Derfor holder vi halloween
Hvilken dato er det halloween, og hvorfor fejrer vi det? Få helt styr på alle traditionerne i forbindelse med halloween lige her i ALT.dks store "Hvem, Hvad, Hvor" om den (u)hyggelige, amerikanske tradition.
Den 31. oktober er det halloween - som på dansk bedst kan oversættes til allehelgensaften.
Artiklen fortsætter under videoen...
At fejre halloween er oprindeligt en amerikansk tradition, der nu også er blevet populær i Danmark. Skikken er nemlig blevet taget godt imod af børn og barnlige sjæle, der klæder sig ud – ofte i uhyggelige kostumer – og går fra dør til dør og siger "slik eller ballade" (fra det amerikanske "trick or treat").
På den måde kan mange danskere godt tænke, at halloween er ligesom fastelavn, og selvom der er lighedspunkter mellem de to traditioner, adskiller de sig alligevel fra hinanden.
Bliv klogere på halloween her:
1. Hvad er historien bag halloween?
Halloween stammer oprindeligt fra en keltisk skik, som fejrede sommerens afslutning, og at høsten var i hus. Festen symboliserede, at man nu gik den mørke tid i møde.
Ifølge gammel overtro skyldes festen dog også, at de døde nemmere vender tilbage denne aften - og har mulighed for at færdes blandt de levende i de levendes verden. Det er derfor en amerikansk tradition at skære lygter ud i roer og græskar, som kunne lyse og holde de døde væk.
Senere tog også kirken skikken til sig og tilegnede den alle helgener – heraf navnet ’All Hallows Eve’, der betyder allehelgensaften, men som i folkemunde omtales som halloween.
2. Hvornår er det halloween?
Halloween fejres i dag den 31. oktober - eller weekenden efter - ved, at børn i alle aldre og voksne klæder sig ud som hekse, skeletter, spøgelser, vampyrer og zombier. Tusindvis af græskar må lade livet og blive til lysende græskarhoveder i mørket, mens mange også har pyntet huset med f.eks. skeletter, ulækre edderkopper og spindelvæv for at sikre en uhyggelig stemning. Inden døre kan du byde hyggelig uhygge velkommen med halloween-dekorationer i form af blomster og papirklip, skønne madretter og snolder.
Den første søndag i november er det dertil 'All Hallows Day', Allehelgensdag, hvor man fejrer de helgener, som ikke har deres egen helgendag. Denne fejringsdag er dog langt fra lige så kendt som halloween er.
I den katolske kirke fejrer man altid Allehelgensdag den 1. november.
3. Hvorfor holder man halloween?
Halloween fejres hvert år på den 31. oktober, som er datoen for de irske og engelske kelteres nytår og er en tradition forbundet med gammel overtro, som stammer helt tilbage fra årtusindet før vor tidsregning. Dengang mente kelterne, at dette var dagen, hvor årets døde genopstod fra deres grave og gav sig til at flakke hvileløst og hjemsøgende rundt blandt de levende, inden de vandrede videre til dødsriget.
Halloween blev markeret ved, at både børn og voksne iklædte sig vilde udklædninger og skræmmende ansigter for at ligne de genopståede døde og narre dem, så de ikke ville hjemsøge de maskerede levende.
På samme vis som i dag var der også oprindeligt tradition for at sætte mad og lækre sager på de dødes gravsteder for at lokke dem til at blive her fremfor at hjemsøge de levende. Og det var altså sådan, den populære tradition for at klæde sig uhyggeligt ud og bestikke de genopståede med lækkerier opstod.
4. Hvornår kom halloween til Danmark?
Det må formodes, at traditionerne for at holde halloweenfest, udsmykke husfacader og stuer med edderkoppespind, græskar-lanterner, skeletter og hekse har rødder i samme ønske om at imitere uhyggen for at undgå besøg fra de afdøde.
Halloweens popularitet har langsomt vundet indpas fra omkring år 2000, og stadig flere skoler og daginstitutioner fejrer halloween med oppyntning, udklædning, græskarudskæring og kreative klippeklister-projekter.
Som i USA, hvor halloween er en kæmpestor højtid, kun overgået af julen, har halloween i Danmark også fået et kommercielt præg. Legetøjsbutikker, supermarkeder og forlystelsesparker har for længst taget højtiden til sig og sælger udklædningstøj, slik og uhygge i halloween-dekorerede butikker flere uger op til dagen.
Uanset om man bifalder traditionen eller den kommercielle motor, der har givet den en ekstra dimension, så er og bliver halloween en god anledning til at lave masser af (u)hyggelige, fine ting sammen med børnene. Prøv for eksempel at bage skræmmende småkager, at skære græskar ud til dekorative lamper eller at finde saksen frem til skræmmende papirklip.
5. Hvornår rasler man til halloween?
Traditionen for at lade børnene gå udklædt fra dør til dør og sige ”slik eller ballade” - eller ”trick or treat” - er formentligt en finurlig sammenblanding og videreudvikling af kelternes sædvane med at stille mad til de afdøde ved gravstederne og kristendommens tilladelse til at lade tiggere lovligt bede om såkaldte sjæle-kager på dagen for kristendommens fejring af de bortgåede sjæle den 2. november.
Til at begynde med var det dog slet ikke børn, men voksne der klædte sig ud på dagen.
Som regel rasler man på selve dagen, nemlig den 31. oktober om aftenen, men da det kan være for sent for små, udklædte monstre og spøgelser, hvis halloween falder på en hverdag, plejer man at gå fra hus til hus iført uhyggelig udklædning weekenden inden selve halloween aften – eller den fredag aften, der ligger tættest på.
6. Hvorfor udhuler man græskar til halloween, og hvordan passer de udskårne græskar ind i historien om halloween?
Oprindeligt gik de uhyggeligt udklædte keltere rundt med lygter lavet ud af roer, når de bevægede sig omkring halloween aften for at blende sammen med genfærdene, men da kelterne migrerede til USA, var roer ikke så nemme at få fat på, og man begyndte derfor at bruge græskar som lygter i stedet.
Selvom græskarrets orange farve i høj grad forbindes med traditionen for halloween, så er processen med at forvandle græskar til udhulede lygter med (uhyggelige) ansigter med tiden blevet til mere og andet end pynt, der hører halloween til. For mange er det blevet en efterårstradition, som man kaster sig over i efterårsferien.
Hvis I mangler inspiration til motivet og nogle gode udskærings-tips, kan I få masser af inspiration her.
I kan også med fordel gemme resterne fra de udhulede græskar, så I kan lave lækker græskarsuppe med ingefær, chili og spidskommen – og ikke mindst gemme kernerne, som kan ristes i ovnen til en lækker snack.
8. Halloween-slik og godter
Halloween-traditionen med at gå fra dør til dør er næppe mere end 15 år gammel i Danmark, men den startede i 1930’erne i USA. Ud over søde sager kunne man også være heldig at få cookies og andre kager, frugt, nødder, småmønter og endda legetøj i sin pose, når man gik fra den ene dør til den anden.
Først i 1950’erne begyndte man at producere halloween-slik, og efter 1970’erne begyndte indpakket butikskøbt slik at være det eneste acceptable at give de små spøgelser og hekse, der bankede på. Dette skyldtes ikke mindst, at forældre begyndte at blive nervøse for, hvad fremmede ellers kunne finde på at give deres børn, fordi der havde været flere tilfælde, hvor børn var blevet forgiftet eller havde fået mærkelige ting som fx hundekiks.
9. Halloween-udklædning
Som tidligere beskrevet er kostumer en STOR del af halloween-traditionen. Det hullede lagen over hovedet, heksehatten, ansigtsmalingen eller hugtænderne er gode uhyggelige klassikere, som mange benytter sig af til sin halloween-udklædning, men i dag behøver det faktisk slet ikke være uhyggeligt, hvis man ser på de kendtes udklædninger.
Kostumeidéer er oftes tænkt til børn, men hvis du er lidt kreativ, kan de fleste af udklædningsidéerne skaleres op til et voksenkostume – hvis ikke, kan du måske finde inspiration i et af disse 14 DIY Halloween-kostumer til voksne, som er så nemme, at du kan lave det i sidste øjeblik.
10. Perfekt (uhyggeligt) pynt til halloween
Omkring 1930’erne i USA var halloween blevet en anerkendt helligdag, hvor byerne fejrede det med store parader, byfester og underholdning. Alt sammen noget, der krævede en hel del pynt for at kunne skabe den rigtige stemning til den perfekte halloween. Desværre var det ikke alle, der mente, at det skulle være sådan, og i mange samfund var halloween-arrangementerne plaget af hærværk.
Derfor rykkede halloween-fejringen ind i hjemmene eller blev afholdt som mindre klassefester på skolerne. I dag fejrer mange stadig halloween på en mere privat måde, og der skal selvfølgelig stadig en masse stemningsfyldt pynt til. Rigtig mange butikker og supermarkeder sælger halloween-pynt i ugerne op til d. 31. oktober, men du kan sagtens lave en masse ting selv.
Meget mere halloween: Mangler du inspiration til udklædning, indbydelser eller andre festelige ideer til Halloween, så klik her.
Kilder: Historienet.dk, Kristendom.dk, Historie-online.dk
DIY til Halloween
-
Fin invitation til Halloween
-
Trick or treat slikposer
-
Søde græskar-lanterner til Halloween
-
Fine græskarlygter i papir til Halloween
-
Sådan udhuler du græskar og skærer fine mønstre
-
Pynt op til Halloween
-
Gratis skabeloner til græskarlygte
-
Halloween: 10 nemme ideer
-
Uhyggelige Halloween-græskar: 12 sjove ideer til græskarudskæring
-
Lav små græskar af papirstrimler
-
Lav dit eget græskarpynt til halloween
-
DIY: Fine fyrfadslygter til halloween
-
Klip sjove spøgelser på rad og række til halloween
-
Sjove papirklip til halloween
-
Klip selv: Hekse til halloweenfesten