Ditte Nicoline Bødker

Ditte forlod sin mand - men fandt tilbage til ham: "Det var den værste tid i mit liv"

Ti års tilløb og en personlig nedtur var groft sagt, hvad der skulle til, før møbelpolstrer Ditte Nicoline Bødker fandt modet til at blive selvstændig. I processen forlod hun sin mand, men fandt tilbage til ham og gården på Alrø i Horsens Fjord. Her giver hun gamle møbler nyt liv i eget værksted.

Vi ønsker os ikke kriser og nedture i livet, men det er oftest dér, forandringen sker – i erkendelsen af, at vi ikke længere kan og vil det samme som før.

Sådan var det for Ditte Nicoline Bødker, som ramte bunden med et brag og brugte lang tid på at komme oven vande igen. Vi begynder den dag i 2013, hvor Dittes vendepunkt indtræffer. Det er den dag, hendes mand kører hende til lægen.

"Jeg skulle udfylde et skema, hvor der var et spørgsmål, der gik på, hvorvidt jeg følte, at livet var værd at leve. Det fik mig til at græde. For det gik op for mig, at det faktisk var sådan, jeg havde det. Det var en følelse af afmagt," fortæller Ditte, 44.

Nu, ni år senere, sidder hun i den drøm, som hun realiserede efter sin nedtur. Ditte har indrettet værksted i sit hjem på Alrø i Horsens Fjord. Her giver hun gamle møbler nyt liv, når hun sliber og polstrer med farverige stoffer. En slags gentagelse af den fornyelsesproces, som ikke bare hun, men også hendes mand har gennemgået over de seneste ti år.

"Jesper var møbelnørd, da jeg mødte ham. Hans passion for dansk design blev overført til mig og var grunden til, at jeg uddannede mig til møbelpolstrer," fortæller Ditte.

Parret mødtes i 1999, og fem år senere flyttede de ind på en gård yderst på Alrø. Med sig havde de deres to sønner og Jespers mor, som fortsat bor i en selvstændig lejlighed på gården. Jesper var tømrer med eget firma, og det gik godt. Lidt for godt.

"Han rejste i hele Norden og var ikke ret meget hjemme, for han tog imod alle opgaver. Men han røg ned med et brag og lå i sengen i ni måneder. Han ville ikke hjælpes og heller ikke indse, at han have brug for hjælp. Det gik ud over alle, og til sidst, i 2012, flyttede jeg med børnene under armen. Det var den værste tid i mit liv," erkender Ditte.

Vendepunkt

Det hus, som Ditte fandt til sig selv og drengene, viste sig at være utæt, så hun måtte flytte igen. Det var en sej tid, og selvom Ditte og Jesper hurtigt begyndte at ses igen, så tog det et år, før hun flyttede tilbage til ham og Alrø.

"Jeg var bange for, om det holdt," erkender hun i dag.

Ditte og drengene vendte hjem. Jesper fik det bedre, men Ditte fik det værre.

"Jeg tog et vikariat i en børnehave, fordi jeg følte, at der skulle ske noget nyt. Den første måned var jeg så glad for det, at jeg tænkte, at jeg ville være pædagog. Men der var for få hænder, enormt meget støj, og ret hurtigt følte jeg mig konstant træt og slidt. Det endte med at køre mig helt ned. Når Jesper hentede mig fra arbejde, skulle han ikke tale til mig. Det kunne jeg ikke rumme."

Vikariatet endte med besøget hos lægen, hvor Ditte fik at vide, at hun havde en stressrelateret depression.

"Det tog mig flere år at komme af med den uendelige træthed, som ramte mig dengang. Jeg kan se i dag, at jeg var slidt i forvejen, fordi Jesper og jeg allerede havde været igennem en krise, og jeg vidste, at tingene ikke kunne blive, som de havde været før. Jeg skulle til at prioritere, hvordan jeg bedst udnyttede min tid, for jeg kunne ikke længere det samme, som før jeg blev syg," forklarer Ditte.

Sådan begyndte vejen mod det værksted, som Ditte i dag kan kalde sit eget. Efter et deltidsjob i møbelbranchen følte hun sig klar til at springe ud som selvstændig i 2019.

Drømmeland

"Jeg var vant til at leve for små penge, for jeg kunne ikke holde til ræset med at være sygemeldt i det offentlige system. Jeg klarede mig for 15 timers løn, og det så jeg som en fordel. Jeg tænkte, at jeg bare skulle sælge to Wegnerstole om måneden, så var den hjemme – og Jesper støttede mig. Vi har altid haft mange drømme og planer," fortæller Ditte med et smil.

Jesper er i dag på fleksjob, fordi han er fysisk nedslidt. Så både han og Ditte har måttet vende bøtten og finde ind til egne og fælles værdier.

"Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have mit eget en dag, og på det tidspunkt i 2019, havde jeg trukket beslutningen i 10 år. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke gør det nu, vil jeg fortryde. Og med den proces, vi er gået igennem, så har jeg fået øjnene op for, at jeg vil lave noget, der er sjovt. Hver dag."

Ditte siger det med et smil, mens hun ser sig omkring i den tidligere lade, som i dag rummer hendes drømme-værksted.

"Når jeg ser et gammelt møbel, jeg kan lide, cirkler tankerne straks omkring, hvordan jeg bedst muligt kan sætte det i stand. Så må jeg bare have det med hjem. At få gamle møbler til at shine er langt mere tilfredsstillende end at producere nyt."

Genbrugstanken er ikke ny. Faktisk har Ditte helt fra barnsben været vant til at genbruge.

"Min mor elskede genbrug allerede i 80'erne, og dengang syntes jeg, at det var en anelse pinligt. Jeg elskede dog de sække med brugt tøj, som jeg fik, og i dag går jeg stadig mest i genbrug. Da jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, bestod mit hjem nærmest udelukkende af genbrugsmøbler," forklarer Ditte.

På den måde er cirklen sluttet for Ditte, der i sin virksomhed, Ditte Nicoline Living, ikke køber nye møbler, men derimod nyder at finde gode, brugte møbler, som hun kan sætte i stand:

"Jeg får så meget igen, når jeg møder de mennesker, som køber min møbler. Det er en uventet bonus, som jeg sætter stor pris på. Dét at lave noget i eget navn har virkelig været så godt for mig, og jeg synes, at jeg har været trist nok i mit liv. Jeg vil lave det, der gør mig glad!"

Find Ditte på dittenicolineliving.dk