DEBAT: Mange giver arbejdet og især arbejdstiden skylden for, at de ikke har det familieliv, de drømmer om. Problemet med dette synspunkt er, at man ikke finder de rigtige løsninger, når man tager udgangspunkt i den forkerte præmis. Når så mange – i et land med nogle af de bedste rammebetingelser i verden – oplever familiestress frem for tilfredshed med og glæde ved familielivet – og livet i al almindelighed – skyldes det ikke, at vi arbejder meget, men at vi har stirret os blinde på tre kollektive løgne.
Den ene er, at vi er presset på tid pga. arbejde. Det er ganske enkelt faktuelt forkert. Regner vi i antal vågne timer, får vi følgende: Vi arbejder ca. 30 procent af vores vågne tid i løbet af en arbejdsuge, ca. 25 procent af vores vågne tid i løbet af et arbejdsår og ca. 20 procent af vor vågne tid i løbet af vores voksenliv. Til sammenligning bruger voksne op mod 35 procent af deres vågne tid på ikke-arbejdsrelaterede elekroniske/sociale medier.
LÆS OGSÅ: Vi vil se vores børn, mens det er lyst
At vi arbejder meget, er således en illusion, og løsningen er derfor ikke at skrue ned for arbejdstiden eller karriereambitionerne. Tingene bliver sat i perspektiv af det forhold, at en gennemsnitsvoksen (25-39 år) i løbet af en dag vælger at bruge to en kvart time på tv (Danske Medier 2012) svarende til ca. 15 procent af deres vågne tid, mens Facebook beslaglægger godt en time om dagen. Til sammenligning bruger mor halvanden og far en time om dagen på direkte omsorg for deres børn.
Den anden er, at familien ikke er noget, det er attraktivt at bruge sin tid og især sine evner på. Det stammer tilbage fra 1960'erne, hvor industrien manglede arbejdskraft. Lidt paradoksalt var det rødstrømperne, der sikrede kvindernes entre på arbejdsmarkedet. Det skete ved at nedgøre det arbejde, kvinderne hidtil havde udført i hjemmene. Pludselig var det vigtige og meningsfulde ansvar, det er at skabe trygge rammer i hverdagen og forberede børnene til voksenlivet, dømt ude.
En ny dagsorden var sat: Arbejdslivet er dér, hvor livet foregår, mens familielivet ofte omtales som "fordummende", "trivielt", "den sure pligt", "slæbet" og noget, "jeg ofrer mig for". Det har reelt tømt familielivet for indhold, og resultaterne er skræmmende: Danskerne ligger i topti med skilsmisser, har europarekord i ungdomsdruk, stress breder sig, og stadig flere børn føler sig ensomme og rodløse.
Den tredje er, at kvinder har et såkaldt omsorgsgen, der gør dem naturligt egnede til at sætte dagsordenen, hvad børn og familieliv angår. Det giver en enorm ubalance i familierne: Selvom vi nærmer os en situation, hvor hjemmets opgaver er ligeligt fordelt, træffer mor stadig 92 procent af familiebeslutningerne, og i 90 procent af skilsmisserne bliver mor bopælsforælder. Der er selvfølgelig mænd, der beredvilligt erklærer sig enige i omsorgsgenets eksistens som undskyldning for at nedprioritere familien.
LÆS OGSÅ: Karriere eller børn - skal du virkelig vælge?
Men selvom den menneskelige genmasse er kortlagt og har afdækket, at der ikke findes et omsorgsgen, og at indsigten i børn og familie derfor ikke bestemmes af kønnet, oplever de mænd, der ønsker at tage del i familien, at nok må de gerne lave mad, gøre rent og passe børn, men det skal gøres på mors måde, og de må affinde sig med, at mor reelt har monopol på familiebeslutningerne og retten til børnene. Hvis en karrierekvinde endelig taler om at aflaste sig selv i familien, er løsningen outsourcing og ikke at få far – og børnene – mere på banen.
Ud over at outsourcing tømmer familien endnu mere for indhold, løser det ikke det grundlæggende problem: at mor stadig har ansvaret. Og det er netop dette ansvar og ikke opgaverne i sig selv, der belaster. Det siger sig selv, at de færreste, hvis overhovedet nogen, har ressourcer til at bestemme alt både på arbejdet og derhjemme. Og det siger også sig selv, at kun den bløde mand vil affinde sig med at referere til sin kone.
Hvis vi vil balance mellem familie- og arbejdsliv, kræver det tre ting. 1) At far giver sig selv lov til og får lov til at være far på sin måde på lige fod med mor. 2) At vi nedprioriterer alt andet, især vores forbrug af elektroniske/sociale medier. 3) At vi ændrer vort mindset, så vi anerkender, at arbejde og familie er et både-og: Undersøgelser fra ind- og udland viser meget tydeligt, at mennesker, der vælger at prioritere både deres familie og deres arbejde, trives bedre, har bedre kompetencer (organisering, samarbejde, problemløsning, krisehåndtering, empati m.m.), er mindre stressede og mere produktive.
I vores familie har vi skabt balance i hverdagen ved at lave en familiestrategi, hvor vi bevidst forholder os til, hvorfor vi har en familie (mission), hvad vi vil med familien (mål), hvilken familiekultur vi ønsker os (værdier) m.m. Det har givet familielivet substans som modvægt til arbejdslivet, og dermed har vi opnået tre meget store gevinster: Min hustru og jeg lever i et fuldt ligestillet forhold, hvor vi begge er nærværende i familien og samtidig har plads til at gøre karriere, vi har på 24 år bevaret gnisten i vort ægteskab, og vores børn (fem på hvide plader) er socialt velfungerende samfundsborgere.
Sig det • Skriv det • Del det
Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.
LÆS OGSÅ: Pressede børnefamilier skal arbejde mindre
LÆS OGSÅ: Single-far: "Man kan godt føle sig amputeret i forhold til kernefamilielivet
LÆS OGSÅ: Curlingforældre: Får vi en generation, der ikke kan klare sig selv?
Om Bo Bresson
Bo Bresson, f. 1962, ægtemand og far samt strategisk playmaker og foredragsholder, Herning. Uddannet civilingeniør og HD (O) og har siden 1986 arbejdet med strategi i mere end 20 lande, i alle størrelser af virksomheder og stort set alle brancher. Gift med forfatter og leder af Forfatterskolen i Holstebro Lene Rikke Bresson. Sammen har de fem børn.
