Jada: ”Jeg fik mit hjerte knust og måtte leve med en kæmpe hjertesorg”

De seneste tre år har Jada været optaget af sin nye plade, Elements. Det startede i december 2019, hvor hun visualiserede sin egen setliste til åbningskoncerten på Orange Scene på Roskilde i 2020, festivalen, der aldrig blev. Da den blev aflyst, blev sangene og stemmen sat på mute, men lige om lidt skal de og Jada ud at leve.

“Jeg føler mig som en abe, der netop har givet slip på den ene lian og ikke har grebet den næste. Jeg er fritsvævende i luften mellem to lianer. Min plade har fyldt så meget, og det seneste halvandet år har jeg ikke lavet andet end at arbejde på mine sange og bygge den op. Jeg tror, jeg er et fedt sted, men det kan være svært at mærke mig selv, for jeg har ingen jordforbindelse, som Whitney Houston synger i Waiting to Exhale. Jeg må se, om jeg kan få den ro, den udånding, når pladen er ude lige om lidt,” siger hun og tilføjer:

“Jeg er et sted, hvor jeg er ekstremt glad og træt og spændt – og ekstremt bange…”

For hvad?

“Når jeg laver noget, som jeg virkelig går i dybden med og har været modig og tro mod mig selv, kan følelserne gå to veje for mig. Enten går de et sted hen, hvor det er sekundært, hvad andre tænker, fordi jeg ved, at jeg har givet alt. Eller også går de den anden vej: Fordi pladen betyder så meget for mig, betyder det også alt, om mine fans kan lide den.”

Emilie Molsted Nørgaard har ventet længselsfuldt på denne her sommer. På tiden, hvor mundbind og albuehilsen bliver afløst af åbne arme, brede smil, tårer i øjenkrogen og følelser uden på tøjet.

“Nedlukningen var forfærdelig for mig. Jeg hadede mit liv i den tid. Fordi vi lever i et vildt godt og privilegeret land, har jeg aldrig følt, at nogen kunne bestemme over mit liv eller tage noget fra mig. Men pludselig manglede jeg helt grundlæggende en mening med tingene. Det, der giver mig en følelse af mening i livet, er at være sammen med andre mennesker. At synge med og for andre mennesker. Jeg kunne ikke skrive musik, fordi så stor en del af min kreative proces handler om, at jeg forestiller mig, hvordan jeg vil leve mit liv til denne her sang, og hvordan mine fans vil danse til den. Der er intet kalkuleret over min musik – det hele beror på min forestillingsevne. Musik er en måde, man udtrykker sig sammen på. Det er lavet til frie mennesker, der vil udtrykke sig gennem lyd og bevægelse. Det hele blev taget fra mig. Min mor har altid sagt, at hun bliver mest bange, når jeg holder op med at synge. Når jeg bare lukker i. Det gjorde jeg der.”

Så mens alle andre dyrkede surdej og strikkede, gik Emilie Molsted Nørgaard i panik. Tænk, hvis alt det, hun havde skabt frem til nu, bare handlede om held og god timing, og den kreative brønd nu var løbet tør?

“Jeg havde den største krise over albummet, da der var allermest nedlukket. Alle sagde: “Hvor er du heldig. Nu kan du rigtig fordybe dig og holde fokus.” Men nej! Jeg er et flokdyr, og jeg kan ikke lave musik i ensomhed, eller hvis jeg er stresset og bange. Jeg må godt være ked af det, men der skal være et niveau af tryghed. Jeg egner mig ikke til at være den lidende kunstner,” fortæller hun.

Derfor valgte hun også at give sig selv plads til at have det svært. Og fokusere på ikke at få det værre.

“Jeg var røget ned i et hul, men jeg kunne stadig kigge rundt på verden, holde kontakt og se lys. I den periode var målet ikke at komme op af hullet. Det var at undgå at grave mig selv længere ned i det.”

Musikken er større end ord

Da vi spørger Jada, hvad livemusik betyder for hende, sukker hun dybt og kigger mod himlen.

“Det, jeg elsker mest ved livemusikken, er, at den giver mig noget, som jeg ikke kan forklare. Ord bliver fattige. Den minder mig om, at vi i virkeligheden alle sammen vil hinanden det bedste. Vi elsker hinanden, og vi hører sammen. Det er den følelse, jeg får, når jeg spiller koncerter: Jeg faciliterer et flokdyrs ritual. Jeg elsker at skabe en verden, som publikum træder ind i, og så river jeg dem rundt i halvanden time. Det er ikke bare maks. underholdning, jeg tager også styringen. I skal bare være til stede nu, så tager jeg mig af resten og fylder jer med en masse dejlige følelser.”

Emilie Molsted Nørgaard lever for de øjeblikke, hvor Jada er Master of Ceremony; når hun indtager scenen, og sangen får lov til at fylde alt. Men hvordan tillader man sig selv at rulle den indre diva ud i et land, der er tryggest ved det middelmådige?

“Jeg tænker på det sådan her: Der er plads nok til mig. Jeg kan godt blive ked af det, hvis jeg læser noget megahårdt om mig på nettet. Men nu ved jeg, at hvis du skriver, at du hader mig, så hader du i virkeligheden dig selv. Det handler ikke om mig. Så meget magt har jeg slet ikke. Du viser mig det had, fordi jeg repræsenterer noget i dig selv, som du er bange for. Dem, der synes, jeg fylder for meget, er måske selv lidt klemte,” konstaterer hun.

“Jeg har heldigvis altid haft en evne til ikke at opdage, når jeg bryder med sociale normer eller gældende regler. Nogle gange får jeg faktisk for meget credit for at være modig, for jeg vidste slet ikke, at jeg var grænseoverskridende. Jeg er ikke sådan en metaagtig mastermind eller stor rebel. Og jeg prøver ikke at være særligt frigjort. Jeg lever bare.”

Da Emilie Molsted Nørgaard sidst talte med Eurowoman, skrev vi 2019, og kæresten Søren var en af dem, der inspirerede til kærlighedssange og store armbevægelser. Gør han stadig det?

“Ja da, totalt meget. Det er megadejligt. Vi har været sammen i 10 år, og han er tit den, der hører mine sange først. Vi har været sammen så længe, at der også er plads til at synge om de forbudte følelser. Sangen The Boy is Not Mine handler om den der momentane liderlige sindssyge, vi alle kan opleve, når vi møder én, som vi bare må snave. Jeg spillede den for Søren, og han kunne relatere til den. Hvis vi aldrig havde haft en samtale om, at vi godt kan crushe på andre, ville han nok synes, at det var underligt, at jeg skrev en tekst om det. Men de følelser kan vi godt tale om. Vi har været sammen så længe, at vi godt kan pille faren ud af de samtaler. Vi har begge så meget respekt for den kærlighed, vi deler. Følelserne, de små tiltrækninger til andre og liderligheden er jo ligesom vejret. Du er ikke herre over det, og du kan ikke bestille godt vejr til studentergildet. Du må bare wait it out.”

Jada føler, at hun har ventet længe nok. På forløsningen. Og Orange Scene, der har ventet i to år.

“Det var en meget hård dag, da festivalerne blev aflyst i 2020. Jeg fik mit hjerte knust og måtte leve med en kæmpe hjertesorg. Jeg kunne først hele rigtigt, da jeg turde at tro på, at det blev til noget igen. Nu planlægger vi det vildeste show, og jeg glæder mig så meget, at jeg kan mærke et sug i røvhullet. Kender du det? Så føler man lige, at man lever lidt ekstra,” griner hun.

“Jeg kan godt lide at spille små koncerter, men jeg kan altså bedst lide de store. Det var en erkendelse, jeg skulle lære at acceptere ved mig selv og turde sige højt. Det er ikke, fordi jeg har brug for en distance til publikum. Det er det modsatte. Jeg har brug for at sige “TA-DAAA!” siger hun og slår ud med armene. Til de små koncerter kan du smelte sammen på individuelt plan, men til de store smelter vi jo sammen på organismeplan. Vi bliver en stor fællesmasse – og jeg bliver heksen, der rører i gryden. Og det er dét, jeg skal fredag den 1. juli klokken 01 om natten!”

Jeg har intet jeg skal nå, før jeg fylder 30

Læser du op på din Jada-trivia, er der mange, der nævner hendes perfektionisme. Fylder den fortsat, eller har hun givet mere slip?

“Jeg tror måske, at det er det forkerte ord. Jeg har ikke brug for at være perfekt. Jeg er langt mere optaget af, at jeg skal være så tro mod mig selv som muligt. Det handler ikke om at undgå at træde forkert, men om lysten til at gå så langt som muligt for at være oprigtig. Jeg har mere og mere tilgængelig ’data’ om, hvad der er mig, og det forfølger jeg. Det, der gør mig mest lykkelig, er, når jeg oplever noget, andre har skabt, hvor de har gjort sig umage for, at man kan mærke dem 1:1. Det vækker en følelse af frihed i mig, fordi jeg bliver mindet om, hvem jeg er i kontrasten til andre. Jeg har intet, jeg skal nå, inden jeg bliver 30. Og jeg oplever ingen panik over at blive ældre. Jeg har altid haft følelsen af at være yngre og ældre end det tal, der angiver min alder. Jeg blev hurtigt voksen som barn, og siden har jeg følt mig som et glas med vand: Hvert år kommer der mere vand i, og det sjasker rundt. Årene og erfaringerne blandes sammen.”

Bliver du aldrig træt af at synge, performe og dele ud af dig selv?

“Indtil videre er jeg ikke i nærheden af at være træt. Jeg bruger ekstremt meget energi på scenen, og derfor har jeg også min personlige træner Britt, som udfordrer mig og hjælper mig med at gemme på min energi og stoppe før udmattelsen. Det har jeg prøvet. Jeg arbejder ikke mig selv ned under gulvtæppet længere,” fortæller Emilie Molsted Nørgaard, der ovenpå sin første succes blev ramt af stress og derfor tog en velvoksen pause fra tourliv og scenekunst.

“Men jeg får jo også meget energi af at optræde og blive mødt af de her vilde energiske bølger fra publikum. Det er dem, jeg skal kunne klare, sådan whoosh! Jeg står i min egen kraft. Jeg går meget op i at have fysisk stamina – både kropsligt og sangmæssigt. Og det er også det, jeg elsker ved at blive ældre. Hver dag lærer jeg noget nyt om mig selv. Jeg ved, hvad det vil sige at være én, der laver musik, én, der er kendt af nogen, én, der spiller musik for mange mennesker. Og hvis jeg indimellem savner motivationen, så skal jeg bare se Homecoming på Netflix om Beyoncés Coachella-optræden. Det er det niveau af kondi, jeg gerne vil have. Nogen synes, det er for perfekt, når hun optræder. Jeg har det lige modsat. Jeg kan se, at hun bruger hele sin krop og sin sjæl; at hun gør sig umage. Det elsker jeg hende for.”

Men det er ikke uden omkostninger at give så meget af sig selv. Man riskerer at blive drænet.

“For mig var det en vildt vigtig og god oplevelse at få stress. Jeg er ikke bange for at blive ramt igen, for jeg kan faktisk godt lide at have kriser. Det er, når jeg har været mest stresset og ked af det, at jeg også har kunnet høre den der indre stemme, der siger: “Wow, du får rigtig noget for 25-øren i det her liv, hva? Du får da prøvet, det hele,” smiler hun.

“Jeg gik i metakognitiv terapi, som jeg vil slå det største slag for. Det er den mentale træning, der gør, at jeg føler mig så tryg i mig selv nu. Også når jeg bliver stresset. Så får jeg ikke et chok, for jeg ved, at det ikke er farligt. Jeg er helt klar over, at det ikke er godt, at så mange mennesker har stress, men for mig, i mit lille liv, minder det mig bare om, at tilværelsen rummer mange oplevelser. Jeg glæder mig da ikke til kriserne, men det er helt okay, at de er der. Og jeg ved, at jeg meget nemt kan mærke, når jeg føler mig stresset igen. Jeg ved, at jeg kan stoppe op og passe på mig selv,” siger Emilie Molsted Nørgaard.

“Det var det gode ved corona. Jeg følte, at livet blev taget fra mig, og derfor er det meget nemt at mærke nu, hvad det betyder for mig at være i live. Hvad jeg vil prioritere hver dag. Før corona og efter stressen troede jeg, at ‘det gode liv’ lå i fremtiden. Jeg troede, at jeg kunne udskyde at lave musik, se mine venner eller at gå en tur i solen, til der var mere tid. Det tror jeg ikke på mere. For med corona ændrede alt sig fra den ene dag til den anden. ‘Det gode liv’ er flygtigt. Jeg fik ikke bare en erkendelse, jeg omsatte den til handling. Jeg har opdaget, at det ikke kun er de nære cirkler, der er vigtige for mig. Det er lige så vigtigt at hænge ud med mine venners venner og folk, jeg ikke kender så godt. De tilfældige møder. Kernen er vigtig, men det er det mindre intense nærvær også. Indimellem er det helt afgørende, at vi bare er sammen om fællesskabet.”