Den dominerende farve var hvid. Og den dominerende lyd var stilhed. En stor del af sin barndom tilbragte Dot Wessman i en hospitalsseng, fordi hun uden nogen åbenlys grund tabte håret og slog svære revner i huden. Med læderremme var hendes arme fastspændt til sengen, så hun ikke kradsede i sine sår. Dengang var pædagogikken i sygehusvæsenet sådan, at forældre måtte komme på besøg et par gange om ugen i ganske kort tid, fordi det gjorde for ondt på børnene, når de tog af sted igen. Dot husker de andre børns gråd. Men hun husker især isolationen. Og stilheden.
Derfor får hun sommetider nok i dag. Af larmen på Bakken. Hvinene, de maskinelle lyde og musikken. Dunk. Dunk. Dunk. Unchi. Unchi. Unchi. Et par gange om ugen bliver det så voldsomt for hende, at hun må tage ørepropper i for at fortsætte arbejdet. Denne aften på Dyrehavsbakken er mørket langsomt ved at overliste dagslyset. Rundt omkring danner spraglede lampetter fra boder og karruseller små verdener af lys, der trækker forunderlige former frem af mørket.
Bag velourtæppet på Bakkens Hvile står Dot Wessman klar til aftenens forestilling. Hun bærer en dekolleteret guldkjole og en hat med duvende fjer. Slank og rank er hun. En mynde klar i startboksen.
Tæppet går.
Sammen med tre andre Bakkesangerinder viderefører hun de næste to timer den tradition, som har været på nøjagtig dette sted siden midten af 1800-tallet. Der uddeles langstilkede roser, der puttes pengesedler i strømpebånd, og der synges med på både "Skal vi sove eller hva'" og "Gå med i lunden, så spidser vi munden". Gamle, danske viser, som om selve Dyrehavsbakken bliver oversat til lyd.
Den ene sangerinde pjatter med en yngre mand i publikum, og oppe fra scenen klukker Dot i sin mikrofon: "Jeg bryder mig ikke om sådan noget med stor aldersforskel". Hun lægger nakken tilbage og kaster en latter mod loftet.
Hele salen hujer og klapper.
Født ind på Bakken
Dagen før tager Dot imod i Bakkens Hvile uden for åbningstiden. Lokalet ligger hen i et halvmørke, kun brudt af den kegle af lys, der falder ind fra døren til hendes private hjem, der er forbundet til Bakkens Hvile af en havestue.
Her er gulvet beklædt med grøn filt, og i hjørnet troner en overdimensioneret plastichane.
Hun dumper ned i et kurvemøbel og lader sine hænder glide ned over det tætsiddende kjoleliv. Rød- og hvidternet med let strut i skørtet. Håndleddene er pyntet med hvide perlebånd, og på fødderne sidder et par stiletter med similisten. Det er hverdagstøj for Dot. Hendes hår slår bølger, og et sted i det aflange ansigt gemmer sig spor af frimodighed og sørgmodighed i forening.
Dot Wessman er født ind i Bakkens univers. Hun er femte generation, og hendes oldefar startede familieforetagende i 1913. Ud over Bakkens Hvile driver hun flere boder og karruseller, og hendes biceps er tonede, fordi hun jævnligt tømmer spillemaskinerne og slæber 12.000 kroner i 20'ere rundt på kontoret.
I 1977 – efter at have brugt sin tid på dels hospitalet, dels i folkeskolen og sidenhen kostskole og jurastudiet – havnede Dot som servitrice i sin morfars biks på Bakkens Hvile. En aften manglede der en sangerinde, og det 23-årige barnebarn trådte til. Dots skæbne var beseglet, og hun har levet her hver sommer siden.
For hende er Bakken en tilstand.
– Skoven er magisk hver eneste aften, og det samme er karrusellerne. Det er et dejligt miljø, og jeg holder fast i drømmen om at være gøgler. Det, synes jeg, er smukt, siger hun.
Som ganske ung forelskede hun sig i en lokal fyr, Tommy Wessman, der jævnligt kom på Bakken. De to blev gift, da Dot var 23 år, og fik derefter døtrene Josephine og Johanne. I dag er de ikke et par mere, men de er stadig gift, fordi de deler virksomheden, og faktisk bor Tommy i et hus på Bakken lige ved siden af Dot, som har været meget bevidst om at bevare et godt forhold til sine døtres far.
– Mine egne forældre havde en ulykkelig skilsmisse. De kunne ikke tale sammen, og det gav mig en masse besvær, dilemmaer og dårlig samvittighed. Derfor har jeg handlet på en anden måde i min egen skilsmisse. Jeg har slugt mange kameler for børnenes skyld. For vores allesammens skyld, siger Dot og fortæller om dengang, hendes ældste datter som 14-årig proklamerede, at hun ville flytte over til faren.
– Det var en sorg for mig, og det er lige før, jeg kan komme til at græde over det lige nu. Jeg kunne have nægtet hende det, men jeg vidste, det var det rigtige for hende, og jeg er meget styret af, om jeg føler, det er rigtigt. For min ære og moral.
Noget af det, jeg frygter allermest, er at ende på et plejehjem som gammel kone, der martrer mig selv med dårlig samvittighed over de valg, jeg har truffet i livet. Så hellere tage slagene undervejs og rydde ordentligt op efter sig. Være et ordentligt og anstændigt menneske og ikke bare tænke på sig selv, siger hun.
Mødet med Morten
Fredag den 20. april 2007 spiste Dot middag i Grøften i Tivoli sammen med en flok venner fra teaterverdenen. Efter middagen sluttede blandt andre Morten Messerschmidt, en ung og forholdsvis ukendt DFU'er, sig til selskabet.
– Jeg anede ikke, hvem han var, men jeg blev imponeret over ham, for man kunne se, at han kendte sit eget værd. De mennesker, der bare tager imod livet, fascinerer mig. Vi sang og morede os, og jeg sludrede ganske lidt med Morten, men vi sagde ikke farvel til hinanden, før han gik, siger Dot.
Og tre uger efter var historien så i pressen. At Morten Messerschmidt angiveligt havde heilet og sunget nazisange den aften i Grøften. Dot, som havde holdt sig ædru den aften, var sikker på, at det var opspind. Via en fælles ven skaffede hun Morten Messerschmidts nummer, ringede til ham og sagde frit fra hukommelsen: "Hej, det er Dot Wessman. Jeg er rigtig ked af, at du er udsat for det her, for jeg ved, det ikke er sandt".
– Han takkede mig og bad mig sige det til pressen, for han havde brug for opbakning udadtil. Jeg rådførte mig med nogle venner i mediebranchen, som alle sagde "Lad være med at gøre noget. Det er DF". At Morten var DF'er, var alene et argument for at holde sig ude af sagen, for i teaterverdenen er en DF'er jo persona-non-grata. Men jeg kunne bare ikke have det i min mave, for jeg vidste, det var løgn, og så gik jeg ud og bakkede ham op i pressen. Sådan er det med mig. Jeg går blindt ind i ting, jeg havde slet ikke sat mig ind i, at det kunne være skadeligt for min forretning, jeg tænkte bare: "Det er ikke fair".
Nogle uger efter ringede Morten hende op. Han ville takke hende for hendes mod og støtte. Og invitere hende på middag, for resten. Fredensborg Store Kro. Kniv og gaffel. Døre, der blev holdt. Og galant flirt i luften.
– Det havde jeg ikke lige set komme. For det første er vores alder jo betragtelig i forskel, Morten er 23 år yngre end jeg, så jeg var slet ikke i de tanker, siger hun og pauserer kort.
– Men det var jeg så en time efter!
Dot opdagede hurtigt, at hun havde fundet en mand, der delte vandene. Gamle venner trak sig væk fra hende, nogle ville ikke trykke hendes hånd ved møder, og når hun og Morten slentrede hånd i hånd på gaden, oplevede de, at folk spyttede efter dem eller råbte "nazisvin". Ringene bredte sig, da Dots datter blev bortvist fra en fest med den begrundelse, at hendes mor datede en nazist.
Og da Dot under den årlige budgetmiddag på Københavns Rådhus i 2009 var en del af den betalte underholdning, forlod en flok politikere salen under showet, blandt dem daværende overborgmester Ritt Bjerregaard. I medierne behæftede en af politikerne senere Dot med ord som "dybt skandaliseret", og til BT sagde Ritt Bjerregaard: "Jeg synes bestemt, at Bakke-sangerinderne er bedst ude på Bakken".
– Det sårede mig voldsomt, at min blotte tilstedeværelse kunne vække så stærke følelser i folk. Jeg havde jo sådan set ikke gjort andet end at forelske mig. Det var en hård tid, jeg blev bange for at gå rundt offentligt og isolerede mig mere og mere. Episoden på Københavns Rådhus fandt sted for mere end fire år siden, men først ved sidste års julefrokoster turde jeg gå ud og optræde i små forsamlinger igen. Det gav mig simpelthen et chok. I Bakkens Hvile er jeg tryg, det er mit hus, her kommer folk til mig. Ude i det offentlige rum kan folk ikke vide, at jeg pludselig kommer og optræder som en overraskelse ved et middagsselskab, og derfor kan de med rette tillade sig at gå, hvis de ikke vil se på mig. Og det har jeg simpelthen ikke kunnet bære. Jeg har været bange for, at folk ville råbe noget til mig, se ned på mig eller gå i harme. Det gav Ritt Bjerregaard mig, og det tror jeg ikke, hun ved.
Dot interesserede sig ikke for politik dengang. Hun var klar over, at hendes kæreste tilhørte den alleryderste højrefløj, men hvad han helt nøjagtigt stod for, vidste hun ikke. Derfor gav Morten hende en mappe med avisudklip og båndede tv-udsendelser om de vigtigste og mest markante sager, han havde været en del af i de forgangne år. En mappe proppet med lige dele politiske succeser og nedture, begyndende med et avisudklip om en racismedom, han fik for en annonce i 2002.
Hun husker, at han afleverede det hele til hende med ordene, "Her er alt, hvad jeg har gjort og sagt. Noget af det er jeg ikke stolt af, noget af det er jeg stolt af. Men værsgo, du skal selv tage stilling og bagefter vælge, om du vil have mig".
– Det, syntes jeg, var cool og ret modigt. Jeg gennemgik materialet, tænkte lidt og besluttede mig for, at det kunne jeg godt leve med. Det kunne jeg godt stå inde for.
Allerede på det tidspunkt vidste jeg, at Morten var et reelt og anstændigt menneske. Jeg mistede mange venner, da jeg sagde ja til ham, og det undrede mig meget, for hvis folk, som kender mig og mit sind, tror, at jeg vil være sammen med én, der går strækmarch og heiler hjemme i stuen, så har man jo ikke forstand på, hvem jeg er. Hvorfor ikke sige: "Dot, hun er god nok, hende kender vi, så hvis hun vil være sammen med Morten, må det være, fordi han også er god nok"? Men jeg tænkte ikke over de konsekvenser, det kunne have at være hans kæreste. Jeg gjorde det, der føltes rigtigt, men det er man også nødt til. Ellers bliver man frustreret. Jeg synes faktisk, jeg kom til at betale en høj pris, men alligevel tænkte jeg aldrig, at det ikke var kærligheden til Morten værd. Aldrig.
Politikerkone i Bruxelles
I dag har de været kærester i syv år. Om sommeren bor de to på Bakken og i vinterhalvåret i Bruxelles, hvor Morten sidder i Europaparlamentet. Hun kalder det "en lise", at de har fået en dagligdag i Bruxelles, hvor de kan være i fred for offentligheden. Her har de en lejlighed med dybe vindueskarme og udsigt over Park Leopold. Han er i parlamentet 12 timer om dagen, men som bekendt er Dot god til at være alene.
– I Bruxelles går jeg og indtager byen, museerne, parkerne.
– Og så broderer jeg, udbryder hun.
– Åh, hvor jeg broderer! Korssting. Elsker det.
Desuden har både hun og Morten en svaghed for tableauer. Når hubertusjagten sætter ind, inviterer de gæster til et yppigt oppyntet middagsbord omringet af kunstige fugle og egern. Men den politiske interesse deler de ikke.
– Jeg var ikke særlig politisk anlagt, da jeg mødte Morten, det er jeg sådan set stadig ikke. Jeg går bare og føler lidt. Han kommer og spørger om min holdning til sager og tager mine tanker for den almene borger, der ikke går så meget op i politik, men som dog har en stemme, forklarer Dot, som har opdaget, at der bruges "grove metoder" i politik.
– Selv jeg får henvendelser, der ikke har andet til hensigt end at skabe politisk splid. Det kan ofte være møntet på Mortens og mit kærlighedsforhold eller andre private ting, og folk gør det kun for at gøre Mortens private fundament usikkert, så det påvirker hans politiske arbejde. Det er grove løjer, men vi taler om det, og det ryster mig jo engang imellem, for du ved aldrig, hvad der er sandt.
Alligevel er hun altid ved hans side i politiske sammenhænge, når han ønsker det. Ved EU-valget i maj blev Morten med mere end hver fjerde stemme valgets sejrsherre, og rygtet var gået, at der i DF's tætpakkede partilokale klokken 22 skulle ske noget særligt. Og således. Dér stod Morten og Dot og dansede en sjæler til Isetta Prestons "Woman behind the man", pande mod pande, omringet af pressefolk og partifæller.
– Den aften havde jeg sagt: "Det er din aften. Du styrer det, jeg gør alt, hvad du siger". Så aftalte vi, at han skulle holde min hånd, når jeg skulle være der, og hvis jeg ikke skulle, så slap han den, og jeg fortrak. Jeg er stadigvæk meget forelsket. Der er intet af det, jeg tænker, føler og mærker og har lyst til, der er anderledes end for syv år siden. Morten er et meget stærkt og givende menneske, og så holder han stadig døren for mig.
Aldersforskellen
Når Dot og Morten står på badeværelset og børster tænder, kigger hun i spejlet og tænker: "Det bedrager ikke". Det er tydeligt for hende, at der er en aldersforskel mellem dem. Hun er 56 og han 33. Alligevel mødes de fint midtvejs.
– Morten er meget...
Hun leder efter ordene, før hun vælger:
– Belæst. Og vil gerne have nogle input og livsværdier, som måske er en anelse mere funderede end det mere unge sind. Vil jeg tro, siger hun.
Omvendt er Dot helt ligeglad med, at han er ung.
– Det er kærlighed. Og ikke fordi ungdommen giver mig næring, eller fordi jeg synes, det er skønt med en ung mand i stedet for en gammel. Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg vil deltage i artikler og tv-programmer om aldersforskel, men jeg er slet ikke i de tanker. Og så bliver man kaldt "kukker" (cougar, red.).
– Det er jo slet ikke det, det handler om for mig. Om Morten er 80 eller 33. Couldn't care less, siger Dot, som har valgt ikke at tænke for meget på forholdets fremtid.
– Vi får jo ikke nogen børn, for det kan jeg ikke, og det har Morten sluttet fred med. Siger han. Men det ville også være mærkeligt, hvis han sagde andet, for det ville skabe uro. Jeg tror, det er sådan et emne, man bliver enige med hinanden om, hvordan man tackler, og så kan det godt være, at man ikke er 100 procent ærlig, fordi det gør ondt på den anden. Så jeg har valgt, at jeg ikke vil bekymre mig. Jeg er ikke blind for den virkelighed, at mænd, der har levet med ældre kvinder, får lidt panik ved 45-årsalderen. Og hvem ved. Skal jeg så sige, "Jamen, du lovede mig"? Skal jeg afholde et menneske fra at få børn, når jeg selv ved, hvor værdifuldt det er? spørger hun retorisk ud i luften.
– Morten og jeg er lykkelige sammen og nyder vores liv nu. Men jeg ved, at behovet for at få børn kan trække ham væk fra mig på et tidspunkt, det handler bare om at være en form for realist og altid huske på, at ligegyldigt hvad har du kun dig selv i verden.
Nej er ingen mulighed
Efter 13 år fandt lægerne ud af, hvad barnet Dot havde fejlet.
Hun kunne ikke optage zink. Det var derfor, hendes sår ikke ville hele, og det var derfor, hun stoppede med at vokse.
– Mine knogler lukkede sig, så jeg har store hænder ligesom en hvalp og bruger størrelse 40 i sko. Men jeg er ikke særlig høj. 163 centimeter. Jeg kommer ud af en høj familie, så jeg burde være højere, og jeg kan mærke, at min sjæl er indstillet på det. Der er noget, der driver mig opad, og jeg føler mindreværd, når jeg ikke har hæle på, eller hvis jeg ikke er slank. Det er ikke et overfladisk skønhedsideal, jeg ræser efter, men min kreativitet og livsglæde og selvkontrol forsvinder, når jeg ikke er tynd, fordi jeg føler mig højere i en slank krop.
De mange måneder i hospitalssengen som barn gjorde også på godt og ondt Dot til et isoleret menneske. Sådan karakteriserer hun sig stadig.
– Jeg er god til at smile, men jeg er ikke så god til at tale med folk. At dele ting gør jeg ikke så gerne. Til gengæld lærte min tid som hospitalsbarn mig også, at man ikke kan undgå smerten. Hvis der er problemer i privatlivet, må du tage fat om det, og har du en irriterende arbejdsopgave, siger du bare ikke nej. Du er nødt til at gøre det. Det har jeg brugt mange ressourcer på at acceptere, og samtidig har det ført mig til det, jeg kan, for jeg har jo ikke læst mig til det. Man må arbejde, til man styrter, og når tæppet går, kan man altid hutle sig igennem. Jeg kan tåle mange tæsk. Det tror jeg, jeg lærte på hospitalet som barn og i mine første år som Mortens kæreste: Man går ikke så nemt i stykker, som man tror.
Dot Wessman, 56 år
Ejer sangerindepavillonen Bakkens Hvile og flere karruseller og boder på Bakken.
Mor til døtrene Josephine på 24 år og Johanne på 21 år.
Kæreste med politikeren Morten Messerschmidt.