Emma Holten: "Feminisme må aldrig blive din lækre selvhjælpsløsning"

– Jeg fandt feminismen sent. Jeg var 22. Nu møder jeg 15-årige gymnasiepiger, der sidder på første række til mine foredrag på danske gymnasier med en This is what a feminist looks like-T-shirt på. Da jeg var 15, havde jeg hovedet langt oppe i røven og tænkte kun på mig selv, men når jeg ser på nutidens unge, tænker jeg: "The kids are alright." De unge er altid fremtiden – mest af alt fordi de ikke har noget valg.

– Du fødes ikke som aktivist. Det er vigtigt at tænke aktivismen som et arbejde, fordi det er så hårdt og suger din energi. Det er det samme med feminisme. Det er et arbejde, jeg har valgt at tage på mig. Feminisme er altid aktivisme, men aktivisme er ikke altid feministisk. Aktivisme udfordrer det herskende, sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er, som de er, og undersøger om de kan gøres anderledes.

– Narcissismen har eksisteret til alle tider. Vi har altid stræbt efter opmærksomhed og status. Tidligere var det penge, der var statussymbolet for unge, nu er det antallet af likes. Forbruget er blevet vores statusmarkør, men hver gang der er en aktion, kommer der en modreaktion. Hvis du har viet dit teenageliv til forbrug, hænger det dig ud af halsen, når du bliver 25. De smarte piger melder sig ud.

– Jeg blev feministisk vækket, da jeg læste den svenske forfatter Sara Stridsbergs roman Drømmefakultetet, der er en fiktion over den amerikanske feminist Valeri Solanas SCUM-manifest (feministisk kampskrift fra 1968, red.) og hendes svære sind. Den gjorde mig mere bevidst om, hvorfor tragedier sker. Der er altid en årsag til, at du føler dig forkert, udenfor eller ensom. Ved hjælp af feminismen kunne jeg håndtere min egen sorg og vrede.

– Jeg har aldrig forstået begrebet kønskamp. Jeg kæmper ikke mod nogen køn. Min kamp er en kulturkamp. Det giver jo ingen mening, at hvis manden ikke er på toppen, så skal kvinden være det. Det, vi skal gøre op med, er en kultur, hvor du kan hævde dig på baggrund af status, køn og hierarki. Samfundet fungerer ikke, som det er nu. Min ambition er at beskrive kulturen, som den er, og erstatte den med en anden. En kultur, hvor der ikke er så mange, der føler, at de befinder sig i bunden. I dag er menneskelig værdi noget, du får ved at bevise din skønhed, din evne til at forsørge dig selv, pleje et parforhold eller være en god mor. Menneskelig værdi er defineret som noget, du kan miste. Jeg følte selv, at jeg mistede værdi, da jeg var udsat for hævnporno. Mit projekt er, at ingen skal føle, at de kan ophøre med at være værdifulde.

– Jeg har det anstrengt med begrebet empowerment. Det fokuserer på min styrke, min tilfredsstillelse, mig, mig, mig. Det er udtryk for en feminisme, der skuer indad mod sig selv i stedet for at kigge ud. Det er et kæmpe pres, at du skal elske dig selv, før du kan hjælpe andre. Det er bullshit! Du må godt være en dårlig mor, hade din store røv, føle dig utilstrækkelig og stadig være aktivistisk og relevant. Du må godt føle dig svag og magtesløs. Du skal ikke være empowered for at kunne handle aktivistisk. Det feministiske kald næres, når der er opstår et clash mellem din egen oplevelse af at være værdifuld og den manglende anerkendelse fra samfundet. Men vi opdager ikke vores svaghedstegn i en yogatime. Vi finder dem, når vi arbejder for meget for andre og for lidt for os selv. Og når vi ikke er nok sammen med dem, vi elsker. Feminisme må aldrig blive din lækre selvhjælpsløsning. Feminisme handler ikke om, at du skal leve din egen drøm, men om at andre ikke skal leve dit værste mareridt.

– Jeg vil helst være forbillede for alle de ulykkelige. Mennesker, som ikke er lykkedes og ikke føler, at verden passer til dem og passer på dem. De skal vide, at det ikke behøver at være sådan. Jeg føler et søskendeskab med dem. At være opfyldt af sorg og smerte har været så stor en del af mit liv. De Enormt Lykkelige Mennesker burde holde mund i 15 år. Kan de ikke bare nyde det og give os andre lidt taletid?

– Både som offentlig og privatperson oplever jeg, at vi i Danmark har en forkvaklet oplevelse af, hvad der er privat. For mig handler det om samtykke og retten til at vælge, hvad du ønsker at dele. Journalister må ikke komme ind i mit hjem, og jeg poster ikke billeder af mine venner og min kæreste. Men jeg deler meget af mig selv. Jeg måtte tidligt afgøre, hvilke dele af mit private liv, der er relevante for det politiske: hævnporno, tankerne om min krop, livet som ung kvinde i Danmark. Det, der ikke er relevant i en aktivistisk kontekst, holder jeg for mig selv.

– Jeg har valgt at pensionere mig selv fra den danske debat og rejse til New York. I et år til at starte med. Jeg har brugt virkelig meget tid på at forklare min smerte i et sprog, så andre kan forstå den. Og på at gøre smerten politisk. Jeg har brugt tre år af mit liv på at tro, at jeg aldrig nogensinde ville blive glad igen. Nu har jeg brug for en pause. Det er også feminisme at passe på mig selv, så jeg kan samle kræfter til at kæmpe videre. Jeg tror ikke, at jeg efterlader et Emma Holten-formet hul, der ikke kan fyldes. Der er så mange dygtige feminister i Danmark, så jeg glæder mig til at følge med på afstand. Nu sætter jeg autoreply på mit liv. "Hej hej – jeg er ude at rejse."