”Jeg er virkelig klam og plat og under bæltestedet”
Skuespiller Stephania Potalivo om at ligne en trold, om at hulke til Disney/Pixarfilm og om at være feminin udenpå, men en rigtig drengepige indeni.
Af Michala Rosendahl
Hvilket træk holder du mest af ved dig selv?
− Det må være min humor og min selvironi. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at man kan grine af sig selv og tage pis på situationen – og det er jeg heldigvis ret god til. Det er en stor hjælp, når alting virker lidt tungt.
Hvornår er du mest træt af dig selv?
− Jeg har en tendens til at overanalysere alting i stedet for at sige "sket er sket", og lade det ligge. Jeg bekymrer mig meget over ting, som egentlig bare er bagateller, og faktisk har jeg rigtig svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi jeg ligger og tænker over alt det, som jeg kunne have gjort anderledes.
LÆS OGSÅ: ”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”
Hvilken dag har betydet mest i dit liv?
− Faktisk synes jeg, at de dage, der betyder allermest, er de simple og enkle dage, hvor jeg har tid til at slappe af og nyde min hverdag. Det er ikke altid, at jeg er så god til at huske at stoppe op og trække vejret, men jeg øver mig i at blive bedre.
Hvornår græd du sidst?
− For nylig var jeg i biografen med min lille niece på fem år. Vi så "Den gode dinosaur " og hold nu op! Det var ikke engang kun en lille tåre. Jeg storhulkede! Normalt ser jeg ret mange barske film, og det kan jeg sagtens, men det der Disney/Pixar- univers kan jeg slet ikke tåle.
Hvad er den mest minde-værdige oplevelse i din karriere?
− Sjit Happens har jo været mit gennembrud, men det startede faktisk som et lille pilotprojekt. Vi var bare fem ukendte mennesker, og ingen vidste, hvad det skulle blive til. Nu står vi så her og er klar med fjerde
sæson, og det, synes jeg fan-deme, er sejt!
Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
− Når jeg har det sjovt og griner – og det gør jeg tit. Min humor er nok ret sort, voldsom og drenget. Jeg har i hvert fald ikke en pæn pigehumor.
Hvad er den sjoveste kompliment, du har fået?
− Jeg får tit at vide, at jeg ligner en trold. Det er lidt mærkeligt, men jeg bliver ikke ked af det, for det er altid positivt ment, og der er jo nok noget om det.
Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at besidde?
− Generelt synes jeg, at mænd er mindre dramatiske end piger. De tager ikke tingene så tungt, og der er ikke så meget sladder. De er gode til at passe sig selv, og det kan jeg ret godt lide.
Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?
− Jeg elsker at gå i højhælede sko, lægge makeup og gøre mig fin, og udadtil er jeg meget feminin. Men indeni er jeg lidt en drengepige. Jeg er virkelig klam og plat og under bælte-stedet.
Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?
− Det er jo meget individuelt, og det kommer an på, hvilket forhold man har haft, men jeg tror, at det er vigtigt at give sig selv lov til at være ked af det, tage én dag ad gangen og bare have det dårligt – for det har man. Og så kan det da godt være, at man skal overveje at gøre noget, hvis man stadig sidder og græder snot efter et halvt år, men i starten behøver man ikke være så løsningsorienteret. Derudover er min erfaring, at det er bedst at undgå kontakt, hvis man er blevet forladt. Tanken, om at man kan være venner, virker rar, men jeg tror ofte, det er en falsk tryghed, og det kan gøre det svært at komme videre.
Hvad bør enhver mand vide om kvinder?
− At de ikke behøver at gøre så meget for at imponere os. For mig er det virkelig et turn-off, når mænd har et behov for hele tiden at fortælle, hvor gode de er. Jeg kan meget bedre lide en mand, som hviler i sig selv.
LÆS OGSÅ: ”Idet vi passerer hinanden, griber han fat i mit ene bryst”
LÆS OGSÅ: “Derfor droppede Christina sociale medier”
LÆS OGSÅ: ”Jeg har altid troet, at det kun var smukke piger, der blev voldtaget”