Fatima AlZahra'a Alatraktchi er på Forbes' top 30-liste over de mest indflydelsesrige forskere i Europa

Fatima AlZahra’a Alatraktchi er intet mindre end en videnskabelig sensation. Med sin forskning i nanoteknologi og molekylærbiologi har hun fundet frem til en metode, der kan spore bakterier tidligt og dermed forandre brugen af antibiotika i fremtiden. Hun er på Forbes top 30 over de mest indflydelsesrige forskere i Europa inden for videnskab og finans i 2019. Og så er hun også skønlitterær forfatter.

Hvad var dit første job?

– At skrive bøger. Jeg skrev min første bog, da jeg var 13 år og har altid fortalt historier. Jeg fik at vide, at man ikke kunne udgive bøger, når man er under 18 og tænkte: “Hvorfor ikke?” Jeg fandt en adresse på et forlag, sendte min bog uopfordret og fik afslag. Men min tredje bog, Da 3. Verdenskrig brød ud, fik jeg udgivet på Politikens Forlag.

Hvordan har dine forældre påvirket din karrierevej?

– De har givet mig meget frihed. Jeg har aldrig fået at vide, at jeg skulle lave lektier. Så længe jeg leverede resultater, var det det, der gjaldt. De stolede virkelig meget på mig, og jeg fik jo også tårnhøje karakterer i sidste ende. Det har været afgørende for mig, at jeg blev mødt med så meget tillid og fik ansvar for min egen tid. Jeg tror ikke, at jeg kunne fungere i en konstellation, hvor jeg hele tiden fik fortalt, hvad jeg skulle. Der ville jeg stå helt af.

Hvordan begyndte du at interessere dig for nanoteknologi og molekylærbiologi?

– Jeg læste virkelig meget populærvidenskab, da jeg var lille. Engang så vi Hvem vil være millionær? og jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, men jeg havde lige tabt en tand. Et af spørgsmålene var, hvad Einstein havde vundet nobelprisen for, og alle i min familie, og ham, der skulle gætte på tv, sagde relativitetsteori. Jeg sagde: “Nej, det var noget med lys,” og det viste det sig at være rigtigt (Einstein vandt nobelprisen i 1921 for sin beskrivelse af den fotoelektriske effekt, red.). Min familie kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra månen.

Hvad var din vej ind i den verden?

– Jeg vidste, at jeg skulle lave noget med atomfysik og kemi. På et tidspunkt læste jeg noget om perspektiverne med nanoteknologi og var helt solgt. Jeg havde karaktererne til at læse præcis, hvad jeg ville, og jeg gennemgik alle uddannelser, så jeg var sikker på, at jeg ikke overså noget. Men jeg endte med Nanoteknologi.

Hvad gør dig interessant i din egen optik?

– Det, jeg har fundet frem til, er interessant. (Fatima har opfundet en nanosensor, der kan måle bakterier på 60 sekunder og dermed gøre det lettere af behandle visse sygdomme med den rette antibiotika, red.) Hvis vi kan få implementeret nogle af de her teknikker på hospitalerne, og vi kan lave vores antibiotikaforbrug om, så vi ikke kommer til at dø at simple infektioner i 2050, er vi nået meget langt. Behandlingen vil blive meget mere målrettet. Når du er immunsvækket og får en infektion, er det vigtigt, at du ikke bare får et bredspektret antibiotikum, for så bliver bakterierne modstandsdygtige med tiden. Hvis vi havde en metode, der med det samme kunne fortælle, hvilken bakterie, der var årsag til infektionen, ville vi kunne give den rette antibiotika i meget mindre doser.

LÆS OGSÅ: Anna Malzer: "Jeg er aldrig blevet pacet til noget som helst. Det handlede om at lave det, jeg var god til"

Fast forward: Hvornår kunne du mærke, at du forskede i noget, der så ud til at blive rigtig stort?

– Det var stort, da nanosensoren virkede, men der, hvor jeg virkelig forstod, at det var banebrydende, var den aften, jeg gennemgik valideringsresultaterne. Jeg var fuldkommen i chok og tænkte som noget af det første, at jeg måtte fortælle lægerne det. “Nogen skal vide det her.”

Hvordan forener du din forskerkarriere med at være forfatter?

– Jeg skriver stadig bøger og har færdiggjort en, som jeg skal have udgivet, og er i gang med en anden. Jeg har samme tilgang til mit forfatterskab og min forskning: Jeg er meget observerende, både hvad angår mønstre i eksperimentelle resultater såvel som i den måde, folk opfører sig på. Hvis du skal skabe store, banebrydende ideer inden for forskning, skal du have en god mængde fantasi, og det samme gælder, når du skriver fiktion. Forskning er meget kontrolleret, hvor jeg med skønlitteratur har mere frit spil, og derfor komplimenterer de to ting hinanden rigtig godt og afspejler min personlighed: kontrolleret og fantasifuld på samme tid.”