Esben Weile Kjær: “Jeg har helt klart negligeret kærlighed i mange år"

Esben Weile Kjær er lidt forsinket, da vi mødes i gården mellem Kunstakademiets billedhuggerskole og Kunsthal Charlottenborg ved Nyhavn i København. Han sov over sig, siger han og beklager, mens han hurtigt parkerer sin cykel op ad et stort hvidt skilt med teksten: ‘Henstilling af cykler forbudt’. Vi går igennem den gamle Billedhuggerhave, hvor hvide skulpturdele stikker op af det stedsegrønne bunddække, og tager elevatoren op til hans atelier, som han deler med sin medstuderende, Maja Malou Lyse, som bl.a. er kendt fra DR2-programmet Sex med Maja.

Rummet har skråvægge med små vinduer, som regnen trommer stille på. I midten står et lille bord, der er helt Pollock-plettet af gamle malerklatter. 27-årige Esben Weile Kjær er studerende på Kunstakademiet, har en fortid som dj med et alenlangt fest-cv og betragtes som en slags talerør for generation Y, der stiller spørgsmål i stedet for at løbe videre i hamsterhjulet, mens verden går under.

Vi er her for at tale om Esben Weile Kjærs udstillinger, den aktuelle Power Play på Gl. Strand, og Hardcore Freedom, som kan ses på Copenhagen Contemporary til efteråret. Udstillingerne er et samarbejde mellem de to kunstinstitutioner, “og giver gæsterne en enestående mulighed for at opleve én af performancekunstens største talenter i Danmark,” står der på sitet. Men hvorfor skal en ung kunststuderende have ikke bare én, men to soloudstillinger på to af landets mest anerkendte kunstinstitutioner? 

“Det et vanvittigt godt spørgsmål,” siger han, krænger en trøje over hovedet og lægger den ned i sin medbragte North Face-sportstaske. 

“Jeg tror, det handler om, at jeg har været i gang i mange år, selv om jeg er ung. Og på det seneste har jeg skabt nogle værker, som mange synes er relevante,” siger Esben Weile Kjær, som betegner sig selv som performance- og konceptkunstner. 

Da performancekunsten for alvor etablerede sig som genre i slutningen af 60’erne, var det noget med Yoko Ono og John Lennons Bed-Ins fra 1969, hvor de inviterede pressen med ind i soveværelset som protest mod Vietnamkrigen.

I dag er performancekunsten sværere at putte i kasser, og noget af det, der gav Esben Weile Kjær kunstverdenens bevågenhed, var da han i 2018 i samarbejdede med sin tre år ældre søster, kunsthistoriker og kurator Anna Weile Kjær, kuraterede udstillingen Over-Existing på Alt_Cph 18 og hævdede, at performancekunsten, som boomer i disse år, undergår en transformation. 

“Det, som foregår lige nu, er postperformance. Postperformance insisterer ikke på det intime møde mellem kunstner og beskuer, men bruger iscenesættelse, det at blive set på, med de sociale medier som scene. Det er den generation, jeg er en del af,” siger han.

Det var værket BURN!, der for alvor satte skub i det hele for Esben Weile Kjær. Forestil dig forhallen på SMK omdannet til en slags natklub med otte store fyrværkerikanoner, der kan skyde op til seks meter høje søjler af gnister i stil med dem, man bruger til Melodi Grand Prix eller store stadiumkoncerter, sat op i en slags ring af ild. Esben Weile Kjær er klædt ud som brandmand og sammen med to andre performere, hvoraf den ene er klædt ud som kurator og går rundt blandt folk med en telefon og livestreamer oplevelsen op på en stor skærm, danser Esben Weile Kjær og den anden brandmand rundt i ringen af ild. 

“Det er en kæmpe produktion, som er mega hardcore. Den er ekstremt fysisk, og jeg har bl.a. flækket en tand, mens jeg lavede den,” siger han. 

BURN! blev efterfølgende kurateret videre. Bl.a. til den prominente kunstinstitution Palais de Tokyo i Paris, som var det sidste sted, hvor værket skulle have været vist i december 2019.

“Alt var på plads og tegningerne til opstillingen tilpasset museet. Kontrakten var skrevet under, og flybilletterne købt.”

Men to dage inden ringede kuratoren fra museet: 

“We have to cancel BURN!, maybe move it to spring, because BURN! is happening outside on the streets,” sagde kuratoren i telefonen fra Paris.

De måtte aflyse pga. den nationale strejke. På nyhederne blev der transmitteret fra Paris’ gader, hvor De Gule Veste demonstrerede og satte ild til barrikaderne, mens politiet forsøgte at stoppe urolighederne med tåregas. Situationen nærmest mimede Esben Weile Kjærs værk. 

“Mine værker forholder sig altid til det, der sker. Jeg er meget opmærksom på samfundet og tidsånden. Men det var vildt!”

Frihed og kapitalismekritik

Esben Weile Kjærs interessefelter kan males med en meget bred pensel, som handler om eksistens. Hvorfor lever vi, som vi gør? Med en lidt smallere pensel er det en slags zoom på popkulturen og underholdningsindustrien. På hvordan de to, godt sovset ind i kapitalismen og politik, former vores idé om, hvem vi er. I de to kommende udstillinger dykker han ned i og undersøger begreber som ungdom og frihed. 

“I den vestlige kultur, og særligt i popkulturen, får vi hele tiden fortællingen om frihed præsenteret. Men hvad vil det sige at være et frit menneske?” spørger Esben Weile Kjær.

For en gruppe unge fra den engelske arbejderklasse er frihed at tage til Ibiza, gudernes foretrukne festø, og indtage verdens største natklub, Privilege, med pumpede overarme, tusser, plateausko og silikonebryster og danse solen sort på en cocktail af shots og stoffer. 

“De bruger alle deres penge og fucking f-y-r-e-r den af,” siger Esben Weile Kjær og trækker ordene ud i stavelser. Fra klubben lavede han, i samarbejde med kunstneren Freja Sofie Kirk, sidste sommer en film, som er blevet til værket Industries of Freedom.

“Det handler om at føle sig fri fra krav og autoriteter ved at feste og bruge penge. Og har du ikke penge, performer du penge.”  

En del af vores frihedsbegreb er kapitalismen, mener Esben Weile Kjær og skriver sig dermed ind i den kritik af kapitalismens krogede kanaler, som vokser i hans generation.

Andre eksempler er forfatterne Caspar Eric, Jonas Eika og Asta Olivia Nordenhof, der med sin seneste roman Penge på lommen, sætter fokus på kapitalismens bagsider med den fiktive fortælling om brandulykken på færgen Scandinavian Star i 1990.

Den politiske stemme i Esben Weile Kjær voksede, da han som 17-årig flyttede fra Aarhus, hvor han boede sammen med sin familie, til København sammen med storesøsteren Anna. 

“Jeg gad bare ikke Aarhus mere,” siger han og beskriver sig selv som en meget følsom dreng med hippielangt hår, der gik rundt i gamle, forvaskede Ramones-T-shirts, og som ikke rigtig passede ind i skolen. Man kunne højst sandsynligt fange ham i færd med at optage radioprogrammer på en gammel Fischer-Price-båndoptager, med at bygge en biograf ved at hamre et søm i et stykke brænde eller med at kaste søsterens Barbie-dukker ud over altanen. I skolen havde han svært ved at læse og skrive og var ikke rigtig interesseret i at være en del af fællesskabet. I stedet fandt han sine venner i teatermiljøet, hvor han mødte ligesindede børn. 

Men det var, da han for første gang trådte ind i Ungdomshusets slidte lokaler på Nørrebro i København til en punkkoncert som 13-14 årig, at han for alvor følte, han fandt et sted, hvor han hørte til. Det overtog hele hans verden. Energien på undergrundsscenen gav ham et sug i maven, og den implicitte normkritik, der herskede i husets fællesskab, passede ham godt. Esben Weile Kjær besøgte Ungdomshuset første gang et år inden, det blev lukket, og var en af de sidste, der forlod det, inden Politiet ryddede det den 1. marts 2007.

Nyt liv i veganer-kollektivet

I videoværket Conception of Youth af den tyske kunstner Judith Hopf, ser man en ung mand, iklædt en kæmpe æggeskal, forsøge at trænge igennem til voksenlivets kontorlandskabs-agtige arkitektur, men skallen er for stor til at komme igennem døren. Han sidder fast. Værket er et af Esben Weile Kjærs yndlings, fordi han også havde svært ved at bryde ud af skallen og gå den snorlige vej til den ’rigtige’ voksenverden. 

I København flyttede han ind på BumZen, et anarkistisk kollektiv på Baldersgade på Nørrebro, der havde været besat siden 1986, og som var beboet af “hardcore aktivister.” Han fik et værelse i øvre kollektiv, som var veganer-, feminist- og queer-kollektivet. Her måtte man ikke spise mælkeprodukter. Det måtte man godt i det antifascistiske nedre kollektiv.

“Jeg tænkte, at det der med at gå i skole ikke var mig, så jeg var bare fuldtidsaktivist,” siger Esben Weile Kjær, der var med til at arrangere flere masseaktioner. 

Aktivisme kunne han godt finde ud af.

Selv om han ikke kunne stave, skrev han talerne, og det gav ham selvtillid. Han kunne opbygge en argumentationsrække og sætte ordene sammen, så folk lyttede.

Det gav ham blod på tanden, og han begyndte på Det frie Gymnasium. 

“Jeg havde haft så meget modstand mod at gå i skole, men jeg fandt min egen vej ind i det. Hvis du har lavet aktivisme, synes du jo også, at samfundsfag er spændende. Pludselig syntes jeg, at det var fedt at studere, og jeg klarede mig godt.” 

Det var også, mens han boede på BumZen, at han mødte forfatteren Maria Gerhardt, der døde i 2017, og tog ham under sin vinge.

Hun havde også boet på BumZen, dj’ede under navnet Djuna Barnes og lærte ham at spille og åbnede dørene til byens festundergrundsscene for ham.

“Jeg tror godt, hun kunne lide mig, fordi vi på nogle områder mindede om hinanden. Hun blev min læremester,” siger Esben og fortæller, at hun på et tidspunkt skrev en klumme om ham. Om sin unge, rastløse ven med blåt hår, der var alle steder, og som både kunne arrangere de bedste fester og give et bud på fremtiden.

“Esben kan finde ud af at formidle det, han ser. Som regel har dem, der har det sjovest, glemt det hele dagen efter. Hvis man den ene dag er til TEDx, den næste i Ungdomshuset og den tredje i Kulturministeriet for at tale om sammenhængene, så er der mikrofon til ens mening. Jeg ved det, fordi jeg selv har gjort det … Han taler om en generation, der har stor selvtillid – på det internet hvor de opholder sig mest. De er vokset op her. Det er deres hjemmebane.” Skrev hun i klummen Identitetsfastelavn i Information i 2012.

Tvivlens magt

Der var mange af dem, han havde været aktivist sammen med, der gik den politiske vej. Men der var et eller andet ved det partipolitiske, der slog alt ihjel inde i ham. I politik skal argumentet gå op, men der er for meget i Esben Weile Kjær som ikke går op. 

“Jeg kan godt lave en argumentationskæde, men jeg synes altid, det virker fake. Det er ret sjældent, at jeg mener noget på den der sort-hvide-måde. Jeg tvivler for meget og vil hellere have, at det ikke går op.” 

Efter gymnasiet kom han ind på musikkonservatoriet på linjen Musik Management, der kvalificerer de studerende til at arbejde med ledelse, drift og udvikling i musikbranchen eller andre kulturinstitutioner. Men han havde svært ved at finde sin plads i det.

“Jeg skulle jo ikke manage noget. Jeg kan knap nok manage mig selv, så allerede der har vi en udfordring,” siger han. 

Men den måde han arbejdede på – både på konservatoriet og som dj – med musikhistorien, og det at tage eksisterende materiale og sætte det sammen, så det bliver til nye narrativer, minder om de metoder, han bruger, når han arbejder med kunst i dag. 

“Det hænger sammen,” siger han.  

I nattelivet og på klubscenen kørte det fint. Der var bud efter ham. Det var sjovt, men der skulle være mere på spil og i modsætning til, hvad man måske skulle tro, er han ikke morgenfesttypen. Han har brug for sin søvn, hans hjerne har brug for ro, inden den igen er klar til at scanne alt det, den opfanger.

Og så kom billedkunsten ind i billedet. 

“Det blev min redning,” siger Esben Weile Kjær.

Han blev kurateret med på en udstilling af kunstneren Molly Haslund. Og “det var ret spændende.” Det var, som om hans projekter var mere komfortable i et kunstrum, for der skulle han ikke passe ind og følge nogle bestemte regler som i musik, politik og litteratur. 

“I kunsten har du lov til hele tiden at stille spørgsmål, og du behøver ikke definere dig selv. Billedkunsten har opløst sig selv – der er ikke den formsnak. Om det er kunst eller ikke kunst. Det er en kedelig samtale, som vi forhåbentlig er forbi. Det er mere noget med, om kunsten er interessant?”

Så han begyndte at lave værker, værker, værker og værker. Han skulle bare på kunstakademiet og efter et forsøg, hvor han ikke kom ind i København, blev han optaget i Odense. Lavede flere værker og arbejdede, arbejdede og arbejdede. Søgte ind i København igen, kom ind, fik merit for sit år i det fynske og begyndte på andet år på akademiet.

Er du aldrig bekymret eller presset over at skulle skabe værker hele tiden?

Nej, lige præcis det er ikke mit problem. Det er helt klart det at begrænse mig, der er min udfordring. At holde fokus. Min professor, Simon Dybbro Møller, siger til mig: “Esben, er det her en idé eller en indskydelse?”” 

Fluer i hovedet

Der er nemlig smæk på. Hurtigheden er en dybt integreret del af ham og derfor også af hans værker. Det er en måde, han er i verden på. Altid observerende, interesseret, analyserende og skabende. Som en maskine kværner han alle indtrykkene omkring sig og spytter dem ud i nye visuelle udtryk. Men hvad er det egentlig, han har så travlt med?

“Jeg er da også nysgerrig på, hvorfor fanden jeg ikke har kunnet chille lidt. Maja Malou Lyse, min gode veninde, siger altid: “Du har lige præcis ikke nok ADHD til at kunne få en diagnose.”

Men det er lige på grænsen. Jeg er mere kaotisk, end man lige skulle tro. Ikke på en dårlig måde, slet ikke, men jeg øver mig i at fokusere og holde fast.” 

Lige nu tager udstillingerne næsten al hans energi.

Han er stadig midt i skabelsesprocessen, og så har han for første gang i mange år mødt én.

Nu, hvor han bare skulle arbejde og fokusere på sin karriere.

“Jeg har helt klart negligeret kærlighed i mange år. Hvis du havde spurgt mig for et par måneder siden, havde jeg givet dig den der: “Kærlighed er ikke noget for mig. Det er noget patriarkatet har konstrueret ud fra en idé om, at vi alle skal søge efter tosomhed...”

Men nu er han ikke så sikker længere.

“Jeg har bare totalt fluer i hovedet. Det er godt, men det er også heftigt. For mig er det at blive forelsket det vildeste kontroltab, og det får lov til at fylde vildt meget i mig.”

Men det betyder ikke, at han sænker ambitionsniveauet. Han er målrettet og vil præstere noget interessant. Han mærker forventningspresset, for han ved godt, at de to kunstinstitutioner har satset ved at vælge et ungt og nyt navn som ham. Og han har lagt hænderne på kogepladen og sagt: “Vi gør det. Det skal nok blive godt.”” 

Hvor finder du det mod og den tro på dig selv?

“En del af mig er meget fandenivoldsk, og jeg har sindssygt meget gåpåmod. Samtidig er der alt muligt inde i mig, som tvivler – også på mig selv. Jeg er meget kompleks. Mine værker fylder alt, og jeg skal have helt styr på, hvad jeg sender ud. Men det skal nok falde på plads,” siger han og rykker uroligt rundt på stolen, som var det mig, han skulle overbevise. 

Han taster noget ind på computeren, vender skærmen mod mig og viser mig et billede af Freakazoid, hans barndoms superhelt fra en Cartoon Networks-tegneserie. Hans superheltekraft er, at han har adgang til al information på internettet, og han skal være en slags maskot for udstillingen.

Alt det rundt om en udstilling er næsten ligeså vigtigt som selve værkerne for Esben Weile Kjær, så han har fået trykt T-shirts med Freakazoid som merchandise.

Han tænker i et samlet produkt og efterligner mekanismerne fra den kommercielle underholdningsbranche, når han præsenterer sine udstillinger. Plakaterne for udstillingen er en art modeserie, skudt af modefotografen Phillip Messmann, hvor modellerne ikke er modeller, men performerne, og hvor tøjet ikke er modetøj, men genbrugstøj. De bliver publiceret af det britiske modemagasin i-D Magazine i denne måned, fortæller han.

“Jeg synes, det er så spændende at bruge modeverdenens strategier, og jeg bruger dem meget aktivt. Jeg tænker kampagnen for min udstilling på samme måde, som et modehus ville tænke en kampagne for en kollektion.”

Der er intet nyt i, at moden gerne vil kædes sammen med kunst, men det er sjældent, at kærligheden gengældes. Esben Weile Kjær er dog ikke bange for modebranchen.

For når man bruger kommercielle greb i sin kommunikation og bruger modens “effektive billeder,” som han kalder dem, bliver kunstens salgbarhed synlig. Identitet, kultur og markedskræfter bliver ét.

“Jeg er ekstremt interesseret i popkultur, og for mig er det en leg at bruge de effektive billeder i min kunst, uden at jeg bare efterligner reklamers budskaber som Andy Warhol og John Giorno,” siger Esben Weile Kjær, som gerne vil nå ud til mange ligesom de to populære pop art-kunstnere. 

 Ud over udstillingerne er han begyndt at fremstille halskæder, som bliver solgt i Holly Golightly. 

“Åh, nej, skal vi snakke om det,” griner han og planter en hånd i panden. Ikke at han ikke står ved det. Han har altid syntes, det var plat, når folk, der laver noget med modebranchen, taler den ned. Men det er jo ikke hans kunst. Det lægger sig nærmere i forlængelse af hans forkærlighed for merchandise. 

“Det er kunstobjekter, som ligner varer. Eller varer, der ligner kunst-objekter. De taler økonomi og trends på en måde, jeg synes er sjov,” siger han og påpeger, at halskæden ligner noget, ethvert barn ville kunne lave. 

“Jeg klipper gamle halskæder med Murano-glasperler op og sætter dem sammen på ny. Og så har jeg fået fremstillet de her låse i sterlingsølv i samarbejde med smykkekunstneren Inger Grubbe,” siger han og tager den halskæde, han har om halsen af, og viser mig låsen, der er et hjerte med en pil igennem – et skambrugt popkulturelt symbol, som han generobrer ved at sætte det sammen med noget gammelt og smagfuldt. 

“Der er jo som sådan ikke noget i det. Jeg går altid selv med halskæder, og jeg bruger jo hele tiden mig selv. Mine værker, og den jeg er, flyder sammen.”

Du bliver et brand? 

“Ja, virkelig.”

Esben Weile Kjær: Power Play, 2. maj – 7. juni på Kunstforeningen Gl. Strand. Glstrand.dk 

Esben Weile Kjær: Hardcore Freedom, 14. august – 18. oktober på Copenhagen Contemporary. Copenhagencontemporary.org