Jette på 73 er slet ikke færdig med at arbejde: ”Jeg har stadig så meget at bidrage med”

Hun tager to par bukser på for at fylde lidt mere. Badevægtens nål har de seneste måneder svinget omkring 40 kilo, og nu er hun blevet indkaldt til en samtale, fordi hun har været væk fra jobbet i seks måneder.

”Jeg fik at vide, at jeg kunne tage fjorten dages ferie, men så skulle jeg i gang, hvis jeg ville tilbage. Den første uge i 20 timer, den næste 28 og så i 37 timer.”

73-årige Jette Feltheim husker tydeligt den dag i begyndelsen af marts sidste år.

Næppe havde hun overstået behandlingen for lungekræft, før hun var blevet lagt ned af to betændte bylder ved rygsøjlen, der førte til månedsvis med 8000 miligram antibiotika skudt direkte ind i årene, og smerter, der fik hende til at sidde op og sove. En mistet appetit sendte vægten i bund, og seks måneders samlet sygefravær havde nu gjort, at hun var blevet indkaldt til et møde om fremtiden.

”Jeg lignede jo en på 95 og kunne nærmest ikke holde kroppen oprejst. Derfor blev jeg også nødt til at tage to par bukser på for at fylde lidt mere. ”

Jette griner. Hun kan godt se, det virker komisk, men for hende var det aldrig et spørgsmål, om hun kunne komme tilbage som socialrådgiver i Børne-Ungeenheden i Københavns Kommune. For hendes skrivebord stod klar, hendes kontorstol var tom, og sagerne ventede bare på, at hun skulle logge ind på computeren.

”Jeg ville tilbage. Det, at de gerne ville have mig, var jo også en anerkendelse af, at nu var jeg rask og af, at de troede på mig.”

Jette trækker på skuldrene. Næsten umærkeligt. For hun måtte hurtigt erkende, at selvom hun godt nok var færdig med behandlingen, var efterveerne ikke færdige med hende.

”Efter en uge var jeg så træt, at jeg var ved at kollapse, når jeg kom hjem.”

Så Jette fik en lægeerklæring på, at hun kun kunne arbejde 20 timer om ugen, og da ledelsen ikke kunne acceptere det, blev hun tilbudt at fratræde eller at få en seniorordning. Selvom det ikke var, hvad hun havde drømt om, endte hun med at takke ja til seniorordningen.

”Jeg elsker mit job! Jeg kan slet ikke forestille mig at stå op om morgenen, uden der er nogen, der har brug for mig.”

Hun tænker et øjeblik. Tager en slurk af sin kaffekop.

”Hvis jeg stoppede med at arbejde, ville jeg simpelthen være bange for at ende med at sidde her og drikke hvidvin klokken ti om formiddagen, lullet ind i Netflix eller HBO. Jeg kan godt have en tendens til mørke dage, selvom jeg hele tiden kaster mig ud i nye projekter og altid lige skal have slået noget græs i sommerhuset eller have malet en væg.”

Fra høje hæle til flade kondisko

Vægge er der da også blevet malet en del af det seneste års tid, for umiddelbart efter sit sygdomsforløb satte Jette gang i en større ombygning af stuelejligheden midt på Nørrebro. En væg blev slået ned, køkkenet blev åbnet op, væggene malet i en smuk gul. Den helt rigtige, lidt mørke solgule, som det tog hende fjorten dage at ramme helt perfekt.

For Jette har altid haft øje for det æstetiske. Lige siden hun som 24-årig åbnede sin første butik i hjembyen Odense - med eksklusivt modetøj, som hun fandt i Paris og Milano.

 ”Jeg ville egentlig gerne have været skrædder, men min far ville ikke have, at jeg skulle være sypige. Men jeg havde flair for at finde tøj med et islæt af noget lækkert.”

Jette smiler. Samtidig med hårdt arbejde med først én og siden tre butikker, socialiserede hun og hendes lokalt kendte fotograf-mand i cirkler, hvor der var fester med Dirch Passer og altid champagne på køl. De fik to børn, Sanne og Thomas, men ægteskabet var mere et partnerskab end et intimt forhold, og efter femten år blev de skilt.

”Min eksmand og jeg kørte hvert vores liv; jeg klarede børnene og havde mine butikker, mens hans faste løn gik ind på kontoen og gav noget tryghed. Til gengæld fik han så sin frihed. Men til sidst blev vi skilt, og da min far døde samtidig, var jeg så langt nede, at jeg blev nødt til at gøre noget.”

Så Jette fik børnene passet hos familien og købte en flybillet til Sydney. De næste seks uger kørte den 35-årige kvinde sekstusind kilometer gennem Australien, alene bag rattet.

”Min familie sagde, at jeg da ikke bare kunne forlade mine børn, men jeg spurgte dem, om jeg skulle lade mig indlægge i stedet. Det er lidt hårdt trukket op, men jeg havde det forfærdeligt, og jeg tror faktisk, den tur reddede mig.”

For der skete noget undervejs. Pludselig gik det op for Jette, at hun skulle leve et andet liv. Og da hun vendte hjem, solgte hun sine butikker. Gemte stiletterne og de dyre silkebluser væk, trak i cowboybukser og kondisko. Og begyndte at læse engelsk på universitetet.

”Jeg havde bare lyst til at lære noget. Jeg havde ikke en studentereksamen - kun en realeksamen, og jeg følte mig totalt intellektuelt underlegen. Hvem fanden var Descartes og Sartre?”

Heavy og headbanging

I reolen står bøger om psykologi, neuroaffektiv psykoterapi og den følsomme hjerne. For selvom Jette de følgende år var omkring både fransk, engelsk, antropologi, og flyttede til København for at ryste sin identitet som butiksindehaver endeligt af sig, landede hun midt i 00’erne på Den sociale højskole. Og på sin rette hylde. Det gjorde hende intet, at hun kunne have været mor til de fleste af sine medstuderende. Aldersforskellen betød heller ikke det store, da hun begyndte i sit nuværende job som 57-årig.

”Det betød vitterligt ikke noget for mig. Jeg har aldrig gået ret meget op i det.”

Det har mange andre til gengæld, og der går ikke en dag uden kolleger kommenterer på årstallet på hendes fødselsattest. Hvad enten det er harmløst drillende kommentarer om, at hun elsker mormorslik, eller det er, når en kollega igen-igen spørger: Hvor gammel er det nu, du er?

Jette himler med øjnene.

”Så siger jeg, at det vil jeg da gerne svare på. Hvis de først kan fortælle mig, hvorfor de spørger.”

I Jettes hår fletter grå og blond sig sammen i en krøllet, skulderlang manke. Selvom hun synes, der er alt for stort fokus på alder, vil hun ikke løbe fra, at hun stadig får lavet blonde striber og fra, at det da ér mærkeligt at se ansigt og krop ændre sig udenpå, mens det indeni er mere eller mindre det samme.

”Det er svært at få mit selvbillede til at matche min alder. Jeg tænker ikke mig selv som gammel. Selvfølgelig er jeg ældre, men først og fremmest er jeg en kvinde med livserfaring, gåpåmod og holdninger til at muligt.”

Jette slår ud med armene. Hun bliver ærgerlig over, at vi tillægger et tal så meget vægt. Og når hun igen hører sin egen aldersgruppe omtalt som ældrebyrden, bliver hun ked af det.

”Det er så synd, at vi taler om det på den måde. For ja, selvfølgelig får mange ældre behov for hjælp, men der er jo også unge, der har brug for fx fertilitetsbehandling. Hvorfor skal vi hele tiden putte hinanden i kasser?”

Derfor insisterer hun også på at gøre ting, som man normalt ikke forbinder med grå hår. Når sønnen spiller med sit hårde metalrockband, er hun klar blandt publikum.

”Jeg elsker at se dem spille! Jeg kan love dig for, at jeg er den ældste blandt publikum, men det glemmer jeg fuldstændig. Jeg kan slet ikke lade være med at headbange, og det fylder mig med så meget glæde. Jeg kan mærke, det bobler indeni.”

Masser at give

På et fint malet skuffedarium står en fredfyldt Buddha i hvid gips. Jette har haft udlængsel hele sit liv, og især Thailand har en speciel plads i hendes hjerte. Hun holdt op med at tælle, da hun havde været der tredive  gange.

To af gangene, da hun arbejdede som lærer, og da hun skrev sit bachelorprojekt om thailandske prostituerede. Hun har også rejst alene i både Cuba, Indien, Guatemala og til Palæstina, som var en rystende stor oplevelse. Men de seneste år er det blevet vigtigere for hende at dele sine oplevelser med familien.

Sidste oktober var de i New York på den tur, som hun giver alle sine fire børnebørn, når de bliver non- eller konfirmeret. For nylig var hun i Malaga med sin søn og sit yngste barnebarn, hvor de vandrede en syv timer lang tur på klipperne hundrede meter oppe over et vandreservoir.

”Jeg overvejede da, om jeg kunne klare det. Men så tænkte jeg: ’fanme nej!’ Bagefter havde jeg det jo sådan: ’jeg gjorde det sgu!’”

Jette knytter hånden. Siden sin sygdom har hun gjort en seriøs indsats for at blive stærkere ved hjælp af træning og yoga, og til maj har hun planlagt en yogatur til Alicante med sin datter. Men iblandet forventningens glæde er også en lille uro. Den uro, der har fået hende til - som noget helt nyt - at købe afbestillingsforsikring på sine rejser.

”Jeg skal jo scannes lige før, vi skal afsted. Det lurer da i baghovedet hver gang. På den anden side, kan jeg jo ikke leve mit liv på den måde, så jeg prøver at skubbe det væk.”

Udenfor brummer en fejemaskine og en skraldevogn rasler gennem gaden. Bare et par hundrede meter herfra ligger den arbejdsplads, hvor Jette spadserer hen tirsdag, onsdag og torsdag – seks timer om dagen. Og hvor hun så sent som i går følte, at hun gjorde en forskel for en familie.

”Efter mødet sagde de, hvor rart det havde været at møde et voksent menneske. Det får mig til at tænke, at jeg stadig har en plads i det her liv. Det er en af grundene til, at jeg kæmper for at blive ved.”

Også drømmene om udlandet er stadig levende. Da det i går bankede på stuevinduet og hendes søn stak hovedet ind, som han gør så tit, når han lige kommer forbi, kunne hun fortælle ham, at hun overvejer at søge et NGO-job i udlandet.

”Jeg har altid mange ideer på paletten. Jeg synes stadig, jeg har så meget at bidrage med – og jeg bliver ved med at være evigt nysgerrig på andre menneskers liv.”