Redaktionen anbefaler: Her er tre ting, du skal opleve på Nørrebro om sommeren
Jeg elsker min bydel hele året, men især om sommeren, hvor Nørrebro summer af liv, og du kan få lækker kaffe, mad og is på hyggelige gadehjørner og i grønne oaser.
Mad i baggården
Lunden
Det føltes lidt som en hemmelighed, da jeg for nyligt opdagede denne café på Lundtoftegade, som tidligere lå på den såkaldte ”ghettoliste”.
Ildsjæle har igangsat en masse tiltag, som løfter området – blandt andet denne helt nye café hvor man kan få dejlig grillet mad, naturvin og kaffe til rimelige priser.
Et besøg her føles som at være inviteret ind i nogens baggård med masser af sol og en summende, hip stemning.
Lundtoftegade 21, Nørrebro
Vi elsker genbrug!
Det grønne loppemarked
Det grønne loppemarked har en mission om at bekæmpe brug og smid væk-kulturen, og det lykkes godt.
På min sidste skattejagt reddede jeg en fin Skall-kjole, en hjemmestrikket vest og en eller anden mormors gamle te-stel. Kæmpe win!
Alle ved, det er hårdt at shoppe – så slut dagen af på græsset med et plantebaseret måltid fra de lækre madboder og en kombucha – som en ægte nørrebrogenser.
Hvor den grønne sti krydser Jagtvej, Nørrebro. Tjek datoerne på Detgroenneloppemarked.dk
Grøn oase
Landbohøjskolens have
Mange af mine sommerdage tilbringes i Landbohøjskolens have, en lille oase med de smukkeste planter, blomster og små stisystemer, hvor børnene trygt kan gå på opdagelse og lege.
Skal du køles ned, er væksthuset bestemt også et besøg værd, her kan du få en iskaffe eller en is, mens du nyder de smukke omgivelser.
Bülowsvej 17, Frederiksberg