Disney fylder 100 år: Vidste du dette om ’Snehvide’?

Peter Pan danser hen over Londons tusmørkeblå tage i en sky af Klokkeblomsts gyldne flyvestøv.

Snehvide og de syv små dværge spiller op til dans i en hyggeligt oplyst hytte langt ude i skoven. Og Lady og Vagabonden mødes i et romantisk snudekys over spaghetti og kødboller et sted under storbyens funklende stjernehimmel.

Læs også

Som femårige begyndte de to søstre at arbejde i det traditionsrige konditori: Vi fik 10 kroner om dagen

Scenerne er hentet fra film, som alle har et halvt århundrede eller mere på bagen. Alligevel ser vi dem år efter år, når de sammen med andre klassiske scener fra Disneys store bagkatalog glider over skærmen til det årlige Disney Juleshow.

Og det er der en særlig grund til.

"En helt afgørende faktor er, at Disney er forbundet med ren nostalgi for os. Disneys univers er en del af stort set alle nulevende menneskers personlige filmhistorik, og vi har næsten alle en disneyfilm, der har gjort indtryk på os i vores barndom. Og som – præcis som det er tilfældet med den musik, vi hørte i vores formative år – stadig får os til at mærke, hvem vi var, før vi blev voksne."

Grumme eventyr blev lykkelige

Det fortæller filmekspert og biografdirektør i Gentofte Kino, Sune Lind Thomsen, der selv så sin første Disney Film, Robin Hood, i 1974 sammen med sin mormor.

"I år er det 100 år siden, at tegnefilmskaberen Walt Disney sendte sine første kortfilm på gaden. Og lige fra begyndelsen har de – især dem i spillefilmslængde – indgået en bestemt kontrakt med deres publikum," fortæller Sune Lind Thomsen: En disneyfilm ender altid godt.

"Selv om hovedpersonen skal grueligt meget igennem, kan vi vide os sikre på en lykkelig slutning. Det er en fortryllet forudsigelighed, vi er ret vilde med," siger han – og fortsætter:  

"I begyndelsen – den æra, hvor jeg personligt synes, Disney er allerbedst – tog studiet altid udgangspunkt i et godt, gedigent og gennemtestet bogforlæg eller eventyr. Det var Askepot, Pinocchio og Junglebogen. Publikum vidste, hvad det var for en historie, de skulle se. Der var aldrig tvivl om, hvem der var gode, og hvem der var onde. Og vi vidste, at det hele ville ende godt."

For selv de eventyr, der ellers ender helt forfærdeligt, bliver af Disney forvandlet til rene feel good-film. Den lille havfrue, der i H.C. Andersens eventyr bliver til skum på havet, bliver for eksempel i Disneys 1990’er-version gift med sin prins og lever lykkeligt til sine dages ende.

Lykkelige dalmatinere

Men faktisk var de helt tidlige disneyfilm mere rå og brutale, fortæller Sune Lind Thomsen. I 1940’erne mister Bambi sin mor, Pinocchio lokkes bort af onde børnelokkere, og Dumbo udsættes for grusom mobning og sælges til et omrejsende cirkus. Det hele bliver langt mere lyst og legende i 1960’erne og -70’erne med Junglebogens jazzede ørehængere, de charmerende aristocats fra Paris og den romantiske hvalpe-eufori i 101 dalmatinere.

"I 1980’erne forsøgte man sig igen med en mere rå fortælling med filmen Taran og den magiske gryde, der måske netop af den grund aldrig blev et hit, fordi den brød kontrakten med publikum om den gode og forudsigelige fortælling," siger Sune Lind Thomsen.

"I hvert fald vendte man tilbage til et mere sukkersødt og glansbilleagtigt udtryk i 1990’erne med film som 'Skønheden og udyret' og 'Den lille havfrue' – selv om den sidste krævede en del omskrivning for at ende lykkeligt.

I de seneste år er der imidlertid sket noget afgørende nyt.

Prinsen er unødvendig

Disneyfilmen, der ikke kun har været karakteriseret af fortryllende forudsigelighed, men også af en temmelig stereotyp fremstilling af køn, krop og farve, er blevet mere – med et moderne udtryk – woke.

"I de tidlige film lykkedes prinsesserne først for alvor, når de blev gift. Det var det altoverskyggende mål. Og så var de alle sammen hvide. Men i senere film ser vi heltinder med andre etniciteter som krigerinden i 'Mulan' og Jasmin i 'Aladdin'. Og heltinder som Merida i 'Modig' og Elsa i 'Frost', der står sejrende tilbage uden at have indgået et ægteskab – én af dem takker ligefrem nej til et frieri fra prinsen.

Den fortryllende forudsigelighed er med andre ord blevet lidt mindre forudsigelig.

Uanset står disneyfilmen fortsat stærkt i vores fælles filmbevidsthed. Også 100 år efter at Walt Disney første gang gav sine tegninger liv. Som barndomsminder og følelser af ren nostalgi. Og som et varemærke, vi navigerer efter, når vi i dag tager vores børn eller børnebørn med i biografen.

"Det er de færreste, der aner eller går op i, hvilket filmstudie der står bag en ny film – om det er Warner Brothers eller Paramount. Men vi ved, når det er Disney," siger Sune Lind Thomsen.

"For Disney, det ved man, hvad er."