En læser fortæller: "Jeg fik nok af min bitre veninde"
Selvom min veninde var rask efter en aggressiv brystkræft, så havde sygdommen ændret hende. Fra at være sjov og livsglad, var Lisbeth blevet bitter og vred på verden. Efterhånden var hun ulidelig at være sammen med, og en dag fik jeg nok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Da Lisbeth fik konstateret brystkræft, var jeg én af de første, der fik beskeden.
Vi blev som regel indkaldt til mammografi nogenlunde samtidig og plejede både at joke med den ubehagelige undersøgelse og være lidt bekymrede samtidig.
Denne gang var der så dårlig nyt til Lisbeth. Det viste sig, at hun havde en særlig aggressiv form for brystkræft. Heldigvis blev den opdaget i god tid, så prognoserne så lovende ud, men hun blev forståeligt nok dybt ulykkelig og bange.
Som en af hendes nærmeste veninder, stod jeg selvfølgelig ved hendes side. Lisbeth havde aldrig fået mand eller børn, så det var kun naturligt, at jeg, familien og andre venner trøstede, støttede og hjalp. Jeg kørte derfor til behandlinger med Lisbeth, lavede skånekost til fryseren og købte små gaver, der kunne muntre hende lidt op.
Vi havde mange snakke, men de var ofte præget af Lisbeths sorte tanker, hvilket jeg fuldt ud forstod. Hun kæmpede jo med en dødelig sygdom. Heldigvis blev hun rask igen. Dog ikke uden omkostninger, for hun fik fjernet det ene bryst, tabte alt håret og mange kilo. På bare et år ændrede hun fuldstændig udseende.
Desværre ændrede Lisbeth også personlighed. Hun plejede at være sjov, glad og fuld af smittende energi. Nu var det slut med at grine og se livet med et tillidsfuldt blik, Lisbeth var tværtimod nærmest i kronisk dårligt humør.
I starten forstod jeg hende. Hun havde været igennem et voldsomt forløb og set døden i øjnene. Nu stod hun tilbage med en forandret krop, hun skulle lære at holde af. Dog måtte det da tælle lidt, at hun var erklæret rask, tænkte jeg. Men Lisbeth blev ved med at se negativt på alt. Efterhånden blev det ekstremt drænende at besøge hende. Jeg kom ofte forbi med lækkert take away, men det var aldrig godt nok. Sushi gav hende kvalme, og pizza betragtede hun nærmest som kræftfremkaldende i sig selv. Jeg hoppede og sprang for at gøre hende tilfreds, men der var altid noget i vejen.
Samtidig med at jeg skammede mig over at tænke dårligt om Lisbeth, blev jeg også vred og ked af det. Det sidste hang især sammen med min egen sorg. Måske var det egoistisk, men jeg savnede min gamle veninde. Jeg fandt kun en skygge af hende, når jeg trådte ind i hendes lejlighed.
Samtidig brokkede Lisbeth sig over alt og alle. Hun mente, at alle vendte hende ryggen, fordi hun havde været syg. Der gik længere og længere tid imellem, at hende søster fra København ringede, og hendes veninde, Trine, så hun ikke ret meget til. Jeg havde ondt af hende, men forstod samtidig Trine og søsteren. Man kunne gå glad ind i lejligheden hos Lisbeth og komme fuldstændig drænet ud igen.
”Hvis hun dog bare havde lidt kampgejst, hvis bare hun ville tage lidt ansvar,” tænkte jeg.
Sådan må man ikke tænke om folk, der har været dødeligt syge, mener de fleste af os, og nok derfor tog Lisbeths nærmeste afstand. Jeg var tæt på at gøre det samme, indtil fløjlshandskerne en dag røg af.
Annonse
En eftermiddag spurgte jeg, om vi ikke skulle tage ud i stedet for at spise hos Lisbeth, som vi plejede. Dels for at komme lidt ud, dels fordi jeg var ved at være træt af altid at købe og betale for maden.
"Ud og spise? Det kan jeg da ikke! Det ved du da. Jeg har ingen energi, og folk kigger mærkeligt på mig," udbrød Lisbeth og tog hånden op til hovedet, hvor håret ellers var i fuld gang med at gro ud igen.Det næste, hun sagde, fik mig dog helt op i det røde felt:
"Nu skal du ikke også begynde. Har I da ingen respekt for, at jeg har været syg?"
Jeg halvt råbte som svar, at jeg, ligesom alle andre omkring hende, ikke havde haft andet end respekt og forståelse for hendes sygdom, men at Lisbeth selv ikke lavede andet end at brokke sig og fralægge sig ansvaret for at få et godt liv igen.
"Du har fået livet igen. Og du bruger det ikke på andet end at beklage dig!" råbte jeg og stormede ud ad lejligheden.
Nede på gaden vendte jeg alligevel om. Løb og ad trapperne og faldt Lisbeth om halsen med en undskyldning. Vi tudede begge to. Men midt i tårerne, endte vi med at le af hele situationen. Det var første gang, jeg hørte Lisbeth grine i over et år, og hvilken befrielse.
Dagen efter skrev hun: ”Hvis du virkelig gerne vil, så kan vi da godt tage ud at spise i aften. Jeg giver”.
Herfra vendte den gamle Lisbeth langsomt tilbage.
I dag er jeg glad for, at jeg ikke gav op, men tog tyren ved hornene, selvom det kunne være gjort mere elegant. Men Lisbeth havde brug for en opsang og brug for at blive mindet om, at livet trods alt var hendes eget ansvar.
Vi andre gjorde hende en bjørnetjeneste ved at lade alt ske på hendes præmisser og ikke give hende det modspil, hun faktisk trængte til. Det endte hun så heldigvis med at få, og det hjalp.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
