”Det er da megalækkert både at være en moden kvinde og en knaldkasket”

Af Majbritt Lacuhr

Nogle gange får man bare uventet travlt. Som når man skal ud ad døren og lige skal klare ikke bare én, men hele tre hårvaske inden. Fordi man finder ud af, at man har lus. Sådan en formiddag har Dicte haft den dag, hun dumper ned i den cognacfarvede lædersofa på Sticks'n'Sushi på Frederiksberg.

LÆS OGSÅ: Christine bar på en stor hemmelighed. Lige indtil en Snapchat-besked afslørede hende

– Nej altså, nu gør jeg det igen!, afbryder hun sig selv efter en lang og indgående vidensdeling udi lusenes adfærd, som hun ind imellem hårvaskene har googlet sig til.

– De er altså væk. Jeg har kæmmet dem ihjel. Men nu er det blevet et tic, siger hun og sætter hånden op til det korte hår igen.

– Jeg har skrabet så meget ned i min hovedbund, at den er helt forvirret over alle de tæsk, den har fået. Måske ikke den mest rock'n'rollede accessory at møde op med, når man skal interviewes – lus – men bare umuligt at undgå, når man har to børn på henholdsvis 6 og 12, siger hun.

I det hele taget har den 49-årige sanger, som har været en del af den danske musikscene siden 1989, ikke så travlt med at holde fast i et bestemt image. Længere, tør man måske sige. Hvilket hendes nye album, "Perfume", også er et glimrende bevis på. Det mest personlige album til dato ifølge hende selv. Fem år har hun brugt på at skrive de ti numre, det er endt med, hvor hun er blevet ved at skrælle af og skære ind. Ti numre, som bare skal kunne tages med i tasken og spilles helt enkelt, flankeret af hendes guitar. Og som på mange måder er et nedslag lige der, hvor hun er i sit liv.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver vi stadig gift

Kuldsejlet kærlighed

Der var nok af stof at grave ned efter i den personlige krea-pose, da teksterne skulle skrives. Hun ved, at hjerte rimer på smerte. Det oplevede hun benhårdt for seks år siden, hvor hun og faren til hendes to børn, D-A-D-trommeslageren Laust Sonne, gik fra hinanden, netop som datteren Ava var kommet til verden. Hun kender til berusende amoriner og kuldsejlet kærlighed.

– Jeg tror da bestemt ikke, jeg er det nemmeste menneske i verden at leve sammen med. Men der er ingen tvivl om, at jeg er blevet større og mere lyttende.

– Alle mine sange handler på en eller anden måde om mønstre. Menneskelige mønstre. Det er det, der er interessant at iagttage og skrive om. Hvordan vi flytter os fra en verden til en anden hele tiden. Vi er jo drevet af den her ungdomsegoisme – et eller andet sted skal man jo synes, man er the shit på jorden for at skabe sig et navn. På et tidspunkt får du så nogle hak i nødden, og der finder du ud af, at "hov, det kan da også være, de andre kan en hel masse".

– Det interesserer mig dybt. De menneskelige mønstre. Når vi møder hinanden uden børn for eksempel – det er én måde at være sammen på. Så får vi børn, og så skal vi finde ud af dét. De to liv er jo nærmest uforenelige. Den udvikling, man går igennem på det tidspunkt, er helt sindssyg og ubarmhjertig.

– De fleste af os kan så heller ikke finde ud af dét, så vi bliver skilt, og så skal vi finde ud af det også. Nye måder. Vi skal rumme hele baduljen. Den udvikling er enormt interessant, for i den proces, synes jeg generelt, vi bliver større mennesker.

– Naivt tænkte jeg, da jeg var yngre og nogle af mine veninder fik børn og blev skilt, at "årh mand, det er da megasejt – wauw, ingen børn hver anden uge, så har man pludselig hele pakken!" Og BUM så står man der selv og synes bare, at det enten periodisk er megahårdt at være alene med dem, eller også kan man slet ikke undvære dem. Man er revet over, ligegyldigt om det er hans eller din uge. Jeg har det virkelig sådan i forhold til skilsmisse: don't do it, don't do it – work for it! Jeg synes ikke, der er noget mere fantastisk, der venter ude på den anden side.

– Jeg har også prøvet at have en kæreste, hvor vi begge havde delebørn, og det var sørme da godt nok en hel del sværere. Man kunne tænke, at fordi man selv har børn, er man meget bedre til at rumme andres, men sådan er det ikke nødvendigvis. For man har så forskellige måder at gå til det på. Det, synes jeg faktisk, er noget af det sværeste i det der. Men et eller andet sted glemmer man, at fordi man er en kernefamilie, kan man jo godt være uenige om en opdragelse alligevel. Det er jo det, der er interessant.

LÆS OGSÅ: ”Idet vi passerer hinanden, griber han fat i mit ene bryst”

Ny kærlighed

Nu har hun en ny kæreste. Men han må godt være hemmelig lidt endnu, siger hun bestemt. De sparsomme oplysninger, der slipper ud, er, at han ikke er fra branchen, at han ingen børn har, og at de endnu ikke bor sammen.

– Jeg er meget glad for ham. Han er pisseklog, og der er ingen drama og alt det... Pyh, det bliver man så træt af. Du kan ikke drama'e ham. Det er skønt. For der er rigeligt drama i mig. Man tager jo også afsæt i den anden. Jeg har også haft forhold, hvor det hele var meget højspændt. Puh altså, man bliver slidt op af det, men det er jo ikke det samme som, at det ikke er stor kærlighed.

– Forleden var der en, der spurgte mig, om jeg er blevet en bedre kæreste, og det tror jeg, jeg er. Fordi jeg er blevet bedre til at være opmærksom og til stede. Jeg er blevet bedre til at være glad og huske at grine.

Hun skynder sig tilbage til det nye album:

– Da jeg valgte den vej, som hed "nu vil jeg skrive meget mere ind til benet af, hvad jeg selv tænker", så åbnede der sig en ny verden for mig. Det har bare taget sindssygt lang tid at komme derhen. Simpelthen ved at leve livet og hele tiden udvikle sig. Hvis man ikke går igennem smerten, men går uden om den og prøver at sige, at det bare går fjong, så er det rigtig svært at udvikle sig. Man er nødt til at mærke efter. Omvendt også når kærligheden er så vild, at man tænker: "Wow – det kan simpelthen ikke være rigtigt! Hvordan kan noget være så vildt?!" Det er ligesom at få en stor diamant og en Aston Martin og en hummer på samme tid. Haha. Det handler om at lægge mærke til store følelser. Og en gang imellem også stoppe op og lige nyde, hvor fedt det er at være lige her, lige nu.

Tæt på 50

Så hvor fedt er livet så – her på tærsklen til de 50 år?

– Det går op og ned. Nogle gange bliver jeg rystet over, hvor lidt jeg i virkeligheden hviler i mig selv. Haha. Det meste af tiden går det rigtig godt. Når man stadig er en tosse. Det er, som om jeg stadig tror, jeg er 25 på mange områder. Nogle gange, når jeg ser og møder folk på 49, kan jeg godt tænke, at de da er mindst ti år ældre end mig. Hahaha. In every way!

– Jeg er ikke gået i panik over, at jeg fylder 50 næste gang. Jeg tror egentlig, jeg synes, det er ret sejt. Faktisk synes jeg, at kvinder i 50'erne er ret lækre. Muligvis tænker jeg mest på franske skuespillere... Men sådan en som Paprika Steen – hun er da enormt lækker. Det der med både at være en moden kvinde og en knaldkasket – det er da en megalækker kombi. Og så at have noget pondus. Kvinder, der når den alder, er da nogle motherfuckere. I hvert fald sådan nogle storbykvinder, jeg kender.

– Når jeg ser på mine ældre veninder, så har de lidt flere penge, de går rundt og forkæler sig selv, de arbejder også vildt meget, men de har ikke dårlig samvittighed over for deres børn, og så går de ud og bruncher med deres store døtre. Jeg synes sgu, det ser meget lækkert ud. Der går så bare lidt tid, før jeg selv kan gå ud og brunche med en stor datter!

– Man skal bare huske at være glad og drikke en masse god vin, griner hun og knaser en tangchips.

– Jeg gør mig sgu meget umage med at være glad. Fordi jeg tænker, at det eddermame er spild af liv ikke at være det. Sådan som i dag, hvor jeg opdager, at jeg har fået lus igen... For helvede, hvor irriterende! Ja, men okay, så er det heller ikke værre! Det er altså ikke en livskrise.

– Jeg har døbt min datter, Ava, "my keeping young accessory". Ingen kan se, hvor gammel man er, når man har en 6-årig. Børn holder en ung, det tror jeg virkelig – medmindre de slider en op. Børn er jo de sjoveste i verden. Mine er i hvert fald. Fuldstændig knaldede og mærkelige og siger og gør de vildeste, tossede ting. Vi har så meget grineflip hjemme omkring vores spisebord. Begge mine børn er virkelig skarpe humoristisk set. Det er måske også den måde, jeg er opdraget på. Jeg driller dem vildt meget og tager meget pis på dem. Det der med, at børn ikke forstår ironi – det er det vildeste fis.

– Jeg blev 43 den sommer, jeg fik Ava, og det vilde er, at oppe i mit hoved tænker jeg, "jamen, jeg kunne da stadig få nogle børn!" Hahaha Det er slet ikke gået op for mig, at det måske ikke er en fysisk option. På den måde har det store, tikkende alvorsur ikke sat ind endnu.

Kroppen bimler og bamler

Tankerne springer i tusind retninger, og sætninger bliver kastet op i luften og bliver hængende der – snappet af uden afslutninger, mens hun kigger søgende ud på Gammel Kongevej. Som om de afrundende ord og sætningerne, der skal føre hende tilbage på sporet, befinder sig der.

– Med nogle ting skal jeg helt klart passe på ikke at få åndenød. Jeg er meget et samværsmenneske, og det her med, at det hele skal systematiseres sådan – det skal det jo med børn, og det bryder jeg mig ikke specielt meget om. Men det er man nødt til. Med Tabulex f.eks., som jeg troede var en pille, man skulle sluge. Haha. Men det er altså noget, man skal logge på, når man skal tjekke, hvad ens børn skal i løbet af ugen.

– Da jeg spillede "Imagine" på Aveny T og kom hjem meget sent og også var ret speedet, og det hele var lidt mærkeligt, fordi man alligevel skulle tidligt op næste dag, lærte jeg for eksempel mig selv at bruge madpakkesmøring til at komme ned. I stedet for at brokke sig skråt over det, gælder det om at møde udfordringerne med et "nå, men det er også godt, at jeg har det her, jeg kan zenne lidt på". For det er klart, at når man har spillet to gange 50 minutter på fuld knald – op og ned ad en rampe og ind og ud og stå på ét ben og kravle og blive kastet rundt, så går man ind i det, man i vores branche kalder 3. halvleg. Det er derfor, vi ofte tager til efterfester, for vi ved ikke, hvor vi skal gøre af den energi. Din krop bimler og bamler rundt, men du skal stadig eksekvere et liv, hvor du skal op kl. kvart i syv. Selvfølgelig er der andre fordele ved det – at du kan hente tidligt blandt andet. Men hele skismaet skal man lige lære. Derfor prøver jeg at implementere nogle bestemte praktikting. Eksempelvis komme hjem og tænke: "Det er da ikke noget problem, at jeg skal lægge tøj sammen nu – det er da lige det, jeg har lyst til!" For ja, man kunne også sætte sig ned og slappe af. Problemet er bare, at du bare ikke lige kan sætte dig i sofaen. Det er kroppen slet ikke klar til.

LÆS OGSÅ: ”Jeg er virkelig klam og plat og under bæltestedet”

Walk with grace

– I forhold til livet er jeg langsomt nået frem til, at jo simplere man kan gøre alting, jo bedre. Jo mindre fnidder der er – på alle planer – jo bedre. Mit mantra er: walk with grace. Gå varsomt. Både når man går ud ad døren, og når man går ind igen. Og når man går ind i sin egen hjemmesfære. Jeg har lært, at man skal prøve at acceptere ting. Lade være med at synes, at alting skal være på en bestemt måde, men også nogle gange sige: "Okay, det ville være federe, hvis vi gjorde sådan, det ville passe bedre til mig, men nu gør vi sådan her i stedet". Man behøver ikke hele tiden at gå med alle instinkter og kommentere på alting hele tiden. I virkeligheden være bedre til at børste lidt af skuldrene.

Hun flyder ind på et nyt spor. Om familierelationer.

– På faren til mine børns side er der en kæmpe familie, min er lillebitte. Så jeg har måttet skabe den på anden vis, fordi jeg synes, det er vigtigt, at der også er nogle relationer på min side. Mine venner er min familie. Det er folk, jeg har kendt længe, og som jeg har de samme traditioner med, som hvis de var familie. Det gavner ikke kun mig, men også mine børn. Jeg har været meget ked af, at min familie var så lille. Fordi der er en form for beskyttelse i at have en stor familie. Man føler sig mere sårbar i en lille familie. Nu har min mor også været syg i mange år, så der har ikke ligesom været nogen, der tog den der bedsteforældrerolle på min side. Men så har jeg måttet opfinde nogle andre traditioner. Man skal helst føle, at der er et net under en. Det er det, en familie er, og det har været svært at mangle.

– Når der opstår brud, hvor der også er børn involveret, er det tit nemmere i store familier, hvor der er en stor og god kontakt-

flade, fordi der trods alt er nogen, man kan læne sig op ad. Der har jeg måttet læne mig op ad mit netværk.

– Mine morforældre, som jeg var meget knyttet til, døde i 1995 med tre måneders mellemrum. Så snart min morfar døde, slap min mormor også. De var virkelig soulmates, og jeg var fuldstændig forfærdelig ulykkelig over det. Der tænkte jeg: "Nu bliver jeg helt alene". Når man bliver ældre, bliver man meget mere bevidst om, at man skal passe godt på mennesker omkring sig. Det er dét, jeg mener med "walk with grace". Det lærer man selvfølgelig ved at få nogle slag her i livet. Det er klart, at det her med ikke at være den der kernefamilie mere og skulle finde nye ben at stå på, det er hårdt. Og det er også hårdt for den anden. Jeg har da også haft kærlighedsforhold i mange, mange år, hvor jeg stadig synes, det er en sorg, at det ikke kunne fungere, fordi jeg holder sindssygt meget af de mennesker.

Fra kolerisk til pragmatiker

– Personlighedsmæssigt er jeg er gået fra kolerisk til pragmatiker. Jeg lærte rigtig meget af at lave tv-programmet "Toppen af Poppen" for snart fire år siden. Jeg lærte, hvor fedt det var at udforske andres ting, være fortolker, og derfor holdt jeg op med at være så stiv i det. Hvis nogen spørger mig, om jeg har lyst til at synge en bestemt sang, er jeg meget mere åben end tidligere. Da jeg var yngre, ville jeg have sagt, "uh nej, det er ikke mig, jeg er sådan her". Jeg er meget mindre sådan her i dag.

– Min direktør på Art People, som jeg har arbejdet med tidligere, siger også: "Nå, du er da godt nok blevet noget lettere at arbejde med!". Haha. Jeg synes, jeg har lagt alt mit ungdomssipperi bag mig, og det har gjort mit arbejde meget sjovere.

– Pludselig fik jeg det også sådan: Jeg kan skidegodt lide pop! Og så må jeg jo lave den slags pop, som, jeg synes, er pop. Det handler vel om at nå frem til en åbenhed i forhold til at synes, at noget er fedt, selvom det ikke er din smag. I bund og grund afspejler det nye album Dictes følelse af at være moden og voksen. Om at føle kærligheden til sine børn. Og den rene kærlighed uden fnidder. Som her sangen "Stronger", som er skrevet til hendes 6-årige datter, Ava.

Your smile, and eyes is heaven blessed

Your tiny hand holds all the best

I'm proud to walk here next to you

Think I came through

'Cause you, you made me stronger

Yeah you, you held me longer

Yeah you, you make me strong girl – strong girl!

Oh you, the love in my world

Moden kærlighed

Og omvendt tager albummet også fat på det forhold, man kan have til sine forældre, når man er voksen.

– Bare fordi man selv får børn, holder man jo ikke op med at være sine forældres barn. Og hvad det medfører af bøvl og mærkelige ting. Vi kan være de mest velfungerende og fornuftige voksne – men i forhold til ens forældre er man så stadig den der lille 6-årige pige. Pludselig bliver man utrolig dårligt formuleret. Børnevred.

– Jeg har meget taget afsæt i det, jeg taler med mine venner om nu. Mine venners forældre begynder at blive syge – der kommer langsomt en skrøbelighed i den anden ende, som man forholder sig til. Hvor lang tid har man sine forældre?, siger Dicte, der har mis-tet sin far, men udmærket genkender mønstret i forhold til sin mor, som har været syg

i mange år.

– Der er stor forskel på at se nogle scenarier og så være inde i nogle scenarier selv. Det har været det spændende ved at lave den her modne plade: Se, det er her, jeg er. Jeg går ned ad gaden med min lille, 6-årige datter. Jeg skriver ikke om, at jeg var ude i nat og så en lækker mand. Jeg skriver stadig om den håbløse kærlighed – men på den modne måde. Den modne kærlighed, hvor man accepterer, at det ikke kommer til at gå op 100 procent på alle parametre. Kærlighed er, som kærlighed er. Og man kan ikke tvinge en til at holde op med at elske, og man kan ikke tvinge nogen til at elske en.

LÆS OGSÅ: ”Jeg spiser slik og bøf med fedtkant og gider ikke træne”

LÆS OGSÅ: ”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”