Lykke

Bliv lykkelig nu eller på 1 år

Ellers kan du ret nemt blive det. For lykke kræver ikke nødvendigvis, at du laver om på hele dit liv. Eller køber en ny taske. Få minutters fokusering gør underværker. Her svarer fem mænd og kvinder med forstand på indre lykke på, hvad du kan gøre for at få mere lykke i dit liv. De næste to minutter, den kommende uge – eller hvis du sætter et helt år af til projektet.

LYKKE PÅ TO TIL TI MIN

Sæt pris på det, du har

„Du kan få det, jeg kalder for hjemmefeber, hvor du stresser sig selv over alt det, du gerne vil lave om i sit hjem eller ændre i dit liv. Brug i stedet to minutter på at trække stikket ud, mærk efter og sæt pris på det, der allerede fungerer godt. Husk på, at kvaliteten af dine tanker påvirker dit helbred.“

Henning Daverne

Tag små pauser i løbet af dagen

„Mange af os lever et hektisk liv, og til tider kan vi opleve en slags kronisk rastløshed. Derfor er det vigtigt, at vi tager små pauser, så der er en balance mellem aktivitet, afslapning og restitution. Brug nogle minutter hver dag på at være stille med dig selv. Du kan også bruge din pause på at sende en sød sms til en, med det ene formål at gøre personen glad, eller du kan begynde at spørge dig selv, hvad lykken er for en størrelse. Så begynder du langsomt at blive mere bevidst omkring din lykketilstand.“

Sarah Zobel Kølpin

Ret blikket mod det liv, du har

„Koncentrer dig om det du har, i stedet for hvad du drømmer om. Hvilke aktiviteter og personer gør dig glad eller giver dig en følelse af lykke? Brug dagligt to minutter, hvor du laver en liste over alle de ting, du er taknemmelig for i dit liv.“

Liselotte Vejborg

Tænk dagen igennem

„Hver aften, inden du skal sove, skal du reflektere over, hvilke gode og nærende og hvilke drænende og tærende aktiviteter, du har haft i løbet af dagen. Skriv de fem ting ned, der har været gode og lav evt. en opskrift på den „gode dag“ i morgen og stå så op i god tid, så du kan få læst avisen og drikke en kaffe uden at skulle stresse. Eller skriv til din veninde og lav en aftale med hende. Du skal proaktivt planlægge en god dag. Gør hver dag speciel ved bevidst at vælge de aktiviteter til, der giver dig energi og glæde.“

Liselotte Vejborg

Læs også: Får du nok kys

Træk vejret dybt… og pust ud

„Lykkelige mennesker har en særlig god evne til at være nærværende og leve i nuet. I dine korte daglige pauser kan du f.eks. tage ti dybe vejrtrækninger og give dig selv lov til at være fuldstændig til stede lige nu og her. Giv langsomt slip på alle dagens aktiviteter og mærk, hvordan travlhed og stress blidt preller af på dig.“   

Dorthe Rindbo

Mediter

„Det giver en indre ro og velvære i dit sind. Igennem meditation træner du din bevidsthed til at opleve dig selv på en ny måde, hvor du er til stede i nuet og ikke fanget i tanker om fortid og fremtid. Du vil få mere overskud og empati og med tiden blive en stærkere og mere rolig udgave af dig selv.“

Henning Daverne

LYKKE PÅ EN TIME

Løb en tur

„Motion er en genvej til en slags lykketilstand. Vælg en aktivitet, der er enkel og har et overskueligt sigte som f.eks. en løbetur i skoven. Motion udløser bl.a. det potente morfinlignende stof – endorfin – i hjernen. Jo flere stoffer der udløses, jo større er lykkefølelsen.“

Susanne Johansen

Læs videre på næste side. LYKKE PÅ EN DAG

Reflekter over dit liv

„Lever du i overensstemmelse med dit livsformål? Er dit mål i livet i harmoni med din natur, og

sørger du for, at det folder sig ud i dit liv? Når du har brugt dagen på at reflektere over dit liv, så skriv ned, hvad der går godt, og hvad du ønsker at ændre i dit liv. Denne øvelse vil sætte dig i kontakt med dig selv og hjælpe dig med at finde frem til, om du bruger de kvaliteter, du har i dig.“

Henning Daverne

Skriv et taknemmelighedsbrev

„Skriv ned, hvorfor du er taknemmelig over at have en person i dit liv. Tænk over, hvorfor du sætter pris på denne person, og hvad det gør for dig at have ham/hende i dit liv. Og send gerne brevet med posten.“

Sarah Zobel Kølpin

Lav „dødstesten“

„Forestil dig, at du er gammel og ligger på dødslejet og tænker tilbage på dit liv. Pludselig kommer der en engel ned og spørger, hvad du gerne ville lave om i dit liv, hvis du kunne? Hvad ville du gerne have gjort mere af? Denne øvelse skaber en god motivation til at lave nogle ting om og finde ud af, hvad du synes, der vigtigt for at leve et mere meningsfyldt liv. I stedet for den sædvanlige godnathistorie eller godnatlæsning for dit barn, kan du lave en lille godnatleg, der går ud på at fortælle hinanden tre gode ting ved dagen i dag. Eller tale om, hvad I hver især har gjort af gode ting i løbet af dagen. Hvis man ikke kan finde på noget, man har gjort godt, så har man heldigvis chancen næste dag.“

Sarah Zobel Kølpin

Læs også: Så ofte har vi sex

Flyt fokus fra dig selv til andre

„Brug dagen på at være venlig og hjælpe andre, hver gang lejligheden byder sig: Tilbyd dit sæde til en gammel dame i bussen, sig noget pænt til din mand, ros dine børn, giv din plads i køen til én med færre varer i kurven, tilbyd at holde poserne for en (stresset) mor, der skal anbringe en træt pode på cyklen, læg varerne med stregkoden op ad på båndet o.s.v.“

Liselotte Vejborg

Tænk positive tanker

„Lad være med at tale nedsættende og kritisk om dig selv. Hvis en negativ tanke opstår, så spørg dig selv, om du ville tiltale din bedste veninde på den måde, eller om du ville være mere forstående og omsorgsfuld over for hende? Du skal behandle dig selv, som du ville behandle din bedste veninde.“

Susanne Johansen

Sæt glæde på to do-listen

„Hvis du har et anstrengt forhold til to do-lister, kan det skyldes, at der aldrig står noget sjovt på dem. Mange laver kun to do-lister med alt det, som de skal og bør. Prøv at lave en to do-liste, der indeholder ting, som giver dig energi og et smil på læben. Det kan for eksempel være at danse, ringe til en god veninde eller kysse din udkårne ekstra længe.“

Dorthe Rindbo

LYKKE PÅ TI DAGE

Find ud af, hvordan du (mis)bruger din tid

„Lav en logbog over, hvad du bruger din tid på! Når ti dage er gået, kan du kategorisere indholdet i følgende tre kategorier: Nødvendige aktiviteter, ikke-nødvendige aktiviteter og hjerte-aktiviteter (aktiviteter, du foretager dig som en prioritering af dig selv). Hvis du mangler tid til dig selv er det i „ikke-nødvendige“ kategorien, at tiden skal hentes. Vær kreativ og find ud af, hvordan du får frigjort tid i denne kategori, som du i stedet kan bruge i hjerte-kategorien. Kig også på din spildtid såsom tv-kiggeri, transporttid og daglige indkøb, der måske kan bruges bedre.“

Liselotte Vejborg

Brug mere tid med din familie og venner

„Undersøgelser viser, at de mennesker, der er mest lykkelige, bruger en stor del af deres tid på at prioritere og pleje deres nære relationer. Lykkelige mennesker er også ofte de første til at tilbyde hjælp til f.eks. kollegaer eller forbipasserende. Skab derfor plads til familie og venner i din kalender i løbet af ti dage – og vær opmærksom på, hvem der eventuelt kunne bruge en hjælpende hånd.“

Dorthe Rindbo

Læs videre på næste side. LYKKE PÅ ET ÅR

Start en lykkeklub

„Saml en gruppe på 2-10 personer, hvor I mødes jævnligt henover et år. Del med hinanden, hvad der skaber glæde og lykke i jeres liv. Vend de forskellige udfordringer og hold hinanden op på de målsætninger, som I har sat jer for. Sæt f.eks. ti datoer henover året, hvor hver enkelt på fem minutter deler med de andre, hvad der har været udfordrende, og hvad der er gået godt. Derefter vil gruppen give feedback i fem minutter. Hvis I er fem personer tager det ikke mere end 50 minutter pr. gang. På denne måde kan I forvandle en ellers kedelig onsdag aften til en inspirerende og udviklende aften, som holder jer på sporet af jeres livsformål henover året. Det er vigtigt at finde en tovholder, der styrer slagets gang og en ansvarlig for at møderne bliver sat op. Skab en åbenhed og tillid i gruppen, og sørg for at give hinanden en kærlig, kreativ og konkret feedback.“

Henning Daverne og Sarah Zobel Kølpin

Planlæg dit liv

„Lav en detaljeret drejebog (brug så mange af dine sanser, du kan) for, hvordan dit liv skal være om et år. Find ud af, hvilke tre eller fire ting, det helt konkret vil kræve af dig. Måske skal du i gang med en uddannelse? Måske du skal have ryddet op i dine relationer? Måske du skal flytte? Måske skal du have et andet job? Når du ved, hvad det kræver af dig, kan du gå i gang med at planlægge. Hvad kan du gøre her og nu, og hvad skal du gøre i løbet af det kommende år? Det gælder om at lave en detaljeret plan, hvor du forholder dig til hvilke konkrete aktiviteter, der er nødvendige, og hvordan du kan få plads til dem i din kalender. Planlægning er nøgleordet, for hvis du ikke planlægger, smuldrer årets 365 dage ofte mellem fingrene på dig.“

Liselotte Vejborg

Læs også: Sådan får du en romantisk sommer

Tjek dine livsværdier

„Når du lever i overensstemmelse med dine vigtigste værdier, skaber du gode betingelser for din personlige lykke. Hvis du ikke lever i overensstemmelse med dine værdier, kan du derimod risikere at blive stresset, ulykkelig og utilfreds. Dine værdier er i høj grad styrende for, hvilke mål du sætter dig her i livet – og mål er vigtige for din lykke. Undersøgelser har vist, at lykkelige mennesker har livslange mål og ambitioner i livet.“

Dorthe Rindbo

7 kendetegn ved de allermest lykkelige mennesker

1. De bruger en masse tid på deres venner og familie og på at passe og pleje disse relationer.

2. De udviser taknemmelighed for det, de har.

3. De er ofte de første til at tilbyde hjælp til kollegaer eller forbipasserende.

4. De er optimistiske, når de tænker på deres fremtid.

5. De gør fysisk aktivitet til en ugentlig og nogle gange daglig vane.

6. De er stærkt knyttet til et livslangt formål.

7. De smager på livets glæder og forsøger at leve i nuet.

EKSPERTERNE BAG LYKKERÅDENE

Henning Daverne Forfatter og underviser i meditation og selvudvikling

Sarah Zobel Kølpin Psykolog, forfatter og foredragsholder

Dorthe Rindbo Rådgiver i personlig planlægning og effektivitet

Susanne Johansen Kognitiv psykolog med egen praksis

Liselotte Vejborg Lykkementor og forfatter til e-bogen „Lykkelig som bare pokker“