Kan du huske, da glasbordet gik i stykker i TV2-programmet "Åndernes magt" i 2000, efter mediet Frank Munkø havde sendt spøgelset af en ældre mand væk fra en lejlighed? Det kan jeg og de fleste, jeg kender. Der stod jo ikke nogen i nærheden af det glasbord, og det var tydeligt, at tv-holdet selv blev overrasket, ja, ligefrem forskrækket.
I 2001 fik jeg en lille, billig lejlighed på Nørrebro. Den var kold og ret ussel, men mest af alt kunne jeg bare ikke lide at være der. Jeg spartlede, rev tapet ned, malede og hængte billeder og lamper op.
Mens vi gjorde i stand, stak overboen hovedet ind. Han havde boet i opgangen længe, og han kunne fortælle, hvorfor der var et firkantet stykke af mit køkkenloft, der var anderledes end resten. Ham, der havde boet i overboens lejlighed før ham, havde hængt sig i køkkenet, og det var først blevet opdaget, da han havde hængt der så længe, at ligsafterne havde dryppet så meget, at han gik lige igennem loftet i min lejlighed, da de skar ham ned.
Jeg følte mig overvåget i lejligheden og havde en fornemmelse af, at der stod nogen bag mig hele tiden. Jeg fik en voldsom uro og tristhed, så snart jeg trådte ind i lejligheden, og jeg ville bare væk derfra. Jeg havde lejligheden i tre måneder, før jeg fandt noget andet. Jeg sov der én angstfyldt nat.
Var det et spøgelse? En ånd? En dårlig energi? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det var kvælende at være i den lejlighed, og det forsvandt, så snart jeg kom ud på gaden og væk derfra.
Det er tabubelagt at se spøgelser
Fascinationen af og åbenhed over for det paranormale var og er jeg ikke ene om. I kølvandet på "Åndernes magt" blev vi præsenteret for blandt andet "Fornemmelse for mord" (TvDanmark, 2002), hvor en række clairvoyanter prøvede at spore sig ind på uopklarede mordsager. Programmet får nyt liv her til efteråret, hvor Kanal 5 starter serien op igen. "Jagten på den 6. sans", der havde premiere på Kanal 4 i 2008, var en slags X Factor for clairvoyante, som fik stillet en række opgaver og efterhånden blev siet fra, så kun den bedste stod tilbage som vinder. Og sidste år viste Kanal 5 første sæson af reportageserien "Spøgelsesjægerne".
Interessen er stor.
Alligevel er det de færreste, der stiller sig frem offentligt og siger: "Jeg tror på spøgelser". Det oplever Lars Rømer, der er antropolog ved Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek, i sit arbejde. Han har kørt et forskningsprojekt med indsamling af danskernes oplevelser med det overnaturlige til Dansk Folkemindesamlings arkiver, der rummer historier om sagn og tro helt tilbage fra 1800-tallet. Forskerne ville så gerne vide, hvilke former for tro og magi, der er en del af folks hverdag her i begyndelsen af det 21. århundrede.
Annonse
– Vi begyndte vores indsamling af historier i januar 2012, hvor 500 danskere i løbet af en måneds tid skrev om deres personlige oplevelser med det overnaturlige. Noget af det spændende ved at arbejde med det her felt er, at vi danskere er langt mere åbne over for det overnaturlige, end vi offentligt vil stille os frem og sige. Det er stadig omgærdet af et vist tabu at sige, at man tror på spøgelser
eller andre væsener, siger Lars Rømer.
Vi jagter den logiske forklaring
Mange vil gerne dele deres oplevelser – men de vil være anonyme, så de ikke risikerer, at deres chef, ansatte, familie eller venner dømmer dem.
– Der er også nogle værdiladninger i ordene, man bruger om de her fænomener. For eksempel er der nogle, der vil betegne det som overtro, andre som overnaturligt, andre igen som magisk. Men fælles er, at oplevelserne ligger uden for det, vi kan bevise. Uden for hverdagsfornuften. Der er og har været en udpræget ide om, at jo mere moderne og teknisk udviklet et samfund bliver, des mindre vil befolkningen have behov for en religiøs tro eller benytte sig af magi. Men sådan forholder det sig ikke, forklarer Lars Rømer.
Ifølge ham er det ganske tydeligt, at der i nutidens Danmark er alle mulige former for paranormale fænomener, der er svære at efterprøve med naturvidenskabelige metoder. Alligevel er det de færreste, der ligefrem er opslugt af det overnaturlige.
– Det er kendetegnende, at folk, der oplever noget overnaturligt, først prøver at finde logiske forklaringer på det, de har oplevet. Om det er en følelse, de får, eller om de har set en ufo. Et klassisk eksempel er der, hvor uret går i stå. Der vil de allerfleste starte med at se, om batteriet er dødt eller om uret skal trækkes op, og måske først dagen efter eller senere finder de ud af, at på lige præcis det tidspunkt døde deres mormor. Der er en række situationer, som kræver en forklaring, der overskrider hverdagsfornuften, siger Lars Rømer, der understreger, at det er alle typer af mennesker, der mener, de oplever overnaturlige fænomener.
– Man kan udmærket passe sit arbejde, sin familie, have sin sunde fornuft helt intakt og samtidig gå til clairvoyant eller hyre en professionel til at rense ens hjem for et spøgelse. Men som sagt er der en grænse, som mange er bekymrede for at overskride og stå frem med offentligt. Ikke fordi de er i tvivl om deres egne oplevelser, men fordi de er bange for, hvordan andre reagerer. Det er de langt mere bange for end for spøgelserne, forklarer Lars Rømer, der sætter den tabuisering i forbindelse med en historisk bevægelse de sidste mange hundrede år, hvor både kirken og videnskabsmænd har medvirket til at fordrive det "overtroiske", som man kunne blive straffet for.
– Derfor er der i dag stadig videnskabsmænd og andre, som er meget kritiske over for den overnaturlige forståelse. Det til trods er der dog stadig en ganske udbredt og generel åbenhed for, at der er mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart tør vedkende, at vi tror på.
Annonse
"Pludselig tændte clockradioen af sig selv"
For otte år siden flyttede Anne-Mette, hendes mand og deres datter ind i deres nyerhvervede hus fra 1930'erne på en rar villavej. En aften, da de alle tre var gået i seng, hørte både Anne- Mette og hendes mand tydeligt en uforklarlig, men velkendt lyd. Lyden af fødder hen over det riflede gulvtæppe i gangen. Men ingen af dem var oppe. Og datteren snorksov. Indtil da havde Anne-Mette aldrig troet på spøgelser og ånder.
– Men da min datter også begyndte at opleve ting, som ikke kunne forklares, begyndte jeg at tro, at der faktisk var et spøgelse på spil i kælderetagen i vores hus, hvor vi har soveværelser. Min datter fortalte ved to forskellige lejligheder, at der var en, der havde prikket hende på skulderen. Da hun vendte sig om, var der ikke nogen. Og engang, hvor jeg lå og hyggede med min datter, sagde hun pludselig "lad lige være med at nive mig". Men jeg nev hende altså ikke.
Pust i ansigtet
Anne-Mettes datter havde også ofte følelsen af, at der var nogen, der kiggede på hende, selvom hun var helt alene i rummet. Og Anne-Mette selv oplevede adskillige gange, at hun blev pustet i ansigtet, når hun lå i sin seng og skulle til at sove.
– Min første indskydelse var, at det trak et sted fra. Men jeg ligger inderst i sengen, og der var ikke en vind, der rørte sig i rummet. Det var bare et eller to pust, og jeg tænkte, at det da var virkelig mærkeligt.
Anne-Mettes mand var sikker på, at der måtte være en logisk forklaring på de forskellige umiddelbart uforklarlige hændelser.
– Min mand tror ikke på, at der findes spøgelser eller ånder. Og jeg tror, at hvis jeg ikke selv havde mærket det, ville jeg ikke tro på det, men ligesom min mand prøve at finde en logisk forklaring. Men jeg synes, der har været for mange mærkelige hændelser til, at det bare er tilfældigheder. For eksempel da vi to gange oplevede, at clockradioen pludselig gik i gang af sig selv midt om natten og spillede i 10 sekunder for så at slukke af sig selv igen. Ikke uhyggeligt, men...
Hverken Anne-Mette eller hendes datter har følt sig utrygge over det, de har oplevet. Anne-Mette har hørt fra sine naboer, at der var en ældre mand, der døde i huset engang, og tænker, om det mon er ham, der "stadig går og hygger sig i huset".
– De ting, der er sket, har jo ikke været uhyggelige eller truende, og de er kommet med måske et halvt års mellemrum. Så jeg har ikke følt, at jeg havde brug for, at der kom én ud og rensede huset. De gange, jeg har overvejet det, har det mere været af ren og skær nysgerrighed: Er der mon mere mellem himmel og jord? Siden Anne-Mette og hendes familie fik en hund for et par år siden, har de ikke oplevet noget usædvanligt.
Annonse
– Man siger jo, at hunde hurtigere end mennesker opfanger det paranormale, og vores hund reagerer ikke på noget. Så jeg tror, at vores spøgelse er forsvundet, efter vi fik vores hund. Men hvis det en dag kommer tilbage, kunne det da være spændende at få én ud og fortælle, hvem det er, der har gået rundt og puslet i huset.
Anne-Mette har ønsket at være anonym, men hendes fulde navn er kendt af redaktionen.
Klik videre og læs om Louise, der oplevede spøgelser både derhjemme og på sin arbejdsplads...
Ikke bare i Louises eget hjem, men også på hendes arbejde har hun mødt overnaturlige kræfter, der slukkede lyset, smækkede med låger og skabte kaos, når der var ro. Louise og hendes daværende kæreste var knap flyttet ind i deres lejlighed i Søborg, før Louise begyndte at føle, at der ikke var rart at være. Hun havde en fornemmelse af, at der var ”noget” – at der var andre end hende i lejligheden, selv om hun var alene. Efter en måneds tid sprang elpæren på badeværelset, mens hun var i bad og alene hjemme. Hun skiftede den, og et par dage senere skete det samme. Det skete fire gange på en måned, og hver gang var det, mens hun var i bad og alene hjemme.
– Jeg tænkte først, at det var lampen, der var noget galt med, men viceværten kiggede på den, og der var intet galt. Det endte med, at vi aldrig havde lys på badeværelset, fordi pærerne blev ved med at springe. Jeg kunne ikke overbevise andre om, at der altså var noget galt her, og min daværende kæreste sagde, ”du er tosset”.
Men Louise vidste, at hun ikke var tosset. Nogle måneder efter, de var flyttet ind, fik parret en hundehvalp.
– De første tre måneder sov vi ikke igennem én nat, fordi hunden gøede som en gal. Den stod ved indgangen til vores soveværelse og gøede ned ad gangen mod badeværelset. Jeg var ved at blive sindssyg, både fordi den gøede, og fordi jeg tænkte, at den måtte mærke det, jeg også mærkede.
Flere vidner
En aften, da hun var alene hjemme, begyndte hunden at gø vildt. Pludselig hørte hun et smæk ude fra køkkenet.
– Jeg sprang op, og da jeg kom ud i køkkenet, var lyset slukket. Jeg vidste, det havde været tændt. Og to af køkkenlågerne stod halvåbne, og jeg tænkte ”shit”, for jeg vidste, at jeg ikke havde ladet dem stå åbne. Da jeg gik hen for at lukke dem, smækkede de i lige foran mit ansigt, som om der stod nogen og bragede dem i.
Louise blev så bange, at hun løb ind i stuen og ringede til sin kæreste og flygtede over til sin svigermor, til han kom hjem. Hun talte med både svigermoderen og hendes søster om, hvad hun havde oplevet. Dade to et par uger senere var på besøg hos Louise for at se ”Vild med dans”, gik Louise på tanken. Da hun kom tilbage, sad de i stuen og var helt hvide i hovederne. De sagde ”Okay, nu tror vi på dig”. De havde også oplevet, at køkkenlågen var smækket, mens Louise var væk.
– Jeg talte med en, der havde sat sig lidt mere ind i de her uforklarlige ting, og hun sagde, at jeg kunne prøve at tale til hvad det end var for at få det til at slappe af. Så en aften, hvor hunden igen stod og gøede som en gal, og vi skulle til at sove, sagde jeg ud i rummet: ”Nu vil jeg godt have, at I falder til ro, for vi skal sove”. Og fem minutter efter var der faktisk ro. Måske ville det have givet andre ro, men det gjorde mig bare endnu mere bevidst om, at der var noget. Og det gjorde mig rædselsslagen, fordi jeg ikke vidste, hvad det var.
Louise flyttede efter et års tid, og hun har ikke oplevet noget i sit nye hjem. Hendes hund fik nye ejere, der aldrig nævnte noget om, at den skulle gø særlig meget. Men Louise var ikke helt sluppet for de uforklarlige oplevelser.
Gyngende bøjler
På hendes nye arbejde som frisør fortsatte det uforklarlige. Når Louise eller hendes kolleger gik ned for at hente varer i kælderen, lød det, som om stolene kurede hen over gulvet, og at der var vild aktivitet og kaos ovenpå. Men når de kom op, stod kollegerne stille i et hjørne, og der havde været stille al den tid, det lød som kaos i kælderen. Så det var ikke kun Louise, der oplevede ting, der ikke kunne forklares.
I salonen havde de et stativ med bøjler. Det var varmt og sommer, så alle bøjlerne hang tomme i den ene ende. Pludselig begyndte bøjlerne at gynge helt vildt og larme.
– Vi blev alle sammen helt blege, og vores chef og hendes kunde kom over og spurgte ”Er det jer, der har gjort det der?”. For der var ingen vind, døren var lukket, og der var ingen logisk forklaring på det.
Louise og hendes kolleger havde hørt, at der engang var en frisør, der var død i forretningen, og de havde nævnt det og alt det uforklarlige over for blandt andre en kunde, der var bedemand. En dag, da hun forlod salonen, sagde hun: ”Nu er han her ikke mere, så nu kan I godt tage det roligt”. Og siden skete der ikke mere uforklarligt.
Louise har altid været nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var, der huserede.
– Da det stod på, var jeg alt for bange til at gøre noget ved det. Men jeg har accepteret, at der findes noget. Der er ting, der ikke kan forklares. Om det er et spøgelse eller en ånd, ved jeg ikke. Men jeg tror på energier og på, at der er nogen, der prøver at fortælle én noget. Og hvis jeg oplevede noget uforklarligt igen, ville jeg ikke tøve et sekund med at tilkalde et medium. Få stillet min nysgerrighed. Og få bugt med det fremmede, så jeg ikke skulle gå og være bange for, hvad det ville mig.
Louise har ønsket at være anonym, men hendes fulde navn er kendt af redaktionen.
