SKAM

5 grunde til at følge SKAMs "Vilde" på Instagram

En profil du ikke bør snyde dig selv for i 2017.

Her på redaktionen er vi vilde med Ulrikke Falch, der spiller den naive teenagepige Vilde i den populære norske ungdomsserie SKAM.

I serien er Vilde en karakter, der går langt for at leve op til bestemte skønhedsidealer, og som arbejder hårdt for at blive populær nok til, at de ældre drenge på gymnasiet inviterer hende og resten af SKAM-slænget med til fest.

Helt anderledes opfører skuespillerinden bag Vilde, Ulrikke Falch, sig på sin Instagram-profil. Hun har nærmest gjort det til et varemærke at bryde med illusionen om den "perfekte" kvinde, der skal se ud eller opføre sig på en bestemt måde og uploader eksempelvis selfies med dobbelthager eller dokumenterer aftener alene hjemme med bland-selv-slik – den slags mange af os måske ville være tilbøjelige til at holde for os selv.

Ulrikke Falchs profil er fuld af sort humor og politiske budskaber, og man ved aldrig, hvad den 20-årige skuespillerinde og podcast-vært kan finde på at lægge ud. Der er er dog nærmest garanti for god underholdning eller tankevækkende budskaber, og derfor vi samlet fem grunde til, at du ikke bør snyde dig selv for skuespillerindens gyldne Insta-øjeblikke i 2017.

1. Kropsidealer. Ulrikke Falch har selv haft en spiseforstyrrelse og bruger ofte sin Instagram-profil – og den direkte kanal til de pt. knap 300.000 følgere – til at kritisere eller gøre grin med urealistiske kropsidealer.

2. #nofilter. Du finder ikke mange opstillede avokadomadder eller brune pool-stænger på denne Instagram-profil. Ulrikke Falch er nemlig – modsat mange af Hollywood-stjernerne – i den grad #nofilter-typen. Dejligt forfriskende, synes vi!

3. Tabuer. Ulrikke Falch er mester i at dele små øjeblikke fra hverdagen, som mange af os kan genkende os selv i, men normalt ikke råber højt om...

4. Sort humor. Vi elsker kvinder med selvironi og humor, og det har Ulrikke Falch om nogen. Der er nærmest garanti for 😂 😂 😂 her.

5. Debatskabende. Fra feminisme og ensomhed til voldtægt og religion. Ulrikke Falch har ofte skarpe holdninger og politiske budskaber, som hun deler ud af til sine følgere.