En læser fortæller: "Min kæreste levede et dobbeltliv"
Jeg var skudt i Karsten og sikker på, at det var ham, jeg skulle dele min fremtid med. At Karsten så slet ikke var den ærlige fyr, han gav sig ud for at være, stod klart den dag, hvor en fremmed bil rullede ind i indkørslen. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg var midt i 40’erne, fraskilt og med børn, der var flyttet hjemmefra, da jeg i forbindelse med mit arbejde, var på et internatkursus i teambuilding.
Et salgsfirma afholdt samtidig kursus for deres medarbejdere, så om aftenen var vi en større, blandet flok, som holdt ”fyraften” sammen i baren på hotellet.
Det var her, jeg mødte Karsten. Eftersom han var ret tiltrækkende, humoristisk – og ikke mindst fraskilt, var jeg ikke uinteresseret. Jeg havde nemlig længe gerne ville møde en mand, men indtil videre fik Karsten dog kun lov til at følge med mig op til min værelsesdør. Da han trak mig ind i sin favn, havde jeg alligevel svært at modstå det kys, han gav mig. I det samme kom et par af hans kollegaer gående forbi os på gangen.
"Hey, Karsten, husk nu, at du er gift!" råbte de i højt humør.
I det samme gjorde jeg det klart for ham, at jeg ikke var interesseret i en gift mand og lukkede hovedrystende min værelsesdør i for næsen af ham.
Ved morgenmadsbuffeten næste dag trak Karsten mig til side, så mig kærligt i øjnene og sagde, at han ikke var gift. Han var derimod ved at blive skilt og var allerede flyttet fra sin kone, han følte blot ikke, at hans privatliv vedkom hans kollegaer. Selvom jeg havde min tvivl, lod jeg den komme ham til gode og gav ham derfor mit mobilnummer.
Samme aften, da jeg kommet hjem, ringede Karsten. Her forklarede han, at han i forbindelse med skilsmissen var flyttet midlertidigt ind på gæsteværelset hos sin svært lungesyge bror, hvis kone havde brug for hjælp med praktisk aflastning. For at gøre en lang historie kort, inviterede Karsten mig ud at spise næste weekend, bagefter tog vi hjem til mig, hvor han blev og overnattede.
I løbet af den næste mørke vintermåned sås vi kun hjemme hos mig, og som det nu passede ind i Karsten travle kalender.
Da det lyse forår nærmede sig, inviterede Karsten mig med på weekend i hans brors og svigerindes sommerhus, som han havde lovet at gøre klar, så de selv kunne nyde foråret deroppe. Den iver, Karsten lagde i for at hjælpe sin syge bror og svigerinde, fik mig kun til at forelske mig endnu dybere i ham.
Jeg trak selvfølgelig også selv i arbejdstøjet og hjalp med at klippe de mange buske og grene i sommerhusets have. Imens sendte Karsten løbende sms`er hjem til sin bror og svigerinde med billeder af den ny stablede brændebunke og de klippede hække. Hver gang kvitterede hans bror og svigerinde med kys og taknemmelige hjerter.
Om aftenen sad vi trætte foran den knitrende pejs og flettede fingre, inden vi gik ind og lagde os i det småblomstrede, renvaskede sengetøj.
Annonse
Den tredje weekend, hvor Karsten havde hentet mig for at tage op i sommerhuset, løb vi allerede lørdag formiddag tør for maling. Mens Karsten kørte ind til det lokale byggemarked, gjorde jeg frokosten klar til os på terrassen i det lune forårsvejr.
Mens jeg stillede tallerkener på bordet, svingede en bil ind i indkørslen. I næste øjeblik steg en kvinde ud med en indkøbspose i hånden. Da hun fik øje på mig, stivnede hun og stod bare der med opspilede øjne, som om jeg var en indbrudstyv, grebet på fersk gerning.
"Karsten er lige kørt i byggemarkedet..." råbte jeg til hende.
"Hvor kender du ham fra?" afbrød hun mig med dirrende stemme.
"Har han ikke fortalt dig og din mand om os?" spurgte jeg, da hun kom nærmere, for jeg gik jo ud fra, at hun måtte være Karstens svigerinde.
"Karsten er min mand," hvæsede hun så og beordrede mig så til at forsvinde ud af deres sommerhus.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro eller tænke, da Karsten øjeblikket efter svingede bilen ind på grunden. Da han fik øje på os, forsvandt al farve fra hans ansigt. Derpå satte han i bakgear og med speederen i bund forsvandt han igen i en støvsky ned ad den hullede grusvej.
Hans paniske reaktion overbeviste mig om, at kvinden måtte tale sandt. Ligeledes måtte min chokerede reaktion have overbevist hende om, at jeg ikke havde forsøgt at skjule noget for hende.
"Karsten sagde, at det var hans brors og svigerindes sommerhus," fremstammede jeg.
"Karsten har ikke nogen bror," sukkede hun så.
Det viste sig, at Karstens kone var kommet for at overraske ham med en lækker frokost til gengæld for endnu en weekend, hvor han havde insisteret på at knokle alene i sommerhuset. I stedet var han endt med at blive grebet på fersk gerning i sit dobbeltliv.
Da jeg havde skyndt mig at pakke min weekendtaske, tilbød Karstens kone mig et lift til den nærmeste togstation. Mens vi sad i bilen, var ikke mange ord, vi udvekslede, så om hun kørte hjem til sig selv eller tilbage til sommerhuset, aner jeg ikke.
Jeg skammede mig længe over, hvor dum, jeg havde været. Efterhånden, som jeg kom mig over Karsten, kunne jeg dog godt se, at den eneste latterlige i denne her historie, var Karsten selv. Heldigvis genvandt jeg tilliden til både min dømmekraft og mænd.
I dag, syv år senere, er jeg derfor for længst kommet videre med en dejlig mand, som jeg for øvrigt lige har købt et sommerhus med.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
