"Vi ser dem på markerne, men de løber væk som dyr. De tror, vi vil gøre dem fortræd"

Jeg sad på en café i København, da jeg læste, hvad der skete nede ved Rødby og tænkte ved mig selv: "hvad fanden sker der, Danmark?"

Jeg kørte med tre andre venner fra København mandag eftermiddag. 

Først tænkte vi "lad os tage mod Sandholmlejren", men vi kunne fornemme på nyhederne, at vi skulle Sydpå. Vi var fremme ved Lolland omkring klokken 17:30. Kørte langs motorveje, rundt på landeveje. Omkring 13 kilometer udenfor Maribo så vi en lille gruppe.

Vi begyndte at dele mad ud til dem.

Vi havde købt ind på vej derned for de 9.000 kroner, folk havde doneret til os, efter vi havde skrevet ud på Facebook, at alle skulle være velkomne til at give et bidrag på Mobile Pay, der skulle gå til flygtningene, vi mødte.

Jo mere vi blev mere involveret i situationen på Lolland, jo mere viste det sig, at de penge og de ting, vi havde købt, ikke var et stort nok bidrag. Vi begyndte derfor at kordinere kørsel til forskellige flygtninge, så de ikke skulle gå ad vejene men kunne komme hurtigt videre.

Hjemmefra havde vi igennem Venligboerne (Facebookgruppe, der hjælper flygtninge over hele Danmark, red.) fået fat på en syrisk familie, som, vi vidste, var ankommet til Rødby. Det var vores plan at hjælpe dem videre igennem vores netværk. Vi ville ikke køre dem hele vejen, men i stedet supplere hinanden. Vi var 20 biler i alt, der stod klar til at hjælpe.

Vi mister kontakten til familien, som vi i forvejen havde snakket med, men senere har jeg fået at vide, at de er nået frem til Sverige.

Vi kører ud for at finde andre, vi kan give en hånd. Mere tøj, bleer, mad. Vi ser dem på markerne, men de løber væk som dyr, de tror, vi vil gøre dem fortræd. Det var fuldstændig syret.

Det er fucking Danmark, vi snakker om. Det er rystende og pinligt, at vi ikke kan favne folk med vores store velfærdsstat.

LÆS OGSÅ: Syriske flygtninge fik en time-out med ishockeykamp i Hørsholm

Vi får kontakt til en gruppe på fire flygtning, et par og to venner, som vi opdager ude i mørket på en mark.

Den ene var skolelærer i Syrien og oversætter for de andre. De er ikke registrerede, og de vil gerne til Sverige. De var vitterligt bange for at sidde fast i Danmark. Bange for, hvordan de ville blive behandlet i Danmark. Vi fik arrangeret en bil til dem, og de blev kørt til en lufthavnsstationen, hvor de kom med et tog til Sverige.

Vi har hørt fra dem nu. De er blevet genforenet med deres familie efter 21 dage.

Jeg følte, at vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe de flygtninge mod Sverige, som vi mødte på vejen, og som ikke var registrerede. Vi gjorde også alt for at dele nødvendigheder ud til dem, vi mødte, som var mandsopdækkede af politiet, og som vi derfor ikke kunne hjælpe væk.

Om natten blev det så mørkt, at vi ikke kunne finde flere flygtninge, de gemte sig i markerne, bag træer, og vi havde ingen lommelygte med. Vi havde tidligere set nogle, fordi deres øjne lyste op i mørket. Men vi havde ingen lommelygte med, så omkring klokken fire var vi på vej hjem igen.

Billedet er taget af Mathilde selv ved en af de landeveje, hvor de nåede frem til de syriske flygtninge, som var ved godt mod men mistroiske over for Mathilde og hendes tre venners tilgang til dem.

Hvor langt jeg vil gå? Hvor mange grænser jeg vil overskride?

Det er er svære spørgsmål. Det ved jeg først, når jeg står foran personen. Men jeg har det sådan, at når de danske love er usolidariske i de her situationer, som jeg synes, de er, er det svært ikke at skubbe lidt til grænserne. Vi må lære at løfte sammen og bruge den empati som de fleste mennesker har, men tidligere kun har støttet med fra sofaen.

Det ville selvfølgelig være det bedste, hvis vi kunne blive enige ved dialog, men når politikerne står så langt tilbage og ikke gør noget for at hjælpe flygtningene, så må jeg jo selv gøre det.

Vores politikere har simpelthen arbejdet for langsomt.

Om det er vores store bureaukrati eller tykhovedede politikere, der skaber den store ineffektivitet oppe fra, ja det ved jeg ikke! Derudover så tror jeg, at alle ville hjælpe en skræmt flygtning, hvis de stod og kiggede personen i øjnene – alt andet er umenneskeligt!

Og så er der én ting, jeg især synes er pinligt, og som siger alt om, hvordan vi ikke tager folk til os i vores land men skubber dem væk - netop i dag har jeg lige og snakket med en, der oprindeligt kommer fra Iran, men som bor i Tyskland. Han ville sige: "Jeg er tysker med arabisk baggrund."

I Danmark siger hans venner typisk: "Jeg er fra Iran, men jeg bor i Danmark."

Redaktionen er bekendt med Mathildes fulde navn.

LÆS OGSÅ: Angelina Jolie: "Jeg troede aldrig, jeg ville møde den rette"

LÆS OGSÅ: 10 gribende billeder af Jan Grarup

LÆS OGSÅ:  Jeg blev smuglet til Danmark i bagagerummet på en Mazda