Louises afslapningsrejse gav hende stress: ”Efter den første uge havde jeg mest lyst til at rejse hjem”
Jeg havde glædet mig til de to ugers afslappende ophold på et retreat i Indien. For jeg var stresset og trængte i den grad til at slappe af. Desværre endte opholdet med at gøre mig endnu mere anspændt, end jeg var det i forvejen. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Louise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
De sidste par år af mit 51-årige liv havde jeg døjet med voldsom stress.
Jeg arbejdede som sekretær i et stort firma, og min leder havde længe overhørt mine protester over det urimelige arbejdspres, hun blev med at lægge på mig.
Jeg gjorde dog alt, hvad jeg kunne for at finde ro privat, og i min søgning på nettet efter afslapningsøvelser, dukkede der en lokkende reklame frem for et indisk retreat. Med i prisen for to uger i egen privat bungalow med udsigt til det indiske ocean, var daglig yogaundervisning og masser af massage og afslapning.
Helt billigt var det ikke, men eftersom min mor for nyligt var gået bort, og jeg havde arvet lidt penge, mente min mand, at jeg fortjente at gøre noget godt for mig selv. Hårdt presset, lod jeg mig derfor overtale til at tage afsted.
Da flyet landede i Indien, blev jeg afhentet af en privatchauffør. På køreturen hen mod resortet passerede synet af voldsom fattigdom forbi de tonede ruder. Det fyldte mig med dårlig samvittighed. For hvordan kunne jeg tillade mig at tage på et forkælelsesophold, mens andre lå på de beskidte gader og sultede?
På resortet var der imidlertid intet spor af fattigdom. Her var fredfyldt og guddommeligt smukt. Jeg blev modtaget af resortets manager, der forsikrede mig om, at opholdet ville blive fantastisk, hvorefter han knipsede efter en gammel mand, der med dukket nakke pilede afsted med min kuffert over til min bungalow. Med åbne fløjdøre ud til en stor terrasse, kunne jeg nu se frem til at tilbringe de næste to uger henslængt i en liggestol og nyde udsigten til havet. Eller slentre ned og lægge mig på den kridhvide sandstrand, hvorfra jeg kun skulle rejse mig for at få massage eller yogaundervisning sammen med de andre gæster, som primært var enlige, vestlige kvinder som mig selv.
Mens de ansatte passede mig efter alle kunstens regler, havde jeg dog svært ved at komme i zen. For der var slet ingen tvivl om, at de ansatte på retreatet knoklede 24/7 for at tjene til livets ophold.
Når jeg lå på briksen for at få massage overhørte jeg også ofte manageren kommandere med dem i et vredt toneleje. Det blev også tydeligt, at de ansatte var frygtelig stressede. En klage fra en gæst, var nok til at de røg ud. Så hele tiden lød det: Everything okay, madam? Og når jeg diskret ville give dem drikkepenge, afslog de ydmygt, idet manageren forbød dem at tage imod penge fra gæsterne.
En dag, da samme manager i alles påhør overfusede en ung dreng, fordi han var kommet til at tabe en bakke med te til en gæst, kunne jeg ikke længere holde min mund. Jeg gik hen til ham og tog den stakkels dreng i forsvar. Manageren bed tænderne sammen i et stort undskyldende smil, mens han skævede olmt til den unge dreng. Optrinnet havde heller ikke undgået de andre gæsters opmærksomhed, men de virkede bare irriterede over, at jeg havde forstyrret deres sjælefred.
Allerede efter den første uge havde jeg mest lyst til at rejse hjem til Danmark igen, for retreatet var slet ikke, som jeg havde drømt om. Jeg var dog tvunget til at blive en uge til og den brugte jeg på at ransage mig selv. For hvor store problemer havde jeg egentlig selv? Hvad var det, jeg ville miste ved at sige fra overfor min egen leder derhjemme? Hvis jeg mistede mit arbejde, ville min mand og jeg jo ikke dø af sult på gaden, som dem der arbejdede her. Vi ville bare skulle stramme livremmen gevaldigt ind.
Da jeg landede derhjemme igen, havde jeg erkendt, at jeg ikke havde behov for, at andre skulle passe på mig, men istedet skulle lære at passe bedre på mig selv. For at få hjælp til det søgte jeg igennem mit arbejde, som havde en privat sundhedsforskning, om at tale med en psykolog. Her bestod behandlingen hverken af frisk frugt i mundrette skiver eller massage. Der blev derimod trykket på mine indre ømme punkter.
Annonse
Det skulle imidlertid også vise sig at være hele den indre rejse værd. For først, da jeg landede i mig selv, fandt jeg mit værd og var heller ikke længere bange for at sætte grænser. Det huede ikke min leder, da jeg sagde fra overfor hendes urimelige arbejdspres. Heller ikke, da jeg endte med at klage til vores tillidsrepræsentant. Det var stadig ikke let for mig at tage den kamp op, men når jeg indimellem fik en smule ondt af mig selv, tænkte jeg bare på de stakkels ansatte nede på retreatet.
Det gik nu heller ikke mere end et halvt år, før min leder måtte se sig om efter en anden medarbejder end mig. Jeg valgte nemlig selv at sige op. Istedet for at spilde mere tid og energi på at kæmpe for at ændre arbejdsbetingelserne på min arbejdsplads, ville jeg bruge den til at passe på mig selv og søge efter et nyt arbejde.
Så på den måde kom der alligevel noget positivt ud af mit retreat, selvom jeg stadigvæk bliver ked af det, når jeg tænker på, hvordan de ansatte blev behandlet dernede.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
