Dot Wessman oplevede en mors værste mareridt, og to måneder senere blev hun forladt af sin kæreste

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Som barn var jeg ret syg og lå tit på hospitalet. I mange år vidste lægerne ikke, hvad jeg fejlede, men det viste sig, at jeg ikke kunne optage zink fra maden, og det bliver man ret syg af. Utroligt at man kan blive så syg af sådan en lille ting. Det betød, at jeg i flere år var mest på hospitalet. Da man havde fundet en løsning, flyttede jeg hjem til min mor, far og storesøster igen. Om sommeren var vi tit på Bakken, hvor min mors familie har haft forretninger siden 1913. Min mor er af en teltholderfamilie med omrejsende tivolier, Damhuskroen og mange andre gøglerier, og min fars familie var cirkusartister. De optrådte om sommeren på Bakken, og jeg holdt meget af at være der, så jeg føler i dag, at det er mit hjem. Det er herude, jeg hører til. Ikke på grund af Klampenborg, men på grund af Bakken og den historie, som min familie og jeg har på stedet.

Din levevej?

– Jeg arbejdede på Bakken, fra jeg var 16-17 år. Da jeg var blevet student, begyndte jeg at læse jura på Københavns Universitet, for jeg har altid elsket systemet af regler og love og den måde, det styrer vores samfund. Sammen med min veninde drømte jeg om at åbne et advokatkontor og køre alle de store kanoner rundt i manegen. Hun er i dag dommer i Sø- og Handelsretten, mens jeg tog jeg orlov fra studiet. Jeg vendte aldrig tilbage til studiet, for da var jeg begyndt at arbejde i Bakkens Hvile, og det tog stadig mere af min tid. Så jeg var nødt til at vælge. Jeg var ung og ville have lidt fest i gaden, og så vandt Bakken over bøgerne. Da jeg var i begyndelsen af 20'erne, købte jeg min første forretning – en kaffebod. Jeg er stadig ekspert i at lave æbleskiver – gerne af 30 liter dej ad gangen. Siden købte jeg flere forretninger sammen med min familie og har udbygget den forretning, som min morfar grundlagde i 1913. Så i dag har vi to rutsjebaner, Rodeobanen, Radiobilerne, hestespillet, en børnekarrusel, en morskabshal – og så naturligvis Bakkens Hvile, hvor jeg også selv er på scenen. Her ligger mit hjerte; ellers havde jeg ikke brugt 41 år på at kæmpe for en drøm, som de fleste virker ligeglade med. Showet er ved at nå den anerkendelse, som jeg har drømt om, men det er alligevel virkelig svært at sælge billetter. Udbuddet af forlystelser er voldsomt, og Bakkens Hvile er jo en niche, så nu må vi se, hvor længe jeg holder ud. Det er hårdt arbejde at være gøgler. Jeg skal sidde i banken og forhandle en rutsjebane til 42 millioner om formiddagen og bære skraldet ud om aftenen. Jeg har kulstøv under neglene hver dag, når jeg tørrer støv af i radiobilerne, men jeg står også på scenen i Bakkens Hvile om aftenen. Jeg sætter en ære i at kunne alle dele af vores forretninger.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg bliver altid forbavset, når nogen pludseligt bruger mit navn. Og så tænker jeg over, at jeg skal opføre mig ekstra ordentligt i det offentlige rum. Ellers tænker jeg ikke så meget over det. I politik er det værre. Folk er endnu mere klare i mælet over for politikerne, og det er jo fuldstændig gratis at skrive, hvad man vil på sociale medier. Jeg bliver ked af det, når folk skriver usandheder. Og så er der pressen, som altid spørger mig om aldersforskel (Dot Wessman er 22 år ældre hendes kæreste Morten Messerschmidt). De spørger til det, som om det er noget meget mærkeligt. Se bare den franske præsident, som pressen gør til noget odiøst i stedet for at tro på kærligheden. Hjemme hos os har aldersforskellen aldrig fyldt noget.

LÆS OGSÅ: "Jeg har valgt at bo alene, for det giver mig frihed i forhold til arbejde og elskere"

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Da min datter for godt to år siden var i en alvorlig trafikulykke, vidste jeg ikke, om jeg skulle dø eller overleve. I en måned lå hun i koma, og der gik det op for mig hvor alvorligt, det var. I dag er hun til genoptræning på et fantastisk sted i Vejle, hvor de gør meget for hende, men selvom hun gør fremskridt, ved jeg også nu, at hun ikke bliver den samme igen. På én måde er mit liv faktisk blevet lettere, for det værste der kunne ske – at der skulle ske et af mine børn noget – er allerede sket. Jeg ved, at alt, hvad der kan ramme mig, kan umuligt være værre end det. Men det er smertefuldt hver dag at vide, at min datter kæmper for at komme tilbage til livet, mens jeg er her på Bakken.

Dit livs omvej?

– Der er jeg lige nu. Efter Johannes ulykke skal jeg lære at leve et andet liv, men jeg skal også lære at være lykkelig igen. Jeg har ikke helt fundet ud af hvordan. Jeg insisterer på at se træerne blive grønne igen, men jeg er ikke nået til at kunnet tage på solferie endnu. Men jeg skal finde tilbage til det gode liv. Det er over to år siden, det skete, og jeg har stadig ikke et godt liv. Jeg har gode dage og timer, men sorgen hænger hele tiden ved.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er personer, der formår at formidle poesi og livsglæde. Inden for musikken er der tre store kunstnere, som har betydet noget for mig på hver deres måde: Tom Jones, Stevie Wonder og Charles Aznavour. Morten og jeg rejser stadig rundt efter Charles Aznavour, selv om han er 92 år. Sidste år skrev jeg til ham, og for kort tid siden fik jeg et kort med hans autograf tilbage. Jeg er ellers ikke autografjæger, men det betyder meget at have hans autograf stående ved mit klaver.

LÆS OGSÅ: Michala Petri: "Jeg kan godt mærke i dag, at jeg var isoleret som ung"

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg er ved at bygge et stort hus til mig, Morten, min mor på 85 år og Johanne. Det er et kæmpe stort hus, som bliver lavet til tre selvstændige lejligheder med nogle fælles opholdsrum og spisestue. Det er et hus, jeg har drømt om, og jeg har ledt i mange år efter det helt rigtige. Jeg vil gerne have sådan et hus, hvor alle, der har brug for selskab, kan komme og bo. Jeg synes, alt for mange sidder i hver deres lejlighed. Da Johanne kom ud for en ulykke, blev det meget aktuelt. Hun skal ikke bo på en institution. Vi er jo vant til at bo sammen og være tætte som familie på Dyrehavsbakken, og det skal fortsætte. Huset skulle gerne være færdigt om fem uger, og jeg glæder mig så meget til at sige: "Der er mad klokken 19", og så kan folk bare komme. Huset er ved at blive indrettet, så Johanne kan bo sammen med os. Og jeg glæder mig, til hun kan komme hjem på weekend. Men kommunen har endnu ikke givet os byggetilladelse, så vi kan færdiggøre den elevator, hun har brug for. Det holder mig vågen om natten. Hver måned spørger hendes plejepersonale i Vejle, hvad vores planer er for Johanne i weekender og helligdage. Og hver gang må jeg bare skrive tilbage, at vi ikke kan have hende hjemme, fordi kommunen ikke vil færdigbehandle vores sag.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Den, der har ret, bestemmer. Jeg er faktisk god til at give mig, når jeg ikke har ret, men jeg er til gengæld også stædig og kæmper for min ret andre gange. Jeg har aldrig kunnet klare, når andre bestemte over mig. Da jeg gik på kostskole, måtte jeg ikke få en knallert. Så ringede jeg hjem til min mor, og hun sagde, at selvfølgelig måtte jeg det. Så fik jeg min knallert. Jeg har i øvrigt altid gjort, hvad jeg gerne ville, men det er vigtigt for mig altid at kunne kigge mig selv i spejlet og at rydde ordentligt op efter mig. Ja, jeg er god til at bestemme, for det lærer man i et familiefirma.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Morten Messerschmidt, som jeg er kæreste med igen (Morten og Dot havde en pause i deres forhold fra 2015 og et års tid frem). Jeg forstår ikke, at han gik dengang, for man forlader ikke et andet menneske i så hård en situation. På den anden side oplever man så hårde ting på intensiv afdeling, at jeg også godt forstår ham. Man får hele tiden døden ind på livet, og mens man står ved en seng og håber og håber, så lander der en helikopter på taget fuld af sygdom og ulykke. Morten så hårde ting, og han vidste, at Johanne skulle leve med det her resten af sit liv. Jeg tror, livets alvor ramte ham meget hårdt der. Han fik brug for en tænkepause og for at overveje: Kan jeg klare det her? I dag er det som om, vi aldrig har været fra hinanden, og vi taler ikke om den tid, vi ikke var sammen. Hvis vi skulle sidde og snakke om det, kunne vi ligeså godt lade være med at være sammen. Vi har visket det ud.