80-årige Lene: Finmotorikken driller, og det er noget lort, men det skal ikke stoppe mig

”Indeni er jeg jo den samme, som da jeg var 40 og 50 - det er jo der, at det godt kan give konflikter i én.”

Men hvor 80-årige Lene Sæverud tidligere kunne blive irriteret over, at alderen havde sat sig i krop og spejlbillede, er der sket noget de seneste fem år. Der er kommet en accept.

”’Især det sidste år er jeg kommet helt på det rene med, at huden hænger i laser, og jeg ikke kan det samme som før. Jeg stiller ikke krav til mig selv om noget andet. Jeg har simpelthen vænnet mig til, at jeg ikke er 40, 50, 60 eller 70. Jeg er 80!! Og det er okay at være gammel, når man er 80.”

Aldrig før kl. ni

Hun hælder frosne solbær i skålen. Så havregryn, lidt yoghurt naturel ovenpå, et æble i tern og til sidst med hakkede mandler. Imens trækker den sorte te - og radioen kører på P1 eller P8 Jazz.

For Lene er morgenmaden og morgenerne altid de samme – og de begynder aldrig før kl. ni.

”Jeg vågner indimellem lidt før, i morges vågnede jeg kl. 8.30, men så ligger jeg og læser i min bog. Jeg står ikke op før klokken ni, det gør jeg bare ikke.”

Lene griner og slår ud med armene over den magiske grænse, der går kl. 9 af grunde, hun ikke helt kan forklare. Hun elsker de langsomme morgener i det lille køkken i stuelejligheden på Frederiksberg. Ofte sidder hun over morgenmaden, mens klokken bliver både 10 og 11, mens rødkælken og blåmejsen besøger fuglebrættet udenfor hendes vindue.

”Nogle gange kommer jeg ikke ud af morgenkåben før kl. 12. Og det kunne jeg jo ikke, dengang jeg arbejdede. Jeg kunne heller ikke bruge tid på at lave den her morgenmad, som jeg elsker.”

Hun smiler. Selvom hun holdt meget af sit job som talepædagog, var det ikke en svær overgang, da hun stoppede med at arbejde som 62-årig. For jobbet var ikke den, hun var.

”Jeg elskede mit job, men min identitet var ikke på taleinstituttet, og derfor var jeg heller ikke forskrækket over at holde op.”

Gennem nåleøjet

I lejligheden hænger kunst på alle vægge. I én træramme møder et grønt roligt hjørne en tunge af rød og felter af sortblå, brun og lilla. I en anden ramme sidder en kvinde på en stol og læner sig ind i akvarelstrøg af lilla og lyserød. Og på væggen til venstre for terrassedøren, der åbner ud til den lille have, tårner en mand i fuld figur sig op fra gulv til loft. “Manden i huset” kalder Lene grinende det helfigurportræt, hendes morfar malede af en kunstnerkollega i 1919, og som har hængt her siden 1977, hvor morfaren døde.

I det hele taget er Lenes liv fyldt med kunst – og det var da også de kreative sysler, der fyldte en stor del af den tid, hun fik foræret, da hun gik på efterløn for snart nitten år siden. Hun både malede og syede.

Lene viser med hænderne, hvordan hun plejede at tråde en nål så let som ingenting. I dag er det blevet sværere med finmotorikken, og hun kan ikke længere få tråden igennem det lille øje. Ligesom det kan være lidt af en udfordring for eksempel når en gave skal pakkes ind.

”Jeg er jo æstetiker, så jeg går meget op i, at tingene skal gøres ordentligt. Det lyder jo helt åndssvagt, at jeg nærmest ikke kan pakke en gave ind, men der er altså sket noget med finmotorikken.”

Hun trækker på skuldrene.

”Men så siger jeg bare: hold kæft noget lort! Selvom det er irriterende, er jeg begyndt at acceptere, at det bare er sådan, at det er. Så jeg sidder ikke og svælger i alt det, jeg ikke kan.”

Børnebørn og Solvej Balle

På opslagstavlen i den lille lyse stue er et langt levet liv foreviget i fotos. Af en tiårig drengs skarptskårne, blonde pandehår, af en tumling med en pind i hånden, af tre svigerdøtre, og af en yngre Lene med spejl i skibrillerne og fletninger i håret.

Netop familien er en af de helt store glæder i hendes liv. De to sønner og fem børnebørn - allesammen drenge i alderen 8 til 22.

”Jeg er især tæt på de to største. For da de var små, hentede jeg dem hver mandag, og så sov de her og var her hele tirsdagen. Vi var meget tætte dengang, og det er vi stadigvæk.”

Om et par dage kommer det ældste barnebarn, Ivan, på besøg. Så skal de tale om Solvej Balles storværk Om udregning af rumfang.

”Hun skriver SÅ smukt – og den begejstring deler vi. På mange måder er vi ret ens, for han elsker også malerkunst, musik og litteratur.”

Lene går over til reolen og tager en lille sølvskål op. I den ligger en blød bold af edderdun, som hun har samlet på yndlingsøen Christiansø, hvor hun kom gennem 42 år. Selvom Ivan har mange yndlingsting hos farmor, så er den bløde bold en af favoritterne, som han har haft i hænderne mange gange. Mens de har talt om litteratur, filosofi, livet.

”Det er jo pragtfuldt at have sådan et barnebarn, som man kan tale med. Sidste gang spurgte han også, om han måtte se albummet fra dengang, jeg boede i en lille by på Kreta, da jeg var på hans alder. Han syntes, at det var så spændende og fik virkelig blod på tanden. Jeg blev så glad over, at han fik lyst til at rejse ud og opleve noget, der er så anderledes.”

Lene tager en slurk af stempelkaffen. Selv rejser hun ikke mere, selvom livet har været fyldt med solskin både herhjemme og sydpå. Helst steder, der er omgivet af hav.

”Jeg elsker øer, især de græske og italienske har været mine favoritter. Og Christiansø. Men jeg orker simpelthen ikke at tænke over, hvilket tøj jeg skal putte i kufferten, og over, hvordan jeg kommer hen til den bus, det fly eller det skib.”

Men det er ikke vemod, der fylder for Lene. Mere accepten af, at alting har sin tid.

”Det er ikke en sorg, at jeg ikke kan rejse mere. Jeg har det helt fint med det, for jeg har haft så mange gode ture, og jeg sidder ikke og drømmer om at komme afsted igen.”

Om sygdomme og sludderpludder

Udenfor den lille lejlighed i yderkanten af Frederiksberg er vejret gråt og tungt. Det var det også i går, hvor en sms tikkede ind og aflyste den ugentlige gåtur. Men næste mandag kl. 11 mødes Lene igen med seks veninder ved Møstings hus. Så går de tur i Frederiksberg have og drikker kaffe. Som de har gjort de seneste 16 år.

”Nogle af os har kendt hinanden, siden vi var 18 og gik på højskole sammen. Andre er tidligere kolleger, og jeg elsker de mandage. Så taler vi om sygdomme og sludderpludder."

Lene griner.

”Vi har jo allesammen gigt, og så kan man fortælle, at nu har jeg ondt i storetåen eller i hoften. Og så kan vi give hinanden gode råd. Vi taler også om mænd og om gamle kærester. Vi har været i de samme kredse i mange år, og derfor har vi jo også haft nogle af de samme kærester.”

Hun slår en latter op.

For hende er det helt afgørende at have et socialt liv. At gå til koncerter, på udstillinger og ud at spise. Ligesom hun nyder de faste aktiviteter med Godtved-gymnastik og varmtvandsgymnastik en gang om ugen. Når hun ligger i det varme vand i det halvcirkelformede bassin med vinduer fra gulv til loft, kigger hun ud på træerne. Og de fugle, hun elsker.

”Jeg er glad for dyr og fugle. Og jeg synes, fuglene er lige gode allesammen. De fleste mennesker er ikke så vilde med duerne og skaderne, men jeg synes, skaderne er pisseflotte. De er her jo, så kan jeg lige så godt lide dem i stedet for at blive irriteret på dem.”

Tiden skal gå med noget rart

Ude i cykelskuret står Lenes skriggrønne cykel. Den tager hun ofte, når hun skal ned i sin kolonihave tre kilometer fra lejligheden. Hun kommer der hele året, men mest, når solen kigger frem. Så samler hun de to poser haveaffald, som ryggen kan klare, og sætter sig i en solstråle, mærker varmen mod huden. Og lytter til fuglene.

Men selvom hun elsker sin kolonihave, sine mandage og sine børn og børnebørn, vil hun ikke have noget imod, hvis hun ikke vågner op i morgen.

”Tiden skal gå med noget rart, men hvis jeg ikke vågnede op i morgen, ville det være helt i orden."

Hun ruller en smøg. Nummer to i dag, og i aften vil hun rulle en mere, efter hun har spist, mens hun lægger sin kabale. For selvom hun var alvorligt syg for et par år siden, nægter hun at lægge den fornøjelse på hylden.

”Lægen sagde, at jeg skulle droppe rødvin og smøger. Men det kunne han godt glemme, for det var to af de store fornøjelser i mit liv. Men da jeg kom hjem, smagte det mig ikke rigtig. Jeg begyndte at ryge igen efter en uges tid, men vinen fik jeg aldrig rigtig lyst til igen.”

Så i dag tager Lene et enkelt glas, når hun er ude, som forleden hvor hun besøgte sin eksmand. Ellers står den på te om aftenen, når hun sidder i lænestolen og ser tv.

Hun får ingen hjælp til rengøring eller andet i husholdningen, og selvom hun godt kan mærke det i kroppen, kan hun klare det, så længe hun tager det i små bidder.

”For nogle år siden, kunne jeg godt blive irriteret, når jeg opdagede, at jeg pludselig havde svært ved at gå ned på knæ. Men de sidste par år har jeg vænnet mig til det.”

Hun smiler med både mund og øjnene bag de turkisindrammede brilleglas.

”Min eksmand siger, at jeg sikkert bliver 105, men så siger jeg: ’ej, det må du ikke sige!’ For selvom jeg da gerne ville se mine børnebørn vokse op og måske blive oldemor en dag, føler jeg egentlig, at jeg har levet nok. Og jeg har ingen fortrydelser.”