Jeg, Emma Leth, vil aldrig give et blowjob
Eurowomans essayist Emma Rosenzweig ser tv-serien Normal People og tænker tilbage på sin første gang, sin ungdoms yndlingsfilm, og da hun som 15-årig selv medvirkede i en, og ‘grimme græde-Emma’ fra folkeskolen forvandlede sig til hende den smukke fra Supervoksen.
Forleden gik jeg i gang med at se den irske serie Normal People, som er skabt ud fra forfatteren Sally Rooneys bestsellerroman fra 2018 af samme navn. En bekendt fortalte mig, at serien portrætterer sex på en interessant, detaljeret og ærlig måde, og da jeg går meget op i sexscener på film, følte jeg mig draget af at undersøge den nærmere.
Jeg sad og savnede HBO-serien I May Destroy You, som er skabt af stortalentet Michaela Coel, og som jeg fulgte med i med stor koncentration, beundring og en klump i halsen, fordi den mindede mig om nogle sørgelige seksuelle episoder, jeg selv havde som meget ung kvinde. Der er intet, der kan erstatte den følelse, man kan have, hvor man ønsker sig tilbage for at opleve en film eller serie igen for første gang, men det kan ikke lade sig gøre, og så må man tage imod de forslag, man får.
Normal People handler om den velhavende, intelligente, boglige og selvsikre, men dog upopulære, Marianne og hendes klassekammerat Connel, hvis mor gør rent i Mariannes families store villa. Modsat Marianne er Connel vellidt med en stor venneskare – og intelligent og boglig som hende. De forelsker sig i hinanden og indgår en form for pagt om at holde deres relation hemmelig, så Connels seje venner ikke skal konfrontere ham med, at han har valgt at være sammen med en u-sej pige, som de ikke forstår og dermed per definition hader.
Da de efter Mariannes brud med Connel starter i college, ændrer balancen sig, for her passer hun ind, hvorimod han har svært ved at integrere sig, føler sig ensom og fortryder, at han ikke stod ved sin kærlighed til hende af frygt for at blive udstødt.
Normal People er en klassisk coming of age-fortælling, som med stor følsomhed viser de magtdynamikker, man som ung går igennem, mens man begynder at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. Alt i fortællingen provokerede mig, og jeg har forsøgt at forstå hvorfor. Allerede efter andet afsnit måtte jeg tage en lang pause.
Det er her, de to hovedkarakterer for første gang dyrker sex, det lyser ud af dem begge, hvor meget de har lyst, og Connel passer på Marianne, spørger, om hun har prøvet det før, om hun vil bruge kondom, om det gør ondt, om hun er okay. Det er så ømt og liderligt på en og samme tid, og det gjorde mig så utilpas at se det. Jeg har altid oplevet fortællingen om det perfekte første knald som en hån mod min egen seksualitet, og selv om det var tydeligt for mig, at historien havde meget mere at byde på, blev jeg så rasende over, hvor smukt det var, at jeg ikke kunne se videre.
Da jeg var barn, brugte jeg ordet normal som målestok for noget, jeg ønskede og savnede. Jeg var misundelig på dem fra min klasse, hvis forældre kunne være i rum med hinanden, dem som kom hjem til hjemmebag og simremad og mærkede, at deres forældre havde tid til dem, dem som havde et familiealbum med billeder fra starten af deres liv og glade fortællinger om, hvordan de kom til verden. Men som jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå, at det normale, som jeg higede efter, snarere var undtagelsen end reglen, og i takt med, at jeg lærte at acceptere de ting, jeg som barn havde savnet, mistede jeg respekten for ordet ‘normal’.
Jeg genkender den følelse, Marianne får, da hun starter på college og begynder at få veninder og blive populær. Jeg havde selv utroligt svært ved at få venner i folkeskolen, men i modsætning til Marianne begravede jeg mig ikke i skolebøger og fik høje karakterer. Jeg tilbragte det meste af min tid på skolens toilet, hvor jeg gemte mig for omverdenen.
I starten af mine teenageår blev jeg veninde med en pige, som gik i klassen over mig, da en gruppe elever, som mobbede mig, havde taget mine sko og kastet dem ud ad et vindue og ned i en gård, som man ikke kunne få adgang til. Hun sagde som den eneste fra over for dem, og selv om jeg gik hjem fra skolen gennem Vesterbro alene på strømpesokker, betød det uendeligt meget for mig og gjorde, at jeg knyttede mig til hende og fik et venskab, som jeg ikke havde haft før.
Venskabet forandrede sig, da hendes seksualitet blomstrede, fordi jeg var bange for alt seksuelt. Jeg har en dagbog liggende, som jeg skrev i, da jeg var 13 år, og det eneste, der står repeteret på samtlige 150 sider, er sætningen: “Jeg, Emma Leth vil aldrig give et blowjob.” Selv om jeg var rædselsslagen for og forarget over alt, der var seksuelt, var jeg allerede dengang besat af at se film, hvor piger overskred deres grænser. Jeg så Christiane F flere gange om ugen, og Thirteen var min yndlingsfilm efterfulgt af Kids, Fucking Åmål og Lilja 4-ever. Jeg dyrkede de situationer, som tvang karaktererne ud i noget, de ikke turde eller ville. Det var, som om de var min eneste mulighed for at træde ind i den verden, jeg var så bange for.
Da min veninde en aften så gav et blowjob og fortalte mig om det, blev jeg så forfærdet, at jeg ikke kunne tale med hende eller se hende i øjnene i flere uger. Når hun scorede til de fester, vi tog til, ville jeg hellere drikke mig så fuld, at jeg endte med at sidde alene på toilettet, rundtosset og forvildet, som jeg gjorde i skolen, når jeg blev drillet. Det hjalp ikke synderligt, at drengene slog op med mig, når jeg forelskede mig i dem, i det sekund de kunne mærke, at jeg lukkede i som en østers, når de begyndte at røre ved mig.
Da jeg var 15 år, blev jeg tilbudt en hovedrolle i en ungdomsfilm, som handlede om at være ung og grænsesøgende, præcis som i de film jeg så, og alt det, som jeg ikke selv turde. Jeg kastede op, dagen inden jeg skulle optage en scene med en ældre mand, som jeg skulle slikke på halsen, fordi min karakter udgav sig for at være prostitueret, og en dag under optagelserne, fik jeg en sms fra den dreng, jeg var kæreste med, om at han ikke ville se mig mere. Heller ikke ham havde jeg turdet have sex med. Det gjorde mig ikke mere frigjort eller selvsikker, at jeg spillede en, der overskred sine grænser, jeg var stadig rædselsslagen for min krop og for andres berøring af den.
Da jeg startede i gymnasiet, var det første gang, jeg oplevede at være populær, og det var første gang, jeg oplevede Nordsjælland. Igen kom ordet normal op, og normalen i Gentofte grænsede til at håne mig og mit ophav med al den perfekthed, jeg på det tidspunkt følte, det udstrålede, hvilket selvfølgelig også var en illusion. Men de fleste af mine klassekammerater boede i et hus, havde store køkkener med køleskabe fyldt med San Pellegrino og gik i mærkevaretøj, som jeg aldrig ville få adgang til.
Jeg startede på gymnasiet der, fordi min eneste veninde, beskytteren fra folkeskolen, var begyndt der året inden, og jeg fulgte hende i tykt og tyndt. Samme uge kom filmen, jeg spillede hovedrollen i, ud, og ‘grimme græde-Emma’ fra folkeskolen forvandlede sig til hende den smukke fra filmen, hvilket simpelthen var for meget for mig at rumme. Jeg mistede til gengæld min mødom til en fest. Jeg vågnede næste morgen uden at kunne huske noget, men jeg var nøgen, og der lå en dreng ved siden af mig.
Jeg droppede ud af gymnasiet og endte til fester i London med stoffer og det, der var værre. Nu blev grænserne overskredet præcis som i de film, jeg havde dyrket, og i starten af mine 20’ere var det umuligt for mig at være tro eller bare tilnærmelsesvis ordentlig over for de kærester, jeg havde, fordi jeg stadig ikke havde fundet mig til rette i noget af det, jeg var bange for, også selv om det ikke længere var at give et blowjob eller at blive rørt ved. Jeg turde det hele, men jeg mærkede det ikke.
Det er alle de følelser, som kommer op i mig, når jeg ser den ømme sexscene i Normal People. Fra min egen oplevelse af at blive voksen med de film, jeg dyrkede, og de film, jeg medvirkede i. Det er misundelsen over ikke selv at have oplevet det, som hovedrollerne i Normal People oplever, når de første gang har sex, sorgen over at have følt, at der kun fandtes den destruktive løsning, der gav mig lyst til at stoppe med at se den. Men efter en pause fulgte jeg alligevel de to hovedkarakterers udvikling. For ligesom man ikke kan vende tilbage til en serie eller film og opleve den for første gang igen, kan man heller ikke vende tilbage til sin første seksuelle oplevelse og lave den, eller nogen af de andre dårlige oplevelser, man havde, da man gik fra at være barn til voksen, om.
Men man kan kigge på det, der gør ondt, også selv om det i min forkvaklede optik er det, som kunne have været smukt og omsorgsfuldt. Jeg er ikke stolt over, at jeg ikke kunne tale til min krop som teenager, men jeg tror, den bedste måde jeg kan vise mine børn en anden vej, er ved at være åben om det. Og så vil jeg gerne have lov til at se bort fra ordet normal, for jeg står stadig ved, at hverken jeg eller nogen andre kan bruge det ord til noget som helst.