”Det lyder mærkeligt, men intet kan knække os”

0-10 år (1958-1968): En hård start

"Jeg blev født med zinkmangel og kunne ikke selv optage zink fra maden, det gjorde mig meget syg som barn, så i det årti var jeg mest på hospitalet. Det er utroligt, hvad sådan en lille ting som zinkmangel kan gøre, jeg tabte både håret, og min hud gik i stykker."

"Jeg skulle ofte have skiftet forbindinger, og det gjorde meget ondt, men der var ikke noget, der hed nej. Det gav mig mit gåpåmod, for jeg lærte, at der ikke er nogen vej uden om forhindringerne – uanset hvad livet byder på. Nogen vil nok sige, at jeg tog lidt skade af at være så meget på hospitalet, for dengang fik man kun besøg en gang om ugen – ellers blev man for ked af det, når ens forældre skulle gå igen. Men de var søde på hospitalet og gav mig på et tidspunkt min egen sygeplejeuniform, så jeg kunne gå rundt på afdelingen med sygeplejerskerne, når jeg kedede mig."

10-20 år (1968-1978): En del af fællesskabet

"Jeg kom på kostskole som 11-årig, fordi mine forældre blev skilt, og min mor flyttede til Jylland, så det passede bedst. Heldigvis elskede jeg at være der, og jeg gik der, lige til jeg skulle i gymnasiet, hvorefter jeg boede hos min mor i København, hvor hun var flyttet til med sin nye mand."

"Jeg gjorde næsten lige, hvad der passede mig på kostskolen, for min mor sagde altid ”selvfølgelig må du det,” også når det for eksempel drejede sig om at køre på knallert uden at have fået tilladelse af kostskolen. Jeg kunne godt se, at der var mange børn, som var hårde ved hinanden på kostskolen, men jeg var heldig, at jeg blev accepteret af de andre børn, selv om jeg startede midt i skoleåret. Jeg kom med i fællesskabet, men de, der ikke gjorde, blev mobbet, og nogle af dem er siden begyndt at tage stoffer, ved jeg."

"Min mor boede på Bakken i mange år, fordi min mormor og morfar var teltholdere, men hun brød ud og var væk fra det i en årrække. Jeg var dog tit på besøg hos min mormor og morfar, som blev boede på Bakken. Mine egne børn er også vokset op herude, ligesom min mor er. Jeg var selv engageret i Bakken og arbejdede herude, fra jeg var 16 år. Jeg blev servitrice på gulvet i Bakkens Hvile, som min mor ejede, da jeg var 18 år, og samme år stod jeg på scenen for første gang på Bakkens Hvile."

"Jeg havde gået på gulvet og hørt bakkesangerinderne synge hver aften, og på den måde lærte jeg teksterne. Jeg kunne endda sufflere dem, hvis de gik i stå. En dag manglede der en sangerinde, og så var det mig, der skulle på scenen. Jeg syntes, det var ganske forfærdeligt at stå på scenen, og jeg var helt tør i munden, når det blev min tur, men jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg satte mig helt ude i siden ved klaveret, så nåede de ikke altid til, at jeg skulle synge for anden gang, inden det var slut, og så kunne jeg nøjes med at synge én gang. Jeg drømte aldrig om at stå på en scene eller blive skuespiller, men når du er på Bakken træder du til, når nogen er syge."

"Sådan siger man altid herude: ”Når de røde porte er åbne, passer man sit arbejde.” I dag har jeg det virkelig sjovt med at være bakkesangerinde, og jeg synes, alle de andre piger er sjove at arbejde sammen med. Jeg er den, der trækker det mere poetiske frem i forestillingerne med sange som Glemmer du, så husker jeg, men alle har lov til at komme med deres bud på, hvad der skal synges, så der er andre, der tager sig af de frække sange."

20-30 år (1978-1988): Jura og æbleskivedej

"Jeg skulle ellers være forsvarsadvokat, for jeg havde set Perry Mason i tv og ville åbne et stort advokatkontor sammen med min veninde, som jeg læste jura sammen med. Jeg tog dog kun to år på jura og blev aldrig færdig, fordi jeg havde Bakken ved siden af. Jeg prøvede senere at komme tilbage til jurastudiet, men der var det for sent, for læsedisciplinen var forsvundet."

"Allerede da jeg var i 20’erne havde jeg købt Kaffestuen på Bakken, hvor jeg selv stod og lavede æbleskiver, og det er sket mere end en gang, at jeg er kommet til at gå på scenen med æbleskivedej op ad armene. Jeg solgte dog Kaffestuen og det tilhørende værtshus, da jeg fik børn, for jeg kunne ikke klare at have det hele."

30-40 år (1988-1998): Mor til to

"Jeg var henholdsvis 32 og 35 år, da jeg fik mine børn, og de er begge planlagt, så jeg fødte sidst på sommeren, så jeg kunne være mor på fuld tid, når Bakken lukkede for sæsonen, og indtil en ny sæson startede. Så passede jeg børn om vinteren og Bakken om sommeren, og det var fantastisk."

"Jeg havde en barnepige til at hjælpe mig, når jeg skulle på scenen, men hvis hun udeblev, sad mine børn på trappen ind til scenen i nattøj og så showet. Det er vilkårene, når man vokser op på Bakken, og min ældste datter, Josefine, lærte at gå med en gåvogn tværs over Bakken. Jeg har et meget romantisk syn på Bakken. Jeg ser kun det gode: træerne, blomsterne, dyrene og charmen. Jeg ved godt, der også er en masse andet herude, men det fokuserer jeg ikke på."

40-50 år (1998-2008): Kameler skal sluges

"Min mand og jeg gik fra hinanden i 2000, da jeg var 42 år, men vi holder stadig jul og ferier sammen og ses hver dag. Det er ham, der lige nu går rundt og ordner ting i Bakkens Hvile, for vi har stadig vores forretning sammen. Det er aldrig morsomt at blive skilt, men vi fik det til at fungere, fordi jeg insisterede. Jeg havde nemlig lært af min mors og fars skilsmisse, hvordan man ikke skal gøre."

"De var begge på Bakken, efter de blev skilt, og var ikke altid lige gode venner, så når jeg holdt fødselsdag, kunne jeg kun have den ene med, og så invitere den anden med næste år. Nogle gange når jeg gik sammen med den ene forælder og mødte den anden, måtte jeg ikke hilse. Derfor har min eksmand og jeg ædt mange kameler, for vi synes, at far og mor skal kunne være i samme lokale."

"Vi skulle opføre os ordentligt, og jeg brugte meget af mine 40’ere på, at alle skulle komme godt videre."

"Jeg var 49 år, da jeg mødte Morten (DF’s formand Morten Messerschmidt, red.) i Grøften i Tivoli. Jeg kan godt huske, første gang jeg så ham, og efterfølgende skrev han til mig, at han ville komme forbi Bakkens Hvile. Jeg kendte intet til hverken ham eller hans politiske liv. Det var bare ham, jeg faldt for."

"Han er 22 år yngre end mig. Folk sagde: ”Du kan da ikke være sammen med ham”, for han var lidt af et enfant terrible dengang, og jeg mistede også venner, fordi han var i Dansk Folkeparti. Der fik jeg lært noget om mennesker, og det kom bag på mig, at jeg er så stædig, at ingen skal bestemme over mig."

"Hvis jeg kan mærke noget i maven, så er det det, jeg går efter. Jeg er da også medlem af Dansk Folkeparti, for det synes jeg, at jeg skylder Morten. Han står jo også i baren hos mig hver aften og viser flaget. Men jeg skal ikke være politiker, selv om jeg synes, det er spændende, for man skal være meget diplomatisk og lyttende, og det har jeg slet ikke tålmodighed til. Jeg ville heller aldrig kunne opføre mig ordentligt i en debat."

50-60 år (2008-2018): Stor succes og stor ulykke

"Morten blev valgt til Europa-Parlamentet med rekordmange stemmer, og vi flyttede mere eller mindre til Bruxelles, hvor vi fik en lejlighed. På det tidspunkt kørte alt for os. Morten havde fået et kanonvalg, og det føltes som en bølge af succes. Men en morgen blev jeg ringet op, at min datter var kørt galt. Vi fik heldigvis en flyver hjem, så jeg var på hospitalet samme morgen. Hun var i koma i tre uger og skulle opereres i hovedet. Det var sindssygt."

"I dag fungerer hun, og hun får god hjælp og kan også gå med rollator, men når jeg ser studenter og unge mennesker i gaderne, bliver jeg ked af det på en måde, selv om jeg også elsker dem. Men jeg bliver ked af det, fordi jeg kan se alt det, som Johanne aldrig får. I en periode var Morten og jeg ikke sammen, og det var et dumt tidspunkt at stå alene. Men når jeg tænker på alt, hvad han så på hospitalet, forstår jeg det alligevel godt."

60- (2018-): Stærkere sammen

"For nogle år siden så jeg et hus, som stod tomt ude i Klampenborg. Morten er god til at søge på nettet, så han fandt ejeren, og jeg skrev og spurgte, om jeg måtte købe hans hus. Det fik jeg lov til, og så indrettede jeg det, så vi alle kan bo der sammen. Det er et meget åbent hus, hvor folk kommer og går, og ingen skal ringe på. Min eksmand og hans nye kone kommer der for eksempel også meget. "

"Jeg bor med Morten i stueetagen, min mor på 90 bor på førstesalen, og Johanne har et anneks. Det hele er forbundet med en elevator, så der kører vi op og ned og besøger hinanden. Vi skulle vælge, om det var en elevator eller trappe, vi skulle have, for vi kunne ikke have begge dele, så nu har vi ingen trappe, men til gengæld kan Johanne selv bevæge sig rundt i hele huset – selv ned i vinkælderen. Vi spiser mange middage sammen eller mødes til et glas vin, for min mor er frisk og deltager i mange arrangementer, og hun kan stadig give mig gode råd, hvis jeg vil lytte. Når man vokser op på Bakken, bliver man tæt som familie. Min ældste datter, Josefine, kommer også og hjælper til hver dag."

"Der bliver stadig sagt meget om både mig og Morten, men det generer mig ikke. Det lyder mærkeligt, men ingen kan knække os. Det kan de bare ikke med alt det, vi har oplevet i livet. Johannes liv blev smadret, og Mortens søster blev myrdet med 28 knivstik. Når den slags sker, er det jo en bagatel, hvad de siger om os i alle landets revyer."