Hoteller i Europa

10 hoteller, vi drømmer om at besøge i Europa

Et kunsthotel i provencalske vinmarker, engelsk landidyl, hjemmedyrkede grøntsager, dansk krostemning og solhilsen i olivenlunden. Værsgo: Vi serverer vores top 10 over hoteller i Europa til dig på et sølvfad. Vi ved godt, at de er lidt ud over det sædvanlige og kræver en opsparingskonto, men man har lov at drømme og lade sig inspirere.

Vinmarker og kunstværker

Villa La Coste, Aix-en-Provence, Frankrig

I smørhullet mellem naturparken Luberon og den franske maler Paul Cézannes hjemby Aix-en-Provence ligger Villa La Coste. Hotellet består af 28 suiter, der alle har egen terrasse med udsigt over vingården Château La Costes biodynamiske vinmarker til den ene side og dalen til den anden. Du kan bruge lang tid i den opvarmede pool, og når vandet efterhånden har forvandlet dig til en rosin, skifter du tøj, finder hotellets bibliotek og en fransk romanklassiker, så du også får lidt åndelig føde. Bagefter går du på en Art and Architecture tour, som tager to timer og lægger vejen forbi alle de kunstværker, der er samlet omkring hotellet, som Paul Matisses Meditation Ball, Frank Gehrys interaktive Pavillon de la Musique, Alexander Calders Small Crinkly og Louise Bourgeois’ gigantiske Crouching Spider. Nu har du vist samlet appetit til en omgang fransk cuisine på en af hotellets restauranter, der alle henter deres råvarer på det lokale marked og i den økologiske køkkenhave. Vinen er fra eget domæne.

Villalacoste.com

Borgo Egnazia, Puglia

Olivenlunde og pasta

Borgo Egnazia, Puglia, Italien

Puglia i det sydlige Italien er den nye smarte feriedestination, og hotellet Borgo Egnazia er som taget ud af en Fellini-film, hvor alt er indrettet i smukke sandfarvede og hvide nuancer kun afbrudt af poolens turkisblå vand og den lilla bourgonvilla. Om aftenen tændes de mange lanterner, som bidrager til stedets drømmeriske stemning og la dolce vita. Træk vejret, læs en bog, og spis en god portion hjemmelavet italiensk pasta eller is, som det sig hører og bør på de kanter, og snyd ikke dig selv for de mange aktiviteter, der kan bookes gennem hotellets spa. Vi kan ikke få armene ned over morgenudstrækningen mellem oliventræerne, der efter sigende er godt mod aldring og kontorskuldre, som trænger til at sænke sig. Du kan også tilmelde dig en yogaklasse eller en løbetur i området og måske slutte af med en ansigtsbehandling med lokale ingredienser som lavendel- og olivenolie, rosmarin og abrikos. Hvis du har brug for absolut ro, kan du også booke din helt egen private villa med pool.

Borgoegnazia.com

Heckfield Place, Hampshire

Engelsk country house-idyl

Heckfield Place, Hampshire, England

Majestætiske Heckfield Place er bygget af røde mursten og som taget ud af en Jane Austen-romam, der er endnu skønnere indeni end udenpå. Designeren Ben Thompson har tidligere indrettet bl.a. Ett Hem i Stockholm og har strøet om sig med blide pasteller, mundblæst glas, ubehandlet træ, eksklusiv marmor og friske og tørrede blomster for at gøre dit ophold sanseligt og æstetisk. Brug din dyrebare tid på ingenting, eller rid ud i den enorme have på hesteryg, gå en tur ned til den idylliske sø, og drik afternoon tea foran en af husets mange pejse, som også findes på flere af værelserne, hvis du har brug for en middagslur efter at have trukket frisk luft. Maden på stedet er uovertruffen, og der er ingen grund til at tjekke menuen hjemmefra, for på de to restauranter Marle og Heart serveres biodynamiske grøntsager af egen avl og rustikke retter fra landkøkkenet, og du får kun det, der er i sæson. Bekymringerne? De kan gå ad hekkenfeldt til.

Heckfieldplace.com

Belmond Reid’s Palace, Madeira

Klippekyst og Winston Churchill

Belmond Reid’s Palace, Madeira, Portugal

Lyden af Atlanterhavets bølgeskvulp når hurtigt dine øregange, når du ankommer til den lyserøde og særdeles Instragram-venlige drøm Belmond Reids, der ligger langs den stenede og rå kyst på den portugisiske ø, Madeira. I receptionen bliver du mødt af sort/hvide billeder fra hotellets 125 års historie, hvor især én gæst har gjort en særlig entré. Winston Churchill tog til Belmond Reids for at lade batterierne op, inden han blev premierminister i England for anden gang, og malede og skrev sine erindringer i den suite, der i dag er opkaldt efter ham. Hotellets fornemste opgave er at være balsam for krop og sjæl, og den vilde natur, vinmarkerne og hotellets spa gør underværker for dit centralnervesystem. Book en dansetime, eller få pulsen op med en omgang tennis, og når det bliver for varmt, er der flere pools at køle ned i. Vi kan anbefale at tage trapperne ned af den stejle stenkyst og benytte den, der ligger i niveau med havet. Glem ikke at drikke te i det lille tehus.

Belmond.com/hotels/europe/portugal/madeira/belmond-reids-palace

Aman, Sveti Stefan, Montenegro

Privat poolparty og solhilsen

Aman, Sveti Stefan, Montenegro

Sveti Stefan i Montenegro har været igennem lidt af hvert. I det 15. århundrede var det en fiskerby, der skulle beskytte regionen mod pirater, i 50’erne blev det omdannet til luksusresort med gæster som Marilyn Monroe, Sophia Loren og Elizabeth Taylor, og efter Montenegro blev et selvstændigt land, overtog Aman-kæden ejendommen og gjorde det til et af Europas lækreste luksushoteller. Hotellet ligger helt for sig selv ud til Adriaterhavets kyst, så du er sikret total fred fra omverdenen. Ud over velgørende havbade, kan du besøge en af hotellets tre swimmmingpools og ligge og nyde udsigten og duften af de omkringliggende fyrretræer. Gør din krop en tjeneste, og book en tid i spaen til en peeling med olivenolie, mynte og vild honning, og tag din sjæl med på en sejltur langs kysten, hvor du kan besøge nogle af de små autentiske fiskerbyer og øde strande. Er du til yoga, kan du hilse solen og dagen velkommen med hotellets morgenhold.

Aman.com/resorts/aman-sveti-stefan

Predi son Jaumell, Mallorca

Stenhus med køkkenhave

Predi son Jaumell, Mallorca, Spanien

Bygningen og grunden, der i dag huser Hotel Predi son Jaumell, daterer helt tilbage til det 17. århundrede, og allerede ved ankomsten trækker du vejret helt ned i maven, mens roen sænker sig over dig. De blågrønne skodder for vinduerne matcher poolen og står i smuk kontrast til de sandfarvede sten og de hvide daybeds, der indbyder til ferielæsning og dagdrømmeri. Sådan kunne du egentlig godt blive liggende hele ferien, men snyd ikke dig selv for at deltage i en af de mange aktiviteter, hotellet tilbyder. Tag fx en cykeltur ned til en hemmelig strand, benyt dig af de gratis yogatimer, gå en lang tur i den billedskønne natur, eller se solen gå ned i vandkanten på hesteryg. Der er nok at tage sig til, inden du sætter dig til bords for at indtage middagen. Fik vi nævnt, at den ene af hotellets to restauranter har en Michelin-stjerne, dyrker sine egne grøntsager og serverer forskellige tastingmenuer med alt godt fra havet og det mallorcinske køkken?

Hotelsonjaumell.com

Eagles Villas, Halkidiki

Bungalow life a la Maria Callas

Eagles Villas, Halkidiki, Grækenland

Fra Grækenlands næststørste by, Thessaloniki, kører du sydpå i halvanden time til halvøen Halkidiki, hvor et græsk paradis venter dig ved kysten ved det hellige bjerg Mount Athos. Her ligger det eksklusive resort Eagles Palace, der blev bygget i 70’erne og stadig emmer af underspillet boho-luksus med masser af guld, tykke tekstiler, springvand og overdådige planter. Eagles Palace var operastjernen Maria Callas’ foretrukne feriested, og hun boede i stedets private bungalow med egen pool i årene frem til sin død i 1977. Forrige år blev stedet udvidet med Eagles Villas, 42 moderne villaer med private pools på en smuk bakke beplantet med lavendler og oliventræer, alle indrettet i græsk, hvid, minimalistisk stil med et strejf af skandinavisk coolness. Selv om stedet har en fantastisk strand, lækre restauranter (vi anbefaler grillet blæksprutte på Armyra) og tennisbaner, føles det aldrig overrendt. Forkæl dig selv med massagen Garden of England i den lækre Elemis-spa, eller book en båd, der kan sejle dig og dine rejsefæller ud til stedets helt egen øde ø og private strand.

Eaglesvillas.gr

Wanås, Hässleholm

Herregårdsstemning og skulpturpark

Wanås, Hässleholm, Sverige

Er du typen, der gerne vil have hele pakken, er Wanås, som ligger i Skåne ca. halvanden time fra København, noget for dig. Stedet, der daterer tilbage til 1700-tallet, er nemlig både slot, hotel, skulpturpark, kunsthal og restaurant med eget gods og landbrug, der er selvforsynende med økologisk kød og mælk. Og så er det omkranset af den smukkeste natur. Alt fra maden på tallerkenen til møblerne i restauranten og egetrægulvene på værelserne, der stammer fra skoven, er lokalt, men kunsten på væggene og i parken er fra hele verden. Start med en gåtur i den engelske slotspark, hvor du kan gå på opdagelse i over 70 skulpturer og installationer af internationale samtidskunstnere som Yoko Ono, Marina Abramovic og Jenny Holzer, lavet specielt til stedet. Check ind på hotellet, der er stilfuldt indrettet med fælles dagligstue, hvor du kan tage en drink, inden du går over gårdspladsen og indtager middagen. Efter morgenmaden besøger du den tilhørende kunsthal, der har skiftende udstillinger.

Wanas.se

La Colombe d’Or, Saint-Paul de Vence

Kunstnerkoloni og joie de vivre

La Colombe d’Or, Saint-Paul de Vence, Frankrig

Det legendariske familieejede sydfranske auberge fra 1920 ligger gemt bag en stedsegrøn mur af sandsten i bjerglandsbyen og kunstnerkolonien Saint-Paul de Vence for at sikre gæsternes privatliv og frie udfoldelse. Den lille perle har siden 40’erne tiltrukket kunstnere, der valfartede til Côte d’Azur for at få en bid af det søde liv og drikke af livets kilde og donerede kunstværker til hotellet som tak for kost og logi. Derfor har hotellet i dag en stor kunstsamling med værker af Fernand Léger, Amedeo Modigliani, Joan Miró, Georges Braque, Marc Chagall og Alexander Calder, hvis mobile ved hotellets berømte pool er blevet et vartegn for stedet og kaster skyggespil på terrassen og spejler sig i vandet. Værelserne er gennemført provencalske, restauranten serverer fransk mad med råvarer fra det lokale marked og rosé fra områdets vinmarker, og udenfor murene spiller de lokale boules på torvet.

La-colombe-dor.com

Falsled Kro, Millinge

Eventyrlig bonderoseidyl

Falsled Kro, Millinge, Danmark

Der er kroer, og så er der Falsled, der har fået kvalitetsstemplet Relais & Chateau, og hvor tiden står stille bag bindingsværket. Den sydfynske kro fra 1500-tallet er kendt for sin diskrete luksus, smagfulde og hyggelige indretning og for sin franske kogekunst i køkkenet, der næsten er selvforsynende med grøntsager fra køkkenhaven og følger årstidernes gang med lokale råvarer som pighvar fra Faaborg og hjemmerøget laks. Bestil en gin og tonic som nightcap eller kroens Irish Coffee, der laves efter alle kunstens regler, mens du kigger ind i pejsen eller øjnene på den, du deler værelse med. Det skønne ved Falsled er nemlig, at sengen er nær, når du mæt og glad forlader bordets glæder og drømmer om en nat mere. Særligt hvis du ikke har nået at sænke dit forkælede legeme ned i karbadet på badeværelset, der er udstyret med velduftende badesalt fra Amazing Space. Morgenmaden er et kapitel for sig og kan indtages i restauranten med de smukt dekorerede fliser eller udenfor i det grønne.

Falsledkro.dk