Erotisk novelle: Tom233 fra Tinder

Catherine har med vilje placeret sig, så hun i det mindste kan se ud ad vinduet, inden Smithfield går i gang. Konferencelokalet er nedslidt og byder ikke på mange glæder ud over udsigten til den næste kontorblok i New Fetter Lane. Det er mandag morgen, og hun har medicineret i forvejen med en dobbelt espresso, belært af erfaring.Smithfields fremlæggelser er, uanset hvor mange fine farvediagrammer han møder frem med, så tørre, at det månedlige regionale møde føles som en endeløs ørkenvandring. Gavin fra regnskab dumper ned ved siden af hende og sukker tungt, inden han går i gang med en endeløs historie om, hvordan hans datter brækkede benet under en rugbykamp. Hun lytter halvhjertet, mens hun tjekker mobilen, som hun har liggende i skødet, diskret under bordkanten.

Hun ser ham ikke engang træde ind ad døren.

Pludselig er han bare i lokalet og indtager det uden videre med sin tilstedeværelse.

Det er ikke det knivskarpe jakkesæt og den hvide skjorte. Det er heller ikke de mørke krøller eller det havgrønne blik, han kaster rundt i lokalet. Det er bare det hele og det fuldstændigt uimodståelige smil, der intet har med en mandag morgen at gøre.

Han når at dumpe ned på den tomme plads over for hende, inden det slår hende med fuld styrke, der får hende til at rødme helt op til de lyse hårrødder.

Over for hende sidder Tom233.

Han løfter øjenbrynene en anelse, da hun fanger hans blik. Så vender han sig om mod Smithfield, der netop har stillet sig for enden af konferencebordet.

– Vi har vores irske kollega Thomas Keating på besøg fra filialen i Dublin i den her måned. Måske kan han lære os en ting eller to om salg, siger han og slår ud mod den mand, hun har lært at kende som Tom233.

Thomas Keating smiler og nikker bordet rundt.

Catherine ser ned på sine hænder, der ligger i skødet. De ryster let.

Hvad gør hun nu?

Tinder er blevet sådan et lille game, de har hjemme i delelejligheden, hende og Jane. Bare noget at pille med på mobiltelefonen, når man ser fjernsyn. Skrabe likes til sig og sammen grine over mænd, der tror, de scorer kvinder ved at lade sig fotografere sammen med en tiger eller i nærheden af en sportsvogn. Hun er Cat77 og har aldrig svaret på henvendelser fra frustrerede britiske typer, der ikke ved, hvad man skal sige til piger.

Men så er der Tom233.

Hans profil er barberet for de sædvanlige klicheer, og i stedet står der bare en enkelt sætning:

Jeg ved, hvad du tænker.

Det provokerer hende nok til at svare, da den lille røde blinkende knap viser, at han vil i kontakt.

”Hvad tænker jeg så?”

Efter en lille pause:

”Du er her, fordi du ikke længere kan finde ud af at bede om, hvad du vil have”.

Idiot.

Hun stikker mobiltelefonen ned under sofapuden og forsøger at interessere sig for nyhederne på skærmen.

I sengen tager hun mobilen frem for at stille vækkeuret. Han har skrevet et telefonnummer og det enkelte ord Whatsapp?

Hun tilføjer ham i kontakterne og kan ikke dy sig.

”Hvad er det så, jeg vil have?”

”Du vil have en mand, der kan finde ud af at bestemme”, skriver han.

Hun ruller med øjnene, lægger telefonen fra sig og forsøger at sove.

Næste dag på kontoret holder hun præcis frem til frokostpausen.

”Bestemme over hvad?”, skriver hun og skynder sig at lægge telefonen tilbage i skrivebordsskuffen.

Men for sent. Han svarer med det samme.

”Dig. Du skal være min. Og du skal gøre, som jeg siger”.

”Meget morsomt”.  

”Jeg joker ikke. Den slags skal man aldrig spøge med”.  

”Hvorfor skulle jeg gøre, hvad du siger?

Jeg aner ikke, hvem du er”.  

”Fordi du gerne vil. Du er bare nødt til at give slip”.

Hun ved ikke, hvad det er for en nerve, han har ramt. Kun, at han spreder sig i kroppen som langsomtvirkende gift, der på en gang gør alle lemmer tunge og sætter pulsen op. 

Hun er den, som ingen bestemmer over

Hun rejser sig. Går hen til vandkøleren og drikker to krus i træk. Det hjælper intet. Kan alle se, hvad der er i vejen med hende?  Hun ser ned ad den stramme, mørkegrå spadseredragt, den nystrøgne hvide skjorte. Det her er ikke den, hun er. Hun er den, som ingen bestemmer over.

Det særlige kaos, som Tom233 fremkalder, er åbenbart usynligt for andre. Han beder hende, nej, beordrer hende til at tage et foto af sig selv. Hendes forklaringer om kontoret fejer han til side, og hun tilbringer flere akavede minutter på toilettet med at forsøge at ramme den helt rigtige vinkel med mobiltelefonkameraet, der viser, hvad han vil se, uden at afsløre hendes ansigt. Da hun kommer ud, rød i hovedet, ser Lee fra marketing bekymret på hende.  

– Er du okay?

Hun nikker tavst og går hen mod sin plads. Da hun trykker send, er det som at krydse over i et land, hvor det er op til diktatoren, om der skal udstedes udrejsevisum. En del af hende ved godt, at det her er forkert, at hun bør stoppe nu, men det er som at forsøge at forklare en junkie, at det nok ikke er så smart at begynde at eksperimentere med stoffer. Det er for sent.

Hun går tidligt i seng, da hun kommer hjem. Ligger under dynen og chatter med ham på telefonen. De taler aldrig om personlige ting.

I stedet beskriver Tom233 deres første møde i detaljer. Hvordan han vil leje et hotelværelse. Hvordan hun bare skal banke på, og at han ikke vil have, at hun overhovedet taler, men bare vil se hende stå der foran ham og tage sit tøj af, stykke for stykke. Hvordan han præcist har tænkt sig at tage hende i besiddelse.

Hun giver sig hen til fantasien. Velvidende, at hun aldrig nogensinde ville mødes med ham i virkeligheden. Det ville være for farligt. Det er slemt nok at have ham i telefonen. Men her kan hun i det mindste slukke.

Han spørger, hvor hun bor henne i London, og hun giver ham et vagt postnummer. Han svarer ikke tilbage, og den næste dag er han tavs. Hun forsøger at fortælle sig selv, at det er lige meget. At der er andre ting. At hun skal slette ham og komme videre. At hun skal slette sin konto på Tinder. Det er ikke sjovt længere. I stedet stirrer hun fortvivlet på sin iPhone, der har forvandlet sig til et torturredskab.

Søndag aften melder han sig igen.

”Har du været en god pige?”

”Hvor har du været?”, svarer hun uden at tænke sig om.

”Det fungerer ikke sådan, at du har ret til at stille spørgsmål til mig”.

”Virkelig?”, spørger hun og kan mærke sarkasmen drive ud af hvert bogstav.

”Hvis du ikke forstår det, så må jeg give slip på dig”.

Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Om hun skal svare. Hun er stadig i gang med at tænke over det mandag morgen, da han sidder foran hende. Med det der fucking blik.

Efter mødet får Thomas Keating skrivebordspladsen over for hendes, og hun ved ikke, hvor hun skal kigge hen, mens han hænger jakken over stolen og tænder for computeren.

Han smiler, rækker hende høfligt hånden.

– Du ved, at jeg er Tom. Og du er Catherine? Kan jeg kalde dig Cat?, siger han drilsk.

Hun forsøger at finde et passende udtryk, men det er håbløst. Mobiltelefonen ringer i hans lomme, og da han går hen for at tage samtalen i mødelokalet, finder hun ham frem på Whatsapp.

”WTF”, skriver hun bare.  

Der går to minutter, så svarer han kryptisk tilbage. ”Cat. Du skal bare give slip. Det er alt”. Så sidder han over for hende igen. Han er på mange måder helt, som hun havde forestillet sig. De fyldige læber, de brede skuldre havde hun forestillet sig. Men hun har aldrig hørt hans stemme. Den bløde irske accent er ved at slå benene væk under hende.

Han smiler over til hende, da han modtager et internt opkald fra Smithfields sekretær.

– Hotel Plaza. Og det sædvanlige værelse. 403? Tak, siger han og ser over mod hende som for at sikre sig, at hun har hørt det. Det bliver en pinagtig dag. Hun farer sammen, hver gang telefonen giver lyd. Flere mennesker kommer hen for at hilse på Tom og tale om det salgskursus, han åbenbart skal afvikle i de kommende dage. Han er venlig, professionel. Når hans opmærksomhed er andetsteds, benytter hun lejligheden til at se nærmere på ham, og så snart hun er i gang med at taste tal ind på computeren eller på telefonen, mærker hun hans blik hvile på sig.

Værelse 403

Gavin kommer over og inviterer ham med ud på den nærmeste sandwichbar til frokost og spørger henkastet om Catherine vil med. Hun ryster på hovedet. Har brug for tid alene.

Da han er gået, fisker hun telefonen frem og går igennem deres chat. Ord for ord. Hvad han vil gøre ved hende. Hvordan hun vil komme til at underkaste sig hans stærkere vilje. Forsøger at få samtalen til at passe med den mand, der har siddet over for hende i flere timer nu. Det er blevet alt for virkeligt. Hans hænder, som han vil… det er de hænder, der for fem minutter siden sad og bladrede i en rapport lige foran hende.

”Jeg ved ikke, om det her er en god ide”, skriver hun.

”Jo. Det ved du udmærket godt. Du ved alt, hvad du har brug for, så du kan træffe den rigtige beslutning”, skriver han tilbage næsten med det samme. Da han kommer tilbage fra frokost, er der intet at mærke på ham. Han har kaffe med til dem begge.

– Undskyld, at jeg er så direkte, men du virker anspændt?”, siger han.

Forsigtigt nipper hun til kaffen, mens hun forsøger at finde på noget at svare.

– Du kan altid komme til mig, siger han og smiler, inden hun får sagt noget.

Hun har lovet sig selv, at det skal blive løgn. Men da hun står ved undergrundsstationen og ser køerne af mennesker på vej hjem til deres små bitte delelejligheder, på vej hjem til flere dårlige tvshows og tv-dinners fra Asda, træffer hendes ben beslutningen for hende. Det tager syv minutter at gå over til Plaza. Tre minutter at tage elevatoren op til 4. sal og lokalisere rum 403. Hun tøver et sekund, inden hun banker på døren. Han åbner i skjorteærmer og strømpefødder. Bag ham er aftennyhederne nået frem til sporten.

– Cat?…, når han at sige, inden hun tysser på ham og træder ind i rummet.

Stilheden lægger sig over dem, da han finder fjernbetjeningen og kvæler lyden. Hele kroppen sitrer, og hun synes, hun kan høre sit eget åndedrag. Han sætter sig på sengen og slår ud mod rummets eneste lænestol. Hun bliver stående. Langsomt træder hun ud af de højhælede sko, mens hun fastholder hans blik. Hun smøger sig ud af den mørkegrå habitjakke, hiver den hvide skjorte op af nederdelens linning ogbegynder at knappe den op.

– Cat. Jeg…, begynder han. Men da skjorten kommer af, er han tavs igen. Med et snuptag er nederdelen af, efter det strømperne, og hun står foran ham i bh og trusser. Hun går hen til ham, så han kan gøre det sidste. Det er helt efter aftalen.

I et kort øjeblik tøver han, men så mærker hun hans fingre om haspen. Han trækker hende ind til sig, da bh’en ryger på gulvet. Så mærker hun hans mund. Den er først blid, søgende, men bliver hård og krævende. Han tager for sig som en mand, der har brugt hele dagen på at planlægge, hvordan han ville gribe den her opgave an.

Hans finger glider ind i hende uden den mindste modstand, og hun griber fat om hans hår med begge hænder. Da det bliver umuligt for hende at stå op længere, vælter han hende ned på sengen. Hårdt. Han står over hende, mens han krænger skjorten af. Blikket er sløret, og hun er ved at dø over, hvor lang tid det tager ham. Men hun ved bedre end at tale. Det er ikke aftalen.

Han vender hende om, og hun hører hans bælte klirre.

– Er det det her, du ville ha’? Er det?

– Ja, jamrer hun ned i puden. Det er en tilståelsessag.

I et snuptag er trusserne nede om den ene fod, og hun mærker ham i sig. Bestemt. Helt som han har været hele tiden. Det er ham, der kontrollerer, han bevæger sig ulideligt langsomt. Da hun forsøger at bevæge sig mod ham, forsøger at få ham til at sætte farten op, smækker han hende over den ene balde med flad hånd.

– Ikke mere af den slags.

Hun nikker og mærker, hvordan huden brænder efter mere. Han trækker det ud. Og ud. Han har al tid i hele verden, mens han lader sine hænder udforske resten af hendes krop. Griber fat om hendes lange, lyse fletning og tvinger hendes ansigt bagud. Rytmen er langsom. Vedvarende, og den bygger sig op, til hun er ved at skrige. Og først da siger han de magiske ord.

– Nu må du give slip.

Det begynder som et undersøisk jordskælv midt i kroppen og breder sig som en flodbølge, hun ikke har kontrol over. Mærker sig selv give helt, helt efter. Mærker hans trækninger, inden hun falder dybt ned i dynen.Udmattet, brugt. Falder i søvn.

Hun vågner ved lyden af bruseren og har næsten fået tøj på, da han kommer ind i rummet igen med et håndklæde svøbt om livet.

– Er du sulten?, spørger han. Men hun ryster på hovedet, knapper sin skjorte og går mod døren. Han tager hende blidt i armen og venter, til hun ser direkte på ham.

– Hey. Du må gerne komme forbi en anden gang, siger han. Så er hun væk.

Mødet på cafeen

Næste dag er han ikke ved skrivebordet. Hun kan se ham undervise gennem de matterede ruder i mødelokalet, mens hun tænker på, om hun kan tage afspadsering, eller om der er noget ferie tilbage, hun kan tage, til han er tilbage i Dublin. Lidt før fyraften tikker beskeden ind.

”Jeg må se dig.”

”Ja”, svarer hun bare, imod al sund fornuft.

Han giver en adresse på en cafe i nærheden af Holborn. Hvorfor ikke hotellet? Hun forstår ikke. Men hun ved, at det ikke er hende, der stiller spørgsmålene. Da hun finder derhen, tre minutter over aftalt tid, er han der ikke.

Hun sætter sig ved et bord med en kaffe. Forsøger at få ordene til at falde på plads. Hvordan hun vil forklare, at det går ikke. Ikke på arbejdspladsen. Der er regler.

Ved siden af hende sidder et par, der godmodigt småskændes om et teaterstykke. Tættere henne ved disken sidder en mand i en rød T-shirt bøjet over sin computer. Hun stirrer ud af vinduet.

Hvor bliver han af?

Pludselig hører hun en rømmen. Det er manden i den røde T-shirt. Lidt ung, men pæn på en lidt kønsløs måde. Han står ved hendes bord. Hun ser spørgende på ham.

Han ser rystende nervøs ud.

– Er du Cat?, spørger han til sidst.

– Ja. Har du en besked til mig?

Han dumper ned foran hende med et genert smil.

– Undskyld. Det er mig, der er Tom233. Jeg ved godt, at jeg ikke ser sådan ud som på billedet. Men jeg var bange for at blive genkendt på Tinder, så jeg tog bare et eller andet billede, jeg fandt på LinkedIn. Men det er mig. Her er jeg. Og nu mødes vi endelig. Håber ikke, du er skuffet? Jeg er Tommy, forresten, siger han og ser forventningsfuldt på hende. Hun stirrer tilbage i et par sekunder. Så flækker hun i et grin og rejser sig op, lader kaffen stå. Har endda overskud til at kysse ham på kinden.

– Farvel Tom, siger hun og går ud ad døren uden at se sig tilbage.