En læser fortæller: "Min venindes svigt blev slutningen på vores venskab"

Jeg var ude i køkkenet, da Kamilla ringede på. Det var hendes fødselsdag, og jeg havde lovet at lave middag til hende.

Kamilla havde en rejsetaske over skulderen, da hun trådte ind i min entre.

Læs også

Hvorfor skal min veninde konstant hævde sig?

Næste morgen skulle jeg nemlig besøge min mor i en uges tid, og jeg havde derfor inviteret Kamilla til at låne min lejlighed imens. Det var ikke, fordi Kamilla ikke havde et sted at bo, men min lejlighed var større end hendes og havde direkte udgang til et lille havestykke. Det var forår, og det var rart for Kamilla at kunne bruge min have, mens jeg var væk. Den lille miniferie var sammen med et par ørenringe, jeg vidste, hun havde ønsket sig, min 36 års fødselsdagsgave til hende.

Kamilla og jeg havde været veninder i over 10 år. Vi var begge singler, og vi var gennem årene blevet hinandens tætteste fortrolige. Faktisk lavede vi stort set alt sammen. Vi rejste sammen, vi holdt fødselsdage sammen, vi spiste ofte sammen, vi gik i biografen sammen, vi gik til yoga sammen. Der var meget få områder af vores liv, som vi ikke delte. Vi havde også samme smag, samme humor, vi gik begge op i vores arbejde, og ingen af os havde travlt med at finde en mand og stifte familie.

Der var dog også forskelle imellem os. Jeg var f.eks. mere udadvendt og tjente mere end Kamilla. Jeg kunne også godt lide at holde fester og middagsselskaber. Jeg inviterede altid Kamilla med, men hun holdt kun yderst sjældent selv noget. Ubalancen imellem os var aldrig noget, vi talte om. Det var bare blevet sådan, at jeg oftere betalte og tog mig af Kamilla end omvendt. Det var ikke noget, der gjorde mig noget, for jeg satte stor pris på Kamillas selskab. Vi jokede tit om, at vi var som et gammelt ægtepar. Vi kendte hinanden ud og ind. Det troede jeg i hvert fald.

Da jeg kom hjem fra min mor, følte jeg mig træt. Jeg undrede mig over, at rejsen havde udmattet mig så meget, som den havde, men jeg tænkte, at jeg måske havde fået en virus. Jeg gik derfor direkte i seng. I den følgende tid følte jeg mig fortsat generelt mere træt, end jeg havde gjort før.

Jeg skød i første omgang skylden på mit arbejde, der i perioder kunne være krævende, men som sommeren blev til efterår, følte jeg mig mere og mere udkørt. Flere gange måtte jeg aflyse aftaler, også med Kamilla. Hun virkede skuffet, og jeg var ked af, at jeg ikke kunne stille op til de samme ting, som jeg plejede. Det var blot som om, jeg ikke kunne få hvilet ud og komme til hægterne.

Kamilla kom forbi en gang imellem, men jeg måtte hver gang undskylde, at jeg ikke var mit gamle selv. I stedet var jeg blevet hende, der helst gik tidligt i seng. Jeg skrantede kort sagt fortsat, og da jeg endelig gik til lægen, fordi jeg var frustreret over min evindelige træthed, tog min læge en række blodprøver for ’at være på den sikre side’, som hun sagde.

Da jeg fik resultatet af min blodprøve, var Kamilla den første, jeg ringede til. Jeg havde en forhøjet mængde hvide blodlegemer, og min læge ville gerne have, at jeg fik foretaget flere prøver. Allerede kort efter blev jeg indlagt med en chokerende diagnose: Jeg havde fået leukæmi. Jeg var vanvittig bange, da jeg lå alene på hospitalet. Min mor rejste over for at være ved min side, og jeg regnede også med, at Kamilla ville komme, så snart hun hørte om min diagnose.

Læs også

En læser fortæller: "Jeg fik nok af min bitre veninde"

Da jeg fortalte hende om leukæmien over telefonen, blev hun da også næsten ligeså chokeret som mig. Jeg kunne høre, at hun var tæt på at græde. Vi var begge oprørte, og det var først langt senere, at det gik op for mig, hvordan Kamilla primært kredsede om sine egne følelser og de konsekvenser, min sygdom ville få for hende: at hun var ked af det, og at vores venindeliv sammen nu ikke ville være det samme.

Jeg regnede med, at Kamilla ville komme i besøgstiden samme aften. Da hun ikke kom, forventede jeg hende i besøgstiden dagen efter. Men Kamilla dukkede ikke op. Selvom min mor var ved min side, følte jeg mig alene og bange, og det forvirrede mig, at Kamilla ikke kom. Som dagene gik, følte jeg mig mere såret end forvirret, og til sidst sendte jeg Kamilla en sms, hvor jeg skrev, at hun gerne måtte komme på besøg på sygehuset. Jeg tænkte nemlig, at hendes fravær måtte bero på en misforståelse.

Der gik længere, end jeg havde forventet, før Kamilla svarede, men næste dag kom hun med blomster og satte sig ved min sygeseng. Hun var mere fåmælt, end hun plejede at være, men det var heller ikke den mest opløftende samtale. Jeg gentog den besked, lægerne havde givet mig om mit forløb og mine fremtidsudsigter, og gennem det hele sad Kamilla som forstenet. Andre veninder havde allerede været på besøg, og de havde alle forsikret mig om, at det hele nok skulle gå. Det samme sagde min mor, hver gang jeg så hende. Men der kom ikke en eneste opmuntring over Kamillas læber.

Da hun kort efter gik igen, tænkte jeg, at det måske var sådan, det skulle være. At vi kendte hinanden så godt, at vi delte sorgen. At netop vores forhold ikke var bygget på overfladiske forsikringer. Derfor slog Kamillas sms samme aften mig ud på en måde, jeg ikke kunne have forudset.

Jeg havde netop talt med afdelingens læge, da jeg så, at der lå en besked på min telefon. Kamilla skrev, at hun ikke kunne komme og besøge mig igen, for hun ’brød sig ikke om hospitaler’. Hun uddybede ved at forklare mig, at hospitaler gjorde hende deprimeret.

Jeg har stadigvæk svært ved at beskrive den følelse, der ramte mig, da jeg læste hendes besked. Midt i min angst for sygdommen og det store chok, som diagnosen havde givet mig, var det som at få en mavepuster oveni.

Først var jeg overbevist om, at jeg havde misforstået hende. Kunne Kamilla, der havde været min tætteste veninde i over 10 år, og som jeg havde stået last og brast med gennem tiden, virkelig mene, at hun ikke ville besøge mig, hvis jeg var indlagt? Svigtede hun mig på det mest kritiske og mest sårbare tidspunkt i mit liv? Jeg forstod ingenting.

Desværre havde jeg forstået Kamillas besked alt for godt. For mens jeg var indlagt, hørte jeg meget lidt fra hende. Hun svarede undvigende på mine beskeder, og hun havde en lang række undskyldninger for, hvorfor hun ikke havde tid til at besøge mig.

Læs også

Jeg vil have min veninde ud af mit liv

Det blev ikke meget bedre, da jeg blev udskrevet fra hospitalet og kom hjem. Kamilla besøgte mig kun nølende, og når hun endelig dukkede op, sad hun og hang med hovedet, indtil hun gik igen. De gange, vi talte om elefanten i rummet, gentog Kamilla, at hun havde det rigtig svært med sygdom og hospitaler. Jeg blev hver gang forundret og såret over, hvordan hun kun så situationen fra sit eget perspektiv. Troede hun ikke, at jeg også havde det svært med min sygdom?

Vores samvær, der engang havde betydet så meget for mig, blev en anstrengelse. Når Kamilla havde været på besøg, følte jeg mig drænet. Til sidst kom den dag, hvor jeg måtte sige til Kamilla, at det var bedst, hvis hun ikke besøgte mig. Kamilla virkede opgivende og ked af det, da jeg sagde det, men jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg også anede en lettelse hos hende, og hun kontaktede mig aldrig igen.

Jeg var længe i et følelsesmæssigt chok over, hvordan Kamillas og mit venskab var sluttet. Det var en sorg og et tab ikke længere at have hende i mit liv. Jeg var ikke decideret ensom i den periode, for jeg havde andre veninder, der stillede op sammen med min mor, men jeg var rystet og ked af det over Kamillas exit.

Da mine følelser begyndte at lægge sig, og jeg kunne begynde at gennemtænke forløbet i vores venskab, kunne jeg godt se, at der havde været tegn på Kamillas egoisme allerede tidligt. Hun havde altid været mere interesseret i at modtage end at give, og hun havde gentagne gange sat sine egne følelser og behov i centrum. Jeg havde blot hæftet mig mindre ved det dengang, hvor jeg havde masser af overskud. Sandt at sige havde jeg også haft brug for en som Kamilla, en der altid var klar til at gå ud sammen med mig eller holde mig med selskab. Det havde fået mig til at overse manglerne ved vores venskab.

Min leukemi var heldigvis opdaget tidligt, og i dag er jeg rask. Det har været nogle barske år med sygdom og bivirkninger af både kemo- og strålebehandlingerne. Jeg har generelt lært meget om at værdsætte livet, men afslutningen på mit og Kamillas venskab lærte mig især noget om at være mere bevidst i mit valg af de mennesker, der omgiver mig. I mine helt nære relationer er det ikke nok, at vi har det sjovt sammen. Der skal være en dyb gensidighed og et ønske om at være en del af hinandens liv uanset, om det går godt, svært eller decideret tungt.

De små ting, jeg så igennem fingre med i mit venskab med Kamilla, viste sig at bunde i et stort problem. At hun svigtede mig, var selvfølgelig skuffende, men jeg svigtede også mig selv, dengang jeg slog mig til tåls med et venskab, hvor det primært var mig, der var drivkraften, fordi jeg var bange for at være alene.

Den læring betyder, at jeg i dag omgiver mig med mennesker, som jeg ved, jeg kan stole på vil være der for mig, ligesom jeg til hver en tid vil stå op for dem. Et rigtigt venskab skal nemlig være mere end blot et socialt behov, det skal også være en livline.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.