sammensætte din egen tapasbrunch: Vælg mellem et udvalg af oste og pølser, yoghurter, æg og kager, og nyd den gode kaffe i cafeens hyggelige omgivelser. Priserne starter fra 50 kr. for to retter.
Gammel Munkegade 1. Cafegemmestedet.dk
Få flere tips på næste side...
SHOP
Modemekka
Det er et must at lægge vejen forbi en af byens mest anerkendte tøjbutikker, Støy Munkholm. Den to etager store butik med tilhørende Acne shop-in-shop byder dig velkommen i et cool indrettet univers med karrygule reolvægge og en stor trappe, der leder dig ned til mærker som Carven, Rag & Bone, A.P.C. og sneakers fra Nike og New Balance. Her er både noget til den feminine type, som fx er til Stine Goyas fine kjoler, og til dig, der sværger til Alexander Wangs cool og rå stil. Det søde personale hjælper dig snildt til sommerens næste fund.
Store Torv 4. Stoy-munkholm.com
Luksusshopping
FF2 er til dig, der vil have det bedste af det bedste, og som hverken vil gå på kompromis med tendenser eller kvalitet. Den lille butik, der ligger i byens latinerkvarter, bugner af varer fra bl.a. Céline, Chloé, Isabel Marant, Helmut Lang, Alexander Wang, Moncler, Stella McCartney og mange flere. Derudover finder du også et fint lille sortiment af magasiner og smykker fra bl.a. Line & Jo. Det er også her, du skal slå vejen forbi, hvis du leder efter den nye it-taske.
Volden 29. Ff2.dk
Butik i baggården
Er du til Wood Woods cool og streetede univers, så tag et smut forbi deres konceptbutik, hvor du udover Wood Woods egen kollektion finder internationale brands som Comme des Garçons, Opening Ceremony, Kenzo og Boy. by Band of Outsiders. Butikken med det smukke glasparti ligger gemt i en baggård, så det er godt at kende adressen på forhånd.
Guldsmedegade 22B. Woodwood.dk
Få flere tips på næste side...
SOV
Skandinavisk enkelthed
Kendetegnet for City Hotel Oasia er dets enkle og skandinaviske stil med møbler fra Montana og Poul Kjærholm. Sengene er fra Hästens, så du er garanteret en behagelig nat, og hotellet hylder klassisk design, hvilket bl.a. kommer til udtryk i de specialindrettede designværelser opkaldt efter store kunstnere og arkitekter. Priser fra 975 kr. for en overnatning i dobbeltværelse.
Kriegersvej 27. Hoteloasia.dk
Fransk charme
I en lille oase af sydfransk idyl ligger det charmerende hotel, Villa Provence. Værelserne er hyggelige og meget personlige med autentiske franske jernsenge. Badeværelset er lækkert og rummeligt og udstyret med produkter fra engelske Molton Brown. Glæd dig især til morgenmaden, som består af kaffe, the, friskpresset appelsinjuice og en morgenkomplet med nøje udvalgte spanske, italienske og franske oste og pølser, spejlæg med pancetta, græsk yoghurt med honning, frugt og økologisk brød. Priser fra 1.400 kr. for en overnatning i dobbeltværelse.
Fredens Torv 12. Villaprovence.dk
Få flere tips på næste side...
GÅ UD
Øl til enhver smag
Hvis du ikke er til natklubber, men foretrækker en aften i mere rolige omgivelser, så smut forbi Ris Ras, som er en af byens bedste barer. Stedet er indrettet med guldfarvede stukpaneler og tunge møbler, hvilket bidrager til den intime atmosfære. Ølsortimentet er bredt, og de ansatte er dygtige til at anbefale netop den øl, som du er i humør til.
Mejlgade 24. Caferisras.dk
Aarhus’ kulturelle kendetegn
Når du er i Aarhus, er det et must at besøge byens mest internationale spot og attraktion – nemlig kunstmuseet ARoS. Museet har senest gjort sig bemærket med den omfattende Edward Munch-udstilling, der løb fra oktober sidste år til februar i år, og ikke mindst byens nye vartegn – Regnbuen af Olafur Eliasson, hvorfra du i farver kan se hele byens tage. Brug et par timer eller en hel eftermiddag her, og besøg museets hjemmeside for kommende udstillinger. Entré 100 kr.
Aros Allé 2. Aros.dk
Koncertoplevelser
Train er Aarhus’ største natklub og har en af byens mest populære koncertscener, som indtil flere gange har tiltrukket større rock-, pop- og hiphop-navne. Hvis du rammer byen en weekend, hvor musikprogrammet ikke falder i din smag, vil du helt sikkert alligevel få en sjov aften på Train. Natklubben er sammen med den tilhørende loungebar, Kupé, altid fyldt og uden tvivl byens mest populære spot i weekenden.
Toldbodgade 6. Train.dk
Læs også: De bedste steder i Odense