Guide: Bliv bedre til at sige nej
At sige fra kan være svært, selv om de fleste af os virkelig ville ønske, at vi var lidt bedre til det. Og specielt i en tid med højere tempo, mere stress og langt flere muligheder. At lære at afgrænse og definere sig selv uden at krænke eller såre andre er lidt af en kunst. Men med lidt nysgerrighed og en god portion selvindsigt kan det læres.
Hvad vil det sige at sige fra?
At kunne definere og afgrænse dig selv, i det liv du lever. At finde ud af hvem du egentlig er, og hvad du gerne vil stå for og vise verden. Hvis vi altid siger „ja", vil vi føle os drænet for energi og miste os selv.
Hvorfor har vi så svært ved at sige fra?
Vi lærer, at kvinder skal være mere føjende, rummelige og omsorgsfulde end mænd. Og vi er pæne piger, og har flinkeskolen inde under huden. Så nogle gange tager vi for meget på os. Vi lærer også som børn, at forældrenes ønsker og behov er essentielt for at opnå deres kærlighed, hvilket kan gøre os usikre, konfliktsky og u-dannede på vores egne behov. Og det gør så, at vi ikke kan mærke os selv, vores behov og vores grænser. I det kan der nemlig ligge en frygt for at skubbe folk eller muligheder væk, hvis du markerer dig selv for stærkt. Og et for stort fokus på, hvad andre synes om en. Hvis behovet for accept fra andre bliver for stort, kommer vi hurtigt til at tilsidesætte os selv.
Hvad får jeg ud af, at sige fra?
Selvindsigt, selvrespekt, ro, lettelse og mere fokus. Hvis du lærer at lytte mere til dig selv og handler derefter, vil du leve mere i overensstemmelse med, hvem du er, og hvad du gerne vil stå for. Man kan sige, at tanke, ord og handling kommer mere i balance, hvilket vil gøre dig mere autentisk. Og det vil skabe mere troværdighed og respekt omkring din person. Selv om vi ofte tror, at det modsatte vil ske. Det er altid beundringsværdigt og inspirerende, når folk ved, hvor de selv står og står ved det, på en naturlig måde.
Hvordan gør jeg det på en respektfuld og god måde, så jeg ikke virker for vag eller aggressiv?
• Vær opmærksom på, om det er følelsen af mindreværd, skyld eller konfliktskyhed, der taler, når du er bange for at sige fra. Det kan nemlig hurtigt komme ud som en hård, afvisende eller aggressiv tone. Mærk efter, hvor din stemme kommer fra. Hvad er fundamentet?
• Giv udtryk for, hvad du føler. Fortæl evt., at det er svært for dig.
• Hvis du føler, at ingen hører dig, kan det betyde, at du ikke hører dig selv. For hvis du ikke selv regner med at holde fast i det, du siger, så vil ingen andre regne med det. Så stå ved dit ord, og men det, du siger.
• Forsøg at gøre det med forståelse og respekt for dig selv, for så vil det komme lige sådan ud. Assertiv kommunikationstræning kan give dig yderligere redskaber.
Ugens øvelse:
Sig nej til nogle ting i den kommende uge. Start med små „nej'er". Nej til en kvittering, til børn der be'r om noget eller til en mindre aftale, du godt kan takke nej til. Du kan også bestemme dig for en „Hertil og ikke længere"-dag eller en „Jeg sagde nej"-dag, og så holde det fokus for dagen. Se, hvad der sker. Du vil elske dig selv for det!