"Jeg har valgt at bo alene, for det giver mig frihed i forhold til arbejde og elskere"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er født midt i København på Farimagsgade. Min far var dr.phil. og eventyrer, så han tog på ekspeditioner. Han var blandt andet på Grønland hver sommer. Han døde desværre alt for tidligt. Han spillede lidt klaver, og min mor sang pænt, men ingen af dem levede et liv, som jeg kom til. Vi flyttede til Holte, da jeg blev lidt større. Jeg hadede at være der, men på den anden side var det jo der, det hele startede med skoleorkester og den slags.

– Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Min far var gammel konventionel akademiker, og min mor havde gået på husholdningsskole. Men min fede ungdom var også 1960'erne med alle hippierne og oprøret – stik mod alt det derhjemme, og jeg clashede en del med mine forældre. Det gode ved mine forældre var dog, at de lod mig leve det ud og blive musiker. Jeg tror, det skyldtes, at de inderst inde begge to gik med en musiker i maven. De var store og frie mennesker. Dannede og tolerante. De gav mig meget godt med – for eksempel at gå efter det, du ønsker.

Din levevej?

– Som seksårig opdagede jeg, hvordan jeg reagerede på musik, altså ikke klassisk og opera, som vi hørte derhjemme. Min mor havde en transistorradio, som jeg tog med i seng om aftenen. Så lå jeg og lyttede til Radio Luxemburg. Da The Beatles og Rolling Stones kom frem, var min vej lagt. Jeg har aldrig villet andet end musikken, for jeg har en drift i mig, der hedder musik, og det er det, der tilfredsstiller mig. Samtidig må jeg indrømme, at da jeg var syg i en længere periode, var det ret lækkert ikke at lave noget.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Det gør man, når man flytter sig fra et forhold. Så er man pludselig kun en halv person, og det tager tid at blive en hel igen. Folk forstår ikke, hvorfor de har det så dårligt efter en skilsmisse, men det er fordi, de er halve, og man skal bygge sig selv op igen. Victor var kun et par år, da Mats og jeg gik fra hinanden. Mats og jeg har altid haft et meget musikalsk forhold, og at arbejde sammen med ham har altid fungeret, også da vi ikke længere var et par. Jeg elsker hans klang, og han elsker min. Det var derfor, vi forelskede os i sin tid. Han har komponeret meget af musikken på min nye plade, men i dag ses vi kun som familie – ikke andet.

LÆS OGSÅ: Anne Fabricius-Bjerre blev skilt efter 30 år: "Det nyttede ikke at blive uvenner, for vi har mange fælles venner"

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg blev lam i 2006 efter en blodprop i hjernen. Vi vidste ikke, om jeg kom tilbage – eller om jeg overhovedet ville overleve. Så fandt jeg ud af, at jeg ikke længere kunne synge. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg stod med en 9. klasses eksamen og ingen anden erfaring. Okay, så må det blive kassedame, tænkte jeg. Men så fandt jeg ud af, at jeg måtte kæmpe mig tilbage. Jeg trænede fuldstændig amok, og så kom jeg mig. Det går bedre og bedre, men jeg kan stadig mærke det, når jeg står på scenen. Min styrke er tilbage, men jeg har stadig nogle skjulte mén som for eksempel at den ene hånd er stærkere end den anden. Men jeg er meget stolt over, at jeg stadig har energien til at stå på scenen og trykke den af. Hey, jeg er 61! 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Du lærer at beskytte dit privatliv, når folk kigger efter dig alle steder, og her i mit sommerhus kan folk ikke finde mig, når jeg gemmer mig i haven. Men det plager mig nu ikke. Jeg gider ikke være en af de der kendte, der synes, det er så hårdt at være kendt. Der er fede frynsegoder forbundet med det, og jeg får den gode opmærksomhed. Jeg bliver også helt rørt, når folk kommer hen til mig på gaden og siger "Sanne, du er soundtracket til mit liv".

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Mig selv og min livsfilosofi, som jeg lever 100 procent efpeace, love and understanding, da jeg var ung, og som 13-årig blev jeg indviet i meditationens kunst. Ja, jeg har altid været en "early starter". I dag tror jeg på, at universet er uendeligt, og jeg tror på energier. Det, du sender ud i universet, får du tilbage igen. Du kan leve et bevidst eller bevidstløst liv. Du bestemmer selv over alle dine tanker, og negative tanker er intet andet end selvpineri. Et ord som tak er meget vigtigt, og jeg siger tak hver morgen, når jeg sætter fødderne på gulvet.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen: "Man ældes med ynde, hvis man er glad for sit liv"

Hvad er vejen til det gode liv?

– Jeg ville gerne investere mere tid i familien. Jeg har en lille familie med kun min bror og hans kone – udover min egen søn og hans familie. Min mor døde for syv år siden, og da tænkte jeg meget over, at nu var jeg den næste i rækken. I syv år har jeg nu ikke været nogens barn. Da Victor så fik børn, åbnede det smukke i livet sig igen. Børnene er miraklerne i mit liv. Hans børn er i dag fem og et år, og de giver mig en kolossal energi. En form for kærlighed, man ellers kun føler for sine børn – og måske også for sine dyr.

– Min far var ikke en familiefar, så jeg lovede mig selv, da jeg fik min søn, at jeg ville gøre det ordentligt. Du skal være klar over, at du er et forbillede som mor, og du programmerer dine børn, ligesom du gør med en computer. Victor er heldigvis blevet en fantastisk mand. Han har et giga talent, har spillet guitar siden han var ni år og gået på Rytmisk Konservatorium.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg har valgt at bo alene, for det giver mig en frihed i forhold til arbejde og elskere. Ha-ha. Jeg har ingen kæreste, for det er meget få mænd, der kan holde til det her liv. Jeg tænker altid på børnene først, så på arbejdet, og hvem har lyst til at være nummer tre på den liste? Jeg er aldrig ensom heroppe i mit sommerhus, for jeg møder jo altid så mange andre mennesker nede i byen – især alle de andre musikere. Jeg har ikke brug for den type parforholds-kærlighed i dag, jeg har mine hunde, mit hav og min græsplæne. Jeg ved også, at jeg er en udfordring at leve sammen med. Jeg har i hvert fald ikke fundet den person, der synes, jeg er uproblematisk. Men jeg kan jo nå det som 70-årig.

LÆS OGSÅ: Caroline Henderson: "Jeg er en af de piger, der står uden for dametoilettet og tænker: Hvad LAVER de? Kan vi sætte et kamera op?"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at spille på en række festivaler denne sommer, og jeg er i gang med at promovere min nye plade. Den har været længe undervejs, for jeg ved præcis, hvad jeg vil med en plade, og jeg involverer mig i alt undervejs – både tekster og musik. Da jeg blev syg, kunne jeg ikke spille på instrumenter mere, og det har været hårdt at se i øjnene. Jeg er afhængig af, at andre spiller de akkorder og harmonier, jeg går med i hovedet. Andre skal udføre mine ideer.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er der så mange, der har, at jeg ikke vil nævne dem, men blandt andet mine dyr. Det er faktisk mærkeligt, at jeg elsker hunde, for jeg blev skambidt som barn. Jeg var så forslået og hævet, at de ikke troede, jeg ville komme til at se igen. Som voksen har jeg altid haft golden retrievere, og jeg gik da også og ledte efter en tæve, for jeg har frysesæd fra min gamle hanhund, som er død. Men i 2007 fandt jeg Romeo på Mallorca. Han stod bundet med en fed lænke på gaden, hvor han var sat til at dø. Sådan gør man de steder. Da jeg var gået forbi ham fem gange på en dag, gik jeg hen og tog ham med. I dag er han 12 år, og vi går meget langsomme ture sammen. Jeg har også Rosie, eller noisy Rosie, som mine naboer kalder hende. Jeg har altid haft store hunde, men nu har jeg to små, og det kan jeg godt mærke. Jeg synes, min hofte knækker, når jeg bøjer mig for at klappe dem. Det bliver sværere med alderen.