Erotiske bøger, du skal læse istedet for Fifty Shades Of Grey
For få uger siden offentliggjorde vi traileren til filmatiseringen af den populære, erotiske bestseller Fifty Shades of Grey. Siden har filmtraileren sat rekord på Youtube, hvor den er blevet set mere end 36,4 millioner gange, selvom filmen først har dansk premiere den 13. februar 2015.
Den erotiske bestseller har på trods af succesen fået en del kritik for at være for klichéfyldt med alt for mange floskler. Vi har spurgt tre kvinder med ekspertise i den erotiske litteratur, hvilke bøger du bør læse i stedet, hvis du gerne vil læse erotisk litteratur af høj kvalitet.
"Det er noget af det vildeste erotiske litteratur, jeg har læst"
Linea Maja Ernst, litteraturanmelder hos dagbladet Information.
Hun underviser desuden på Rødding højskole.
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011)
Bjørn Rasmussens debutroman er en ofring på kærlighedens alter: den er noget af det vildeste erotiske litteratur (og litteratur i det hele taget), jeg har læst i nyere tid. Det er et ekstremt intenst værk, som skildrer både grænseoverskridende seksualitet og smuk forelskelse mellem en ung dreng og hans væsentligt ældre ridelærer. Samtidig er romanen skrevet i et flagrende, beskidt, kødeligt, poetisk sprog, som gør den til udfordrende, overraskende læsning. Især bliver jeg ved at falde for, hvordan Rasmussen insisterer på, at forelskelsen og begæret består, selvom kroppen og sindet og identiteten går i stykker.
Christina Hagen: Sexdronning (2008)
Der bliver udgivet en del litteratur, som er mere eksplicit erotisk end Christina Hagens novellesamling. Men hos Hagen kan man virkelig mærke det seksuelle, man kan føle, smage og se det for sig, fordi hun både skriver realistisk og opfindsomt. Det er ikke kun behageligt, at teksterne sådan bliver levende for én, for Hagen problematiserer også det seksuelle og skildrer den psykologi, undertrykte begær og uerkendte, grumme følelser, som også har med det erotiske at gøre.
Fanfiction, internettet.
En dårligt bevaret hemmelighed er internettets overflod af erotisk fanfiction. Fanfiction er kort sagt historier skrevet af fans af en given bog, film eller tv-serie, som foregår inden for for eksempel bogens univers. Nogle fanfictions er helt uskyldige, andre er møgbeskidt dampende perverse. Det gælder om at finde frem til sin personlige niche. Man kan, hvis man tør, google sig frem til fanfiction om den serie, man er besat af for tiden, eller om ens yndlingsbog. Så kan man for eksempel finde kreative historier om, hvad der siden skete i himmelsengen, efter Jane Austen havde ladet Jane Bennet og Mr. Darcy få hinanden. Man kan eventuelt supplere googlesøgningen med sin hemmeligste, kinky guilty pleasure, men pas på, og husk, at du kan finde tusindvis af ækle ting på internettet, du ville ønske, du aldrig havde set.
LÆS OGSÅ: Vi vil have porno, der ligner rigtig sex
"Romanen får mig som læser til at mærke, hvor meget kroppen betyder"
Kristina Stoltz, Forfatter.
Hun har skrevet den erotiske novellesamling "Et Kød" og er aktuel i DR K serien "Frække fortællinger" om den erotiske litteraturs historie. Programrækken havde premiere onsdag på DR K. 12. september udkommer hendes bog "På ryggen af en tyr – en tragedie"
Fra skødet af Charlotte Roche (2012)
En hjerteskærende fortælling om en kvinde på randen af sammenbrud. Det lyder ikke særlig erotisk, men det er det, for det er blandt andet gennem et stærkt erotisk forhold til sin mand, at hun gradvist kommer sig over en traumatisk oplevelse, der bliver ved med at hjemsøge hende, men som hun kun kan gøre sig fri af i det seksuelle møde. Romanen får mig som læser til at mærke, hvor meget kroppen betyder, at vi har den med, at vi sanser og hele tiden holder os åbne over for verden.
Store Malene af Iben Mondrup (2013)
En kvindelig kunstner tager til Grønland og i mødet med naturen og de mennesker, hun støder på, konfronteres hun først og fremmest med sit eget mørke begær. Det er en meget smukt skrevet bog, men ikke på nogen måde behagelig læsning, da man som læser fornemmer, hvor vild og til tider farlig en drift begæret kan være.
Jeg æder mig selv om som lyng af Olga Ravn " (2012)
Digte om det at gå fra pige til ung kvinde med alt, hvad dette indebærer af lyst, moderskab, abort, kærlighed og sex. Digtene tør åbne kønnet og seksualiteten på ny, og da jeg læste Olgas bog, gik det op for mig, at jeg havde manglet igen at få sat ord på, hvordan det er at være pige og kvinde.
"Jeg kan godt lide den blide kontrol"
Stephanie Caruana Forfatter
Hun er uddannet journalist. Aktuel i DR K serien "Frække fortællinger", om den erotiske litteraturs historie. Programrækken havde premiere onsdag på DR K.
Danske erotiske noveller:
Noveller går lige på, du lander lige i scenen og ind i følelsen. Eller den kan begynde langsomt og accelerere; det ene ord tager det andet og pludseligt er du ført et sted hen, du ikke vidste, du gerne ville være. Jeg arbejder selv meget med den forførelse af læseren, jeg kan godt lide den blide kontrol, der ligger der. Samtidig kan læseren også hurtigt komme videre, hvis scenen eller forførelsen ikke virker for hende eller ham. Antologier, hvor både mænd og kvinder skriver, er sjældne, men virkelig værd at opsøge. Der er forskel.
Bud på gode danske, erotiske noveller: Udfordringen af Karen Fastrup, Rosinante 2013, Et kød af Kristina Stoltz, Rosinante 2012, 'M' og 'K', Metropolitan/Byens Forlag 2013 og 360 grader, Lindhardt og Ringhof 2013
Fremmed under samme hud, Niels Lyngsø, Gyldendal 2013
Det er altid pirrende og interessant at få et kig ind i det forbudte herreværelse, og denne stærke og hypersanselige digtsuite er et svimlende og krævende indblik i, når en mand skriver om det erotiske møde. Den er sprogligt overrumplende og samtidig lige på. Kalejdoskopisk og tæt. Den vender præcis på midten, og skifter perspektiv fra mand til kvinde. Der er ikke mange mænd, der tør skrive om det erotiske, og de der gør, får nogle gange høvl for det. Det er synd og skam.
Amerikansk firsertrivallitteratur, fås antikvarisk og f.eks. på cafeen The Laundromat
Måske har du også smuglæst din mors Judith Krantz, Shirley Conran eller John Jakes? Eller set miniserierne? Episke historier om store slægter, mænd og kvinder, magtkampe, krydret med rigelig erotik, der i dag er for kontroversielt til mainstream. F.eks. i 'Princess Daisy', hvor en 15-årig russisk prins bliver ganske eksplicit forført af sin mors veninde. Eller i 'Nord og Syd', hvor plantageejerens datter tager sig syv (eller var det 14?) kadetter på et besøg på West Point op til den amerikanske borgerkrig. Sproget er bedre end man skulle tro. Og så kan man jo springe de andre steder over.