Dronning Margrethe får sit eget tv-program
Dronning Margrethe fortæller om sit liv med scenekunsten og Det Kongelige Teaters Gamle Scene i nyt DR-program.
På Kongehusets hjemmeside kan man læse, at Dronning Margrethe siden barndommen har været stærkt optaget af teatrets og ikke mindst ballettens verden - og det er ikke kun som tilskuer. Dronning Margrethe er kendt for sine kreative kreationer, og hun har stået bag scenografi- og kostumedesign til flere ballet- og teaterforestillinger samt Netflix-filmen 'Ehrengard - Forførelsens Kunst.'
Dronning Margrethe har dog ikke altid været begejstret for håndarbejde. Det afslørede hun i et interview med ugebladet Hendes Verden.
Men en sommerdag i 1960, hvor Dronning Ingrid sad og broderede sammen med sine veninder på Graasten Slot, skete der noget.
”Så hang alle de her flotte dukker på en stor ring. Farverne spillede sammen, og jeg fik simpelthen lyst til at prøve det. Det kom pludseligt, da jeg var 20 år gammel. Bum, sagde det, og så var jeg hooked. Så lånte jeg en nål af min mor, og jeg fik et stykke stof at sy på af den sædvanlige størrelse til korssting. Og så begyndte jeg at sy frit fra leveren.”
Dronningens fascination af teatret delte hun med sin far, H.M. Kong Frederik 9, og i anledning af at Det Kongelige Teaters Gamle Scene fyldte 150 år i oktober, indtager Dronning Margrethe tv-skærmen i DR-programmet 'Dronning Margrethe og teatrets magi'.
I programmet dykker Dronning Margrethe sammen med teaterchef for Det Kongelige Teater Kasper Holten ned i teatrets historie og de fire kunstarter: teater, opera, ballet og musik, og gør os klogere på, hvad det er, scenekunsten kan, og hvorfor den går lige i hjertet på Dronningen og mange andre.
Undervejs husker Dronningen tilbage på store oplevelser på Det Kongelige Teater, og om den fascination af teatret, som hun delte med sin far, H.M. Kong Frederik 9.
På Dronningens rundtur møder hun flere af teatrets kunstnere, bl.a. balletdanseren Camilla Ruelykke Holst, som har danset i kostumer designet af Dronningen, og Frederik Cilius, der til januar har sin debut på teatret i rollen som ’Jeppe på Bjerget’. Skuespiller Bodil Jørgensen guider også seerne med igennem teatrets mangeårige historie, og teatrets betydning for den danske kultur.
’Dronning Margrethe og teatrets magi’ kan ses mandag den 16. december på DR1 klokken 21.25 og på DRTV fra klokken 6.00 samme dag.