May-Brit og Hanne er stolte af at bo på Lolland-Falster: Særligt dette bør man besøge
Lolland-Falster er undervurderet, mener May-Brit Horst og Hanne Møller. Her er vidder, blå himmel, skove, strande. Vi gik på opdagelse i øernes natur og lagde ud med et enestående kunstværk, som folk kommer langvejs fra for at opleve.
"Hvorfor har du ikke fortalt før, hvor dejligt her er?"
Dette begejstrede udråb hører May-Brit Horst og Hanne Møller med jævne mellemrum, når de tager gæster med til kunstværket Dodekalitten, hvor de begge arbejder frivilligt.
"Folk, der aldrig har besøgt Lolland før, bliver tit forbavsede over alt det, vi har at byde på: Natur, kultur, historie og gode fødevarer," siger Hanne, der er pensioneret lærer og tidligere byrådsmedlem.
Vi spadserer gennem en lille skov og over en flad mark, før de høje stenskulpturer med de markante ansigter dukker op. Det giver et gib af andægtighed i os. Vi går nærmere og står mellem de op til ni meter høje figurer, der har den bedst tænkelige baggrund i det tindrende blå Smålandshavet med Fejø, Femø og Askø.
En kridhvid færge lægger fra land som for at tilføje den sidste lille klat maling på det perfekte maleri.
Dodekalit betyder 12 sten på græsk, og i juni blev den niende skulptur af billedhuggeren Thomas Kadziola officielt indviet.
"Han bruger mellem en og to millioner mejselslag på hver figur, der vejer fra 25 til 45 tons, så det er en fysisk krævende opgave," siger Hanne, der har været med, fra første sten blev rejst i 2014.
Fra højttalerne ved de flade sten, der er beregnet til at sidde på, flyder komponisten Wayne Siegels toner ud over området og føjer en næsten åndelig dimension til oplevelsen.
Dodekalitten er enestående, men der venter mange andre gode oplevelser på de to sydhavsøer. May-Brit og Hanne er enige om, at Lolland har brug for at blive talt op, og det vil de gerne være med til.
"Ryet fra f.eks. dokumentarserier som 'På røven i Nakskov' hænger ved. Men vi er stolte over Lolland. Vi har jo næsten det hele, lyder det i kor fra de to ildsjæle.
Den flotte badebro
May-Brit, 72 år, er på flere fronter aktiv i sit lokalområde og var i otte år forperson for Ældrerådet i Lolland Kommune.
Annonse
"Jeg er ligefrem blevet kaldt ældreaktivist," siger hun med et smil.
På baggrund af sit engagement blev hun headhuntet til at sidde i det landsdækkende panel, der rådgav regeringen i arbejdet med en ny ældrelov.
"Når ministeren ringer, møder man op," siger May-Brit ikke uden stolthed.
Hun bor i Nakskov, hvor hun er født, og hvor hendes familie har boet i generationer. May-Brit tager os med til sit yndlingssted på Lolland, det rekreative område Hestehovedet, hvor hun har fået mange ideer til taler og debatindlæg.
"I min barndoms somre pakkede min mor en madpakke hver søndag, og så kørte vi til Hestehovedet, hvor vi badede og solede os. Området ligger stadig dybt i mit hjerte," siger May-Brit.
Hun må og skal se vand hver dag, så hun hopper på cyklen og kører de cirka fire kilometer til Hestehovedet, hvor hun bader året rundt. Hun viser os den 190 meter lange arkitekttegnede badebro, et af Lollands mest fotograferede motiver.
"Især ved solnedgang er den så smuk. Den må være Danmarks flotteste badebro."
Annonse
Tæt på vilde heste
Vi tager afsked med May-Brit og kører fra det nordvestlige Lolland til det sydøstlige Falster. Nærmere betegnet Bøtøskoven, hvor heste og kvæg er sat ud for at leve vildt inden for et stort indhegnet område, mens de plejer naturen.
Vi vil gå vandreruten på fem kilometer gennem skoven, så vi trasker afsted i sommervarmen og liver op, da vi får øje på to brune dyr i skovbrynet. Det viser sig at være køer og ikke et ondt ord om dem, men vi vil så gerne se heste.
Der er fuldkommen stille. Mon dyrene gemmer sig langt væk fra mennesker? Skal vi virkelig forlade skoven med uforrettet sag?
Da får vi øje på flere brune dyr i det fjerne. Det viser sig at være flokke af heste, der kommer adstadigt vandrende hen ad skovstien. Vi følger efter og prøver at holde den afstand, der opfordres til på infoskiltene. Men altså, hestene ænser os ikke og går gerne tættere på os, så vi vælger at nyde oplevelsen i fulde drag.
Dyrene stopper indimellem og guffer løs af det rigelige græs. Deres mål er en lysning med et vandhul. Med gæster siddende på skovtursbænke som taknemligt publikum stiller hestene deres tørst. Det vil sige, et ret stort føl bliver lækkertørstig og må lige die hos sin mor. Snart sætter føllet af og spurter rundt i store cirkler sammen med sine kammerater i en tagfat, der gungrer i skovbunden.
Vel er vi ikke i Afrika, og vel har vi ikke mødt flodheste eller giraffer. Men mens tusmørket falder på, breder roen fra naturen og dyrene sig helt ind i vores inderste. Hestene vandrer videre, og det samme gør vi i den modsatte retning. Hvor var det godt, vi ikke gav op for tidligt.
