Elsebeth fandt en gammel bog - og fik to nye badeværelser for den

Elsebeth fandt en gammel bog - og fik to nye badeværelser for den

Har du tjekket din bogreol for nyligt? Måske gemmer den på det rene guld. Elsebeth Egholm kunne næsten ikke tro på sit eget held, da hun fandt ud af, hvad hun havde i gemmerne.

Det var lidt af en tilfældighed, at forfatter Elsebeth Egholm overhovedet opdagede, at hun måske havde en helt særlig skat gemt i bogreolen.

Artiklen fortsætter under videoen.

”Jeg sidder og læser The Guardian online, som jeg gør dagligt, og der ser jeg en artikel om en førsteudgave af en Harry Potter-bog, der skal på auktion. Det er en meget laset kopi af den der hedder ”Harry Potter and the Philosopher’s Stone”. Der var et foto af bogen, og jeg råbte til min kæreste ”Jürgen, Jürgen, den bog tror jeg, jeg har!”

Det fortæller Elsebeth Egholm i ALT for damernes ugentlige podcast, Skål Søster.

Forhistorien er, at hun tidligere har været britisk gift med forfatteren Philip Nicholson, og da han skulle udgive sin første bog, manglede han én, der kunne sælge den ind til forlagene. Så han fik sin gamle skolekammerat, Christopher Little, til at hjælpe sig.

”Chris kan sælge alt”, sagde han, ifølge Egholm. Og det blev begyndelsen på Christopher Littles karriere som litterær agent. Da J.K. Rowling skulle have sine første skriverier om drengen Harry Potter antaget af et forlag, slog hun op i telefonbogen og faldt for navnet Christopher Little, fordi det lød som en tegneseriefigur.

Og selv om det krævede en del forsøg at finde en forlagsredaktør, der kunne se pointen, lykkes det til sidst for Christopher Little og J.K. Rowling. Der blev i første oplag trykt 500 hardback-kopier og 5000 paperbacks.

En bog foræret i gave

 ”Da den første bog udkom i 1997, sendte Chris bogen til os. Det kan jeg tydeligt huske, for han sagde ”den skal I kigge på, for jeg kan mærke, den bliver en stor succes”, fortæller Egholm.

Siden er meget sket, Philip døde af kræft i 2005, og Elsebeth Egholm er flyttet flere gange siden. Harry Potter-gaven havde hun ikke tænkt på i mange år.

”Den kunne lige så godt være røget ud i en flytning, eller jeg kunne have foræret dem væk til nogle børn…”

Men så så hun et billede af den i ”The Guardian”:

”Mig ind på hylden for at finde den her bog… og der stod ikke én bog, der stod to! De var endda hardbacks, og de var i tip-top-stand, den ene havde jeg læst én gang, den anden var aldrig læst.”

Fik to nye badeværelser

”Jeg gik på nettet for at tjekke, om det nu var den rigtige udgave. Det var noget med nogle fejl, der skulle være der; på side 53 er der for eksempel en liste over ting, som Harry Potter skal have med til Hogwarts, og der står”1 wand” og så en hel masse andre ting, og så står der så til sidst ”1 wand” igen, så den er med to gange, og det er den ikke i de efterfølgende udgaver.”

”Så det endte med, jeg fandt ud af, at de to eksemplarer jeg havde, var to ud af de 500 hardbacks, hvoraf de 300 dengang var gået til bibliotekerne og selvfølgelig var læst i laser.”

Den ene af Egholms to førsteudgaver er i dag låst inde i en boks hos auktionshuset Bonham i London. Den anden har hun solgt. Hun vil ikke afsløre præcis, hvad hun fik for den, men søger man på nettet, kan man læse sig til, at et tilsvarende eksemplar er blevet solgt for 45.000 pund – svarende til næsten 400.000 danske kroner.

Og som Elsebeth Egholm siger i Skål Søster:

”Jeg vil ikke sidde og sige, hvad den indbragte, men jeg har fået to nye badeværelser!”