Derfor fik de en abort, og sådan lever de med det

- Jeg fortryder ikke at jeg fik aborten, men at jeg overhovedet kom i en situation, hvor jeg blev gravid og ikke kunne få barnet.

Ordene er 24-årige Lises, der for snart et år siden fik foretaget en abort. Et forløb, hun er meget afklaret omkring, men som alligevel får tårerne til at løbe frit.

Ud over at det er en stor følelsesmæssig belastning for den enkelte at vælge abort, er abort også noget, der har stor bevågenhed i medierne og i samfundet. 

I artiklen  'Abort udfordrer danskernes moral' fra april, hæfter Kristeligt Dagblad sig for eksempel ved, at abort som fænomen udfordrer danskernes moral. Artiklen henviser til en undersøgelse, der viser, at 18 procent af danskerne er enige eller meget enige i, at abort er menneskedrab.

LÆS OGSÅ: 7 forskelle der styrker jer som par

Er vi i virkeligheden ved at nå et punkt, hvor aborten ikke længere er "fri"? En ting abortspørgsmålet i hvert fald aldrig bliver fri for, er modstridende holdninger. Men hvad med de kvinder, der rent faktisk får foretaget aborten; hvorfor får de en abort – og hvordan lever de med det efterfølgende?

Jeg var ikke sammen med faren

Vi har talt med Lise på 24 år og Henriette på 31 år, der begge har fået foretaget en abort. Deres oplevelse af det er på flere punkter forskellig, men alligevel kan man konkludere, at ingen af dem ville have fået et bedre liv af at få et barn på dét tidspunkt, hvor de blev gravide. Deres rigtige navne er kendt af redaktionen.

Lise var 23 år, da hun fik foretaget aborten. Henriette var 22 år. For Lise er det kun et år siden, at hun skulle træffe en meget svær beslutning, og for Henriette er det ni  år siden, hun foretog et valg, der for hende ikke var så svært.

Lise havde to tungtvejende grunde til at tage beslutningen.

- Den ene grund var, at jeg tog noget medicin på det tidspunkt, som ikke tillod mig at være gravid. Den anden grund var, at jeg ikke var sammen med faren. Faktisk var vi begyndt at se hinanden lidt igen, men det hele var meget rodet. Alligevel tror jeg, at hvis ikke det havde været for medicinen, så havde jeg fået barnet. Men valget var lidt taget for mig på forhånd, siger Lise.

LÆS OGSÅ: Kan man som kvinde leve alene og være lykkelig alligevel?

Da Henriette var 22 år, var hun i fuld gang med en uddannelse, lige kommet tilbage efter et længere ophold i udlandet og havde en kæreste, som fyldte alt i hendes verden. Så blev hun pludselig gravid.

- Min kæreste ville gerne have barnet. Men jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken om at få et barn. Derfor fortalte jeg det også kun til min daværende kæreste og et par veninder. Ingen i familien. Min læge tvang mig til at overveje, hvordan det ville være at få barnet. For som hun sagde, var det meget vigtigt at overveje begge muligheder. Men jeg var ikke i tvivl, siger Henriette.

Jeg blødte helt vildt

Er man i tvivl om, hvorvidt man skal vælge en abort eller ej, er der heldigvis hjælp at hente fra andre end ens nærtstående. Rådgivningschef hos Mødrehjælpen, Ulla Kroager, er en af dem, som har talt med mange kvinder både før og efter en abort.

- Vi sørger for, at vi under samtalerne hjælper dem til at træffe deres egne valg - vi har ingen holdninger for eller imod abort. Mange af kvinderne er i tvivl om, hvad de er berettigede til, hvis de for eksempel har været sammen med en fyr en enkelt gang og ikke havde tænkt sig, at det skulle blive til mere. Eller hvis man er studerende og bor på kollegieværelse, hvad har man så ret til af bolig osv. Vi laver ofte en optegnelse til kvinderne på en tavle med argumenterne for og imod abort. Når de så går ud af døren, er de godt klædt på med faktuelle og følelsesmæssige oplysninger til at kunne tage en beslutning, siger Ulla Kroager.

Både Lise og Henriette fik en medicinsk abort (se faktaboks). At Henriette endte med også at få en kirurgisk abort, var bestemt ikke noget, hun havde forudset.

- Jeg fik en pille på en klinik på Frederiksberg, som efter et par timer satte veer kunstigt i gang – og det gjorde meget ondt. Og så blødte jeg helt vildt i flere uger. Blødningen skal normalt aftage, men det gjorde min ikke, siger Henriette. 

En dag skete det også på arbejdet.

- Pludselig fossede der bare blod ned på gulvet, og da jeg kom til lægen viste det sig, at jeg stadig var gravid!

Alene på hospitalet

Den medicinske abort havde ikke virket på Henriette, som efterfølgende blev indlagt på hospitalet for at få en kirurgisk abort også. Hun husker, hvordan hun fastende blev sendt hjem igen fra hospitalet, fordi de havde for travlt, og hun måtte vente helt til næste dag – stadig fastende – for at få sin abort.

- Da jeg endelig var blevet indlagt, fik jeg pludselig meget høj feber. Jeg havde det så dårligt, og det var dér, det gik op for mig, at det faktisk var lidt alvorligt det her. Jeg var meget bange for, hvad der skulle ske. Jeg lå helt alene på hospitalet og ønskede, at jeg havde fortalt det til nogen, for min kæreste var på arbejde og kom først senere, siger Henriette.

Efter at have været i fuld narkose og fået foretaget den kirurgiske abort, vågnede Henriette op på hospitalet om natten, og ville hjem. NU.

- Jeg ville bare have det hele overstået, så jeg kunne komme videre med mit liv. Jeg ville faktisk bare slet ikke have noget med det at gøre, siger hun.

For Lise var det langt mindre dramatisk. For pillen hun fik – også på klinikken på Frederiksberg – virkede som den skulle, selvom hun befandt sig i et smertehelvede og måtte bruge ble i fjorten dage, fordi hun blødte så meget. Til gengæld havde hun store kvaler psykisk omkring aborten, hun havde fået foretaget.

- Det var et helvede. Jeg var hjemme hos min daværende kæreste i to dage, hvor jeg lå i fosterstilling. Jeg havde det meget skidt og tænkte en del over, om det nu også var det rigtige valg, jeg havde truffet, selvom jeg godt vidste, at der ikke havde været andre muligheder. Og så tænkte jeg meget over mine følelser omkring det at være mor, og mit parforhold, som jeg gerne ville have til at fungere. Så der var andre ting i det for mig end "bare" at fravælge et barn. Efter fire uger var jeg til et tjek, hvor alt så fint ud. Dagen efter stoppede min daværende kæreste og jeg med at tale sammen, siger Lise.

Ville egentlig gerne have haft barnet

Det var ikke kun umiddelbart efter aborten, at Lise havde det skidt psykisk. Det varede mange måneder og har i dag efterladt et ar.

- Det fylder ikke så meget i mit liv nu, men i månederne efter, jeg fik aborten, tænkte jeg rigtig meget over det og blev enormt ked af det, når jeg var sammen med især små børn. Men på den anden side, var jeg overbevist om, at det var det rigtige, jeg havde gjort. Jeg kunne ikke have gjort andet, og derfor var det nok nemmere for mig at acceptere mit valg. Men jeg har haft tanken, at jeg egentlig gerne ville have haft det barn, siger hun.

Ulla Kroager oplever, at dem, der får en psykisk reaktion oven på en abort, ofte også er dem, der har været ude for nogle andre belastende oplevelser i deres liv, som gør, at de kan være sårbare - for eksempel på grund af et dysfunktionelt parforhold som det, Lise havde, da hun blev gravid.

Når Ulla Kroager skal hjælpe kvinder efter en abort er det ofte meget blandede følelser som sorg, dårlig samvittighed, tristhed og usikkerhed omkring, hvorvidt det var det rigtige valg, de tog, kvinderne er tyngede af.

- Beslutningen, om at få foretaget en provokeret abort, er oftest ikke en beslutning, der tages udelukkende ud fra et rationelt grundlag. Den træffes i lige så høj grad ud fra, hvad der føles rigtigt eller forkert i situationen. Derudover skal man huske på, at beslutningen om en eventuel abort skal tages under tidspres. Og når man er under pres, kan det ofte blive langt sværere at træffe et valg, siger Ulla Kroager.

Far skulle ikke vide det

Ulla Kroager plejer at hjælpe kvinderne til at "normalisere" situationen efter en abort.

- Det er vigtigt, at man siger til sig selv, at det er normalt at have blandede følelser efter en abort. Det har været et valg, der skulle træffes, omkring en eksistentiel situation. Og dét har været en belastning. Derfor er det også helt normalt at have brug for at snakke med nogen bagefter.

Men det er ikke alle, som det er lige nemt at fortælle om abort. Henriette og Lise svarer på, hvem de har fortalt om det.

Henriette: Min daværende kæreste og et par veninder. Siden hen har alle fået det at vide. Også min nærmeste familie, som selvfølgelig var kede af, at jeg havde været igennem det uden at føle, at jeg kunne fortælle dem om det.

Lise: Min far og mine søskende ved det ikke. Min mor ved det godt. Jeg føler ikke, at mine søskende er helt gamle nok til at kunne forstå det (de er teenagere, red.). Med hensyn til min far handler det måske om, at jeg ikke har lyst til, at han skal se anderledes på mig. Og så ønsker jeg heller ikke, at han skal igennem en masse følelser i forbindelse med det. Min mor havde jeg brug for vidste det, også så der trods alt var én i familien, der vidste, hvordan jeg havde det. Min mor blev enormt ked af det. Hun fik selv en abort, da hun var 17 år, og det har hun også talt med mig om og fortalt, at man aldrig glemmer det.

Ifølge Ulla Kroager er det faktisk kun 10 procent af dem, der har fået foretaget en abort, der oplever psykiske efterreaktioner. Og Henriette havde da heller ikke de store skrupler efter den voldsomme abort:

- Jeg har aldrig fortrudt det. Når jeg tænker tilbage på aborten, står den ikke som noget, der var en virkelig stor ting. Den var der, men der var mange andre ting, der overskyggede den, og som jeg husker meget tydeligere, som brud med en kæreste og den slags, som var meget voldsommere for mig. Men jeg har efterfølgende tænkt en del tilbage på alle de ting, der gik galt omkring selve det at få foretaget aborten. At jeg fik at vide, at det bare var en pille, jeg skulle sluge, men hvor det endte med at blive en måned i helvede. Og så har jeg siden haft store udfordringer ved at blive gravid og tænkt over, om aborten kunne have haft en finger med i spillet. På den måde har jeg tænkt over, hvad det var jeg udsatte mig selv for dengang.

Hul i livmoderen

Risiciene ved en abort er dog nærmest ikke til stede, ifølge klinikchef ved Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet, Lene Lundvall. Det er lidt en skrøne, at man eksempelvis har høj risiko for at blive steril af at få foretaget en abort, siger hun.

- Det er ekstremt sjældent, at nogen bliver sterile af at få foretaget en enkelt abort. Hvis man har fået foretaget mange aborter, kan man få sammenvoksninger i livmoderens slimhinde, men det er også meget sjældent, siger hun.

Men der er risici ved at få en abort. Både den medicinske og den kirurgiske. Og selvom de er sjældne, er de der, og dem skal en abortpatient selvfølgelig kende til.

- Ved medicinsk abort er der i princippet to risici; den ene er, at aborten ikke er fuldstændig, og at der derfor er noget væv tilbage i livmoderen, som denne ikke skaffer sig af med af sig selv. Det kan dels give en blødning, og dels sidder der jo noget væv, som er dødt, hvilket giver en risiko for betændelse. Den anden risiko er, at man kan få en kraftig blødning. Så det er en god idé at være i rimelig nærhed af nogen, der kan hjælpe én, siger Lene Lundvall og fortsætter om risici ved den kirurgiske abort:

- Her taler vi om sjældne komplikationer, hvor der kan forekomme betændelse efter indgrebet, hvis der er blevet efterladt noget væv i livmoderen. Det kan forårsage en blødning. Yderst sjældent kan kirurgen under indgrebet komme til at lave et hul i livmoderen. Ofte sker der dog ikke noget ved det, og man venter og observerer under indlæggelse, om det har nogle konsekvenser.

Aborten vil fylde mere, når jeg får børn

Tænker Lise nogensinde på, at hun, hvis hun havde beholdt barnet, havde skullet føde lige om lidt? Og Henriette ville have haft et barn på ni år? Nej, siger Henriette, der i dag er mor til en pige på et år:

- Det var så rigtigt, at jeg skulle have den abort. Selvom jeg var vildt forelsket i min daværende kæreste og tænkte, at vi skulle være sammen altid, så skulle jeg overhovedet ikke have noget barn. Det havde jeg slet ikke lyst til, siger Henriette.

- Jeg tænker over det, men kun en gang imellem. Det er ikke sådan, at jeg har regnet ud, hvilken dag jeg skulle have født. Men jeg er ret indstillet på, at aborten vil være en del af mig resten af mit liv. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg tror, at når jeg forhåbentlig får nogle børn en dag, så vil jeg være mere tilbøjelig til at tænke, "jeg kunne også have haft en på ti år nu". For når man oplever at føde et barn og opfostre det, kan man langt bedre relatere til, hvad det egentlig er, man har givet afkald på via aborten, siger Lise.

At danskernes moral bliver udfordret, når det kommer til den provokerede abort, hænger måske sammen med, som formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, siger til Kristeligt Dagblad:

"at der stadig er en sten, der trykker i skoene, hos danskerne, på trods af at vi har fri abort. Det befrugtede æg såvel som fostret er ikke ligegyldigt for os. Det har en status, men det udelukker ikke, at vi vil forsvare kvindens ret til fri abort," siger han til avisen.

Dette hænger godt sammen med, hvordan Lise oplevede aborten: Hun var rationel omkring, at aborten var det rigtige – hun havde som kvinde ret til at få en abort - men alligevel var der en smerte i maven; en respekt for det foster, der ikke fik lov til at blive til et menneske. Og det er ifølge Ulla Kroager kernen i at komme videre efter en abort: At man accepterer de modstridende følelser:

- Man skal sige til sig selv, at det nu en gang også var det bedste valg lige nu med en abort. Men alligevel kan man godt have en følelse af tristhed nede i maven, hvor man spørger sig selv, om det nu også var det rigtige. Dét er helt naturligt, slutter hun.

LÆS OGSÅ: Er trendsetterne dem, der ikke følger moden slavisk?

LÆS OGSÅ: Danske modeller om Instagram: "Der er nogle freaks indimellem, der er besatte af modeller"

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med