indkøbere hos Wood Wood, Stylebob og Birger Christensen

Få indkøbernes shoppehemmeligheder

Deres job er at købe ind til tusindvis af kvinders garderober. De rejser verden rundt for at opsnuse tendenser, og indimellem må de tage chancer, som udelukkende er baseret på deres mavefornemmelse. Mød 3 indkøbere på de følgende sider, og hør om udfordringerne, succeserne og fejlsatsningerne.Kamilla Thomsen

Den 28-årige Store Manager hos Wood Wood køber ud over Wood Woods eget mærke også ind hos 10 internationale modehuse som Kenzo, Carven, Junya Watanabe og Y3.

Hvordan forbereder du dig til en sæson?

“ Inden sæsonens indkøb starter, holder mine kolleger og jeg strategimøder, hvor vi gennemgår salgstallene for forrige sæson og lægger den kommende sæsons budget. Når modeugerne nærmer sig, laver jeg en del research på, hvad der sker på markedet, og hvilke mærker der især gør sig bemærket.”

Hvilke kvinder køber du ind til?

“Wood Wood-kvinden er meget bevidst og opdateret på, hvad der sker på modefronten. Hun ved, hvad hun vil have, og står gerne i kø for at få fingrene i det seneste cool samarbejde. Hun går op i kvalitet og mode, er easy going og vil helst ikke ligne en, der har taget en uniform på. Tøjet skal være afslappet og fungere i hverdagen. Det er mit job at forudse det næste, hun bare må eje, og her er det, at jeg nogle gange må tage en chance og følge min mavefornemmelse. Vi ser både helt unge piger i konfirmationsalderen, der kommer ind for at købe en sweatshirt, og ældre kvinder på 80 år, som går efter en lækker strik.”

Hvad er din største indkøbssucces nogensinde? “Jeg kunne nærmest ikke få hænderne ned af begejstring, da jeg købte ind fra Wood Woods forår/sommer-kollektion 2014. Jeg har aldrig oplevet at tænke “yes!” så mange gange, og jeg synes virkelig, Lotte Bank (designeren, red.) har ramt plet med en kollektion, der er drenget, sporty og samtidig feminin. Sidste sommer solgte vi også vildt godt af det franske mærke Jacquemus. Alt blev lynhurtigt udsolgt, og jeg måtte overføre varer fra vores andre butikker i Aarhus og Tyskland til butikken i København.”

Hvad er din største fejlsatsning?

“Sidste sommer lavede Wood Wood et lilla track suit. Jeg havde købt 30-40 sæt hjem og havde under indkøbet tænkt, at selv om looket var cool, var det pga. pasformen måske ikke det nemmeste at sælge. Men jeg tog fejl. Den dag, det blev leveret i butikken, var der kø ude foran, og alt blev udsolgt på under 10 minutter. Det var så ærgerligt. Jeg kunne have solgt og solgt for evigt, hvis blot jeg havde haft et ubegrænset lager.”

Hvad tror du bliver det næste store?

“Vi har netop fået sportsmærket Y3 til både herrer og damer. Vi har før haft det i butikken, men har holdt en pause på omkring fem år. De sidste par sæsoner har vi luret på det, og i dag er det så tilbage. Jeg kan se, hvordan kvinder vil bruge det til både hverdag og i byen, og det er netop mærkets funktionalitet, jeg elsker.”

Kamillas 3 favoritter fra den nye sæson:

1// “Cykelshorts fra Wood Wood. Jeg haraltid selv brugt cykelshorts under kjoler og nederdele om sommeren. De er både cool ogperfekte, når man cykler.”

2// “Bucket-hat fra Neighborhood. Det er enfin måde at beskytte sig for solen på, og jeg er overbevist om, at det er den nye kasket.”

3// “Sneakers holder stadig, og jeg tror megetpå Stan Smiths kollektion for Adidas. Lanceringen blev udskudt fra november til februar,så de er allerede blevet hypet en del.”

 Leila Yavari

Den 35-årige Fashion Director hos den globale webshop Stylebop.com har ansvaret for indkøbet af over 250 brands, der bl.a. tæller luksusmærker som Valentino, Maison Martin Margiela, Jil Sander og Fendi.

Hvordan forbereder du dig til en sæson?

“Jeg har et meget dygtigt team bag mig, og hver sæson, inden vi tager til modeuger for bl.a. at købe ind, har vi dannet os en god idé om, hvilke tendenser sæsonen byder på. Vi har mange møder hos designerne, da det er vigtigt for mig at forstå historien bag hver enkelt kollektion. Når de internationale modeuger starter, giver New York os hurtigt et billede af sæsonens trends, men intet er sikkert, før det hele afsluttes en måneds tid senere på den sidste modeuge i Paris.”

Hvilke kvinder køber du ind til? “Arketypen er en urban, sofistikeret, moderne og stilbevidst kvinde, der interesserer sig for mode. Hun er 32-42 år og vil gerne være fashion forward. Men eftersom vi er en online-butik, der sender til over 120 lande, har vi kunder helt ned fra teenagealderen til op i 60’erne.”

Hvad er din største indkøbssucces nogensinde? “For et par sæsoner siden sad vi og købte ind fra vinterkollektionen hos Jil Sander. Jeg syntes, at looket med hvide pumps var så cool, men tænkte alligevel: “Hvem vil dog gå med det om vinteren?” Vi tog dog chancen, og det blev begyndelsen på noget nyt, som i dag slet ikke er underligt – tværtimod er hvide pumps noget, mange kvinder nu har i deres skosamling.”

Hvad er din største fejlsatsning?

“Vi sælger til 120 lande og dækker meget bredt – både geografisk og aldersmæssigt. Derfor kan alle kvinder altid finde noget hos os, så hvis jeg skal være ærlig, har vi aldrig oplevet en decideret fejlsatsning. Stylebop.com er en succeshistorie, vi har tjent penge siden første år og er fortsat voksende.”

Hvad tror du bliver det næste store?

“Valentino sælger godt og er et mærke, der kan gå i mange retninger – fra den unge pige, som går efter korte kjoler, til karrierekvinden, der investerer i klassiske nederdele og lækre accessories. Mit personlige style crush denne sæson er Damir Doma, som vi for første gang fører. Vi har købt ind i to retninger: det drengede med firkantede snit og løse T-shirts og de mere feminine items med maxinederdele og plisseringer.”

Leilas 3 favoritter fra den nyesæson:

1// “Kappen fra åbningslooket hos Valentino. Den er et statementpiece med alt sit broderi på linje med et par sko eller en taske. Du kan både bruge den over dine slidte jeans eller over en lille sort kjole for at fuldføre dit outfit.”

2// “Balmains læder overalls – jeg er helt besat af dem. De har en 90’er-sporty luksusvibe over sig.”

3// “Det hvide sæt fra J.W. Anderson er også klart en af mine favoritter. Kan ikke få det ud af hovedet.”

Sysser Zachau

Den 44-årige Commercial Director i Københavns ældste multibrandbutik, Birger Christensen, køber hver sæson ind fra luksuriøse mærker som Prada, Céline og Alexander Wang.

Hvordan forbereder du dig til ensæson?

“Gennem en sæson følger og analyserer jeg salget af vores varer, så når jeg sidder på flyet på vej til indkøb i Paris og Milano, er jeg forberedt. Det er en on-going proces at læse tiden og dens trends, og derfor er jeg ofte på inspirationsture til fx New York, London, Beijing og Hongkong. Jeg finder også meget inspiration i at gå på museer eller lækre restauranter, som alt sammen er med til at tegne et billede af tiden.”

Hvilke kvinder køber du ind til?

“Hver sæson laver vi moodboards, som vi hænger op i butikken, så vores kunder kan få inspiration og personlig rådgivning ud fra sæsonens trends. Vores kunde har ikke en bestemt alder, men er en moderne kvinde med en stor interesse for mode og trends. Fx har vi den helt unge kvinde, som kommer ind og leder efter det helt rigtige it-produkt, som typisk er en taske eller et par sko. Generelt er vores kunder ikke mærkefikserede, men går derimod op i pasformer og snit.”

Hvad er din største indkøbssucces nogensinde?

“Saint Laurent har formået at genskabe sig selv og troen på en fremtid for et gammelt smukt modehus. Vi har ført Yves Saint Laurent, siden butikken åbnede, men da de ændrede navn til Saint Laurent, var det et spørgsmål om at følge sin mavefornemmelse og tro på, at vores kunder var klar til at tage imod den forandring. Det var på et tidspunkt, hvor det hele ruskede og var banebrydende – timingen var perfekt.”

Hvad er din største fejlsatsning? “I mit job skal man hele tiden ramme kundernes behov, og det er en konstant balance. Sidste år, da de fleste af kollektionerne undlod plateausko, besluttede jeg at følge trop og gik derfor helt uden om at købe sko med plateau ind til butikken. Det syntes kunderne var for tidligt, og jeg fik taget en beslutning, som kostede dyrt.”

Hvad tror du bliver det næste store?

“Ud over Saint Laurent er Valentino meget spændende at arbejde med. Det har en kontrast mellem det meget unge og rå og det utrolig yndige og sofistikerede. Frame Denim er et andet nyt mærke hos os. Det er kendt for den fantastiske pasform, der er grundstenen i enhver garderobe, og som fungerer godt både med stiletter og flade sko.” 

Syssers 3 favoritter fra den nye sæson:

1// “Et par neongule stiletter med nitter fra Valentino. Jeg tror på alt med neon her til sommer. Det er det, jeg råder mine kunder til at købe, hvis de vil være med på det nye.”

2// “Herreskjorte fra Mauro Grifoni. Jeg tror rigtig meget på herreskjorter i både hvid og blå, som sættes ned i bukserne fortil, så man får en lang krop foran, men det afslappedelook bagtil.”

3// “Undertøj fra Viola Sky. Der er noget piget, varmt og meget nærværende ved undertøjet fra Viola Sky, som jeg tror kommer til at tiltale rigtig mange.”